Nyt fra Ankestyrelsen - støtte til køb af invalidebil til ældre - af fuldmægtig Søren Kristensen - lov om social service § 99 og § 103
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1998/60216@1998-11-19/da
Indhold
I alle sagerne blev der i øvrigt henvist til mulighederne for at få dækket kørselsbehovet på anden måde, herunder gennem tilskud efter servicelovens § 103.
Afgørelserne kan ses i forlængelse af SM O-35-80, der stadig er gældende.
Det må dog understreges, at der ikke er nogen øvre aldersgrænse i bilbekendtgørelsen, og at Ankestyrelsen ved tidligere afgørelser har bevilget støtte til køb af bil til ansøgere over 70 år, jf. nedenfor.
Den første sag drejede sig om en 75-årig ansøger, der var gift. Ansøgeren havde fået amputeret begge underben og benyttede el-kørestol ude som indendørs. Bilen skulle føres af ægtefællen. Om kørselsbehovet var det oplyst, at en bil skulle benyttes til forskellige trivselsformål samt lægebesøg og fysiurgisk træning. Ægtefællen oplyste, at det samlede kørselsbehov ville være ca. 10.000 kilometer om året. I sagen var der tillige oplysninger om, at ægteparrets bil - indregistreret den 17. marts 1993 - på ansøgningstidspunktet den 12. oktober 1997 havde kørt 31.000 kilometer.
Ankestyrelsen fandt, selvom ansøger opfyldte betingelserne for støtte til køb af bil, at kørselsbehovet ud fra en samlet vurdering mere hensigtsmæssigt kunne tilgodeses ved andre ordninger, jf. bekendtgørelsens § 2, stk. 2. Ankestyrelsen vurderede at en bevilling af støtte til køb af bil ikke i tilstrækkelig grad ville gøre ansøger selvhjulpen. Ankestyrelsen lagde vægt på oplysningerne om ansøgers helbredstilstand, alder og kørselsbehov.
Den anden sag drejede sig om en 76-årig ansøger, der var gift med en 10 år yngre ægtefælle. Ansøgeren led af følger efter hjerneblødninger i 1982 og 1988. Siden 1988 havde der været jævn progression af ansøgers hjernesygdom. Ansøger var kørestolsbruger, tung plejepatient og uden verbalt sprog, hvorfor det var ægtefællen, der skulle føre bilen. Om kørselsbehovet var det oplyst, at en bil skulle benyttes til forskellige trivselsformål samt træning i et dagcenter.
Det var videre oplyst, at der var bevilget amtslig handicapkørsel (104 enkeltture årligt), og at kommunen i henhold til bistandslovens § 61 havde bevilget et rammebeløb på 15.000 kr. i perioden fra august 1997 til februar 1998. Endelig var det oplyst, at ægtefællen ikke kunne klare pleje/pasningsopgaverne alene, og at ægteparret var afhængig af, at der kom plejepersonale i hjemmet flere gange dagligt.
Ankestyrelsen fandt, selvom ansøger opfyldte betingelserne for støtte til køb af bil, at kørselsbehovet ud fra en samlet vurdering mere hensigtsmæssigt kunne tilgodeses ved andre ordninger, jf. bekendtgørelsens § 2, stk. 2. Ankestyrelsen vurderede at en bevilling af støtte til køb af bil ikke i tilstrækkelig grad ville gøre ansøger selvhjulpen. Ankestyrelsen lagde vægt på oplysningerne om ansøgers helbredstilstand, alder samt at ansøger var klart plejekrævende.
Den tredie sag drejede sig om en 79-årig ansøger, der var enke. Ansøger led af lammelser i venstre ben, slidgigt i rygsøjlen og sårdannelser på benene. Ansøgeren benyttede el-kørestol udendørs. Det var oplyst, at ansøger havde en søn boende hjemme, der skulle føre bilen. Under sagens behandling i Ankestyrelsen blev det oplyst, at sønnen var under arbejdsprøvning. En bil skulle benytte til forskellige trivselsformål, herunder til hyppige besøg hos 2 sønner, der var alvorligt syge. Der var oplyst et kørselsbehov på 16- 18.000 kilometer årligt.
