Gelex

Bortfaldne rettigheder til en international patentansøgning

GældendeVersion 1995-08-07
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1998/60155@1995-08-07/da

Indhold
  1. Indledning

År 1995, den 7. august afsagde Patentankenævnet (Grønning-Nielsen, Hans Chr. Thomsen, L. Herborg) følgende

i sagen j.nr. P 16/92: Klage fra

Roussel Uclaf S.A.

Frankrig

Internationalt Patent -Bureau

over

Patentdirektoratets afgørelse

af 4. maj 1992 af patentansøgning

nr. 0412/90.

Den 16. februar 1990 indleverede Internationalt Patent-Bureau, Taastrup, som patentagent for firmaet The Wellcome Foundation Limited, en patentansøgning, som vedrørte spraypræparater. Ansøgningen var en videreførelse i Danmark af en den 1. marts 1989 indleveret international patentansøgning (PCT) med prioritet fra den 2. marts 1988. Danmark var blandt de designerede lande med den følge, at den nationale videreførelse her i landet efter patentlovens ? 31 skulle være sket senest den 2. november 1989.

Ansøgningen blev ikke videreført for Danmark inden den 2. november 1989.

Undladelsen blev opdaget den 21. december 1989.

Den 16. februar 1990 indleverede klageren sammen med ansøgningen til videreførelse i Danmark en anmodning om genoprettelse.

Som begrundelse for genoprettelsesbegæringen anførte klager følgende:

"The Wellcome Foundation Limited, som hvert år indleverer et betydeligt antal patentansøgninger i mange lande har for fristnoteringer i PCT-ansøgninger et vel indarbejdet system, som hidtil har fungeret upåklageligt og uden fejl.

I forbindelse med indlevering af en PCT-ansøgning indebærer de med systemet forbundne rutiner, at der efter modtagelse af indleveringskvittering sker notering af de for ansøgningen EDB-overvågningssystemer og i et manuelt overvågningssystem

I begge EDB-systemer vil der ved indføring af indleveringedata herunder internationalt ansøgningsnummer, internationalt indleveringsdato og prioritetsoplysninger automatisk blive beregnet fristdatoer både for videreførelse i national fase i de designerede lande og for begæring af Kapitel II-prøvning.

Det ene EDB-system benyttes og betjenes af den for sagen ansvarlige patentagent og dennes sekretær, og en af dets funktioner består netop i udskrivning af fristovervågningslister, som kan dække indtil flere år, hvilket netop kan være aktuelt i PCT-sager.

Det andet EDB-system og manuelle fristsystem er centrale fælles systemer for hele Wellcome Foundations patentafdeling og varetages af Mr. Alan G. Vickers, som er kontorchef hos den for patentafdelingen ansvarlige patentagent Mr. M.P. Jackson. Indføring i begge disse systemer foretages på grundlag af oplysninger, som fra sekretæren for den for den pågældende sag ansvarlige patentagent tilstilles Mr. Vickers gennem dennes sekretær, hvorefter Mr. Vickers varetager indføringen i det manuelle system.

I det foreliggende tilfælde var PCT-ansøgningens indlevering betroet Dr. A.J. Rollins daværende sekretær, Miss Philippa Margaret Allen, som imidlertid fratrådte sin ansættelse hos Wellcome kort tid efter ansøgningnens indlevering, nemlig den 12. maj 1989.

På indleveringstidspunktet var Mr. Alan G. Vickers" sekretær, Mr. Robert George Foster, som imidlertid fratrådte denne stilling og overgik til en anden afdeling hos Wellcome Foundation den 28. april 1989.

Af uforklarlige årsager har indføring i begge EDB-systemer af den foreliggende sag ikke fundet sted i overensstemmelse med den ovenfor beskrevne rutine.

Formentlig som følge af de to ovennævnte sekretærens fratræden af deres stilling skete der beklageligvis tillige ikke nogen indføring i det manuelle system, idet de hertil nødvendige oplysninger ikke nåede frem til Mr. Vickers.

Da Miss Allen fratrådte sin stilling rekvirerede Dr. Rollins fra sit decentrale EDB-system EDB-opfølgningsrutiner, dvs. oversigt over åbne frister for de sager, der har været betroet hende. Uheldigvis havde Miss Allen på daværende tidspunkt ikke foretaget fristnotering for den foreliggende sag, hvilket foranledigede Dr. Rollins til at gå ud fra, at der ikke var åbenstående frister i sagen, dvs. at der allerede var taget skridt til begæring om Kapitel II-prøvning.

