Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1998/9007@1998-01-29/da

Indhold

1. Indledning

Den 28. januar 1998 afsagde Revisornævnet i sagen j. nr. 97-58.592 Advokat John Have som kurator i J.T.P. Bygge og Anlæg ApS under konkurs og Kompas af 30. april 1993 ApS under konkurs mod Statsautoriseret revisor Henrik Nordland - sålydende

Ved kendelse afsagt den 5. februar 1997 af Disciplinærnævnet for Statsautoriserede Revisorer (sag nr. S-21/1995) blev statsautoriseret revisor Henrik Nordland på baggrund af en klage fra Advokat John Have som kurator i J.T.P. Bygge og Anlæg ApS under konkurs og Kompas af 30. april 1993 ApS under konkurs frifundet for at have tilsidesat de pligter, som stillingen som revisor medfører.

Ved skrivelse af 17. april 1997 har klager i medfør af lov om statsautoriserede revisorer § 18 b rettidigt indbragt kendelsen for Revisornævnet med påstand om, at Disciplinærnævnets afgørelse ændres, således at indklagede pålægges disciplinæransvar for at have tilsidesat god revisorskik.

Indklagede er ved Revisornævnets skrivelse af 5. maj 1997 opfordret til at fremkomme med en udtalelse, jf. § 7, stk. 1, i bekendtgørelse om Revisornævnet.

Sagen er behandlet på et møde i Revisornævnet den 4. december 1997 med deltagelse af formanden og 4 medlemmer, jf. lov om statsautoriserede revisorer § 19, stk. 3, 1. pkt.

Klagerens advokat anførte blandt andet i indbringelsesskrivelsen:

" .

Det er klagerens opfattelse, at indklagede fra starten nægtede at bistå med oplysninger, og at indklagede ved at henvise til sin påståede tavshedspligt og anmode om afhøring i skifteretten forsøgte at sinke, besværliggøre, fordyre og om muligt umuliggøre likvidators og senere kurators undersøgelser. Klageren hæfter sig i den forbindelse ved, at indklagede end ikke besvarede den del af spørgsmålene, der klart ikke var undergivet tavshedspligt

Klageren er enig i, at konkurslovens § 100, jf. § 105 ikke finder anvendelse under en likvidation. Som udgangspunkt er likvidator at sidestille med en efterfølgende bestyrelse og/eller direktion.

Det forhold, at der ikke findes lovregler, der pålægger en fratrådt revisor at besvare spørgsmål, er ikke ensbetydende med, at det er i overensstemmelse med god revisorskik ikke at besvare spørgsmål fra en senere ledelse.

.

Udgangspunktet for god revisorskik må være, at en revisor mod rimelig betaling bistår sin tidligere klient med at løse de problemer, der efterfølgende måtte opstå vedrørende den periode, hvor den pågældende var revisor ..

..

Efter klagerens opfattelse bør revisorer udøve deres tavshedsret med varsomhed specielt i tvangsopløsningstilfælde, hvor væsentlige offentlige og kreditormæssige interesser taler for, at selskabets forhold bør kunne klarlægges, og hvor likvidators mulighed for at fremskaffe pålidelige oplysninger fra anden side ofte vil være begrænset

..

Det forhold, at den fratrådte revisor havde eller siden har fået andre klienter med modstridende interesser, ses således ikke at kunne være til hinder for, at revisor besvarer spørgsmål fra sin tidligere klient (selskabet) om forhold, som revisor er blevet bekendt med gennem sit arbejde for selskabet og som har dannet baggrund for de regnskaber m.v., revisor har udarbejdet for selskabet

..

De stillede spørgsmål har alle nær relation til de regnskaber indklagede havde udarbejdet for selskaberne og (måske bortset fra sidste afsnit i spørgsmål 4 vedrørende Kompas af 30. april 1995 ApS) ses ingen af spørgsmålene at kunne krænke den påståede tavshedspligt overfor indklagedes aktuelle klient ..

