Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1998/9450@1999-05-05/da

Indhold

1. Indledning

Ved kendelse afsagt den 23. maj 1997 af Disciplinærnævnet for Registrerede Revisorer (sag nr. R-33/1995) blev registreret revisor Eigil Kastrup på baggrund af en klage fra Ib Krogh Hougaard pålagt en bøde på 125.000 kr.

Disciplinærnævnet fandt ham skyldig i at have overtrådt forbudet i § 6a, stk. 2 i lov om Registrerede Revisorer mod at drive erhvervsvirksomhed, der er uforenelig med stillingen som registreret revisor.

Ved skrivelser af 19. august og 30. oktober 1997 har indklagede ved landsretssagfører Børge Nielsen i medfør af lov om registrerede revisorer § 11 b rettidigt indbragt kendelsen for Revisornævnet med påstand principalt om frifindelse, subsidiært nedsættelse af den pålagte bøde samt påstand om, at kendelsen ikke offentliggøres.

Klageren er ved Revisornævnets skrivelser af 18. november 1997 og 14. januar 1998 opfordret til at fremkomme med en udtalelse, jf. § 7, stk. 1, i bekendtgørelse om Revisornævnet.

Indklagede har i skrivelsen af 30. oktober 1997 anført:

" .

Til støtte for den i sagen nedlagte principale påstand gøres det gældende, at de i sagen omhandlede udlejningsejendomme (i alt 4 stk.) ikke er erhvervet som led i udøvelsen af indklagedes virksomhed som registreret revisor. Det gælder under alle omstændigheder for de 3 ejendomme, der er erhvervet i 1962-81. Allerede derfor bør indklagede frifindes.

Det bemærkes, at indklagede i forbindelse med indgivelse af ansøgning om optagelse i Revisorregistret den 23.09.1971 i ansøgningens rubrik 7 har anført: "Jeg har nogle udlejningsejendomme, driver landbrug på 2 gårde og er reder for 10 stålkuttere"

Det fremgår af de til ansøgningen knyttede høringssvar, at alle relevante myndigheder har været bekendt med det forhold, at indklagede var indehaver af udlejningsejendomme, og disse myndigheder har derfor haft al mulig anledning til af egen drift at påtale forholdet over for indklagede, såfremt man måtte have fundet, at besiddelsen af de pågældende ejendomme på et tidspunkt på grund af en lovændring er/måtte være blevet uforenelig med indklagedes stilling som registreret revisor og dermed have givet ham mulighed for at berigtige forholdene.

Det forekommer på denne baggrund, at tingene vendes på hovedet, når Disciplinærnævnet anser det som en skærpende omstændighed, at forholdet har bestået i en længere årrække. Man kan med bedre ret anføre, at indklagede kunne regne med, at tingene var i orden, når myndighederne, der var vidende om hans aktiviteter, upåtalt lod ham fortsætte i den lange årrække.

Det forhold, at indklagede i forbindelse med ansøgningen om optagelse i Revisorregistret positivt, klart og loyalt har oplyst, at han besad udlejningsejendomme, har medført en forventning hos indklagede om, at tingene var i orden, og at det i denne forbindelse, herunder i forbindelse med erhvervelsen af ejendommen Slyngborggade i januar 1994, var ufornødent at søge særlig tilladelse, dispensation e.l.

Det skal i denne forbindelse understreges, at ejendommen Slyngborggade er af ganske beskeden størrelse (ca. 5 % af ejendomsmassen). Den pågældende ejendom indeholder alene 8 lejemål. Denne ejendoms størrelse sammenholdt med det forudgående begivenhedsforløb bør derfor føre til, at indklagede bør frifindes i sin helhed. Det henhører til almindelig god forvaltningsskik, at de relevante myndigheder under alle omstændigheder i det mindste bør give en frist til berigtigelse af forholdene, enten ved at afhænde ejendommene eller søge dispensation.

I øvrigt drives indklagedes virksomhed fra en af de omstridte ejendomme, hvilket undertiden kan begrunde en dispensation.