I denne periode, hvor de for sagen gældende frister, jf. Patentlovens ? 31, stk. 1 og 2, nærmede sig deres udløb, var Dr. Rollins dels på ferie i de sidste to uger af august 1989, dels i tiden 5. september til 6. oktober 1989 på en forretningsrejse i Canada. I de fire mellemliggende arbejdsdage var Dr. Rollins tid så optaget af møder, at han ikke havde mulighed for at behandle rutinekorrespondance. Umiddelbart forud for nævnte ferieperiode havde Dr. Rollins gennemgået alle sager, som krævede handling inden for de kommende 8 uger og kontrolleret alle de dertil hørende EDB-registreringer, med resultat at der ikke fandtes registrering af udestående arbejde heller ikke i den foreliggende sag. Ud fra sine gode erfaringer med den hidtidige funktion af fristsystemet følte Dr. Rollins sig ikke foranlediget til at foretage en ekstra kontrol i sagsakterne, hvilket på grund af arbejdsomfang også ville have været en menneskeligt umulig opgave.

Ved sin tilbagekomst i oktober kontrollerede Dr. Rollins, at EDB-registreringer for de pågældende otte uger var ajourført, og han erfarede desuden, at PCT-Form IB/308 var indgået i hans fravær og var påtegnet af to af hans sekretærer, som imidlertid hverken havde videregivet denne skrivelse til Mr. Vickers eller følt sig foranlediget til selv at tage aktion. Dr. Rollins blev herved ledt til den fejlkonklusion, at der på dette tidspunkt måtte være indgivet begæring om Kapitel II-prøvning inden 19-månedersfristens udløb den 2. oktober 1989.

Derimod skrev Dr. Rollins på samme tid instruks til en patentagent i Nottingham, Mr. Richard Bassett, som på grund af mandskabsmangel i Wellcome Foundation"s patentafdeling blev benyttet til sagsbehandlingen, om ændringer, der skulle foretages som følge af den i sagen modtagne internationale nyhedsrapport. Det var således klart hensigten, at sagen skulle videreføres gennem begæring af Kapitel II-prøvning."

I en erklæring af 15. april 1990 har Dr. J. Rollins, ansvarlig :2 patentagent hos ansøger for sagen, udtalt følgende: , I skrivelse af 6. august 1990 udbad Patentdirektoratet sig 5/"" - "-44" dokumentation for, at den manglende rettidige videreførsel senest blev erkendt af relevante personer i sagen den 16. december 1989.

I besvarelse heraf har klager i skrivelse af 3. oktober 1990 anført følgende:

"Vi har forelagt spørgsmålet for ansøgeren og skal herefter bemærke, at det har beroet på en beklagelig fejlopfattelse hos undertegnede, at erkendelsen af fejlen i den foreliggende sag beroede på modtagelse af en skrivelse fra et af de designerede landes patentmyndigheder.

Det skal herved påpeges, at de designerede lande i den foreliggende sag, som det fremgår af medfølgende kopi af forsiden af WO 89/07888, foruden DK omfattede AU, BG, BR, JP, KR, SD, SU og US, og at intet af disse landes myndigheder os bekendt sender skrivelser af den omhandlede art.

Som det fremgår af ligeledes medfølgende kopier af skrivelser fra ansøgerens britiske patentagent af 21. og 26. september 1990 opdagedes fejlen som anført i vor genoprettelsesbegæring den 21. december 1989 som et resultat af overvejelser om ændring i ansøgningen."

Patentdirektoratet afslog den 4. maj 1992 genoprettelse med følgende begrundelse:

"Det fremgår af det med Deres skrivelse af 3. oktober 1990 indsendte materiale, at Deres begæring om genoprettelse er indgivet rettidigt, jf. patentlovens § 72.

Det er imidlertid ikke dokumenteret - med den sikkerhed, som må kræves for anvendelsen af patentlovens § 72 - at ansøgeren har udvist al den omhu, som med rimelighed kan forlanges af denne.