Det fastholdes derfor, at indklagede har handlet i strid med god revisorskik ved overhovedet ikke at ville besvare spørgsmål fra likvidator.

Konkurslovens § 100 jf. § 105 fastslår, at en fratrådt revisor er forpligtet til at meddele såvel Skifteretten som bostyret alle fornødne oplysninger til behandling af boet. Det fastholdes derfor, at det er i strid med god revisorskik, at henvise ethvert spørgsmål, uanset indhold, til besvarelse i Skifteretten

.

Selv om man lagde til grund, at et eller flere af kurators spørgsmål måske kunne give anledning til tvivl om rækkeviden af en eventuelt tavshedspligt, ses dette ikke at kunne bevirke, at indklagede skulle være berettiget til at henvise besvarelsen af alle kurators spørgsmål til Skifteretten. Det gøres i den forbindelse gældende, at i hvert fald langt den overvejende del af kurators spørgsmål klart og utvivlsomt kunne besvares af indklagede, uden at han herved overtrådte en eventuel tavshedspligt overfor sin aktuelle klient. Det ses således ikke, hvorledes en statsaut. revisor skulle kunne være i "berettiget tvivl" om hvorvidt hans tavshedspligt overfor eneanpartshaveren skulle forhindre ham i at besvare førnævnte spørgsmål i skrivelserne af 11. maj 1995 (bilag 8) og 11. maj 1995 (bilag 9)

.

For behandlingen af konkursboer er det særdeles besværligt, forsinkende og fordyrende at skulle afhøre revisor i skifteretten for at få besvaret relevante spørgsmål, specielt når revisor er bosiddende i en anden retskreds. Fremgangsmåden indebærer samtidig en nærliggende risiko, for at kreditorerne lider tab, derved at eventuelle krav ikke kan retsforfølges i rette tid. Fremgangsmåden er endvidere ressourcebelastende for skifteretterne og omkostningsfordyrende for de, der skal betale for bobehandlingen.

Det er derfor ikke uden grund, at det i konkurslovens § 100 jf. § 105 er fastslået, at revisor er forpligtet til at besvare spørgsmål såvel overfor bostyret som overfor skifteretten.

Statsautoriserede revisorer bør derfor som udgangspunkt besvare kurators spørgsmål og kun kræve skifterettens afgørelse, hvis der om konkrete spørgsmål er berettiget tvivl."

Klagerens advokat har i indlæg af 8. juli 1997 blandt andet anført:

" Det er for klagerne vigtigt at få fastslået

- at god revisorskik tilsiger, at et selskabs tidligere revisor som udgangspunkt besvarer spørgsmål fra en af skifteretten udpeget likvidator,

- at god revisorskik tilsiger, at et selskabs tidligere revisor som udgangspunkt besvarer spørgsmål fra en af skifteretten udpeget bobestyrer,

at det er i strid med god revisorskik at vægre sig ved at besvare spørgsmål fra en bobestyrer

før i skifteretten, medmindre de pågældende spørgsmål konkret giver anledning til at søge skifterettens afgørelse med hensyn til vidnepligt m.v. og

- at det er i strid med god revisorskik generelt at nægte at besvare spørgsmål fra en bobestyrer før i skifteretten.

Det er videre vigtigt for konkursboerne at få fastslået, at reglerne om tavshedspligt ikke afskærer et selskabs tidligere revisor fra at besvare spørgsmål fra en likvidator eller bobestyrer om selskabets forhold, hvor revisor er kommet i besiddelse oplysningerne under sit arbejde for selskabet, uanset om revisor samtidig var eller efterfølgende er blevet revisor for selskabets anpartshavere, aktionærer, bestyrelsesmedlemmer, direktører, medkontrahenter eller andre.

.. "

Indklagede har i sit indlæg til Revisornævnet af 20. juni 1997 blandt andet anført:

" .

Retsstillingen vedrørende revisors oplysningspligt er væsentlig forskellig for et selskab under likvidation og et selskab under konkurs .

