Gelex

Nærmere bestemt udlejningsvirksomhed i strid med forbudet om udøvelse af anden virksomhed end revisionsvirksomhed

GældendeVersion 1997-10-06
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1998/60158@1997-10-06/da

Indhold
  1. Indledning

Statsautoriseret revisor K har i skrivelse af 12. februar 1997 klaget over, at Erhvervs- og Selskabsstyrelsen ved skrivelse af 17. januar 1997 (j.nr. 97-105) i henhold til § 10, stk. 4, i lov om statsautoriserede revisorer afviste at imødekomme en anmodning om dispensation fra forbudet i § 10, stk. 2, mod udøvelse af anden erhvervsvirksomhed.

Sagens omstændigheder:

Den 30. december 1996 rettede klageren statsautoriseret revisor K, der siden 1973 har været indehaver af revisionsfirmaet A s afdeling i X-by, henvendelse til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen for at få dispensation fra § 10, stk. 2, i lov om statsautoriserede revisorer med henblik på at kunne beholde 3 udlejningsejendomme, som han havde erhvervet i 1984 og 1988. I ansøgningen skrev klageren blandt andet:

" Dispensationen søges på 3 erhvervede udlejningsejendomme:

1 Ejendommen ÿ (adresse på ejendommen i X-by)

Ejendommen, der blev erhvervet i 1984, indeholder 2 erhvervslejemålforretninger) og 2 boliglejemål. Ejendommen er beliggende på gågaden i centrum. Jeg har endnu ikke måttet konstatere lejeledighed.

Ejendommens anskaffelsessum udgør kr. 1.700.000, mens prioritetsgælden udgjorde kr. 947.000 31.12.1995. Ejendommens driftsoverskud før renter udgjorde i 1995 kr. 131.000, hvilket forrenter anskaffelsessummen med 7,7%.

2 Ejendommen ÿ (adressen på ejendommen i X-by)

Ejendommen, der blev erhvervet i 1984, indeholder 1 erhvervslejemål (forretning) og 2 boliglejemål. Ejendommen er beliggende på byens anden gågade i udkanten af centrum. Jeg har kun i enkelte kortere perioder måttet konstatere lejeledighed.

Ejendommens anskaffelsessum udgør kr. 918.000, mens prioritetsgælden udgjorde kr. 543.000 31.12.1995. Ejendommens driftsoverskud før renter udgjorde i 1995 kr. 114.000, hvilket forrenter anskaffelsessummen med 12,4%.

3 Ejendommen ÿ (adressen på ejendommen i København)

Ejendommen, der blev erhvervet i 1988, indeholder 2 erhvervslejemål (pizzaproduktion og forretning) og 6 boliglejemål. Heraf er 2 boliglejemål indrettet i loftsetagen i 1996, efter reglerne for privat byfornyelse og ved finansiering fra Grundejernes Investeringsfond. Jeg har i en periode i 1996 måttet konstatere lejeledighed i en vis periode på erhvervslejemålene, grundet lejers betalingsstandsning og akkord.

Ejendommen blev erhvervet med det hovedformål, at skaffe bolig til mine børn under deres uddannelse. To af mine børn, der læser henholdsvis cand. merc. aud. og HA, har boet i ejendommen siden 1989 og 1992. Det tredie er påbegyndt HA-studiet i Y-by, men forventer at fortsætte i København, i hvilken forbindelse han flytter ind i ejendommen, når der bliver en lejlighed ledig.

Ejendommens anskaffelsessum udgør kr. 3.500.000, mens prioritetsgælden udgjorde kr. 1.400.000 31.12.1995 med tillæg af kr. 1.000.000 til finansiering af ombygningen. Ejendommens driftsoverskud før renter udgjorde i 1995 kr. 210.000, hvilket forrenter den oprindelige anskaffelsessum med 8,4%. Ombygningen forrenter udgifterne med 9,8%.

