God revisorskik
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1998/9013@1998-01-28/da
Indhold
Den 28. januar 1998 - afsagde Revisornævnet i sagen j. nr. 97-31.600 Iulian Christian Stoica og Susanne Stoica mod registreret revisor Jørgen Møller Christensen og registreret revisor Per Riis - sålydende
Ved kendelse afsagt den 2. december 1996 af Disciplinærnævnet for Registrerede Revisorer (sag nr. R-4/1996) blev registreret revisor Jørgen Møller Christensen og registreret revisor Per Riis på baggrund af en klage fra Iulian Christian Stoica og Susanne Stoica hver pålagt en bøde på 5.000 kr. for at have tilsidesat god revisorskik. De indklagede blev frikendt for en række klagepunkter.
Disciplinærnævnet fandt de indklagede skyldige i at have undladt at sikre sig, at de fornødne tilladelser til omlægning af koncernens regnskabsår var eller ville blive indhentet, hvorved de indklagede ikke har levet op til god revisorskik.
Ved skrivelse af 25. februar 1997 har de indklagede ved deres advokat i medfør af lov om registrerede revisorer § 11 b rettidigt indbragt kendelsen for Revisornævnet og nedlagt påstand om frifindelse subsidiært advarsel.
Klagerne er ved Revisornævnets skrivelse af 9. april 1997 opfordret til at fremkomme med en udtalelse, jf. § 7, stk. 1, i bekendtgørelse om Revisornævnet.
Sagen er behandlet på et møde i Revisornævnet den 4. december 1997 med deltagelse af formanden og 4 medlemmer, jf. lov om registrerede revisorer § 11 d, stk. 2, jf. lov om statsautoriserede revisorer § 19, stk. 3, 1. pkt.
Indklagedes advokat har i skrivelse af 4. juni 1997 blandt andet anført:
" ..
Det forhold, at mine klienter ved indsendelsen af ansøgningen om sambeskatningen den 4. juli 1995 ikke nærmere kontrollerede, om advokat Steen Rønne havde indhentet alle nødvendige tilladelser i forbindelse med den ultimo 1993 gennemførte omlægning af REKA Kontormaskiner A/S´ regnskabsår, kan ikke indebære, at mine klienter har tilsidesat god revisorskik. Mine klienter ville i øvrigt i juli 1995 alene kunne have gjort det, de gjorde få måneder senere, da det blev konstateret, at tilladelsen til omlægningen manglede, nemlig foranledigede at der blev ansøgt om dispensation.
Realiteten i nærværende sag er under alle omstændigheder, om mine klienter har tilsidesat god revisorskik ved ikke at kontrollere det af advokat Steen Rønne udførte arbejde i forbindelse med den på ekstraordinær generalforsamling den 28. december 1993 vedtagne omlægning af REKA Kontormaskiner A/S´ regnskabsår.
Som anført i min skrivelse af 25. februar d.å. er det min klare opfattelse, at mine klienter ikke herved kan anses for at have tilsidesat reglerne om god revisorskik.
."
Indklagedes advokat anførte endvidere i skrivelse af 29. september 1997:
"
at mine klienter alene skulle ansøge om tilladelse til sambeskatning, hvilken ansøgning først skulle indsendes halvandet år efter omlægningen af regnskabsåret i forbindelse med indsendelse af selvangivelse,
at mine klienter har indgivet ansøgningen om tilladelse til sambeskatning rettidigt, og
at Stevns Kommune den 21. august 1995 telefonisk meddelte mine klienter, at der ikke var ansøgt om tilladelse til omlægning af regnskabsåret, hvilket kommunen imidlertid alene anså for en formalitet. Mine klienter ansøgte den 23. august 1995 kommunen om tilladelse til omlægning af regnskabsåret. Den 24. oktober 1995 meddelte Stevns Kommune telefonisk mine klienter, at kommunen ikke havde beføjelse til at bevilge omlægningen. Stevns Kommune havde på dette tidspunkt allerede været i kontakt med selskabet, som således direkte fra kommunen havde fået meddelelse om, at kommunen ikke kunne give tilladelse til omlægning af regnskabsåret.
. "
Klagernes advokat har i skrivelse af 5. maj 1997 blandt andet anført:
" .