Ankestyrelsen fandt, selvom ansøger opfyldte betingelserne for støtte til køb af bil, at kørselsbehovet ud fra en samlet vurdering mere hensigtsmæssigt kunne tilgodeses ved andre ordninger, jf. bekendtgørelsens § 2, stk. 2. Ankestyrelsen lagde vægt på, at ansøger ikke selv kunne føre bil, hvorfor en bevilling af støtte til køb af bil ikke i tilstrækkelig grad ville gøre ansøger selvhjulpen.
Ankestyrelsen var opmærksom på, at sønnen boede hos ansøger og var opgivet som chauffør. Ankestyrelsen fandt imidlertid efter det oplyste om sønnen, herunder at sønnen i øjeblikket var i arbejdsprøvning, at det måtte anses for usikkert, om sønnen kunne være til rådighed som chauffør for ansøgeren hele dagen.
Den fjerde sag drejede sig om en 82-årig enlig ansøger. Ansøgeren led af af leddegigt, især i knæ, hofter og lænderyg, der medførte at ansøger var betydeligt gangbesværet. Ansøger skulle selv føre bilen. Om kørselsbehovet var det oplyst, at en bil skulle benyttes til forskellige trivselsformål. Det var videre oplyst, at ansøger kørte bil hver dag for at bevare rutinen. Endelig var det oplyst, at ansøger havde en bil, der var indregistreret i 1982 og som den 7. april 1998 havde kørt 52.997 km.
Ankestyrelsen fandt ud fra en samlet vurdering at kørselsbehovet mere hensigtsmæssigt kunne tilgodeses ved andre ordninger, jf. bekendtgørelsens § 2, stk. 2.
Ankestyrelsen lagde ved denne vurdering vægt på, at ansøger efter det oplyste kun havde kørt ca. 3.000 kilometer om året i de sidste 17 år. Ankestyrelsen lagde tillige vægt på, at ansøger havde et beskedent aktivitetsniveau, idet ansøger ikke deltog i foreningsarbejde eller lignende.
Ovenstående gennemgang viser , at der i overensstemmelse med bekendtgørelsen ikke kan eller bør gives afslag på grund af alderen alene. Hvorvidt kørselsbehovet mere hensigtsmæssigt kan tilgodeses ved andre kørselsordninger kræver en konkret vurdering af ansøgerens samlede forhold. Ved denne vurdering bør ansøgerens almen- og helbredsmæssige tilstand, grad af selvhjulpenhed, alder, aktivitetsniveau (kørselsbehov) og andre forhold i øvrigt indgå. Dette kommer også til udtryk i SM O-35-80, hvor der blev givet afslag på støtte til bil til en 80-årig kvinde. Ved afgørelsen blev der lagt vægt på ansøgerens alder, helbredstilstand og kørselsbehov samt det af kommunen bevilgede tilskud efter dagældende § 61 i bistandsloven.
I andre sager er der tidligere ud fra en samlet vurdering ydet støtte til køb af bil til ældre ansøgere. Ankestyrelsen har fx bevilget støtte til køb af bil til en 75-årig gift ansøger, der havde fået bevilget støtte 2 gange tidligere. Det var oplyst at ansøger selv kunne og skulle føre bilen, og at der hverken var ændringer i den helbredsmæssige tilstand eller i kørselsbehovet siden sidste bevilling.
I et andet tilfælde bevilgede Ankestyrelsen støtte til køb af bil til en 72-årig ansøger, der led af følger efter knætuberkulose i venstre ben og slidgigt i højre hofte. Det var oplyst, at ansøgeren ikke kunne benytte offentlige transportmidler, men at han selv kunne føre en bil. Det var videre oplyst, at ansøger gik til møder og foredrag, ligesom ansøger var pianist i en gruppe, der bl.a. underholdt på plejehjem. Der var med andre ord tale om en ansøger, der opfyldte betingelserne for støtte til køb af bil, der havde en i øvrigt god almen- og helbredsmæssig tilstand, et ikke ubetydeligt kørselsbehov og som ville opnå en væsentlig grad af selvhjulpenhed ved støtten.