Ikke optaget under hjemmeserviceordningen, idet ejer gentagne gange havde været straffet for tyveri.
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1998/60167@1997-09-10/da
Indhold
A, der ejer K, har ved skrivelse af 17. marts 1997 klaget over, at Erhvervs- og Selskabsstyrelsen i skrivelse af 17. februar 1997 har meddelt afslag på K's ansøgning om optagelse under hjemmeserviceordningen under henvisning til, at A har været dømt for strafbare forhold, jfr. ? 4, stk. 2, nr. 5, i lov om hjemmeservice.
Sagens omstændigheder:
Det fremgår af sagen, at K, der havde fungeret som hjemmeservicevirksomhed siden 1. juli 1995 under den hidtidige ordning, søgte om optagelse under den nye hjemmeserviceordning hos B Kommune den 10. november 1996. I ansøgningens rubrik C var angivet, at ansøgningen skulle omfatte hjemmeservicevirksomhed i form af : 1. Indkøb af dagligvarer, 2. Rengøring, 3. Vinduepudsning, rensning af tagrender, 4 Madlavning, opvask, syltning m.v., 5. Vask, strygning, småreparationer af tøj, 6. Snerydning, fejning og alm. forekommende havearbejde, 7. Ned-og udpakning af genstande i.f.m. flytning, 8. Luftning m.v. af hunde og andre husdyr samt 9. Lektiehjælp.
Sagen oversendtes til afgørelse hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen den 18. november 1996.
En af styrelsen indhentet straffeattest viste, at A ved C-by rets domme af 19/10 1993, af 7/4 1995, stadfæstet af Østre Landsret den 13/5 1996, og af 28/5 1996 er idømt dagbøder for butikstyveri. Af indhentede domsudskrifter fremgår det, at de pådømte forhold vedrører tyveri af dagligvarer og ugeblade fra supermarkeder i .....
I skrivelse af 11. februar 1997 har A over for Erhvervs- og Selskabsstyrelsen udtalt:
"Under henvisning til Deres skrivelse af 7. januar 1997 skal jeg gøre opmærksom på at de i brevet omtalte (påståede) overtrædelser alle vedrører straffebestemmelser som justitsministeriet påtænker ændret, således at sådanne forhold ikke længere fremgår af straffeattest. Jfr. forsiden af Politiken lørdag d. 30. november 1996. Alene af denne grund syntes de afsagte domme ikke at falde ind under ? 4, stk. 2, nr. 5 i lov om hjemmeservice.
Yderligere skal det bemærkes at retten har fundet at der i sagernes karakter ikke har været af tilstrækkelig omfang, til at jeg er blevet tilladt at føre de vidner, der efter min opfattelse, kunne dokumentere, at der ikke var hold i de rejste sigtelser.
Domsfældelserne beror alene på butikskontrollants påstand, der foreligger ingen tilståelse eller beviser. Der er tale om påstande der er taget til følge, og jeg har været afskåret fra at føre de nødvendige beviser der kunne gendrive disse påstande.
Uagtet de afsagte domme findes der ikke jfr. ovenstående at være nogen begrundelse for misbrug af adgang til at udøve hjemmeservice."
og den 13. februar 1997:
"I fortsættelse af brev af 11.02.97 skal jeg om virksomheden K oplyse følgende:
Virksomheden startede 1/7-1995. To år forinden var jeg af ukendt voldsmand blevet overfaldet under arbejde (hyrekørsel). Grundet følgeskader (svimmelhed og svigtende balance) var jeg indtil virksomhedsstart på bistandshjælp.
Virksomheden beskæftiger 10 medarbejdere, hvoraf flere kommer fra længerevarende arbejdsløshed.
Virksomheden har ca. 100 kunder, og en omsætning på ca. 1.500.000,- kr.
En væsentlig del af kunderne fastholdes i hjemmeserviceordningen alene grundet den pålidelighed og stabilitet K som et særkendetegn kan tilbyde sine kunder. Kunden kan regne med at det ønskede arbejde bliver udført til aftalt tid, og at det er samme medarbejder der kommer, ved sjældent forfald er det indehaver eller en medarbejder som kunden er bekendt med, der træder til.