Generelt om ejendommene

Ejendommene giver således pæne overskud, også likviditetsmæssigt, og der er ingen væsentlig risiko på indtægterne. Ejendommene er endvidere nemme at administrere på grund af det begrænsede antal lejemål. Jeg anser derfor aktiviteten for at være risikominimal og uden indflydelse på min uafhængighed som statsautoriseret revisor"

I den påklagede skrivelse afslog Erhvervs- og Selskabsstyrelsen at dispensere.

Over for Erhvervsankenævnet har K blandt andet henvist til det over for Erhvervs- og Selskabsstyrelsen anførte. Såfremt ankenævnet ikke kan imødekomme ønsket om at kunne beholde alle 3 ejendomme anmodes om tilladelse til i det mindste at kunne beholde ejendommen ÿ (ejendommen i København). Denne ejendom blev erhvervet for at skaffe bolig til hans børn under studietiden i København, idet det ellers ville have været meget vanskeligt at skaffe boliger der, og fordi det ikke er muligt at gennemføre en videregående uddannelse i København med bopæl i X-by. Tilladelsen kan eventuelt gives indtil børnene er færdige med deres uddannelser. For det tilfælde at ankenævnet ikke giver klager medhold i klagen, har han anmodet om en rimelig frist til afhændelse af ejendommene.

I en redegørelse for sagen af 24. marts 1997 har Erhvervs- og Selskabsstyrelsen fastholdt afgørelsen og blandt andet udtalt:

"Klageren har søgt om dispensation fra lov om statsautoriserede revisorer § 10, stk. 2, til besiddelse af en række beboelsesejendomme.

Erhvervs- og Selskabsstyrelsen kan i henhold til § 10, stk. 4, undtage fra § 10, stk. 2, hvis det skønnes, at den omhandlede virksomhed eller stilling er uden indflydelse på revisors uafhængighed.

I nærværende sag er der efter styrelsens opfattelse udelukkende tale om erhvervsmæssig udlejningsvirksomhed som skønnes at kunne få indflydelse på revisors uafhængighed. Styrelsen skal derfor fastholde sin afgørelse af 17. januar 1997.

....

Det fremgår af § 10, stk. 2, i lovbekendtgørelse nr. 603 af 28. juni 1996, at stillingen som statsautoriseret revisor er uforenelig med udøvelsen af anden erhvervsvirksomhed end den i ? 6a nævnte eller med stillingen som bestyrelsesmedlem, direktør, administrator, likvidator eller i øvrigt som ansat i en erhvervsvirksomhed, der driver anden erhvervsvirksomhed end den i § 6a nævnte.

Af § 6a fremgår det, at en statsautoriseret revisors virksomhed omfatter revision af regnskaber m.v. samt rådgivning og assistance i forbindelse hermed og indenfor tilgrænsende områder.

Af § 10, stk. 4 fremgår det, at Erhvervs- og Selskabsstyrelsen kan undtage fra stk. 1, stk. 2, 1. pkt. og stk. 3, hvis det skønnes, at den omhandlende virksomhed eller stilling er uden indflydelse på revisors uafhængighed.

Erhvervs- og Selskabsstyrelsen betragter klagers ejerskab af de tre ovennævnte udlejningsejendomme som erhvervsmæssig udlejningsvirksomhed og det forhold, at to boliglejemål i ejendommen ÿ (ejendommen i København), beboes af klagers børn kan ikke tillægges særlig betydning, idet yderligere fire boliglejemål og to erhvervslejemål i samme ejendom udlejes til anden side.

Erhvervs- og Selskabsstyrelsen har haft en række sager om ejerskab af udlejningsejendomme forelagt, og efter styrelsens praksis, som er fastlagt i samarbejde med Revisorkommissionen, betragtes en revisors ejerskab af en udlejningsejendom som erhvervsmæssig udlejningsvirksomhed i strid med § 10, stk. 2. Undtaget herfra kan dog efter omstændighederne være en situation, hvor revisor køber en ejerlejlighed og udlejer denne til en i nærmeste familie, hvis en revisor i en periode udlejer en ejerlejlighed, som revisor ikke har kunnet sælge, eller hvis revisor udlejer sit sommerhus i perioder, og sommerhuset primært benyttes privat.

