Gelex

God revisorskik

GældendeVersion 1999-02-18
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1998/9070@1999-02-18/da

Indhold
  1. Indledning

Ved skrivelse, modtaget den 13. marts 1998, har advokat Georg Dedichen på vegne Frank og Karin Nissen indgivet klage mod statsautoriseret revisor Uffe Nicolaisen.

Erhvervs- og Selskabsstyrelsen har den 6. april 1998 oplyst, at Uffe Nicolaisen den 4. marts 1987 er meddelt beskikkelse som statsautoriseret revisor.

Klageskrivelsen vedrører spørgsmålet, om indklagede ved sin rådgivning i forbindelse med salg af et selskab har handlet i strid med god revisorskik.

Spørgsmålet, om klagen bør afvises som forældet, er behandlet særskilt.

Klagerne var anpartshavere i Nissen Data ApS. Indklagede bistod klagerne i forbindelse med salg af selskabet.

Selskabet blev solgt ved aftale af 9. og 10. februar 1993. Køber var advokat Poul Ficher eller ordre.

Indklagede udskrev den 9. marts 1993 fakturaer til klagerne og selskabet. Det fremgår af teksten, at indklagedes rådgivning er foretaget i perioden indtil 28. februar 1993.

Det solgte selskab tog navneforandring til HOP nr. 99 ApS, der blev taget under konkursbehandling den 28. juni 1995.

Kurator konstaterede, at der var tale om en såkaldt selskabstømmersag, og rejste erstatninngskrav mod bl.a. klagerne som sælger.

Der blev i denne forbindelse af kurator udarbejdet en aftale, hvori bl.a. følgende anføres:

Hop nr. 99 ApS under konkurs har rejst erstatningskrav mod... (bl.a. klagerne)

Ved nærværende suspenderer (bl.a. klagerne) enhver forældelses- og passivitetsvirkning overfor konkursboet og Skatteministeriet i anledning af det rejste krav.

Suspensionen er gældende frem til 15. marts 1998, hvilket forstås således, at stævning indgivet den 15. marts 1998 er rettidig.

Samtidig meddeler alle parterne gensidig indbyrdes suspension for alle indbyrdes regreskrav i anledning af det rejste erstatningskrav, og suspension anses for meddelt ved den enkelte parts tiltrædelse af nærværende.«

Klagerne underskrev suspensionserklæringen den 19. januar 1998.

Advokat Georg Dedichen, der repræsenterede klagerne, fremsendte med skrivelse af 4. februar 1998 suspensionserklæringen til indklagede. I skrivelsen, hvori advokat Dedichen fastholder, at indklagede er erstatningsansvarlig, anføres bl.a.:

»...

Det bemærkes, i denne forbindelse, at den 5-årige forældelsesfrist udløber på mandag, den 9. ds. Jeg har i denne forbindelse drøftet en suspension af forældelsesfristen med boets kurator...som er indstillet på at suspendere forældelsesfristen i 30 dage under forudsætning af, at De tillige suspenderer fristen.

Jeg skal derfor opfordre Dem til at tiltræde den af (kurator) fremsendte suspensionsaftale, som mine klienter har accepteret, således at den er mig i hænde i underskrevet stand senest nu på mandag, d. 9. ds. kl. 13.00.

Hører jeg ikke fra Dem inden samme frist, d.v.s. d. 9. ds. kl. 13.00, vil stævning blive udtaget mod Dem uden yderligere varsel, ligesom jeg sideløbende vil indbringe sagen for Responsumudvalget i Foreningen af Statsautoriserede Revisorer.

Indklagede tiltrådte erklæringen ved underskrift af 9. februar 1998.

Klagerne anlagde erstatningssag mod indklagede den 6. marts 1998.

Nærværende klagesag blev modtaget i Disciplinærnævnet den 13. marts 1998.

Indklagede har gjort gældende, at sagen må afvises på grund af forældelse.

Ifølge § 18 c i Lov om Statsautoriserede Revisorer er forældelsesfristen 5 år regnet fra den dag, da den pligtstridige handling eller undladelse er ophørt. Uanset om dette anses for at være den 9., 10. eller 28. februar 1993, er klagen, der er modtaget den 13. marts 1998, indgivet for sent.

Suspensionserklæringen er udfærdiget af kurator og vedrører efter sit indhold alene det rejste erstatningskrav og deraf følgende regreskrav. Efter konferering med advokat Dedichen tiltrådte indklagede erklæringen den 9. februar 1998.

Det bestrides, at advokat Dedichens brev af 4. februar 1998 har betydning for forældelsesspørgsmålet. I øvrigt bemærkes, at advokat Dedichen nævner, at han vil nedbringe sagen for Responsumudvalget, men desuagtet i stedet indbringer sagen for Disciplinærnævnet. Også af denne grund kan brevet ikke tillægges betydning for forældelsesspørgsmålet.

Klageren har anført, at der ikke er indtrådt forældelse.

Suspensionserklæringen omfatter enhver forældelses- og passivitetsvirkning mellem parterne, herunder også spørgsmålet om eventuelt at rejse sag overfor Disciplinærnævnet.

Af sidste afsnit af advokat Dedichens brev af . februar 1998 til indklagede fremgår, at sagen vil blive indbragt for Disciplinærnævnet, hvis indklagede ikke tiltræder suspensionsfristen senest den 9. februar 1998 kl. 13.00.

Efter at have modtaget skrivelsen og efter at have konfereret telefonisk med adv. Dedichens kontor tiltrådte indklagede den 9. februar 1998 suspensionserklæringen, der derfor tillige omfatter suspension af fristen for at indbringe sagen for Disciplinærnævnet.

Disciplinærnævnets afgørelse:

Som anført af indklagede, er forældelsesfristen 5 år fra den dag, den påståede pligtstridige handling eller undladelse, som klagen vedrører, er ophørt, jvf. herved § 18 c i Lov om Statsautoriserede Revisorer og § 5, stk. 2 i Disciplinærnævnets forretningsorden, bkg. nr. 263 af 15. april 1996.

Det er i lovens § 18 c, stk. 2 anført, at forældeslsesfristen afbrydes ved klagens indgivelse til Disciplinærnævnet. Der findes ikke nogen bestemmelse, hvorefter fristen skulle kunne afbrydes under andre omstændigheder.

Indholdet af advokat Dedichens skrivelse til indklagede af 4. februar 1998 og den omstændighed, at indklagede har tiltrådt suspensionserklæringen den 9. februar 1998, er således uden betydning for forældelsesspørgsmålet.

Da klagen er indgivet den 13. marts 1998, hvilket ubestridt er mere end 5 år fra den dag, hvor det påståede pligtstridige forhold er ophørt, må klagen afvises som forældet.

Den af advokat Georg Dedichen på vegne Frank og Karin Nissen den 13. marts 1998 modtagne klage over Statsautoriseret revisor Uffe Nicolaisen afvises.

Versioner

  1. 1999-02-18