Ud over det ovenfor anførte, gøres der til støtte for den subsidiært nedlagte påstand gældende, at indklagede alene kan have forset sig ved køb af udlejningsejendommen Slyngborggade i januar 1994, og at en bøde herfor på kr. 125.000,- forekommer ude af proportion med bøden. En advarsel havde været fuldt tilstrækkelig. Disciplinærnævnets praksis for overtrædelser af loven på andre områder ligger i et helt andet niveau (normal bødestørrelse på 5-10.000 kr.).

Det forhold, at udlejningsejendommen Slyngborggade er den eneste af udlejningsejendommene, som indklagede har erhvervet efter lovændringen i 1984, må af de ovenfor anførte grunde, herunder det forhold, at indklagede ved ansøgningen om optagelse i Revisorregistret positivt og loyalt har oplyst om besiddelsen af udlejningsejendomme, føre til, at indklagede kun kan anses for at have tilsidesat sine pligter for så vidt angår denne ene ejendom.

Ved sanktionens fastsættelse bør det tillægges vægt, at den pågældende ejendom er af ganske beskeden størrelse, og at hverken forhold i forbindelse med erhvervelsen eller efterfølgende omstændigheder kan antages at have haft indflydelse på indklagedes udøvelse af sit virke som registreret revisor, hvilket virke han upåtalt af myndigheder, kolleger eller klienter har udøvet i mere end 25 år.

Der ses ikke at være hensyn, der taler for at bringe reglen om offentliggørelse i anvendelse".

"

Klageren meddelte i sin skrivelse af 27. februar 1998, at "Jeg ønsker hermed at trække mine anklager mod registreret revisor Eigil Kastrup tilbage".

Indklagede anførte herefter i skrivelse af 27. april 1998, at sagen i sin helhed, såvel afgørelsen truffet af Disciplinærnævnet som sagsbehandlingen i Revisornævnet, må anses for bortfaldet.

I en supplerende redegørelse af 6. maj 1998 har indklagede anført:

"Der nedlægges overfor Revisornævnet principalt påstand om, at sagen anses for bortfaldet i sin helhed, såvel afgørelsen truffet af Disciplinærnævnet som sagsbehandlingen i Revisornævnet, subsidiært påstand om frifindelse, mere subsidiært påstand om nedsættelse af den idømte bøde, samt endelig påstand om at kendelsen ikke offentliggøres.

Den i sagen nedlagte principale påstand støttes på, at klageren Ib Krogh Hougaard ved skrivelse af den 27. februar 1998 har trukket sin klage tilbage.

Den for Disciplinærnævnet og for Revisornævnet underliggende lovgivning forudsætter, at der er en klage og at der er to parter i sagen. Idet Ib Krogh Hougaard ikke ønsker sagen ført, må den naturlige konsekvens være, at sagen er bortfaldet i sin helhed. Der kan herved henvises til Lovbekendtgørelse 1996-06-28 nr. 604 om registrerede revisorer, kap. 3, (som ændret ved L 1997-12-29 nr. 1086), jfr. Lovbekendtgørelse 1996-06-28 nr. 603 om statsautoriserede revisorer, kap. 3 (som ændret ved L 1997-12.29 nr. 1086). Der henvises endvidere til bekendtgørelse nr. 264 af den 15.04.96, særligt § 1 og § 9.

Med hensyn til de anbringender, der gøres gældende til støtte for såvel den subsidiære som den mere subsidiære nedlagte påstand henvises i det hele til det, der er anført den 30.10.97."

Sagen er behandlet på et møde den 7. maj 1998. Ingen gav møde, og sagen er herefter behandlet og afgjort på det foreliggende skriftlige grundlag.

Revisornævnets bemærkninger:

Disciplinærnævnets afgørelse af 23. maj 1997, der er truffet på grundlag af en klage fra Ib Krogh Hougaard, bortfalder ikke, fordi klageren efterfølgende har meddelt, at han trækker klagen tilbage.

Indklagede har indbragt afgørelsen for Revisornævnet, og klagerens skrivelse af 27. februar 1998 kan heller ikke bevirke, at sagsbehandlingen i Revisornævnet bortfalder eller skal standses. Med mindre indklagede frafalder ankebehandlingen i Revisornævnet, således at Disciplinærnævnets afgørelse står ved magt, er Revisornævnet forpligtet til at træffe afgørelse i sagen, og Revisornævnet er ikke alene på grundlag af klagerens skrivelse af 27. februar 1998 forpligtet til at ophæve Disciplinærnævnets afgørelse.