Det anføres i Deres skrivelse af 16. februar 1990, at ansøger har opbygget et system for fristnoteringer i PCT-ansøgninger, der bygger på to af hinanden uafhængige EDB-overvågningssystemer og et manuelt overvågningssystem. Aktiveringen af de tre systemer er afhængig af, at den ansvarlige sagsbehandler sekretær fodrer det ene EDB-system samt videregiver de fornødne oplysninger til sekretæren for patentafdelingens kontorchef til indføring i de to andre systemer.

Det synes endvidere at fremgå af Deres skrivelse med bilag, at det var ansøgers intention at søge en international forberedende patenterbarhedsprøvning, men at den ansvarlige sagsbehandler på grund af den manglende fristnotering ikke reagerede inden den herfor gældende frist. Det fremgår af det indsendte materiale, at PCT Form IB/308 var modtaget af ansøgeren, men at to af sagsbehandlerens assistenter, som så formularen, ikke reagerede på denne, f.eks. ved - i den ansvarlige sagsbehandlers fravær - at underrette kontorchefen.

Efter patentdirektoratets opfattelse kan det ikke fastsættes, på hvilket led i fristovervågningssystemet årsagen til den manglende indkodning af de for ansøgningen gældende frister skal findes. Som systemet virker, vil passivitet hos sagsbehandlerens sekretær automatisk føre til, at ansøgningen ikke undergiven fristovervågning. Eksempelvis føres den manuelle fristovervågning ikke af den ansvarlige sagsbehandler, der således vil være helt afhængig af korrekt sagsbehandling hos sekretær eller assistenter. Det er ikke for direktoratet dokumenteret, at ansøgeren har udvist den fornødne omhu for at forebygge fejl i fristovervågningen, eller at sekretæren eller de to assistenter, der så PCT formularen, har modtaget fornøden instruktion vedrørende deres opgaver samt information om konsekvenserne af en eventuel passivitet."

Denne afgørelse indbragte klager den 2. juli 1992 til Patentankenævnet.

I ankebegrundelsen af 22. september 1992 anførte klager følgende:

"Af vor begæring om genoprettelse af ovennævnte rettigheder, dateret 16. februar 1992, fremgår det, at den i Patentlovens § 31, stk. 1 omhandlede frist for videreførelse af den internationale ansøgning i Danmark udløb den 2. november 1989, men at den for sagen hos ansøgeren ansvarlige patentagent, Dr. A.J. Rollins, først den 21. december 1989 blev gjort opmærksom på fejlen. (Dette skete ikke som anført i vor begæring gennem modtagelse fra en af de i PCT-ansøgningen designerede myndigheder, men som resultat af overvejelser om ændringer i ansøgningen. Da Direktoratet i ovennævnte afslag imidlertid anerkendte, at begæringen om genoprettelse af rettigheder var indgivet rettidigt, er Direktoratets skrivelse herangående af 6. august 1990 og vort svar herpå af 3. oktober 1990 ikke relevante for behandlingen af vor anke, hvorfor kopi af disse skrivelser ikke er vedlagt).

I begæringen beskrev vi derefter det hos The Wellcome Foundation, Limited eksisterende og vel indarbejdede system for fristnoteringer i PCT-ansøgninger, som hidtil i forbindelse med Wellcome"s betydelige antal patentansøgninger har fungeret upåklageligt og uden fejl.

Efter modtagelse af indleveringskvittering for en sådan ansøgning sker notering af de for ansøgningen relevante frister dels i

et første EDB-system, der betjenes af den for sagen ansvarlige patentagent og dennes sekretær, idet dette system blandt andet udskriver fristovervågningslister, dels i

et andet EDB - system, der sammen med et_manuelt overvågningssystem føres af sekretæren for kontorchefen (Mr. Alan G. Vickers) hos den ledende patentagent hos Wellcome, og hvori indførsel sker på grundlag af oplysninger fra den ovennævnte sekretær hos den for sagen ansvarlige patentagent.

Vi beskrev herefter et sandsynligt årsagsforløb for den opståede fejl.

Det fremgik heraf, at Dr. Rollins" sekretær, Miss P.M. Allen, fratrådte sin stilling hos Wellcome den 12. maj 1989, og at Dr. Rollins i forbindelse hermed fra sit EDB-system rekvirerede en oversigt over åbne frister for de sager, der havde været betroet hende. Uheldigvis var fristerne for den foreliggende sag ikke noteret i EDB-systemet, og den manglende advarsel om åbne frister fik Dr. Rollins til at gå ud fra, at alt i denne sag var i orden, dvs. at der allerede var taget skridt til begæring af kapital II prøvning.

