Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1998/60568@1998-12-10/da

Indhold

1. Indledning

amerikansk tekniker på boreplatforme i Nordsøen

Reference:

SL § 4, stk. 1, litra b og c

LL § 16, stk. 1 og 3

LV 1997 A.B.1.9.5

A klagede for indkomståret 1994 over, at skatteankenævnet havde ansat værdi af fri bolig til 21.630 kr.

Det fremgik af sagen, at klageren, der var amerikansk statsborger blev ansat ved B i Danmark. Klageren var teknisk ekspert (field engineer) inden for olie- og gasindustrien, og hans arbejde foregik på boreplatforme i Nordsøen.

Klageren blev fuld skattepligtig ved indrejsen i Danmark, og hans skattepligt var ophørt den 17. februar 1995, hvor han rejste til Nigeria.

Klageren blev ved ansættelsen aflønnet med bruttoløn. Udover løn fik han blandt andet stillet fri bolig til rådighed. Boligen var på 55 kvm, og klagerens arbejdsgiver havde betalt 6.600 kr. månedlig leje inklusiv el og varme.

Der var ved indkomstansættelsen godkendt teknikerfradrag med 27.450 kr.

Det var oplyst, at det måtte lægges til grund, at klageren ikke havde opretholdt bolig i USA.

Skatteankenævnet havde anset klageren for skattepligtig af værdi af fri bolig jf. statsskattelovens § 4, stk. 1, litra b og c og ligningslovens § 16, stk. 1 og 3. Nævnet havde anført, at det var lagt til grund, at klageren var fuldt skattepligtig til Danmark i 1994, da han havde bopæl i Danmark. Endvidere, at klagerens arbejde foregik på boreplatforme i Nordsøen, hvorfor han ikke kunne anses for at være på rejse.

Skatteankenævnet havde ansat værdi af fri bolig til 21.630 kr. svarende til det selvangivne beløb. Ankenævnet havde henvist til, at værdien skulle ansættes med udgangspunkt i Ligningsrådets satser, som fremgik af Ligningsvejledningen for 1994 afsnit A.B.1.9.5 med tillæg af værdi af el og varme. Nævnet havde ved afgørelsen lagt til grund, at klageren fik stillet bolig til rådighed af sin arbejdsgiver, og den betalte leje, der udgjorde 0, lå under de af finansministeriet fastsatte satser for lejebolig plus 10 %, jf. TS-cirkulære 1993-28.

Ankenævnet havde endvidere anført, at klageren ikke kunne anses for at være på rejse. Ankenævnet havde henvist til kildeskattelovens § 1, stk. 1 nr. 1, og ligningslovens § 9, stk. 5, sammenholdt med TS-cirkulære 1993-23, punkterne 3.2. og 3.2.2. Det fremgik heraf, at der ikke kunne udbetales skattefri godtgørelse når den ansatte i sit hverv transporterede varer og personer, var mønstret på skibe (herunder fiskefartøjer), arbejdede på luftfartøjer, i fartøjer og installationer, der var anvendt i tilknytning til efterforskning og udnyttelse af naturforekomster, modtog godtgørelse efter statsskattelovens § 5, litra d, eller ydelser efter ligningslovens § 7, litra r.

Ankenævnet havde endvidere anført, at ovennævnte begrænsning vedrørende ansatte, der arbejdede på sådanne installationer stadig var medtaget i Ligningsvejledningen for 1996, afsnit A.B. ligesom Højesterets dom af 30. august 1996 (Storebæltsdommen), hvorfor det var ankenævnets opfattelse, at det var udtryk for gældende praksis, at ansatte, der arbejdede på boreplatforme ikke kunne få udbetalt skattefri godtgørelse.

Klagerens revisor havde over for Landsskatteretten nedlagt påstand om, at klagerens personlige indkomst skulle nedsættes med 21.630 kr., vedrørende værdi af fri bolig, da der ikke var hjemmel til beskatning. Han havde til støtte herfor anført, at klageren havde været på rejse, og at han ifølge karakteren af hans profession og midlertidige tilknytning til projektet, var omfattet af Højesterets dom af 30.8.1996, TfS 1996.653, hvorfor der ikke var hjemmel til at beskatte værdi af fri bolig i den periode han havde opholdt sig i Danmark.

Revisoren havde endvidere henvist til, at det af ligningslovens § 9, stk. 5, fremgik, at arbejdsgiveren kunne udbetale skattefri godtgørelse til dækning af den ansattes merudgifter ved rejse. De merudgifter, som arbejdsgiveren kunne dække skattefrit, var blandt andre udgifter til logi, herunder logi i form af fri bolig.