Når et selskab er under konkursbehandling, består der en generel oplysningspligt efter konkurslovens § 100, jf. § 105. I denne situation vil der kunne opstå situationer, hvor revisor må foretage en afvejning mellem forpligtelsen til at opfylde denne oplysningspligt og den generelle strafbelagte tavshedspligt. I denne forbindelse henvises fortsat til, at reglerne om revisors tavshedspligt ikke er entydigt defineret i lovgivningen. Bestemmelserne om tavshedspligt i lov om statsautoriserede revisorer § 17, aktieselskabslovens § 160 og årsregnskabslovens § 61 l er formuleret i generelle vendinger, der i realiteten forudsætter, at der i hvert enkelt tilfælde foretages en konkret afvejning af, om hensynet til hemmeligholdelse af oplysningerne eller hensynet til videregivelse vejer tungest.

Der er som nævnt ikke i lovgivningen retningslinier for, hvorledes denne afvejning skal foretages, og det er klart, at en del af de oplysninger, som revisor sidder inde med, befinder sig i en gråzone af tavshedspligtens område. .

I en situation, hvor det er tvivlsomt, om der kan opstå konflikt med den øvrige lovgivning, og hvor det kan være svært at overskue konsekvenserne af kurators forespørgsel, finder jeg, at det generelt må anses for berettiget at henvise kurator til at lade retten tage stilling til spørgsmålet om udlevering af oplysninger i forbindelse med en indkaldelse til at afgive vidneafhøring i skifteretten .

.

Afslutningsvis finder jeg anledning til at bemærke, at Revisornævnets afgørelse i denne sag vil kunne få vidtrækkende betydning. Forholdet mellem revisors strafbelagte tavshedspligt i henholdsvis straffeloven og revisorlovene på den ene side og oplysningspligten i speciallovene på den anden side er et uafklaret juridisk problem. Det kan ikke være op til den enkelte revisor på et konkret grundlag at skulle tage stilling til et spørgsmål, som ikke er endelig afklaret i den juridiske litteratur eller retspraksis.

Efter det danske retssystem overlades det sædvanligvis til domstolene at træffe afgørelse i sådanne konkrete tvivlstilfælde. Konkurslovens system er i overensstemmelse hermed.

Det er et almindeligt led i retssikkerheden, at den enkelte person selvstændigt må afgøre, hvorvidt han befinder sig i en konfliktsituation, hvor det er nødvendigt at afgørelsen overlades til domstolene. Kun i helt ekstreme tilfælde er det acceptabelt at tale om "misbrug af systemet".

Der er ingen tvivl om, at mange revisorer i fremtiden vil komme til at befinde sig i en tilsvarende situation mellem konfliktende retsregler. Såfremt Revisornævnet måtte finde, at det strider mod god revisorskik at henvise spørgsmålet om pligten til at udlevere oplysninger, der er underlagt tavshedspligt, til skifteretten, efterlades revisorerne i en usikker situation på et usikkert retsområde. Revisorerne vil være tvunget til selv at tage stilling til en retskonflikt, hvor selv lovgiver har opgivet at fastlægge præcise grænser. Dette vil formentlig i mange tilfælde medføre betydelige udgifter for revisorerne til advokatbistand med henblik på i hvert enkelt tilfælde at afdække deres retsstilling."

Indklagede har i indlæg af 25. august 1997 blandt andet anført:

" ..

at en klage for Disciplinærnævnet skal være rettet mod en bestemt revisors konkrete adfærd,

at det er en betingelse for idømmelse af disciplinærsanktioner, at der er udvist skyld i form af forsæt eller uagtsomhed,

at lagesagens omfang ikke kan udvides i anden instans (det vil sige for Revisornævnet), og

at. advokat John Have i sin klage til Disciplinærnævnet for Statsautoriserede Revisorer alene har gjort gældende:

a) at jeg i strid med god revisorskik har undladt at opfylde mine forpligtelser efter kon- kurslovens § 105, jf. § 100, til at meddele bostyret fornødne oplysninger, og

b) at jeg har undladt at efterkomme tidligere klienters anmodninger om nærmere oplysninger om den bistand, jeg har ydet og om de regnskaber, jeg har udarbejdet og revideret.

