Overskud af ejendom
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1998/60569@1998-12-21/da
Indhold
lejeindtægt vedr. udleje af ejerlejlighed ikke selvangivet
simpelt eller groft uagtsomt
ugyldighedspåstand
Reference:
SSL § 35, stk. 4 og § 15, stk. 5
SL § 4 b
LV 1997 E.K.1.3
A klagede for indkomstårene 1988-1992 inkl. over, at skatteankenævnet havde ansat overskud af ejendom til hhv. 8.234 kr., 13.339 kr., 14.437 kr., 18.115 kr og 18.576 kr.
Det var oplyst, at klageren købte en lejlighed i 1985. Lejligheden, der bestod af et værelse, havde en størrelse på 50 m². I perioden fra den 1. april 1985 og ca. 1 ½ år frem boede klagerens datter i lejligheden. Efter at datteren fraflyttede lejligheden, flyttede datteren til klagerens samlever ind. Hun beboede lejligheden indtil den 1. marts 1988. Fra den 1. marts 1988 havde lejligheden været udlejet til tredjemand, men klageren havde selvangivet overskud af lejligheden efter reglerne om lejeværdi af egen bolig. Klageren havde selv stået for udlejningen og havde selv fastsat huslejens størrelse. Lejligheden var solgt i 1998.
Skatteadministration havde anset klageren for skattepligtig af overskuddet af ejerlejligheden for indkomstårene 1985 til 1994.
Skatteankenævnet havde anset klagerens manglende selvangivelse af lejeindtægter i perioden fra den 1. marts 1988 og fremefter, hvor lejligheden havde været udlejet til fremmede, for at være en positiv fejl af en karakter, som måtte betragtes som groft uagtsomt. Nævnet havde herefter anset forældelsesfristen i skattestyrelseslovens § 35, stk. 4, for suspenderet. Der var i den forbindelse lagt vægt på, at det forhold, at klagerens revisor ikke havde oplyst om gældende regler og praksis, og at klageren ikke var uddannet i regnskab og skat, ikke i sig selv kunne fritage for ansvar for at selvangive lejeindtægter ved udlejning af ejerlejligheden. Den omstændighed, at skattemyndighederne via selvangivelsen var bekendt med, at klageren var ejer af en ejerlejlighed uden at bo på adressen, var ikke tillagt betydning i relation til forældelsesfristen i skattestyrelseslovens § 35, stk. 4. Ved skatteankenævnets afgørelse var ændringerne vedrørende indkomstårene 1985 til 1987 bortfaldet, idet den manglende selvangivelse af lejeindtægter i perioden, hvor klagerens og hendes samlevers børn beboede ejendommen, var henregnet til simpel uagtsomhed.
Klagerens repræsentant havde over for Landsskatteretten nedlagt påstand om, at de påklagede skatteansættelser for indkomstårene 1988 - 1992 ansås for ugyldige som følge af forældelsesreglerne i skattestyrelseslovens § 35. Det var herved bl.a. gjort gældende, at klageren købte den omhandlede lejlighed til brug for hendes dengang 18-årige datter, som boede i lejligheden i ca. 1 ½ år. Herefter blev den overtaget af hendes samlevers datter, som boede i lejligheden frem til den 1. marts 1988. Siden havde den været udlejet til fremmede. Klagerens selvangivelser for alle de omhandlede indkomstår var udarbejdet af en revisor.
Med henvisning til bestemmelsen i skattestyrelseslovens § 35, stk. 4, var det gjort gældende, at de påklagede ansættelser for indkomstårene 1988 - 1992 vedrørende overskud af ejendom var forældede, idet 3-års-fristen ikke kunne anses for suspenderet. Til støtte herfor var anført, at det alene kunne tilregnes klageren som simpelt uagtsomt, at hun ikke havde selvangivet overskud af den omhandlede lejlighed, da der likviditetsmæssigt havde været tale om et underskud. Hun havde desuden intet grundlag haft for at rejse tvivl om de råd, som hun havde fået fra sin revisor, da hun hverken var regnskabs- eller skattekyndig.
Til støtte for, at klageren tillige i de omhandlede indkomstår havde handlet simpelt uagtsomt, var henvist til dr. jur. Jan Pedersens artikel i SR-Skat 1995 s. 395. Efter praksis skulle der således henses til personlige forhold ved vurderingen af, om der var handlet groft eller simpelt uagtsomt. Klageren, der var 55 år, havde ingen uddannelse. Hun blev gift som 18-årig og fik sit første barn, da hun var 19 år. Klageren var hjemmegående, indtil hun blev 36 år, hvor hendes første mand døde. Herefter fandt hun en deltidsstilling som receptionist, og hun havde siden 1992 drevet en butik med genbrugstøj. Klageren overlod udfyldelsen af sine selvangivelser til en revisor, der ikke rejste spørgsmål vedrørende udlejningen af lejligheden. Klageren havde ikke misforstået klare regler, idet hun ikke havde opfattet lejligheden som indtægtsgivende. Hun havde endvidere ikke haft grund til at betvivle, at revisoren udfyldte selvangivelserne korrekt.
