Bestyrelse af midler under 60.000 kr. i en godkendt forvaltningsafdeling
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1997/9880@1997-12-05/da
Indhold
Værgemålsbekendtgørelsens § 35, 2. pkt.
Personspørgsmål 63.2.
Statsamtet havde truffet afgørelse om, at midler tilhørende 2 mindreårige skulle bestyres i en godkendt forvaltningsafdeling. Afgørelsen blev truffet efter værgemålsbekendtgørelsens § 35, 2. pkt., hvorefter statsamtet, hvis særlige omstændigheder taler herfor, kan bestemme, at sådanne midler, der forvaltes af værgen, skal bestyres i en forvaltningsafdeling.
Af sagen fremgår, at de 2 mindreårige hver havde modtaget godt 50.000 kr. fra en livsforsikring i anledning af moderens død. Det samlede beløb var udbetalt til børnenes far, som var værge for børnene.
Gennem en henvendelse fra en pårørende blev statsamtet opmærksom på, at der var visse uregelmæssigheder ved værgens bestyrelse af børnenes formue. Formuen var således ikke indsat på en særskilt konto i et pengeinstitut oprettet i børnenes navne, jf. § 4, stk. 1, i værgemålsbekendtgørelsen. Derudover var der forbrugt 30.000 kr. af formuen uden at værgen forinden har anmodet om statsamtets godkendelse hertil.
Statsamtet anmodede flere gange værgen om at dokumentere, at formuen nu var indsat på en særskilt konto i et pengeinstitut, hvilket værgen ikke efterkom. Statsamtet traf herefter afgørelse om, at midlerne skulle bestyres i en godkendt forvaltningsafdeling. Samtidig godkendte statsamtet et formueforbrug på 10.000 kr. af de ialt 30.000 kr, som var forbrugt, og værgen anmodedes om at indbetale det ikke godkendte forbrug til forvaltningsafdelingen.
Statsamtet lagde ved afgørelsen vægt på, at værgen trods vejledning om de gældende regler ikke efterkom statsamtets påbud om at overholde disse.
Civilretsdirektoratet fastholder statsamtets afgørelse samt begrundelsen for denne.