Det gøres derfor principalt gældende,
At Stevns Revision A/S efter aftale med advokat Steen Rønne og klager skulle tage sig af selskabernes sambeskatningsforhold,
at Stevns Revision A/S ikke var klar over at der skulle indleveres ansøgning til skatte- myndighederne om ændring af regnskabsår,
hvilket forhold klart konstituerer en tilsidesættelse af god revisorskik.
Særligt for så vidt angår det forhold, at det af de indklagede nu bestrides, at de indklagede efter aftale skulle forestå anmeldelse af ændringer i Reka Kontormaskiner A/S´ regnskabsår over for myndighederne, gøres det gældende, at dette helt klart er tilfældet, idet dette naturligt lå i det opdrag, de indklagede modtog fra min kunde.
Subsidiært gøres det i øvrigt i den forbindelse gældende, at selvom de indklagede måtte have den opfattelse, ikke at have været pligtig hertil, har de undladt at rådgive mine kunder og advokat Steen Rønne herom, uagtet at dette efter de indklagedes egne angivelser i brevet af 19. marts 1996 (bilag 2) var deres opgave. Rådgivning herom er ganske enkelt ikke sket, idet ingen af revisorerne har været bekendt med reglerne herom.
Der er således i denne henseende handlet i eklatant strid med god revisionsmæssig skik, for hvilket der nedlægges påstand om, at der bør tildeles reg. revisor Per Riis og reg. revisor Jørgen Møller en bøde, hvis størrelse bør fastlægges efter nævnets skøn ..
.
Det bestrides at de indklagede i den forbindelse med rette kan henvise til ikke at være pligtig at kontrollere andre professionelle rådgiveres arbejde, idet det herom gøres gældende, at det helt oplagt var de indklagedes pligt at rådgive om, og assistere med faglig viden. Det bemærkes i den forbindelse, at de indklagede har oppebåret et ikke ubetydeligt vederlag herfor, hvilket efter forholdene gøres gældende at måtte betragtes som en skærpende omstændighed.
Det gøres derfor i den henseende gældende, at der foreligger en tilsidesættelse af god revisorskik, hvorfor de indklagede også af denne årsag bør tildeles en bøde, hvis størrelse det gøres gældende nærmere bør fastlægges efter Nævnets skøn.
"
I skrivelse af 24. juni 1997 anførte klagernes advokat blandt andet:
" ..
Idet referat af det passerede under generalforsamling den 28. 12. 1993 og det efterfølgende bestyrelsesmøde af samme dato vedlægges, bemærkes, at det på mødet den 28. 12. 1993 var vedtaget, at overdragelsen af hele virksomheden Reka I/S skulle overgå til selskabsform, og det bemærkes i den sammenhæng, at det var revisor Jørgen Møller, der foranledigede denne model opstillet, ligesom det var ham der over for bestyrelsen forelagde den fremtidige koncernstruktur.
"
Ingen af parterne gav møde i sagen.
Sagen er herefter afgjort på det foreliggende, skriftlige grundlag.
Revisornævnets bemærkninger:
Som sagen er oplyst, må Revisornævnet lægge til grund, at revisor Jørgen Møller Christensen deltog i møderne den 28. december 1993, hvor de relevante beslutninger om omlægning af regnskabsår og sambeskatning blev truffet. Uanset at der i møderne deltog advokat, der blev valgt som formand for bestyrelserne, har der påhvilet revisor et ansvar for, at klienten blev rådgivet i tilstrækkeligt omfang, og et medansvar for, at der blev indgivet de relevante anmeldelser og ansøgninger, herunder vedrørende omlægning af regnskabsår. Revisor Jørgen Møller Christensen findes ikke at have opfyldt sin pligt i så henseende. I dette omfang har han ikke levet op til god revisorskik.
Som anført i Disciplinærnævnets kendelse er regnskaberne udarbejdet i forventning om, at advokaten havde indhentet de nødvendige tilladelser til omlægning af regnskabsår.
Revisor Per Riis har underskrevet regnskaberne uden at sikre sig, at de nødvendige tilladelser forelå. I dette omfang har han ikke levet op til god revisorskik.
Sanktionen for hver af de indklagede findes at kunne fastsættes til en advarsel.
I øvrigt stadfæstes kendelsen.