De fire problemstillinger, der rejses af advokat John Have, er derfor ikke relevante for nærværende sag. Det afgørende i den foreliggende sag er, hvorvidt min handlemåde har været i strid med god revisorskik.

.

For god ordens skyld bemærkes endvidere, at nærværende sag vedrører spørgsmålet om, hvorvidt det er i strid med god revisorskik under de givne omstændige at overlade til skifteretten at fastlægge afgrænsningen mellem revisors tavshedspligt og oplysningspligt, medens sagen for Vestre Landsret vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt en advokat kunne påberåbe sig tavshedspligt i henhold til retsplejelovens § 170, uanset at skifteretten havde pålagt advokaten at afgive forklaring ."

Ingen af parterne gav møde i sagen.

Sagen er herefter afgjort på det foreliggende, skriftlige grundlag.

Revisornævnets bemærkninger:

Indklagede har ikke i kraft af nogen retsregel været forpligtet til at efterkomme de anmodninger om oplysninger, som klageren fremsatte i sin egen egenskab af likvidator.

Det fremgår af registreringstilførsler af 1. juni 1993 vedrørende de to selskaber, at det revisionsaktieselskab, som indklagede er ansat i, fratrådte som revisor. At indklagede herefter i 1995 som fratrådt revisor undlod at besvare likvidators henvendelser er ikke i strid med god revisorskik. Revisornævnet tiltræder derfor, at indklagede er frifundet på dette punkt.

Det følger direkte af konkurslovens § 105, jf. § 100, at det påhviler også en fratrådt revisor at meddele ikke kun skifteretten, men også bostyret "alle fornødne oplysninger til behandling af boet". En besvarelse af en kurators ønske om oplysninger om et konkursramt selskabs forhold er således ikke "uberettiget", jf. lov om statsautoriserede revisorer § 17, jf. straffelovens § 152, eller "ubeføjet", jf. aktieselskabslovens § 160, ligesom kurator ikke er "uvedkommende", jf. årsregnskabslovens § 61 l. Det er i denne sammenhæng uden betydning, at indklagede stadig var revisor for den tidligere eneanpartshaver og direktør, som selv var omfattet af pligten til at meddele kurator oplysninger i medfør af konkurslovens § 105, jf. § 100.

Kun hvor der konkret foreligger særlige omstændigheder, kan det være berettiget at anmode om skifterettens stillingtagen til, om et spørgsmål skal besvares.

Revisornævnet finder, at det er i strid med god revisorskik, som gjort af indklagede i denne sag, generelt at undlade at meddele en kurator ønskede oplysninger om et konkursramt selskabs forhold.

Sanktionen findes efter omstændighederne at kunne fastsættes til en advarsel.

I medfør af Bekendtgørelsen om Revisornævnet § 11, stk 3, er det bestemt, at kendelsen skal offentliggøres.

Disciplinærnævnets kendelse, hvorved statsautoriseret revisor Henrik Nordland blev frifundet, ændres således, at Henrik Nordland tildeles en advarsel.

Ved skrivelse modtaget den 27. september 1995 indgav advokat John Have som kurator i J.T.P. Bygge og Anlæg ApS under konkurs og Kompas af 30 april 1993 ApS under konkurs klage over statsautoriseret revisor Henrik Nordland.

Erhvervs- og Selskabsstyrelsen har oplyst, at revisor Henrik Nordland blev meddelt beskikkelse som statsautoriseret revisor den 4. februar 1983.

Klageren har oplyst, at Christian Gadegaard & Søn, Fredericia ApS (nu Kompas af 30. april 1993 ApS) var moderselskab for bl.a. ApS Christian Gadegaard, Kolding (nu J.T.P. Bygge og Anlæg ApS).