I TfS 1996.653, Storebæltssagen, fandt Højesteret, at skatteyderen havde været på rejse "som følge af karakteren af hans profession og hans løse og kortvarige tilknytning, til det enkelte projekt". Klagerens revisor var derfor af den opfattelse, at klageren kunne sidestilles med skatteyderen i Storebæltssagen, hvorfor han ikke var skattepligtig af bolig stillet til rådighed. Klagerens midlertidige opholdsperiode på 2 år i Danmark, måtte betragtes som en rejse og for ham midlertidig.

Klagerens revisor havde endvidere anført, at uanset om klageren havde bevaret sin husstand i sit hjemland, måtte opholdet i Danmark anses for rejse for klageren.

Det var yderligere gjort gældende, at det således udelukkende var et spørgsmål om at definere begrebet rejse, hvor den tidligere 12 måneders definition var blevet tilsidesat af Højesteret.

Det var anført, at en midlertidig periode i Danmark, på i hvert fald 24 måneder, måtte anses for at være en rejse, hvilket måtte gælde frem til 1.4.1999, hvor den nye rejsedefinition fik virkning, også selv om udstationeringens udstrækning var kendt på forhånd. Til støtte herfor var bl.a. gjort gældende, at tidsbetingelsen for berettigelse til fradrag for dobbelt husførelse, dvs. at opholdet i Danmark var midlertidigt, udgjorde 24 måneder, og at tidsbetingelsen for berettigelse til teknikerfradrag, der også byggede på en forudsætning om midlertidigt ophold i Danmark.

Told- og Skattestyrelsen fandt ikke, at Højesterets dom eller TS-cirkulære havde direkte betydning for den konkrete sag.

Styrelsen havde anført, at klageren ikke kunne anses for værende på rejse under opholdet i Danmark, idet bopælen i Danmark, var klagerens eneste bopæl. Rejsebegrebet i dagældende ligningslov § 9, stk. 5 forudsatte, at klageren havde en bopæl andetsteds som udgangspunkt for rejsen. Dette var udtrykkeligt forudsat i den nugældende affattelse af ligningslovens § 9, stk. 5. Klageren havde derfor været afskåret fra at modtage skattefri godtgørelse/foretage fradrag efter standardtaksterne i TS-cirkulære 1993-23, og dermed også til at modtage fri bolig uden påvirkning af indkomstansættelsen.

Klagerens ophold i Danmark var ikke omfattet af rejsebegrebet, hvilket understøttedes af det faktum, at han, som følge af at boligen i Danmark var hans eneste bopæl, ikke havde haft merudgifter til logi. Fradrag efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a og udbetaling af skattefri godtgørelse efter ligningslovens § 9, stk. 5 forudsatte i princippet, at der havde været tale om merudgifter, hvilket var nævnt såvel i præmisserne i TfS 1996.653 som i TS-cirkulære 1996-26.

Landsskatteretten udtalte:

Værdi af fri bolig var skattepligtig i medfør af statsskattelovens § 4, litra b, 1. punktum, jf. ligningslovens § 16, stk. 1, "...vederlagsfri benyttelse af andres rørlige eller urørlige gods.", idet værdien af benyttelsen skulle fastsættes i henhold til ligningslovens § 16.

I Højesterets dom af 30. august 1996, der var offentliggjort i Tidsskrift for Skatter og Afgifter 1996.653, fik en skatteyder fradrag for udokumenterede udgifter i forbindelse med 156 dages arbejde ved Storebæltsforbindelsen, jf. statsskattelovens § 6 a, da han i kraft af sit arbejdes og fags karakter havde skiftende, for ham midlertidige arbejdssteder. Højesteret fandt endvidere ikke, at det var en betingelse, at rejsemålet skulle være et andet end arbejdsgiverens faste forretningssted.

Det fremgik af det af Told- og Skattestyrelsen som følge af dommen udsendte cirkulære (1996 nr. 26) pkt. 3, at lønmodtagere, der som følge af deres arbejdes og fags karakter havde skiftende, for dem midlertidige arbejdssteder, og hvor arbejdet var forbundet med overnatning, var berettigede til at foretage fradrag uden dokumentation for merudgifter til ophold og forplejning, såfremt der ikke var udbetalt skattefri godtgørelse, jf. ligningslovens § 9, stk. 5.

Landsskatteretten fandt, at klageren ikke opfyldte betingelserne for at være på rejse, idet den fri bolig, som var klagerens eneste bolig, måtte anses for hans sædvanlige bolig. Endvidere var den grundlæggende forudsætning om, at der skulle foreligge merudgifter ikke opfyldt. Retten var derfor enig i Told- og Skattestyrelsens udtalelse, hvorefter klageren var skattepligtig af værdi af fri bolig. Ansættelsen blev stadfæstet.

Versioner

1. 1998-12-10