Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1998/9410@1997-11-26/da

Indhold

1. Indledning

Unibank A/S har ved advokat Per Håkon Schmidt klaget til Pressenævnet over den måde, hvorpå Ekstra Bladet har offentliggjort Pressenævnets resumé af kendelsen i sag nr. 98/1997, herunder at der på samme side blev bragt en ny artikel om samme forhold, som var omtalt i den oprindelige sag, idet banken finder, at offentliggørelsen var i strid med såvel god presseskik som medieansvarslovens § 49.

Pressenævnet afsagde den 24. september 1997 kendelse i en sag, der vedrørte en klage fra Unibank over en artikel bragt i Ekstra Bladet (sag nr. 98/1997).

I kendelsen pålagde Pressenævnet bladet at bringe følgende:

"Kendelse fra Pressenævnet

Ekstra Bladet bragte den 29. juni 1997 på forsiden følgende overskrift "SVINDEL I UNIBANK". Den samme overskrift var bragt over selve artiklen, der fyldte hele side 4, og som omhandlede en sag, hvor Unibank på grundlag af en forfalsket tegningsberettigelse havde trukket et beløb på et selskabs konto og sendt beløbet til to af selskabets kreditorer.

Unibank A/S har klaget til Pressenævnet, idet banken finder, at god presseskik er overtrådt, blandt andet fordi der i bladets artikel ikke er dækning for overskriften.

Ekstra Bladet har anført, at overskriften er objektivt rigtig, idet der ubestrideligt er foregået "svindel" i banken - altså fysisk i bankens afdeling i Hellerup.

Pressenævnet udtaler i anledning af klagen, at det har offentlig interesse at oplyse om forhold i pengeinstitutter, når der - som her - er foretaget transaktioner på grundlag af forkerte dokumenter.

3 medlemmer - Axel Kierkegaard, Finn Rowold og Ulrik Holmstrup - finder imidlertid, at forsiden og artiklens overskrift bibragte læserne det indtryk, at det var enten banken som sådan eller en ansat i banken, der havde foretaget svindel. Da der hverken i artiklen eller i det til grund for denne liggende materiale var dækning for denne opfattelse, har bladet overtrådt god presseskik.

Disse medlemmer finder, at pengeinstitutter som følge af disses samfundsmæssige funktion har en særlig følsomhed over for klager om økonomiske transaktioner med kunders og andres indeståender. Det er derfor en skærpende omstændighed, når bladet på forsiden, der også blev anvendt som løbeseddel, og i artiklens overskrift beskylder banken for at have foretaget ulovlige økonomiske transaktioner.

1 medlem - Ole Askvig - finder, at pengeinstitutter som følge af disses samfundsmæssige funktion har en særlig følsomhed. Følgelig bør disse så også agere særligt agtpågivende.

Dette medlem finder, at klageren ved sin forretningsmæssige adfærd i høj grad selv har bidraget til den måde, sagen er behandlet i Ekstra Bladet. Bladets kritiske omtale af klageren rækker ikke ud over, hvad klagerens egen adfærd har berettiget.

Dette medlem finder derfor ikke grundlag for kritik af bladet.

Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet, og Pressenævnet udtaler herefter sin alvorlige kritik af Ekstra Bladet."

Pressenævnets kendelse blev bragt i Ekstra Bladet den 29. september 1997 på side 23. Af sidens 6 spalter var kendelsen gengivet i og fyldte 1 spalte, nemlig spalten yderst til højre.

På samme side blev over den nederste fjerdedel, dækkende 5 af sidens 6 spalter, bragt en artikel med overskriften " PINLIG REGNING TIL UNIBANK ". Bogstavsstørrelsen i denne overskrift var markant større end i overskriften til nævnets kendelse. I artiklen hed det bl.a.:

" Banken ødelagde lille firma ved at tømme dets konto på grundlag af falsk dokument.

Unibank har fået en pinlig regning på 182.875 kr. fra en tidligere kunde, direktør Jette Rørdam i det lille firma Russcan Aps.

...

Forhistorien er bemærkelsesværdig:

Russcan Aps. havde konto i Unibank, og i bankens kundearkiv lå den tegningsberettigelse, som var eneste gyldige hjemmel, når banken skulle udbetale penge fra kontoen.

Ifølge den originale tegningsberettigelse skulle der altid være to bestyrelsesmedlemmers underskrifter, når der skulle udbetales penge.

