Gelex

Afskrivning

GældendeVersion 1998-10-28
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1998/60554@1998-10-28/da

Indhold
  1. Indledning

edb-udstyr

privat/erhvervsmæssig anvendelse

Reference:

SL § 6, litra a

LL § 9, stk. 1

AL § 2, stk. 2

LV 1997 E.C.2.1

A klagede for indkomståret 1995 over, at skatteankenævnet ikke havde godkendt det af ham selvangivne fradrag for edb-udstyr.

Det fremgik af sagen, at klageren i det påklagede indkomstår fungerede som lektor på X universitet. I forårssemesteret bestred han denne stilling på fuld tid. Klageren havde bopæl på en adresse i Y, og han arbejdede derfor i vidt omfang hjemme, men var normalt på universitetet i X en gang om ugen.

I 1993/94 havde klageren arbejdet med et eksternt finansieret forskningsprojekt i Y. Den 1. august 1995 tiltrådte han stillingen som ansat forsker på centret, men var forud herfor som led i sin orlovsordning med X Universitet tilbage på fuld tid i lektorstilling med henblik på afvikling af planlagt undervisning. I denne periode benyttede han et kontor på forskningscentret i det omfang han fortsat udførte opgaver for centret.

Klageren havde sideløbende hermed indtægter ved forfatter- og foredragsvirksomhed.

Klagerens advokat havde vedrørende den private benyttelse af pc'en oplyst, at klageren havde benyttet pc'en til visse hjemmeopgaver i forbindelse med undervisning og lignende, hvilket han selv havde anslået til 25 pct. Han havde i 1995 arbejdet meget hjemme med færdiggørelse af en del skriveopgaver, bl.a. udgivelse af en større lærebog. Den private anvendelse havde efter klagerens oplysninger været ganske underordnet, klageren havde anslået denne til under 5 pct.

Skatteankenævnet havde anset klageren for at være lønmodtager med henvisning til kildeskattelovens § 43, stk. 1, idet hans indkomst ikke kunne henregnes til selvstændig erhvervsvirksomhed. Nævnet havde derfor ikke godkendt fradrag for afskrivning på udgifter til edb-udstyr i den personlige indkomst.

Nævnet havde anset det erhvervede udstyr som et blandet benyttet driftsmiddel, der blev benyttet både erhvervsmæssigt og privat, og havde derfor godkendt fradrag for afskrivning efter afskrivningslovens afsnit II og den erhvervsmæssige andel var skønsmæssigt ansat til 75 pct.

Ankenævnet havde ikke godkendt straksafskrivning efter afskrivningslovens § 3, med den begrundelse, at reglen fandt anvendelse på småaktiver og driftsmidler med kort levetid, der udelukkende benyttedes erhvervsmæssigt, og som kunne afskrives efter afskrivningslovens afsnit I.

Klagerens advokat havde principalt nedlagt påstand om fradrag for afskrivning af edb-udstyret efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, i klagerens personlige indkomst, således at udgifter til anskaffelsen kunne straksafskrives efter afskrivningslovens regler i indkomståret 1995.

Advokaten havde til støtte herfor anført, at anskaffelsen af edb-udstyret hovedsagelig knyttede sig til klagerens forfattervirksomhed, således at indkomsten ved denne virksomhed skulle opgøres efter et nettoprincip, således at udgifter til anskaffelse af edb-udstyret på 6.594 kr. skulle fratrækkes i klagerens samlede forfatterhonorarer.

Klagerens advokat havde subsidiært nedlagt påstand om, at edb-udstyret blev anset som et blandet benyttet driftsmiddel og som følge heraf skulle det afskrives efter afskrivningslovens afsnit II, og den private anvendelse af udstyret ansættes til 25 pct.

Told- og Skattestyrelsen havde under sagens behandling i Landsskatteretten indstillet, at edb-anlægget skulle anses som et blandet benyttet driftsmiddel, der skulle afskrives efter reglerne i afskrivningslovens afsnit II, og hvor den private anvendelse ansattes til 25 pct. 75 pct. af anskaffelsessummen skulle anses at vedrøre klagerens erhvervsmæssige anvendelse, således at 3/4 blev henført til forfattervirksomheden og 1/4 til lønmodtagerforhold.

Landsskatteretten udtalte:

Det bemærkedes, at der efter bestemmelserne i afskrivningslovens afsnit I og II kunne afskrives på driftsmidler, der blev anvendt helt eller delvist erhvervsmæssigt.

Landsskatteretten fandt i lighed med de stedlige myndigheder og Told- og Skattestyrelsen, at afskrivningen skulle foretages efter reglerne i afskrivningslovens afsnit II om blandet benyttede driftsmidler, og at den erhvervsmæssige andel skønsmæssigt kunne ansættes til 75 pct.

Landsskatteretten kunne tiltræde den af Told- og Skattestyrelsen afgivne indstilling om, at 3/4 del af fradraget for den erhvervsmæssige anvendelse blev henført til klagerens forfattervirksomhed, således at denne del af fradraget for afskrivning skulle foretages i henhold til statsskattelovens § 6, litra a, uden reduktion med bundfradraget efter ligningslovens § 9, stk. 1. 1/4 af fradraget for afskrivning skulle henføres til anvendelse i forbindelse med klagerens ansættelse som lektor jf. ligningslovens § 9, stk. 1.

Retten fandt i overensstemmelse med TfS 1997.369 LSR, at der ikke var hjemmel i afskrivningslovens § 8, stk. 2, til at foretage afskrivning på den fulde anskaffelsessum i anskaffelsesåret, da det af bestemmelsens ordlyd fremgik, at der først kunne foretages (rest-)afskrivning, når anskaffelsessummen var nedbragt under et reguleret beløb, for det påklagede indkomstår 8.400 kr.

Den påklagede ansættelse blev ændret i overensstemmelse hermed.

Versioner

  1. 1998-10-28