Inden ferie og forretningsrejse, i alt fra medio august til 6. Oktober 1992, kontrollerede Dr. Rollins alle EDB-registreringer i forbindelse med sager, der krævede handling i hans fravær, men foretog, dels på grund af gode erfaringer indtil nu med fristkontrolsystemet, dels på grund af det uoverkommelige heri, ikke en detaljeret gennemgang af selve sagsakterne.

Det andet EDB-system og kontorchefens manuelle system burde allerede nu have udsendt advarsler, men sandsynligvis på grund af et uheldigt og egentligt ganske usandsynligt sammenfald af fratrædelser, nemlig foruden Miss Allen"s ovenfor nævnte fratrædelse af 12. maj 1989 også den kendsgerning, at kontorchefens sekretær, Mr. R.G. Foster, fratrådte sin stilling og overgik til andet arbejde hos Wellcome den 28. april 1989, var fristerne for den foreliggende sag heller ikke noteret her.

Da Dr. Rollins efter sin hjemkomst kunne kontrollere, at EDB-registreringer var ajourført i hans fravær, og at PCT-form IB/308 var indgået og påtegnet af to sekretærer (men ikke rapporteret til kontorchefen) måtte han, desværre fejlagtigt igen konkludere, at alt vedrørende den foreliggende sag var i orden.

Vi sluttede heraf, at en fejl begået af uforklarlige menneskelige årsager i forbindelse med fratræden af en medarbejder, eller, som vi nu vil konkludere, måske to sammenfaldende sådanne fejl, førte til de manglende advarsler fra et erfaringsmæssigt velfungerende registreringssystem, og at ansøgeren i forbindelse med fristnoteringer og overvågelse af disse har udvist al den omhu, man med rimelighed kunne forlange.

En erklæring fra Dr. Rollins var vedlagt i kopi.

I sit afslag på vor anmodning, dateret 4. maj 1992, gav Direktoratet et kort referat af Wellcome"s kontrolsystem for fristnoteringer og hvordan systemet blev betjent, men anførte derefter (side 2, midterste store afsnits at det ikke kan "fastsættes, på hvilket led i fristovervågningssystemet årsagen til den manglende indkodning af de for ansøgningen gældende frister skal findes."

Vi mener tværtimod, at vi ovenfor i høj grad har sandsynliggjort, at den/de manglende indkodninger og indførsler skyldes omstændigheder i forbindelse med, at Dr. Rollins sekretær forlod Wellcome kort tid efter, at frister i den foreliggende sag skulle have været noteret, eventuelt endog kombineret med, at kontorchefens assistent, Mr. R.G. Foster, der skulle have sørget for indkodning i det andet EDB-system og givet kontorchefen oplysninger til indførsel i det manuelle "back-up"-system, omtrent samtidigt overgik til anden stilling i Wellcome.

Direktoratet anfører yderligere i sit afslag, at det ikke er dokumenteret at --- "sekretæren eller de to assistenter, der så PCT-formularen, har modtaget fornøden instruktion vedrørende deres opgaver samt information om konsekvenserne af en eventuel passivitet."

Vi beklager, at vi ikke tidligere har fremsendt yderligere oplysninger om Miss Allen og Mr. Foster.

Miss Allen var snarere teknisk assistent end sekretær hos Dr. Rollins. Hun var universitetsuddannet og havde i ca. 2 år været under oplæring som patentagent hos Dr. Rollins, hvorfor hun må betragtes som velinstrueret og vidende om konsekvenser af passivitet vedrørende overholdelse af frister. Hvad angår Mr. Foster, var han mere assistent end sekretær for kontorchefen. Han havde beklædt denne post i knap 3 år og må også betragtes som velinstrueret og konsekvensbevidst.

(Dokumentation i form af erklæringer fra kontorchefen og eventuelt fra Miss Allen kan, hvis det findes nødvendigt fremskaffes).

I betragtning af ovenstående, et ellers velfungerende fristnoterings- og udskrivningssystem, der på grund af en eller endog to kombinerede uforklarlige enkeltstående menneskelige fejl, der med stor sandsynlighed kan sættes i forbindelse med fratrædelse (og stillingsskift) hos en eller to velinstruerede, indtil nu pålideligt arbejdende personer, og i betragtning af, at den hos ansøgeren for den foreliggende sag ansvarlige patentagent regelmæssigt, både før og efter sit fravær, har gennemgået frister for sine sager, finder vi, modsat Direktoratet, at ansøgeren har udvist den fornødne omhu for at overholde foreskrevne frister, hvorfor vi anmoder Ankenævnet om at omstøde Direktoratets afslag og genoprette ansøgerens rettigheder i den foreliggende sag."