K bliver ofte anvendt af kommunale myndigheder (socialforvaltning og hjemmepleje m.v.), ligesom kunder, der ikke kan bruge de sædvanlige lister over hjemmservicevirksomheder ofte bliver anbefalet at henvende sig til K.
K har "ikke markedsført sig" ved reklamer, annoncer etc. siden okt. 1995. Størstedelen af kundegrundlaget er således tilgået alene grundet anbefalinger fra eksisterende kunder og myndigheder."
Den 17. februar 1997 afviste Erhvervs- og Selskabsstyrelsen at imødekomme ansøgningen med følgende begrundelse:
"Som betingelse for at kunne optages under hjemmeserviceordningen fremgår det af lov nr. 463 af 12. juni 1996 om hjemmeservice § 4 stk. 2, nr. 5, at virksomhedens ejer ikke tidligere må have været dømt for et strafbart forhold.
Det fremgår endvidere af lov om hjemmservice § 4 stk. 6, at virksomheden uanset ? 4 stk. 2, nr. 5 kan optages, hvis det strafbare forhold ikke begrunder en risiko for misbrug af adgangen til at udøve hjemmeservicevirksomhed.
Det fremgår af domsudskrifterne og af straffeattesten, at De er dømt for følgende forhold:
- dom afsagt den 19.10.1993 for overtrædelse af straffelovens § 276 om tyveri
- dom afsagt den 07.04.1995 for overtrædelse af straffelovens § 276 om tyveri - stadfæstet af Østre Landsret den 13.05.1996.
- dom afsagt den 28.05.1996 for overtrædelse af straffelovens § 276 om tyveri
Erhvervs- og Selskabsstyrelsen må derfor meddele Dem afslag på optagelse under hjemmeserviceordningen. Ved afgørelsen har styrelsen lagt vægt på følgende forhold:
- De har begået flere berigelsesforseelser, som vurderes at begrunde en risiko for misbrug af adgangen til at udøve hjemmeservice.
- Der er tale om en række forseelser begået over en længere periode.
- Den sidste forseelse er begået for kun 14 måneder siden.
Uanset Deres udtalelse dateret 12. februar 1997 har Styrelsen i sin sagsbehandling lagt vægt på domstolens afgørelse.
...."
I klageskrivelsen til Erhvervsankenævnet har klageren henvist til, hvad han har anført over for Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.
I en redegørelse for sagen af 27. juni 1997 har Erhvervs- og Selskabsstyrelsen fastholdt afgørelsen og bl.a. udtalt:
".....
Set i lyset af overtrædelsernes art, antal og det korte tidsrum siden sidste dom er det styrelsens opfattelse, at det strafbare forhold kan begrunde en risiko for misbrug af adgangen til at udøve hjemmeservicevirksomhed. Styrelsen fastholder derfor sin afgørelse om ikke at kunne optage K under hjemmeserviceordningen i henhold til hjemmeservice-lovens § 4.
.....
Erhvervs- og Selskabsstyrelsen anser endvidere ikke K's størrelse eller antallet af ansatte som relevant i forhold til lovens strafbestemmelser og kan derfor ikke tillægge udtalelsen angående virksomhedens historik og opstart betydning. Det fremgår af lovens bemærkninger, at også hjemmeservicevirksomheder, der fungerede under den tidligere ordning, skal opfylde optagelsesbetingelserne for at blive optaget på ny. Alle virksomheder, der søger om optagelse, skal således opfylde de skærpede optagelseskrav.
På denne baggrund finder Erhvervs- og Selskabsstyrelsen at have foretaget en korrekt sagsbehandling.
...."
Erhvervs- og Selskabsstyrelsens redegørelse har været forelagt klager til udtalelse, men klager har ikke fremsat yderligere bemærkninger i sagen.
Ankenævnet udtaler:
Da K's ejer indenfor de senere år gentagne gange er straffet for tyveri og da forholdene begrunder en risiko for misbrug af adgangen til at udøve hjemmeservicevirksomhed, tiltrædes det at Erhvervs- og Selskabsstyrelsen har afvist at optage virksomheden under hjemmeserviceordningen.