Det var endvidere gjort gældende, at der var blevet selvangivet efter reglerne om egen lejeværdi i 10 år, før end skattemyndighederne tog sagen op.
Der var endelig henvist til afgørelserne trykt i TfS 1992.19 og TfS 1994.690. Det var i den forbindelse gjort gældende, at klageren ikke på nogen måde havde forsøgt at skjule eksistensen af ejerlejligheden, ligesom det af selvangivelsen hvert år klart var fremgået, at klagerens bopælsadresse ikke havde været identisk med lejlighedens adresse.
Landsskatteretten fandt, at sagens mangelfulde dokumentation for størrelsen af klagerens lejeindtægter ved udlejning af den omhandlede ejerlejlighed for indkomstårene 1988 og 1989 havde nødvendiggjort ansættelser af skønsmæssig karakter, der var omfattet af den treårige forældelsesfrist for skønsmæssige ansættelser, jf. den dagældende bestemmelse i skattestyrelseslovens § 15, stk. 5. Østre Landsret havde ved dom af 11. oktober 1991, TfS 1992.19 fastslået, at det afgørende for spørgsmålet om, hvorvidt forældelsesfristen kunne anses for suspenderet, måtte være, hvilken grad af tilregnelse der i forbindelse med en positiv fejl måtte kræves af skatteyderen. Da sagsøgeren i den pågældende sag alene kunne antages at have handlet simpelt uagtsomt, blev forældelsesfristen ikke anset for suspenderet.
For så vidt angik de efterfølgende indkomstår bemærkede retten, at skattemyndighederne ifølge skattestyrelseslovens § 35, stk. 1, ikke kunne afsende varsel om forhøjelse af en skatteansættelse efter den 1. maj i det 4. år efter indkomstårets udløb. En varslet forhøjelse skulle være foretaget senest den 1. august i det 4. år efter indkomstårets udløb, medmindre en anmodning fra den skattepligtige om udskydelse af denne frist var imødekommet. Denne frist blev suspenderet i det tilfælde, hvor nogen forsætligt eller groft uagtsomt havde bevirket, at skattemyndighederne havde foretaget en ansættelse på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag, jf. § 35, stk. 4.
To retsmedlemmer, herunder retsformanden, bemærkede:
Det måtte lægges til grund, at klageren efter erhvervelse af lejligheden selv havde forestået udlejning og administration af denne og selv havde oppebåret den månedlige lejeindtægt direkte fra lejerne. Klageren havde aldrig selv beboet lejligheden, men havde alligevel siden erhvervelsen af denne hvert år selvangivet lejeværdi af egen bolig og undladt at opgive lejeindtægten. Under disse omstændigheder blev det tiltrådt, at forældelsesfristerne efter den tidligere gældende bestemmelse i skattestyrelseslovens § 15, stk. 5, og samme lovs § 35, stk. 1, måtte anses for suspenderet. Ejerlejligheden havde været udlejet til fremmede i de påklagede indkomstår, og lejeindtægter var skattepligtige efter statsskattelovens § 4 b og skulle derfor være selvangivet. Den omstændighed at klageren overlod udfyldelsen af sine selvangivelser til en revisor, kunne herefter ikke bevirke, at forholdet kunne henføres til simpel uagtsomhed, idet det burde have stået hende klart, at overskud ved udlejning ikke var korrekt opgjort. Det af repræsentanten anførte kunne ikke føre til et andet resultat.
Et retsmedlem fandt, at fristen i skattestyrelseslovens § 35, stk. 1, ikke kunne anses for suspenderet i medfør af § 35, stk. 4, idet klageren alene havde handlet simpelt uagtsomt ved ikke at selvangive de omhandlede lejeindtægter. Der var i den forbindelse lagt vægt på, at ændringerne vedrørende indkomstårene 1985 - 1987 bortfaldt ved skatteankenævnets afgørelse. Skattemyndighederne burde allerede i 1985 have gjort klageren opmærksom på, at hun var skattepligtig af lejlighedens objektive udlejningsværdi og ikke egen lejeværdi. Der var endvidere henset til, at klageren overlod udfyldelsen af sine selvangivelser til en revisor.
Der blev truffet afgørelse efter stemmeflertallet, og de påklagede ansættelser blev stadfæstet.