Revisornævnet realitetsbehandler derfor sagen.

Som anført af Disciplinærnævnet har det siden den 1. april 1985 været forbudt registrerede revisorer at drive udlejningsvirksomhed og dermed ligestillet virksomhed. Dette har også været gældende for indklagede, uanset at han i 1971 i sin ansøgning om registrering oplyste, at han ejede udlejningsejendomme.

Herefter og i øvrigt af de grunde, Disciplinærnævnet har anført, tiltrædes det, at indklagede skal ikendes en bøde for overtrædelse af de i kendelsen nævnte bestemmelser.

Revisornævnet er endvidere enigt i, at den ulovlige virksomhed har haft et sådant omfang og været af en sådan karakter, at indklagede skal ikendes en meget betydelig bøde, og Revisornævnet finder ikke grundlag for at nedsætte bøden.

Revisornævnet stadfæster derfor kendelsen.

I overensstemmelse med forarbejderne til revisorlovgivningens bestemmelser om offentliggørelse af nævnets kendelser offentliggøres disse som alt overvejende hovedregel.

Revisornævnet har ikke fundet grundlag for at fravige denne praksis i nærværende sag, og det bestemmes derfor i medfør af bekendtgørelsen om Revisornævnet § 11, stk. 3, at kendelsen skal offentliggøres.

Disciplinærnævnets kendelse stadfæstes.

Indklagede havde overtrådt forbudet for registrerede revisorer mod at drive udlejningsvirksomhed og hermed ligestillet virksomhed, herunder administration, idet han på tidspunktet for forbudets ikrafttræden 1. april 1985 ejede 3 udlejningsejendomme og i januar 1994 erhvervede yderligere 1 udlejningsejendom. Indklagede havde ikke søgt om dispensation. Indklagede havde endvidere på et tidspunkt deltaget i administration af den ene ejendom. Indklagede blev pålagt en bøde på 125.000 kr.

Ved skrivelse modtaget den 16. oktober 1995 har Ib Krogh Hougaard indgivet klage over registreret revisor Eigil Kastrup.

Erhvervs- og Selskabsstyrelsen har oplyst, at revisor Eigil Kastrup har været optaget i Revisorregistret siden den 3. januar 1972.

I oktober 1995 erhvervede indklagede en udlejningsejendom, beliggende Slyngborggade 17, 8900 Randers, af Enok Jensen.

Ifølge klageren var klageren forinden omkring den 1. september 1995 blevet kontaktet af Enok Jensen, der havde spurgt, om han var interesseret i at købe. På et møde den 10. oktober 1995 var de derefter blevet enige om pris og vilkår, og de havde givet hinanden håndslag på handlen. Hovedpunkterne i aftalen blev skrevet ned. Underskrift skulle ske hos klagerens advokat, advokat Per Hansen. Sælgeren ville fremskaffe nogle varslingsbreve til lejerne fra indklagede, der var revisor og administrator for Enok Jensen. Dagen efter meddelte Enok Jensen imidlertid, at han havde solgt ejendommen til indklagede til en pris, der lå 50.000 kr. over den pris, der var aftalt med klageren.

Klageren har anført, at indklagede har udnyttet sin position som revisor, rådgiver og administrator for Enok Jensen til at skaffe sig selv en vinding. Det er kritisabelt, at indklagede samtidig med, at han har et revisionsfirma, driver et større antal ejendomme.

Indklagede har bestridt at have handlet uretmæssigt. Enok Jensen henvendte sig omkring den 10. oktober 1995 til ham og oplyste, at han havde fået et tilbud fra klageren på køb af ejendommen. Det blev oplyst, at der endnu ikke var handlet. Herefter bød indklagede en pris, der lå væsentligt over det, klageren havde tilbudt, hvorefter Enok Jensen accepterede handlen med indklagede. Der er ikke blevet givet klageren håndslag. En handel kan i øvrigt først anses for indgået, når der er oprettet en skriftlig redegørelse for vilkårene. Indklagede må have adgang til at købe og besidde ejendomme, uden at det er i strid med hans erhverv. Enok Jensen har skriftligt bekræftet, at han ikke havde handlet med klageren.