Frem til den 30. april 1993 var vognmand Kaj Gadegaard direktør i begge selskaber, ligesom Revisionsfirmaet Schøbel & Marholt var registreret som revisor i selskaberne. Revisionen blev forestået af indklagede.

Indklagede har revideret selskabernes årsregnskaber for 1992/93 med balance 30. april 1993. Det fremgår af regnskaberne, at moderselskabet denne dato havde en positiv egenkapital på 13.203.969 kr., og datterselskabet en positiv egenkapital på 2.794.136 kr.

Pr. 30. april 1993 blev anparterne i moderselskabet og dermed indirekte i datterselskaberne solgt. Bruno Andersen blev registreret som ny direktør i selskaberne, der ændrede navn til henholdsvis Kompas af 30. april 1993 ApS (moderselskabet) og J.T.P. Bygge og Anlæg ApS (datterselskabet).

Efter anmodning fra Erhvervs- og Selskabsstyrelsen tog Sø- og Handelsrettens skifteret den 5. februar 1995 J.T.P. Bygge og Anlæg ApS under likvidationsbehandling. Selskabet blev erklæret konkurs den 10. maj 1995.

Ligeledes efter anmodning fra Erhvervs- og Selskabsstyrelsen tog Sø- og Handelsrettens skifteret den 10. april 1995 Kompas af 30. april 1993 ApS under likvidationsbehandling. Dette selskab blev erklæret konkurs den 4. august 1995.

Begge selskaber var uden aktiver, da de blev taget under likvidationsbehandling, og havde gæld til Told- og Skattevæsenet.

Klageren har oplyst, at han som likvidator og senere midlertidig bestyrer og kurator har forsøgt at undersøge selskabernes forhold, blandt andet for at finde ud af, hvorledes selskabernes aktiver er blevet anvendt. Han har rettet henvendelse til selskabernes tidligere direktør Kaj Gadegaard, der har videresendt alle breve til indklagede. Klageren har endvidere rettet henvendelse til indklagede.

Den 15. maj 1995 skrev indklagede til klageren vedrørende J.T.P. Bygge og Anlæg ApS i likvidation, at han alene var i besiddelse af interne arbejdspapirer, hvorfor han ikke så sig i stand til at efterkomme anmodningen om fremsendelse af materiale.

Den 1. juni 1995 skrev indklagede til klageren vedrørende J.T.P. Bygge og Anlæg ApS under konkurs, at han ikke var bekendt med, at der skulle eksistere en generel oplysningspligt for revisor over for en tidligere klient. Indklagede anførte endvidere, at han i den udstrækning en sådan forpligtelse eksisterede, var indstillet på at opfylde den, idet han dog forudsatte, at en eventuel tavshedspligt om forhold, der vedrører andre end den tidligere klient, ikke herved blev overtrådt.

Den 24. august 1995 skrev indklagede til klageren vedrørende Kompas af 30. april 1993 ApS under konkurs, at han anså det for mest hensigtsmæssigt, at han (på samme måde, som det havde været tilfældet med det andet selskab) blev indkaldt til skifteretten for afgivelse af forklaring, da anmodningerne om oplysninger og kopier af dokumenter efter hans opfattelse gik videre end oplysningspligten i konkurslovens § 100, og da han ikke ønskede at overtræde sin tavshedspligt om forhold, der vedrører andre.

Klageren foranledigede indklagede indkaldt til at afgive forklaring for skifteretten om hans kendskab til selskabernes forhold. Forklaringerne fandt sted i skifteretten i Kolding den 18. august og 18. oktober 1995.

Klageren har gjort gældende, at det er i strid med god revisorskik ikke at besvare relevante spørgsmål fra bostyret og at undlade at meddele bostyret fornødne oplysninger til behandling af boet. Det bestrides i den forbindelse, at god revisorskik skulle være opfyldt derved, at revisor efter indkaldelse afgiver forklaring for skifteretten.