I medfør af Bekendtgørelsen om Revisornævnet § 11, stk 3, er det bestemt, at kendelsen skal offentliggøres.
Disciplinærnævnets kendelse ændres således, at revisorerne Jørgen Møller Christensen og Per Riis hver tildeles en advarsel.
Under denne sag har Iulian Christian Stoica og Susanne Stoica ved skrivelse af 13. februar 1996 anmodet nævnet om at tage stilling til en klage over registreret revisor Jørgen Møller Christensen og registreret revisor Per Riis.
Erhvervs- og Selskabsstyrelsen har oplyst, at Jørgen Møller Christensen og Per Michael Riis blev optaget i Revisorregisteret henholdsvis den 30. december 1982 og den 12. december 1989.
Det fremgår af sagen, at klagerne i 1993 besluttede at overdrage virksomheden, REKA I/S, der var beskæftiget med handel med kontormaskiner i Danmark og Rumænien, til et selskab. Virksomheden skulle opdeles således, at virksomheden med salg af kontormaskiner til Rumænien og den øvrige del af virksomheden skulle overdrages til hver sit selskab, der skulle ejes af et holdingselskab. I december 1993 blev der med bistand fra advokat Steen Rønne indkøbt 3 skuffeselskaber; 2 anpartsselskaber og 1 aktieselskab. De indklagede revisorer bistod klagerne med etableringen af selskabskonstruktionen. På en generalforsamling den 28. december 1993 blev de 3 selskabers navne ændret til henholdsvis REKA Holding ApS, REKA Kontormaskiner A/S og REKA Business System ApS. Det blev på samme generalforsamling besluttet at ændre regnskabsåret for aktieselskabet til det samme regnskabsår som de 2 anpartsselskaber, således at sambeskatning mellem selskaberne kunne finde sted. Advokat Steen Rønne fremsendte til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen registreringsblanket for aktieselskabet med regnskabsåret angivet i overensstemmelse med det ændrede regnskabsår, ligesom han indgav anmeldelse herom til told- og skatteregionen. Bestyrelsen i de 3 selskaber, REKA Holding ApS, REKA Kontormaskiner A/S og REKA Business System ApS, bestod af advokat Steen Rønne samt klagerne. Klageren, Iulian Stoica, var tillige direktør i selskaberne.
De indklagede anmodede ved skrivelse af 4. juli 1995 skatteforvaltningen i Stevns kommune om sambeskatning for selskaberne, hvilket blev afslået under henvisning til, at der ikke var søgt om omlægning af regnskabsåret for aktieselskabet hos ligningsmyndighederne.
De indklagedes advokat, advokat Svend Erik Holm, har under sagen oplyst, at der efterfølgende er søgt om ændring af aktieselskabets regnskabsår, og at det forventes, at ligningsrådet giver tilladelse hertil.
De indklagede bistod endvidere klagerne med økonomisk rådgivning, bogføring samt udarbejdelse af årsregnskaber for 1993/94 og 1994/95.
I regnskabet pr. 1. april 1994 for REKA Business System ApS har de indklagede i revisionspåtegningen af 15. december 1994 anført:
"
Under omsætningsaktiver er anført mellemregningskonto med I/S kr. 2.217.080,-. Dette I/S består af Iulian og Susanne Stoica, der er tale om et lån til direktions- og bestyrelsesmedlemmer der er i strid med anpartsselskabslovens paragraf 84.
".
Regnskabet er underskrevet af samtlige bestyrelsesmedlemmer og selskabets direktør, Iulian Stoica. Det blev dog indsendt til Erhvervs- og selskabsstyrelsen alene med underskrift fra Susanne Stoica. På baggrund af revisionspåtegningen i regnskabet foretog Erhvervs- og Selskabsstyrelsen anmeldelse til politiet, hvilket blev meddelt klagerne ved skrivelse af 15. februar 1995. Efter afhøring af klagerne indstillede politiet efterforskningen vedrørende overtrædelse af den daværende anpartsselskabslovs § 84, stk. 1, og Erhvervs- og Selskabsstyrelsen afsluttede den 22. marts 1995 behandlingen af sagen efter den 22. marts 1995 at have modtaget en erklæring fra indklagede Per Riis om, at selskabet havde modtaget tilgodehavendet med tillæg af renter.