Indklagede har på nævnets forespørgsel oplyst, at ejendommen i Slyngborggade indeholder 8 lejemål, og at han yderligere ejer 3 ejendomme med i alt 163 lejemål, som han erhvervede i perioden 1962 - 1981.

Erhvervs- og Selskabsstyrelsen har - ligeledes på nævnets forespørgsel - oplyst, at indklagede ikke har opnået dispensation til erhvervelsen og driften af de pågældende udlejningsejendomme. Det fremgår af styrelsens svar, at indklagede i forbindelse med, at han i 1971 ansøgte om optagelse i Revisorregistret, oplyste, at han havde nogle udlejningsejendomme.

Disciplinærnævnet skal udtale:

I maj 1984 blev revisorlovene ændret blandt andet med det formål at skærpe kravene til revisors uafhængighed. Herefter indførtes også for de registrerede revisorers vedkommende forbud mod at drive udlejningsvirksomhed. Dette skete ved § 1, stk. 1, nr. 2, i bekendtgørelse nr. 103 af 22. marts 1985 om registrerede revisorers virksomhed og forretningsbetingelser. Bekendtgørelsen trådte i kraft den 1. april 1985.

Forbudet blev opretholdt ved § 2, stk. 1, nr. 2, i den følgende virksomhedsbekendtgørelse nr. 126 af 28. februar 1989. Selv om det udtrykkelige forbud mod udlejningsvirksomhed ikke genfindes i de nuværende regler, må det antages, at forbudet stadig følger af § 6 a, stk. 2, jf. § 4 a, stk. 1, i loven om registrerede revisorer under hensyn til, at formålet med lovændringen i 1994, hvorved reglerne fik deres nuværende affattelse, var at gennemføre yderligere skærpelser af kravene til revisors uafhængighed.

Nævnet lægger således til grund, at det er forbudt registrerede revisorer at drive udlejningsvirksomhed og hermed ligestillet virksomhed, herunder administration, og at dette forbud har været gældende siden 1. april 1985.

Ifølge indklagedes oplysninger ejede han på daværende tidspunkt 3 udlejningsejendomme med i alt 163 lejemål. Indklagede har ikke til dato søgt dispensation hertil. I januar 1994 erhvervede han yderligere uden tilladelse den ejendom i Slyngborggade med 8 lejemål, der har givet anledning til sagen, således at indklagede i dag ejer 4 udlejningsejendomme med i alt 171 lejemål.

Det er uden betydning for vurderingen af den således siden 1985 foreliggende overtrædelse af forbudet, at indklagede i 1971 i sin ansøgning om registrering gav oplysning om, at han ejede nogle udlejningsejendomme. Nævnet har herved lagt vægt på, at forbudet først blev indført ca. 14 år senere, og at revisorer har pligt til løbende at følge med i den lovgivning, der gælder for deres virksomhed.

For overtrædelse af § 6 a, stk. 2, jf. § 4 a, stk. 1, i loven om registrerede revisorer, jf. § 2, stk. 1, nr. 2, og § 1, stk. 1, nr. 2, i de tidligere virksomhedsbekendtgørelser fra henholdsvis 1989 og 1985, har indklagede herefter forskyldt en bøde i medfør af § 11 a, stk. 1, i loven om registrerede revisorer.

Ved udmålingen af denne bøde lægger nævnet vægt på, at den ulovlige udlejningsvirksomhed er og til stadighed har været særdeles omfattende og har stået på i ca. 12 år. Nævnet lægger endvidere vægt på, at den senest tilkomne ejendom i Slyngborggade blev erhvervet i forbindelse med et bestående klientforhold til sælgeren, og at indklagede i en periode forud herfor må anses for at have deltaget i ejendommens administration, idet han den 29. september 1995 har udsendt varsling om lejeforhøjelse, hvorved han tillige på denne måde har overtrådt forbudet mod at drive udlejningsvirksomhed eller hermed ligestillet virksomhed.

Herefter og under hensyn til, at indklagede har krænket en forskrift, der tjener til at sikre det helt grundlæggende krav til revisor om uafhængighed, fastsættes bøden til 125.000 kr.

Registreret revisor Eigil Kastrup pålægges en bøde på 125.000 kr.

Versioner

1. 1999-05-05