Er der derimod tale om ejerskab af flere beboelses- eller erhvervsejendomme med tilknyttet udlejningsvirksomhed er det styrelsens opfattelse, at en sådan udlejningsvirksomhed vil kunne påvirke revisors uafhængighed.

Til belysning af styrelsens praksis i lignende sager vedlægges kopi af styrelsens interne notat dateret den 11. oktober 1996 om Erhvervs- og Selskabsstyrelsens praksis vedrørende revisorers generelle uafhængighed, § 10 i lov om statsautoriserede revisorer (LSR) - § 6a i lov om registrerede revisorer (LRR).

På baggrund af ovenstående skal styrelsen fastholde sin afgørelse af 17. januar 1997."

Klager, der er gjort bekendt med Erhvervs- og Selskabsstyrelsens redegørelse til Erhvervsankenævnet og sagens akter, har ikke fremsat yderligere bemærkninger.

Ankenævnet udtaler:

I medfør af lov nr. 68 af 15. marts 1967 om statsautoriserede revisorer fastsatte det daværende handelsministerium ved bekendtgørelse nr. 293 af 28. juni 1967 regler for statsautoriserede revisorers virksomhed. I henhold til bekendtgørelsens § 2 måtte statsautoriserede revisorer ikke drive udlejningsvirksomhed. Forbudet har, med mindre der blev meddelt dispensation, været opretholdt ved senere bekendtgørelser senest ved bekendtgørelse nr. 125 af 28. februar 1989, der ophævedes den 1. september 1994. Fra denne dag overførtes forbudet i medfør af lov nr. 427 af 1. juni 1994 § 1, nr. 8, stk. 2 til loven om statsautoriserede revisorer for så vidt angår erhvervsmæssig udlejningsvirksomhed (forbud mod anden erhvervsvirksomhed end virksomhed som statsautoriseret revisor). Efter stk. 4 kan Erhvervs- og Selskabsstyrelsen fortsat dispensere, såfremt virksomheden er uden indflydelse på revisors uafhængighed. Overtrædelse af forbudet har stedse kunnet straffes med bøde.

Det fremgår af sagen, at ejendommene, der blev erhvervet i 1984 for 2 ejendommes vedkommende og i 1988 for den 3. ejendoms vedkommende, stedse har været benyttet til erhvervsmæssig udlejning. Ankenævnet lægger endvidere til grund at ansøgeren ikke tidligere har ansøgt om dispensation fra forbudet mod erhvervsmæssig udlejningsvirksomhed.

Det fremgår endvidere af det af Erhvervs- og Selskabsstyrelsen fremlagte notat af 11/9 1996 om styrelsens praksis særlig vedr. § 10 i loven om statsautoriserede revisorer, at styrelsen alene accepterer erhvervsmæssig udlejningsvirksomhed under særlige omstændigheder, f.eks. "hvis en revisor køber en ejerlejlighed og udlejer den til en i nærmeste familie, eller hvis en revisor i en periode udlejer en ejerlejlighed, som revisor ikke har kunnet sælge, eller hvis revisor lejer sit sommerhus ud i perioder, når sommerhuset ellers primært benyttes privat. Ejer en revisor derimod en egentlig udlejningsvirksomhed, vil der som hovedregel være tale om erhvervsmæssig udlejningsvirksomhed. I sådanne tilfælde er der praksis for at meddele dispensation, hvis mere end 1/3 af ejendommen udlejes til egen revisionsvirksomhed".

Efter en samlet vurdering af sagens oplysninger tiltrædes det, at virksomheden, der er erhvervsmæssig udlejningsvirksomhed, ikke kan antages at være uden indflydelse på revisors uafhængighed. Der er som følge af det anførte herefter ikke grundlag for helt eller delvist eller med angivelse af frist at dispensere fra det i § 10 i loven om statsautoriserede revisorer indeholdte forbud.

Derfor stadfæstes Erhvervs- og Selskabsstyrelsens afgørelse af 17. januar 1997.

Versioner

  1. 1997-10-06