Beskatning af arbejdsgiverbetalt kørekort
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1998/18569@1998-05-20/da
Indhold
Spørgsmål
Kan en kommunes socialforvaltning skattefrit betale for erhvervelsen af kørekort for ansatte aftenhjemmehjælpere?
Svar
Afvises, se efterfølgendde sagsfremstilling og begrundelse.
Sagsfremstilling og begrundelse
En kommunes socialforvaltning har anmodet om bindende forhåndsbesked, idet der er truffet beslutning om iværksættelse af en ændret kørselsordning for hjemmehjælpere, foreløbig som en forsøgsordning.
Ordningen indebærer, at hjemmehjælpere overgår fra taxabefordring til at køre i tjenestebil, som de pågældende medarbejdere selv skal føre.
I forbindelse med indførelse af den ændrede kørselsordning kunne det konstateres, at en række medarbejdere ikke var i besiddelse af et førerbevis.
Kommunens socialforvaltning har oplyst, at da besiddelse af et førerbevis er en forudsætning for, at aftenhjemmehjælperne i forsøgsordningen kan bevare deres ansættelse, har socialforvaltningen set sig nødsaget til selv at forestå opkvalificeringen af de nævnte medarbejdere ved at bekoste erhvervelsen af førerbeviser på analog vis med f.eks. opkvalificering via AMU-kurser.
Det er umiddelbart socialforvaltningens opfattelse, at ovenstående opkvalificering må være at siddestille med AMU-kurser og almindelig opkvalificerende kursusvirksomhed under et ansættelsesforhold med henblik på at bevare ansættelsen. Socialforvaltningen forudsætter derfor, at betalingen af udgiften til erhvervelse af førebeviset er skattefrit for den enkelte medarbejder.
Den kommunale skatteforvaltning udtaler, at erhvervelse af kørekort til almindelig personbil nu til dags er en så almindeligt forekommende disposition, at udgiften hertil må anses som en naturlig del af privatforbruget. En arbejdsgivers betaling af kørekortet må derfor principielt anses for skattepligtig som sparet privatforbrug, uanset at betalingen er arbejdsmæssigt begrundet og at kørekortet eventuelt er en forudsætning for forbliven i stillingen. For at undgå skattepligt må den pågældende godtgøre, at kørekortet aldrig vil blive benyttet privat, hvilket antagelig kun vanskeligt vil kunne forekomme i praksis.
Socialforvaltningen har endvidere senere oplyst, at aftenhjemmehjælpere, som ikke kan føre Døgnplejens biler, vil blive forsøgt overført til gående vagt eller dagvagt. Hvis dette ikke kan lade sig gøre, kan der ske afskedigelser. Der er dog på nuværende tidspunkt ikke afskediget nogen hjemmehjælpere med den begrundelse, at de ikke har et kørekort.
Det er oplyst, at den pågældende hjemmehjælper som anmodningen vedrører, har erhvervet kørekort i foråret 1996, og at udgiften hertil er afholdt i maj måned 1996. Da der således er tale om en disposition, som allerede er gennemført, afvises forespørgslen i henhold til § 20 A, stk. 4, i skattestyrelsesloven.
Ligningsrådet skal dog vejledende udtale, at man finder, at udgiften til kørekortet er en så almindeligt forekommende udgift, at den må betragtes som en privat udgift. Arbejdsgiverens bekostning af kørekort for den ansatte skal herefter medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst som et personalegode, jf. ligningslovens § 16, stk. 1, jf. stk. 3 og statsskattelovens §§ 4-6. Kan det imidlertid konkret sandsynliggøres, at et kørekort udelukkende vil blive anvendt erhvervsmæssigt, vil beskatning kunne undgås, jf. udtalelsen fra skatteforvaltningen.