Særligt i tvangsopløsningssager taler væsentlige offentlige og kreditormæssige interesser for, at revisor ikke kan forholde sig tavs med hensyn til sin viden om selskabets forhold. Likvidators muligheder for at fremskaffe pålidelige oplysninger fra anden side vil ofte være begrænsede.

Efter konkurslovens § 100, jf. § 105, påhviler det et selskabs tidligere revisor at meddele såvel skifteretten som bostyret alle fornødne oplysninger til behandling af boet. Disse regler er ikke i modstrid med reglerne om revisors tavshedspligt, da revisor ikke kan afkræves oplysninger, som han er blevet bekendt med ved sit arbejde for andre klienter.

Efter konkurslovens § 103 kan tvangsmidler bringes i anvendelse ved overtrædelse af forpligtelsen til at meddele skifteretten oplysninger. Overtrædelse af forpligtelsen til at meddele bostyret oplysninger er kun sanktioneret på den indirekte måde, at tvangsmidler kan iværksættes efter indkaldelse til skifteretten.

At kræve alle spørgsmål stillet gennem skifteretten er i strid med konkurslovens regler. For behandlingen af konkursboer er det særdeles besværligt, forsinkende og fordyrende at skulle afhøre revisor i skifteretten for at få besvaret relevante spørgsmål. Fremgangsmåden indebærer samtidig en nærliggende risiko for, at kreditorerne lider tab, derved at eventuelle krav ikke kan retsforfølges i rette tid. Fremgangsmåden er endvidere ressourcebelastende for skifteretterne og omkostningsfordyrende for statskassen, der i praksis må betale omkostningerne ved behandlingen af boer af den omhandlende type.

Udover at gøre gældende, at indklagedes adfærd er i strid med konkurslovens regler, har klageren gjort gældende, at den er i strid med de forpligtelser, der påhviler en revisor over for sine klienter.

Indklagede har været revisor for de konkursramte selskaber og har modtaget vederlag herfor. Der har bestået en klientrelation mellem selskaberne og indklagede. Det forhold, at anparterne er blevet overdraget, og at selskaberne har fået ny ledelse, ændrer ikke herved. Når et selskab træder i likvidation og tages under konkursbehandling, udgør likvidator, henholdsvis kurator selskabets lovlige ledelse. Henvendelser fra likvidator og kurator er derfor at betragte som henvendelser fra en tidligere klient.

En tidligere klient har krav på at få besvaret relevante spørgsmål vedrørende den bistand, revisor har ydet og vedrørende de regnskaber, revisor har udarbejdet og revideret.

Reglerne om tavshedspligt er irrelevante. En revisor har ikke tavshedspligt over for sin klient, men over for trediemand. De oplysninger, klageren som likvidator og kurator har anmodet indklagede om at fremkomme med, vedrører selskabernes forhold. Der er tale om oplysninger, som indklagede er kommet i besiddelse af i forbindelse med sit arbejde for selskabet, og som han har anvendt, blandt andet i forbindelse med arbejdet med selskabets regnskaber. Det bestrides, at indklagede skulle krænke sin tavshedspligt over for andre klienter ved at videregive sådanne oplysninger. Der er i relation til tavshedspligten blot tale om, at revisor over for selskabets nye ledelse genopfrisker selskabets egen viden. At oplysningerne tillige vedrører en anden klients forhold er uden betydning.

Der er ikke tale om afgivelse af ikke-offentliggjorte oplysninger (internt materiale), idet oplysningerne var eller burde være selskabets daværende ledelse bekendte. De ønskede oplysninger vedrører selskabernes forhold (og måske tillige trediemands forhold).

En revisor, der udfører arbejde såvel for et selskab som for selskabets hovedaktionær, og som under sit arbejde konstaterer sådanne modsætningsforhold mellem selskabets og hovedaktionærens interesser, at en senere videregivelse af oplysninger om selskabets forhold vil kunne skabe væsentlig problemer for hovedaktionæren, bør måske overveje at anbefale, at der anvendes to revisorer.

