Nyt fra Ankestyrelsen - to Højesteretsdomme om arbejdsskadeforsikring - af specialkonsulent Peter Korsgaard - lov om forsikring mod følger af arbejdsskade § 9, § 10, § 11 og § 12
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1998/60199@1998-11-16/da
Indhold
Højesteret fastsatte ved den første dom , afsagt den 3. september 1998, erhvervsevnetabet til 65 % og graden af det varige mén til 12 % til en sygeplejerske, som i 1991 fik et slag på halsen af en patient. Sygeplejersken havde en forudbestående nakkelidelse, som hun var blevet opereret for i 1989. Efter tilskadekomsten i 1991 havde hun gener i form af smerter, som objektive lægeundersøgelser dog ikke kunne forklare.
Ankestyrelsen havde fastsat erhvervsevnetabet til 20% og ménet til 8% ud fra skadelidtes forudbestående lidelse.
Østre Landsret fandt, at skadelidtes erhvervsevne samlet var nedsat med 65%. Efter de lægelige oplysninger fandt landsretten det dog godtgjort, at en del af årsagen til skadelidtes mén og erhvervsevnetab var den nakkelidelse, hun led af inden arbejdsskaden, og som hun ikke kunne antages fuldstændig helbredt for ved operationen i 1989 eller senere. Ankestyrelsen blev derfor frifundet, da det ikke ansås for urimeligt, at mén og erhvervsevnetab for arbejdsskaden skønsmæssigt var fastsat til 8 % og 20%.
Højesteret henviste til, at Arbejdsskadestyrelsen i en vejledende udtalelse efter erstatningsansvarsloven havde fastsat erhvervsevnetabet efter skaden til 65%. Højesteret fandt ikke grundlag for at antage, at skadelidte havde undladt ved omskoling, optræning eller på anden måde at søge at udnytte sine muligheder for at skaffe sig erhvervsarbejde.
Højesteret fandt ikke, at overvejende sandsynlighed talte imod, at hele erhvervsevnetabet skyldtes arbejdsskaden. Højesteret lagde til grund, at skadelidte i februar 1989, dvs. 2 år før arbejdsskaden, fik foretaget et operativt indgreb i nakken, som medførte, at de hidtige nakkesmerter ophørte og at hun var i stand til fuldt ud at passe sit arbejde, indtil hun i marts 1991 pådrog sig et nyt nakketraume.
Dommen understreger betydningen af, om en skadelidt - trods sin forudbestående lidelse eller gener - er i stand til at klare sit arbejde.
Ved den anden dom , afsagt den 24. september 1998, stadfæstede Højesteret Østre Landsrets dom, hvorefter Ankestyrelsen blev dømt til at anerkende, at en muskellidelse i nakke, skuldre og arme hos en ansat i fiskeindustrien måtte anses for udelukkende eller i overvejende grad at være forårsaget af arbejdets særlige art, da lidelsen indebar ensidigt belastende arbejdsstillinger og udsættelse for træk og kulde.
Højesteret tiltrådte, at det efter bevisførelsen var ubetænkeligt at lægge til grund, at de ved speciallægeerklæring påviste muskellidelser var forårsaget af arbejdets særlige art. Dette var blevet bestyrket ved udtalelser fra Retslægerådet og en speciallæge i arbejdsmedicin.
Dommen er udtryk for, at domstolene har vurderet kravene til beviset for årsagssammenhæng mellem arbejdsforhold og lidelse anderledes end Arbejdsskadestyrelsen og Ankestyrelsen.
Ankestyrelsen, der iøvrigt løbende tager stilling til virkningen af domstolenes afgørelser, vil nu samle nogle sager, der er egnede til at belyse konsekvenserne af de 2 Højesteretsdomme, og træffe principiel afgørelse i sagerne. Derefter vil Ankestyrelsen udsende Sociale Meddelelser herom.