På særdeles mystisk vis kom Unibank imidlertid i besiddelse af en falsk tegningsberettigelse, ifølge hvilken der kun behøvedes en enkelt underskrift fra et russisk bestyrelsesmedlem.

Derefter negligerede Unibank det originale - og eneste gyldige - dokument og tømte Russcans konto i overensstemmelse med en ordre, der hvilede på det falske dokument (en primitiv fotokopi af originalen med ændringer).

Firmaet gik naturligvis ned, og Unibank nægtede at have ansvar for forløbet, selv om den klart havde begået en fejl."

Klageren har anført, at overskriften på den oprindelige artikel ifølge den afsagte kendelse optog mere end en halv side af forsiden og hele side 4 i bladet. Når Pressenævnet efterfølgende har krævet en kendelse i klagesagen offentliggjort, må der ved offentliggørelsen henses til den måde, hvorpå artiklen oprindelig har været bragt.

Principielt bør det ved offentliggørelsen af en kendelse, der er affødt af en så dominerende forsidehistorie, som den her omtalte, kræves, at der også på forsiden i det nummer, hvor kendelsen bringes, i det mindste er en rubrik, som henviser til en kendelse inde i bladet. Kendelsen bør endvidere i en situation som den foreliggende være angivet fremme i bladet med betydelig større overskrift end sket og f.eks. over flere spalter.

Klageren har videre anført, at det er i strid med god presseskik og med medieansvarslovens § 49, at artiklen bringes på sidste side i bladet og umiddelbart før sexannoncerne.

Klageren har yderligere anført, at der i ordets snævre betydning ikke er kommenterende tilføjelser til bladets offentliggørelse af nævnets kendelse. Imidlertid har bladet på samme side og med betydelig større overskrift og mere dominerende opsætning kommenteret den oprindelige sag. Bladet har derved bevidst ønsket at få sidste ord i sagen og har derfor valgt at "kommentere" kendelsen i strid med ånden i § 49, hvis ikke med ordlyden.

Bladet har i en udtalelse anført, at der er stor opmærksomhedsværdi om samtlige nyhedssider i bladet, og at kendelsen i denne sag blev bragt ved siden af en opsigtsvækkende reportage om en gaseksplosion. Det ville være i modstrid med god pressenævnsskik, hvis nævnet skulle blande sig i avisens redaktion ved at specificere, på hvilken side en given kendelse skal anbringes. Nævnet har endvidere senest ved kendelsen i sag nr. 137/1997 meddelt, at nævnet ikke ønsker at fastlægge nærmere forskrifter herom.

Bladet har videre anført, at bladet ikke har behov for vejledning om, hvorledes man skal redigere bladet. Når der fremkommer en ny udvikling i en sag, er det naturligt at anbringe den i nærheden af den kendelse, der omhandler samme sags tidligere forløb, og reportagen har ikke karakter af en kommentar til Pressenævnets kendelse.

Følgende nævnsmedlemmer har deltaget i sagens behandling: Axel Kierkegaard, Aage Lundgaard, Tage Clausen og Preben Sørensen.

Pressenævnet udtaler:

Medieansvarslovens § 49 anfører om offentliggørelsen af Pressenævnets kendelser:

"§ 49 . Nævnet kan pålægge redaktøren for det indklagede massemedie snarest muligt at offentliggøre en kendelse i et af nævnet nærmere fastlagt omfang. En sådan offentliggørelse skal ske uden kommenterende tilføjelser og på en så fremtrædende måde, som det med rimelighed kan forlanges."

Pressenævnet har - senest i årsberetningen for 1995 - henstillet til medierne, at placering, opstilling og udformning overvejes nøje i hvert tilfælde.

De artikler i Ekstra Bladet den 29. juni 1997, hvorom Pressenævnet i sag nr. 98/1997 udtalte alvorlig kritik, blev bragt på siderne 1 og 4 i stor opsætning. Da Pressenævnet ikke hidtil har udtalt kritik i anledning af den måde, hvorpå kendelser er blevet bragt, har Pressenævnet besluttet heller ikke at udtale kritik i anledning af placeringen, også selvom kendelsen først blev bragt på side 23.

Pressenævnet finder, at der ikke i øvrigt er fuldt tilstrækkeligt grundlag for at karakterisere artiklen, der blev bragt på side 23 med overskriften "Pinlig regning til Unibank", som en kommenterende tilføjelse til kendelsen af den 24. september 1997.

Afsagt onsdag den 26. november 1997.

Versioner

1. 1997-11-26