Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1998/60571@1998-01-01/da

Indhold

1. Indledning

Hvorvidt medlemmet kunne få supplerende dagpenge i en opsigelsesperiode efter deltidsarbejde. Medlemmet var fuldtidsforsikret og havde altid været det.

Medlemmet søgte ved ledighedserklæring dateret den 27. juni 1997 om supplerende dagpenge. Hun var blevet sagt op fra sit arbejde den 18. juni 1997 på grund af strukturændringer med virkning fra den 31. december 1997. Medlemmet havde siden 1988 været ansat som inspektør ved ISS. Medlemmet havde fået en frigørelsesattest fra ISS.

Kassen traf afgørelse den 8. juli 1997 om, at medlemmet ikke havde ret til supplerende dagpenge, idet hun ikke kunne anses for at stå til rådighed for fuldtidsarbejde. Af afgørelsen fremgik, at medlemmet over for kassen havde forklaret, at hun de seneste 7 år kun havde arbejdet 20-25 timer om ugen.

Medlemmet var nu alene, og hun var opsagt fra sit arbejde og ønskede fuldtidsarbejde.

Kassen bemærkede, at medlemmet de sidste 7 år ikke havde indikeret, at hun ønskede fuldtidsarbejde og havde klaret sig økonomisk uden supplerende dagpenge. At medlemmet nu var blevet alene og skulle klare sig selv økonomisk var en ændring i hendes personlige forhold, som ikke kunne føre til en vurdering om, at hun stod til rådighed for fuldtidsarbejde.

Medlemmet klagede over kassens afgørelse den 11. juli 1997. Medlemmet forklarede, at hun havde arbejdet hele sit liv uden ledighed og uden supplement, men hun havde altid været fuldtidsforsikret. Medlemmet havde ikke bedt om supplerende dagpenge fordi hendes mand havde en god indtægt. Nu var hun alene og havde meddelt AF, at hun ønskede 37 timer pr. uge. Det var ikke hendes ønske at arbejde på deltid, men der havde bare ikke været andre muligheder.

Kassens hovedledelse tiltrådte den 3. september 1997 afdelingens afgørelse. Hovedledelsen bemærkede, at der ikke var sket nogen ændring i medlemmets arbejdssituation, der betød, at hun var berettiget til supplerende dagpenge.

I forbindelse med direktoratets behandling af medlemmets klage af 8. september 1997, forklarede medlemmet, at hun ikke tidligere havde søgt om supplerende dagpenge, da hun og hendes ægtefælle havde kunnet klare sig med deres fælles (begrænsede) midler. Imidlertid havde hendes ægtefælle forladt hende (efteråret 1996)og hun var sagt op fra sit arbejde. Medlemmet havde derfor brug for pengene. Medlemmet var sikret 20 timer ugentligt frem til sidste arbejdsdag og havde i begrænset omfang kunnet supplere op med ekstra timer. Medlemmet oplyste, at de fleste stillinger i ISS var deltidsstillinger: De få fuldtidsstillinger der havde været, havde hun søgt.

Direktoratet havde desuden spurgt om medlemmet også havde søgt andet fuldtidsarbejde, hvilket medlemmet bekræftede, men hun havde været så glad for sit arbejde og i perioder haft op til 35 timer om ugen. I sådan en situation tænkte man ikke på at søge andet arbejde (jf. direktoratets telefonrapporter af hhv. 22. september 1997 og 23. december 1997, ref.)

Direktoratet bad medlemmet om skriftligt at oplyse om hvilke fuldtidsstillinger hun havde søgt mens hun var deltidsansat.

Medlemmet svarede den 29. december 1997 og forklarede, at hun var fastansat til 20 timer ugentligt og havde forsøgt at få alle de timer hun kunne, og at hun i perioder havde arbejdet væsentligt mere end 37 timer om ugen. ISS havde attesteret svaret som bevis på, at medlemmet havde forsøgt at få fuldtidsarbejde og at hun havde taget alle de timer hun kunne få.

Direktoratet traf afgørelse den 21. januar 1998. Ved denne afgørelse fandt direktoratet, at medlemmet ikke stod til rådighed for fuldtidsarbejde den 27. juni 1997. Hun var derfor ikke berettiget til supplerende dagpenge.