Klagerne har anført følgende klagepunkter:
1) at de indklagede ikke har søgt om sambeskatning for REKA Business System ApS og REKA Kontormaskiner A/S.
2) at de indklagede ikke har ændret regnskabsåret for REKA Kontor-maskiner A/S.
3) at de indklagede til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen har afleveret udkast til regnskab for REKA Business System ApS med påtegning om et ulovligt lån, uagtet at regnskabet ikke var vedtaget af bestyrelsen eller den administrerende direktør.
4) at de indklagede har fremsendt uspecificerede regninger.
5) at de indklagede har udvist passivitet, således at de af dem begåede fejl kan være årsag til virksomhedens lukning.
Der har under sagen været afholdt møde i nævnet den 9. maj 1996, hvor klageren, Iulian Christian Stoica, og de indklagede gav møde og afgav forklaring.
Iulian Christian Stoica har bl.a. forklaret, at Susanne Stoica fulgte revisorens anvisninger med hensyn til underskrift på regnskabet for REKA Business System ApS, mens han var bortrejst. Revisoren burde have ventet på hans hjemkomst, således at han kunne underskrive. Oplysningen om det ulovlige anpartshaverlån var forkert, men han skrev under senere, fordi den regnskabsmæssige situation var presserende. Udsendelsen af regnskabet alene med bestyrelsesformandens telefoniske godkendelse var ikke en tilfredsstillende godkendelse af det ulovlige anpartshaverlån. I øvrigt forelå der ikke et anpartshaverlån, idet midlerne stod på kontoen i den Danske Bank den 7. marts 1994, dog i Susanne Stoicas navn og ikke i selskabets navn. Der stod både private midler og selskabets midler på kontoen, hvilket skyldtes, at hun personlig kunne opnå en bedre forrentning end selskabet kunne. Den Danske Bank har senere bekræftet, at midlerne ikke tilhørte I/S. De havde anmodet om overflytning af midlerne til selskabet, forinden regnskabet blev sendt ind, men det skete imidlertid ikke.
Indklagede, Per Riis, har bl.a. forklaret, at han flere gange overfor Susanne Stoica gjorde opmærksom på, at lånet ville blive omtalt i påtegningen. Det blev endvidere i forbindelse med stiftelsen adskillige gange gjort klart, at de likvide midler skulle holdes adskilt fra private midler.
Indklagede, Jørgen Møller Christensen, har bl.a. forklaret, at selskabet blev indkøbt i slutningen af 1993. Advokat Steen Rønne ændrede vedtægterne og foretog anmeldelse til told og skat. Der blev ikke talt om ændring af regnskabsåret. Indklagede opfattede det således, at advokat Rønne skulle sørge herfor, hvilket advokat Rønne i øvrigt har medgivet var en fejl ikke skete. Det var de indklagedes opfattelse, at det ikke var klagernes opgave at foretage anmeldelsen om ændring af regnskabsåret, men at det var en rådgiveropgave. Det er korrekt, at regnskabet blev sendt ind til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen kun underskrevet af Susanne Stoica. Det var med bestyrelsesformanden, advokat Steen Rønnes telefoniske godkendelse, at det blev indsendt på denne måde på den sidste dag for at undgå tvangsopløsning. Regnskabet blev senere underskrevet i uændret form.
Klageren har under mødet frafaldet klagepunkt 4 vedrørende det af de indklagede fakturerede arbejde.
De indklagede har vedrørende de enkelte klagepunkter anført,
Ad pkt. 1) Der blev søgt rettidigt om sambeskatning, men denne kunne ikke gennemføres som følge af, at ansøgningen om ændring af regnskabsåret manglede.
Ad pkt. 2) Det erkendes, at der er begået en fejl i forbindelse med ændringen af regnskabsåret for REKA Kontormaskiner A/S, men fejlen er begået af advokat Steen Rønne, der forestod indkøbet af skuffeselskaberne, ligesom han forestod ændring af vedtægterne, herunder anmeldelse af ændringerne.