En revisor, der modtager en forespørgsel fra en kurator, bør så vidt muligt besvare denne direkte over for kurator og kun kræve skifterettens stillingtagen til spørgsmål, hvor der konkret kan være berettiget tvivl. Ingen af de spørgsmål, der er stillet indklagede i sagen, er af skifteretten blevet anset som stridende mod revisors tavshedspligt. Indklagede rejste ikke konkrete indsigelser over for skifteretten og har ikke kæret skifterettens afgørelse.

Problemet i sagen er ikke, at indklagede i konkrete tilfælde har overladt det til skifteretten at træffe afgørelse om, hvorvidt oplysningerne er omfattet af hans tavshedspligt over for en anden klient, men derimod det forhold, at indklagede generelt har nægtet over for kurator at besvare spørgsmål vedrørende selskaberne.

Indklagede har generelt om revisorers tavshedspligt bemærket, at det forhold, at revisorer er underlagt tavshedspligt om klientforhold, er af afgørende betydning for klienternes tillid til revisorerne og for opfyldelsen af revisors funktion som uafhængigt kontrolorgan. Tavshedspligten er ikke uden betydning for nærværende sag, idet tavshedspligten her aktualiseres af, at de forlangte oplysninger også vedrører trediemand. Lovgivningens bestemmelser om tavshedspligt er alene formuleret i generelle vendinger. En del af de oplysninger, revisor sidder inde med, befinder sig i en gråzone af tavshedspligtens område, hvor der kan være retlig tvivl, og hvor revisor i tilfælde af en fejlvurdering risikerer at blive mødt med strafferetlige sanktioner. I de tilfælde, hvor der ikke i lovgivningen er pålagt revisor en oplysningspligt, har revisor som alle andre ret til at forholde sig tavs.

Den konkrete klagesags problemer er af indklagede formuleret således:

1) Har en fratrådt revisor pligt til at meddele en senere likvidator ikke-offentliggjorte oplysninger (internt materiale), der dels vedrører selskabets forhold, dels trediemands forhold.

2) Har en fratrådt revisor i medfør af konkurslovens § 105, jf. § 100, pligt til at meddele bostyret sådanne oplysninger, der dels vedrører selskabets forhold, dels trediemands forhold.

Ad 1:

En fratrådt revisors pligter i forhold til likvidator adskiller sig ikke fra en fratrådt revisors pligter over for selskabsledelsen i øvrigt.

Når revisor fratræder, ophører hans pligter over for selskabet. Eneste undtagelse fra denne hovedregel vedrører pligten til at meddele den efterfølgende revisor grunden til fratrædelsen, idet det udtrykkeligt er foreskrevet, at denne oplysning kan gives uanset straffelovens regler om tavshedspligt, jf. årsregnskabslovens § 61e, stk. 4, og lov om statsautoriserede revisorer § 17. Der findes ikke lovbestemmelser, der pålægger revisor oplysningspligt over for likvidator.

Ved henvendelser fra tidligere klienter kan revisor vælge, om han vil udlevere oplysningerne eller lade være.

Formålet med klagerens henvendelser var at finde oplysninger, der kunne begrunde krav fra selskabet. Indklagede fandt det nødvendigt at iagttage sin tavshedspligt i forhold til sin klient Kaj Gadegaard, idet sådanne krav eventuelt kunne blive rejst mod ham.

Den kan på ingen måde anses for værende i strid med god revisorskik at henholde sig til sin tavshedsret under disse omstændigheder, hvor væsentlige personlige, økonomiske og forretningsmæssige hensyn til trediemand gjorde sig gældende.