Direktoratet henviste til rådighedsbekendtgørelsens '' 1, 7 og 25

Ved afgørelsen lagde direktoratet vægt på, at medlemmet i de seneste 7 år havde arbejdet på deltid i ISS uden at anmode om supplerende dagpenge. Direktoratet fandt det ikke tilstrækkeligt dokumenteret, at medlemmet aktivt havde søgt fuldtidsarbejde i perioden, hvor hun arbejdede på deltid. Medlemmet måtte derfor anses for at have indstillet sig på deltidsarbejde.

Endelig fandt direktoratet anmodningen om supplerende dagpenge den 27. juni 1997 begrundet i personlige forhold, idet der ikke kunne siges at være sket en ændring i hendes ansættelsesvilkår. Medlemmet kunne ikke anses for at stå til rådighed for fuldtidsarbejde.

Direktoratet bemærkede, at dagpengeretten ville indtræde, hvis medlemmet dokumenterede at have arbejdet i mere end 300 timer i en periode på 10 uger efter den 27. juni 1997.

Medlemmet klagede den 9. februar 1998 over, at hun ikke kunne anses for at stå til rådighed for arbejdsmarkedet, før hun havde arbejdet 300 timer inden for 10 uger.

Medlemmet oplyste, at hun altid havde været fuldtidsforsikret. Desuden oplyste hun, at hendes ugentlige arbejdstid ofte var over 30 timer og at hun derfor ikke tidligere havde brug for at få suppleret op - også fordi hendes tidligere ægtefælle havde en god indtægt.

Ved sagens oversendelse til ankenævnet den 13. februar 1998, fandt direktoratet ikke grundlag for at ændre afgørelsen.

Direktoratet bemærkede, at afgørelsen alene drejede sig om, at medlemmet ikke stod til rådighed for fuldtidsarbejde. Derimod var det direktoratets opfattelse, at medlemmet stod til rådighed for deltidsarbejde, hvilket indebar at medlemmet ville være dagpengeberettiget, hvis hun lod sig overflytte til deltidsforsikring.

I forbindelse med sagens behandling i ankenævnet kontaktede medlemmet den 13. maj 1998 sekretariatet og anmodede om en hurtig afgørelse. Den 25. maj 1998 kontaktede sekretariatet medlemmet og oplyste hende om, at sagen ville trække lidt ud på grund af aflysning af et nævnsmøde. Under samtalen oplyste medlemmet, at hun havde fået udbetalt dagpenge fra den 1. januar 1998, men at udbetalingen var blevet stoppet efter at direktoratets afgørelse var kommet.

Ankenævnet fandt, at medlemmet måtte anses for at stå til rådighed for arbejdsmarkedet som fuldtidsforsikret, da hun tilmeldte sig som ledig den 27. juni 1997.

Ankenævnet fandt, at der ikke er hjemmel til at træffe afgørelse om manglende rådighed som fuldtidsforsikret med henvisning til at der ikke er sket nogen ændring i omfanget af medlemmets beskæftigelse før og efter tilmeldingen til Arbejdsformidlingen, hverken i arbejdsløshedsforsikringslovens ' 59, stk. 1, i direktoratets bekendtgørelse nr. 1143 af 20. december 1995 om udbetaling af supplerende dagpenge, eller i direktoratets bekendtgørelse nr. 667 af 10. juli 1996 om rådighed og selvforskyldt ledighed.

Ankenævnet fandt endvidere, at der heller ikke i øvrigt var forhold, som kunne begrunde, at medlemmet ikke kunne anses for at stille sin arbejdskraft til rådighed for arbejdsmarkedet for fuldtidsarbejde. Den omstændighed, at hun ikke havde søgt fuldtidsarbejde uden for ISS i opsigelsesperioden, finder ankenævnet heller ikke kunne begrunde, at hun ikke kunne anses for at stå til rådighed, når henses til at hun i forbindelse med sin tilmelding som ledig angiveligt ikke var blevet vejledt om pligten til at søge arbejde.

Ankenævnet fandt ved sin afgørelse, at medlemmet var berettiget til supplerende dagpenge i opsigelsesperioden og til dagpenge som ledig fuldtidsforsikret medlem ved ansættelsesforholdets ophør under forudsætning af at de øvrige betingelser for udbetaling af dagpenge var opfyldt.

Ankenævnet havde anmodet Kristelig Arbejdsløshedskasse om at tage stilling til i hvilket omfang medlemmet herefter var berettiget til dagpenge.

Ankenævnet ændrede således Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens afgørelse.

Versioner

1. 1998-01-01