Ad pkt. 3) Det blev adskillige gange i løbet af regnskabsåret 1993/94 påtalt, at bogføringen var forsømt, og den blev først rekonstrueret efter regnskabsårets udløb. På det tidspunkt, hvor det var muligt at gennemføre revisionen, blev det konstateret, at de betydelige kontante midler, som tilhørte det ene af anpartsselskaberne, var indsat på klagernes personlige bankkonto. Der blev fremsat mundtlige påkrav over for klagerne, og bestyrelsesformanden blev orienteret, uden at det førte til, at midlerne blev overflyttet til selskabets konto inden afslutningen af revisionen. Regnskabet blev herefter forsynet med påtegningen om det ulovlige anpartshaverlån. Både klageren, Iulian Stoica, og de øvrige bestyrelsesmedlemmer i Reka Business System ApS har efterfølgende underskrevet regnskabet for 1993/94, hvor det udtrykkeligt i revisionspåtegningen er anført, at en mellemregningskonto på 2.217.080 kr. er et lån i strid med anpartsselskabsloven.
Ad pkt. 5) De indklagede har bestridt dette klagepunkt.
Disciplinærnævnet skal udtale:
Ad klagepunkt 1 og 2:
Efter de foreliggende oplysninger, herunder fra bestyrelsesformanden, advokat Steen Rønne, lægger nævnet til grund, at koncernen bestod af tre selskaber, og at koncernens ledelse ønskede, at disse selskaber skulle sambeskattes. Imidlertid havde aktieselskabet et regnskabsår, der afveg fra regnskabsåret for anpartsselskaberne. På en generalforsamling i aktieselskabet den 28. december 1993 blev det derfor besluttet at ændre dette selskabs regnskabsår.
Det lægges videre til grund, at de indklagede derpå udarbejdede regnskaber for koncernens selskaber pr. 1. april 1994 baseret på sambeskatning og et harmoniseret regnskabsår.
Nævnet finder, at det derfor har påhvilet de indklagede at sikre sig, at de fornødne tilladelser hertil forelå eller ville blive indhentet.
For så vidt angår den efter selskabsskattelovens § 31 nødvendige tilladelse til sambeskatning, må det lægges til grund, at de indklagede ved skrivelse af 4. juli 1995 rettidigt ansøgte herom.
Nævnet frifinder derfor de indklagede for den under punkt 1 rejste klage.
Hvad derimod angår den efter selskabsskattelovens § 10 fornødne tilladelse til omlægning af regnskabsår, må det efter de indklagedes oplysninger lægges til grund, at de udarbejdede regnskaberne i forventning om, at advokat Steen Rønne havde indhentet tilladelser, men uden at sikre sig, at dette var sket.
Herved har de indklagede efter nævnets opfattelse ikke levet op til god revisorskik, og den under punkt 2 rejste klage anses derfor for berettiget.
Ad klagepunkt 3:
Det lægges til grund, at de indklagede indsendte regnskabet til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen på den sidste dag for rettidig indgivelse og for at undgå tvangsopløsning i tilfælde af fristoverskridelse, at Iulian Stoicas underskrift ikke kunne indhentes, idet han var i udlandet, at Susanne Stoica havde underskrevet regnskabet, at indsendelsen skete med bestyrelsesformandens telefoniske godkendelse samt, at den samlede bestyrelse senere underskrev regnskabet i uændret form.
Under disse omstændigheder finder nævnet ikke grundlag for at fastslå, at de indklagede ubeføjet har indsendt det pågældende regnskab til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Som følge heraf frifindes de indklagede på dette punkt.
Ad klagepunkt 4:
Punktet er frafaldet af klagerne.
Ad klagepunkt 5:
Nævnet finder ikke grundlag for at fastslå, at de indklagede - ud over det om klagepunkt 2 anførte - har begået fejl eller udvist manglende omhu ved udførelsen af deres hverv som registrerede revisorer. Nævnet frifinder således de indklagede for den under punkt 5 rejste klage.
Efter det anførte finder nævnet alene, at den under punkt 2 nævnte klage er berettiget, mens de indklagede i øvrigt frifindes. I medfør af § 11 a, stk. 1, i lov om registrerede revisorer pålægger nævnet herefter hver af de indklagede en bøde på 5.000 kr.
De indklagede, registreret revisor Jørgen Møller Christensen og registreret revisor Per Riis, pålægges hver en bøde på 5.000 kr.