Ad 2:

Bestemmelserne i konkurslovens § 105, jf. § 100, foreskriver en oplysningspligt for en fratrådt revisor for så vidt angår "fornødne oplysninger til behandling af boet". Begrebet "fornødne oplysninger" er ikke klart, men kan næppe udstrækkes til også at omfatte oplysninger vedrørende trediemand. Der foreligger en konflikt mellem konkurslovens bestemmelse om oplysningspligt og bestemmelsen i lov om statsautoriserede revisorer § 17 om tavshedspligt.

Det kan ikke være op til revisorerne at skulle tage stilling til et spørgsmål, som ikke er endeligt afklaret i retspraksis eller i den juridiske litteratur. I det omfang, der er tvivl om, hvilke oplysninger, der kan kræves i medfør af bestemmelsen i konkursloven, må det anses for berettiget, at revisor kræver rettens stillingtagen til spørgsmålene i forbindelse med en vidneafhøring i skifteretten. Det kan ikke anses for stridende med god revisorskik, at man foranlediger, at et spørgsmål om en lovhjemmels rækkevidde forelægges for domstolene. At konkurslovens udgangspunkt er i overensstemmelse hermed underbygges af, at lovens sanktionsmuligheder først kan tages i brug, når skifteretten har været involveret.

Der kan endvidere peges på, at en generel gennembrydning af revisors tavshedspligt vil kunne medføre, at oplysningerne altid i første omgang - i stedet for at blive søgt indhentet hos klienten - vil blive indhentet hos revisor. Dette vil medføre et ikke ubetydeligt merarbejde for revisor, som han ikke vil kunne kræve honoreret af boet. Oplysningspligten kan ikke udstrækkes til at udføre arbejde for boet.

Disciplinærnævnet skal udtale:

Pligten til at meddele bostyret alle fornødne oplysninger til behandling af boet påhviler efter konkurslovens § 100, jf. § 105, også en fratrådt revisor for et nu konkursramt selskab. Oplysningspligten er imidlertid kun foreskrevet, når konkurs er indtrådt, og gælder således ikke i en eventuel forudgående likvidationsfase.

Indklagede har derfor ikke tilsidesat nogen i lovgivningen foreskreven oplysningspligt ved ikke at efterkomme de anmodninger om oplysninger, som klageren har fremsat i sin egenskab af likvidator. Indklagede findes ej heller efter almindelige principper for god revisorskik at have haft pligt til at besvare likvidators henvendelser - i hvert fald ikke i et tilfælde som det foreliggende, hvor der var forsvundet væsentlige midler fra selskabet, og hvor indklagede stadig var revisor for den tidligere eneanpartshaver og således undergivet tavshedspligt i forhold til denne.

Hvad dernæst angår de anmodninger, som klageren fremsatte som midlertidig bestyrer efter konkursernes indtræden, finder nævnet - som også antaget af skifteretten - at indklagede i medfør af konkurslovens § 100, jf. § 105, har haft pligt til at besvare klagerens henvendelser, idet indklagedes tavshedspligt i forhold til den tidligere eneanpartshaver og aktuelle klient i hvert fald måtte vige, når denne som tidligere direktør for de nu konkursramte selskaber også var undergivet oplysningspligt efter de samme bestemmelser over for bostyret.

Nævnet finder imidlertid, at der i det foreliggende tilfælde har været berettiget tvivl hos indklagede om forholdet mellem hans tavshedspligt over for eneanpartshaveren og hans oplysningspligt over for konkursboerne. I en sådan situation kan det derfor ikke give anledning til kritik, at indklagede ønskede at overlade det til skifteretten at foretage den endelige afvejning mellem de modstående hensyn, således at indklagede ved at meddele de ønskede oplysninger ikke kunne udsættes for klager, erstatningsansvar el. lign. fra sin aktuelle klients side. Nævnet finder således ikke, at indklagede har handlet i strid med god revisorskik ved at vægre sig ved at besvare bobestyrerens spørgsmål før i skifteretten. Nævnet frifinder derfor indklagede.

Indklagede, statsautoriseret revisor Henrik Norland, frifindes.

Versioner

1. 1998-01-29