Patentdirektoratet har i skrivelse af 16. december 1992 knyttet følgende kommentarer til klagebegrundelsen.

"Direktoratets afslag på genoprettelsen bygger på en samlet vurdering af ansøgers fristovervågningssystem. Trods opbygningen af tre overvågningssystemer der tilstræbes at virke parallelt, er der ikke i systemet indbygget en kontrol af, at der i forbindelse med modtagelsen af indleveringskvitteringer sker den første, nødvendige notering af de for ansøgningen relevante frister i et af systemerne med virkning for de andre overvågningssystemer. Denne indledende notering burde kontrolleres, i hvert fald i form af stikprøvekontrol. Dette er ikke sket, og den af dr. Rollins i august 1990 foretagne kontrol af alle EDB-registreringer i forbindelse med sager ikke kunne afsløre mangler i de indledende noteringer i systemet.

Ansøgeren synes i sin klagebegrundelse af 22. september 1992 at være enig i, at den indledende fristnotering markerer den mest sårbare fase i fristovervågningssystemet. I betragtning af den efterfølgende indsendte dokumentation for Miss Allen"s og Mr. Foster" s uddannelsesniveau, må det anses for desto mere sandsynligt, at fejlen er sket på dette indledende stadium, at Miss Allen og Mr. Foster ikke på et senere stadie på det eksisterende grundlag har kunnet opdage fejlen. At modtagelsen af PCT-form IB/308 ikke har givet anledning til selvstændig efterforskning i sagen kan ikke underbygge ansøgerens påstand om, at den fornødne omhu for at forebygge fejl i fristovervågningen er iagttaget, jf. herved direktoratets skrivelse af 4. maj 1992."

Ansøgningen er den 8. februar 1994 til Patentdirektoratet meddelt overdraget til Roussel Uclaf, Frankrig.

Med brev af 7. juni 1994 har ansøger indleveret originalerklæring af 20. maj 1994 fra Miss Philippa M. Allen. Erklæringen lyder i dansk oversættelse:

"1. Jeg er Chartered Patent Agent og Europæisk Patent Agent og driver virksomhed i Holland. Jeg var i praktik som patentassistent i M.P. Jacksons afdeling, The Wellcome Foundation Limited, Langley Court, Beckenham, Kent BR3 3BS, ENGLAND (herefter betegnet "afdelingen") i en periode på to år og syv måneder, der begyndte i november 1986, og jeg afsluttede min ansættelse med virkning fra 12. maj 1989 for at blive ansat i patentafdelingen hos Sandoz AG, Schweiz.

Denne erklæring er givet som en støtte for en anmodning ifølge patentloven § 72 om genindsættelse i de rettigheder, der gik tabt som følge af overskridelse af fristen i Patentlovens § 31, stk. 1 for videreførsel af international ansøgning PCT/GB89/00210 i national fase i Danmark.

Den internationale ansøgning blev indleveret ved UK Patent Office d. 1. marts 1989 med prioritetskrav fra UK patentansøgning nr. 8804938 af 2. marts 1988.

Jeg gav instruktioner om indlevering af den internationale ansøgning henimod slutningen af den periode, jeg var ansat i afdelingen, idet jeg på dette tidspunkt havde opnået betydelig erfaring på dette område, i så høj grad af Dr. Rollins anså mig for kompetent nok til at udføre mit arbejde uden at behøve detaljeret overvågning.

Mit yderligere ansvar med hensyn til den internationale ansøgning inkluderede at give instruktioner om dagbogsindførsler i afdelingens EDB-erindringesystem for frister, der skulle overholdes ved det følgende forløb og behandling af den internationale ansøgning, idet dette forløb og behandling ville have været mit ansvar, hvis jeg stadig havde været ansat i afdelingen.

