Bindende forhåndsbesked - indeksobligation
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1998/10328@1998-05-12/da
Indhold
LR af 12. maj 1998
Spørgsmål
Skal selskabers gevinst ved salg/udløb og evt. ved slag af en nul-kupon obligation med tilknytning til et aktie-indeks før udløb behandles efter kursgevinstlovens § 3?
Skal personers gevinst ved salg/udløb behandles efter kursgevinstlovens § 14, stk. 2, og skal evt. tab ved salg af obligationen før udløb behandles efter kursgevinstlovens § 14, stk. 1?
Vil realisationsprincippet i kursgevinstlovens § 25, stk. 1 skulle anvendes for den samlede gevinst ?
Svar
Ad 1. Ja.
Ad 2. Ja.
Ad 3. Ja, se dog sagsfremstilling og begrundelse.
Sagsfremstilling og begrundelse
En bank påtænker som formidler at markedsføre nul-kupon obligationer i danske kroner med tilknytning til et aktie-indeks udstedt af en tysk bank. Det er de skattemæssige konsekvenser for bankens kunder, som er af interesse.
Banken har oplyst følgende vedrørende obligationen.
Obligationen har en løbetid på 5 år. Udstedelseskursen er 100. Obligationen indfries til kurs 110. På indfrielsestidspunktet foretages der endvidere en kursregulering af obligationerne svarende til 80% af en positiv stigning i aktie-indekset fra udstedelses- til indfrielsestidspunktet. Hvis indekset udvikler sig negativt indfries obligationen til kurs 110.
Såfremt obligationen beholdes til udløb vil der således altid være en kursgevinst på mindst 10 kurspoint. Gevinsten kan dog blive større, afhængig af udviklingen i aktie-indekset. Indekset er anvendt som beregningsgrundlag, og ikke som et til-/fravalg med henblik på difference- eller præmieafregning.
Der anvendes ikke differenceafregning, og investor erhverver ejendomsretten til individualiserbare og VP-registrerede fordringer.
Banken er selv af den opfattelse, at produktet skal vurderes som en helhed, d.v.s. behandles som en indekseret nul-kupon obligation. Der skal således ikke ske en opdeling i produktets forskellige elementer, det vil sige en nul-kupon obligation og en call-option (køberet), som argumenteret for i visse artikler.
Begrundelsen herfor er, at der ikke er tale om særskilt differenceafregning på aktie-indekset. Samtidig kan denne del ikke fravælges produktet.
Desuden er en option, jf. cirkulære nr. 134 af 29. juli 1992 pkt. 122 (gengivet i bemærkningerne til den nye kursgevinstlov), "en køberet eller en salgsret, som en udsteder indrømmer en erhverver. Optionen giver erhververen en ret, men ikke en pligt til at købe eller sælge en bestemt mængde af et bestemt aktiv eller passiv på eller inden en udløbsdag til en aftalt pris. ( ) Erhververen betaler en præmie (optionspræmien) til udstederen for retten til at købe eller sælge det underliggende aktiv. Erhververens tabsrisiko er begrænset til den betalte præmie ".
Betingelserne for at der er tale om en købsret er ikke opfyldt. Erhververen (kunden) kan ikke særskilt "købe", dvs. lave differenceafregning på det underliggende aktiv, da der er tale om et aktieindeks som er en del af det samlede produkt.
Erhververen betaler endvidere heller ikke en optionspræmie. Tabsrisikoen er i det konkrete tilfælde 0 kr. og ikke en betalt præmie.
For selskaber vil en evt. kursgevinst derfor være skattepligtig efter kursgevinstlovens § 3. For personer vil kursgevinsten være skattepligtig efter kursgevinstlovens § 14, stk. 2, da mindsterenten ikke er opfyldt.
Såfremt obligationen sælges før udløb kan der opstå et kurstab. Bankens vurdering er, at for selskaber vil kurstabet være fradragsberettiget, jf. kursgevinstlovens § 3. For personer vil kurstabet ikke være fradragsberettiget, jf. kursgevinstlovens § 14, stk. 1.
Svar
Ligningsrådet er af den opfattelse, at produktet er at anse for en indeksobligation. Der er herved henset til, at en indeksobligation kan indekseres i overensstemmelse med et aktieindeks, jf. bemærkningerne til kursgevinstlovens § 7 (lov nr. 439 af 10. juni 1997), samt at en indeksobligation kan have en "bund", det vil sige en nedre grænse for tabsmuligheden, jf. cirkulære nr. 134 af 29.7.1992, pkt. 31 modsætningsvis, der er gengivet i bemærkningerne til kursgevinstlovens § 38. Da reguleringen ikke kan anses for det bærende element og idet hovedstolen reguleres i forhold til det valgte indeks, uden at der investeres i beregningsgrundlaget, opfylder produktet således definationen på en indeksobligation. Det kan ikke tillægges vægt, at hovedstolen indfries til overkurs foruden at der sker regulering, jf. cirkulærets pkt. 32.
Indeksobligationer reguleres af de almindelige bestemmelser i kursgevinstloven. Selskaber skal derfor medregne gevinst og tab ved salg/køb i den skattepligtige indkomst, jf. kursgevinstlovens § 3, og personer skal medregne gevinst ved salg/køb i den skattepligtige indkomst, jf. § 14, stk. 2, mens tab ved salg ikke kan fradrages, jf. § 14, stk. 1.
Gevinst og tab der indgår i den skattepligtige indkomst skal som udgangspunkt medregnes efter realisationsprincippet, jf. § 25, stk. 1. Den skattepligtige kan dog vælge at anvende lagerprincippet for børsnoterede obligationer, jf. § 25, stk. 2. Der kan desuden gives tilladelse til generelt at anvende et andet princip end realisation, jf. § 25, stk. 5, eller sådan tilladelse kan allerede været givet, jf. § 41, stk. 12 og § 42, stk. 10.