Gelex

KSL §48E-beskatning

GældendeVersion 1998-03-16
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1998/18561@1998-03-16/da

Indhold
  1. Indledning

A påbegyndte pr. 11. september 1994 et ansættelsesforhold ifølge en 12 måneders kontrakt med selskabet B om ansættelse i Danmark, hvor A blev beskattet efter KSL § 48E. Kontrakten blev senere forlænget med 2 gange 12 måneder.

Den 16. maj 1997 efter ca. 32 måneders ansættelse i selskab B tiltrådte A en stilling i selskab C, som er et selskab i samme koncern. Kontrakten med dette selskab var på 12 måneder og opfyldte lønkravet i KSL § 48E.

Revisionsfirmaet argumenterede i klagen for, at kravet om at en kontrakt ifølge KSL § 48E, stk. 1, skal være på mindst 6 måneder skal ses i sammenhæng med stk. 3, som vedrører en situation, hvor skattepligten har været ophørt, og hvor lønmodtageren påny ønsker at blive § 48E-beskattet. Det er efter revisionsfirmaets opfattelse også det, der menes med punkt 6, 4. afsnit i skm. cir. nr. 9 af 15. januar 1993. Kravet skal ses i sammenhæng med, at den fulde skattepligt skal indtræde jf. KSL § 48E, stk. 1, hvortil der henvises i stk. 3. Derimod er A's situation omfattet af KSL § 48E, stk. 6, hvori der ikke henvises til stk. 1.

Told- og Skattestyrelsen var enig i, at det vil være muligt ved indgåelse af § 48E-kontrakter med forskellige arbejdsgivere i umiddelbar forlængelse af hinanden og uden mellemliggende skattepligts-ophør, at opdele kontrakterne i perioder på 32 måneder og 4 måneder - som her - eller på anden måde, sålænge den første kontrakt er på mindst 6 måneder og sålænge den samlede varighed for kontrakterne ikke overstiger 36 måneder jf. KSL § 48E, stk. 6 og skm. cir. nr. 9 af 15. januar 1993 pkt. 4 a, samt KSL § 48E, stk. 1.

I den forbindelse skal det nævnes, at også to selskaber i samme koncern er to forskellige arbejdsgivere jf. TfS 1998,78.

A havde imidlertid indgået en ny kontrakt på 12 måneder, hvilket efter KSL § 48 E, stk. 7, i sig selv medfører efterbeskatning, fordi den kontrakt der er indgået indebærer en »forhåndsforlængelse«, hvilket ikke er muligt jf. TfS 1996,580. Der henvistes i øvrigt til skm. cir. nr. 9 af 15. januar 1993 pkt. 4 om fremgangsmåden ved ophør af et ansættelsesforhold med § 48E-beskatning.

Revisionsfirmaet havde derefter argumenteret for, at A måtte kunne anvende reglen om fortrydelsesret i KSL § 48E, stk. 8, og skm. cir. nr. 9 af 15. januar 1993 pkt. 13.

Ifølge disse regler kan en lønmodtager indtil udløbet af en kontrakt med § 48E-beskatning bestemme, at vederlaget skal beskattes efter de almindelige regler enten for hele ansættelsesperioden eller for fremtiden, men ikke alene med tilbagevirkende kraft. Valget er knyttet til den enkelte kontrakt og til det enkelte ansættelsesforhold.

Revisionsfirmaet havde i den forbindelse anmodet om, at A kunne fortryde § 48E-beskatning for en del af kontrakten med selskab B, således at der kunne blive »plads« til 12 månders § 48E-beskatning bagefter i kontrakten med selskab C.

Med de ovennævnte regler for fortrydelsesret, kunne A ikke fortryde for en del af den nu afsluttede kontrakt med selskab B, og i øvrigt heller ikke som ønsket kun med tilbagevirkende kraft.

Da kontrakten med selskab C isoleret set opfyldte de grundlæggende betingelser for § 48E-beskatning, dvs. lønkrav, tidsmæssig begrænsning osv., kunne A efter de nævnte regler fortryde anmodningen om § 48E-beskatning af denne kontrakt, således at § 48E-beskatning i det forudgående ansættelsesforhold opretholdes, og således at A inden 1 måned regnet fra det seneste ansættelsesforholds ophør skal opfylde de generelle regler om ophør af et ansættelsesforhold med § 48E-beskatning.

Versioner

  1. 1998-03-16