Det var således mit ansvar at give instruktioner om dagbogsindførsler for frister for indlevering af en begæring om International Prelinminary Examination og for indtrædelse i national fase for den internationale ansøgning. Jeg ville normalt have noteret frister til instruktion, når jeg modtog dokumenter udstedt af PCT Receiving Office og ville have givet mine instruktioner, når jeg fra Det Internationale Bureau havde modtaget en skrivelse med kvittering for arkivkopien. Jeg skulle selv have foretaget det ovennævnte henholdsvis i marts og i de første åger af april 1989. Indleveringskvitteringen udstedt af Det Internationale Bureau blev modtaget i afdelingen den 7. april 1989, og jeg så den selv, men foretog intet. Det var netop i denne periode, at jeg var fraværende fra afdelingen og i øvrigt fortrinsvis optaget af adgangseksamen til The Chartered Institute of Patent Agents. Et fravær der i alt beløb sig til 28 dage i det første kvartal af 1989 skyldtes sygdom på et tidspunkt, hvor jeg var alvorligt belastet som et resultat af kombineret arbejde og eksamenslæsning den 2. 3. og 7.-10. marts, arbejdsfrihed med henblik på eksamenslæsning, den 14.-17. marts og fri fra arbejde for at gå til skriftlig eksamen den 20.-22. marts, hvorefter jeg igen var syg den 4., 27. og 28. april. Under mit fravær ville Dr. Rollins selv have sørget for alt ifølge dagbogen nødvendigt arbejde, men yderligere arbejde som jeg senere kunne have udført, såsom at give instruktioner om dagbogsindførsler vedrørende fremtidigt arbejde, ville blive efterladt, så jeg selv kunne tage mig af det, når jeg vendte tilbage.

Min udeladelse af at give instruktion om den nødvendige dagbogsindførsel vedrørende den yderligere behandling af den internationale ansøgning, et ganske simpelt arbejde, blev først senere opdaget, efter at jeg havde forladt afdelingen, som fastslået i Dr. Rollins erklæring.

Selvom jeg stadig havde forbindelse med ansatte i afdelingen, deriblandt Dr. Rollins, efter at jeg havde forladt afdelingen d. 12. maj 1989, gav Dr. Rollins mig først besked om udeladelsen med henblik på den internationale ansøgning den 21. marts 1994, da han fik lejlighed til at diskutere sagen med mig personligt, i det håb at jeg kunne huske omstændigheder, han havde overset. Indtil dette tidspunkt havde man ikke anset det for nødvendigt uden skellig grund at involvere mig i sagen. Min første erindring var ganske rigtigt, at den udeladte handling normalt skulle have været udført i en periode, hvor jeg havde visse vanskeligheder på grund af det ovenfor nævnte fravær. Denne oplysning fik Dr. Rollins til at kontrollere min fraværsliste for denne periode, hvilket fravær han ikke, skønt det var udover det normale, havde sat i forbindelse med nogen bestemt periode. Efter min diskussion med Dr. Rollins har jeg bestræbt mig på at erindre mine arbejdsrutiner, da jeg var ansat i afdelingen.

Min udeladelse, der førte til tabet af den internationale ansøgning, var ganske ukarakteritisk for mig, og den var efter min overbevisning resultatet af en forglemmelse, der var forårsaget af de vanskeligheder, jeg havde i den pågældende periode og af den store belastning med kombineret eksamenslæsning og med arbejde, der havde hobet sig op under mit fravær. Denne udeladelse var en isoleret, uforudsigelig begivenhed, som stadigvæk er uforklarlig trods de unormale omstændigheder i den pågældende periode.

Undertegnede afgiver denne højtidelige erklæring i bevidsthed om, at udsagnene deri hver og alle er sande i deres fulde udstrækning."

Ankenævnet har behandlet sagen på sit møde den 8. juni 1995.

For klageren mødte civilingeniør Knud Raffnsøe og civilingeniør Jens Rotne.

Klageren gennemgik sagens faktum og fremhævede navnlig, at der var tale om to af hinanden uafhængige fejl, begået af personer, der har kvitteret for modtagelse af underretning, men uden at notere dette i hvert deres kontrolsystem.

Ankenævnet skal udtale:

Under hensyn til det nu for nævnet oplyste om uafhængigheden mellem de to systemer, der begge var notificerede, uden at der af de pågældende personer af uforklarlige grunde er foretaget de nødvendige ekspeditioner, findes det betænkeligt at fastslå, at der ikke er udvist fornøden omhu.

Herefter bestemmes:

De med patentansøgning nr. 0412/90 bortfaldne rettigheder genoprettes.

Versioner

  1. 1995-08-07