Afslag på frigivelse af 40.000-50.000 kr. til bilkøb til mindreårig handicappet
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1998/9883@1998-01-01/da
Indhold
Personspørgsmål 64.2.
"Civilretsdirektoratet har behandlet Deres klage over ....... Statsamts afgørelse af 3. marts 1998, hvorved man afslog at imødekomme Deres ansøgning om frigivelse af 40-50.000 kr. af N´s formue til køb af en bil .
Vi finder efter en gennemgang af sagen ikke grundlag for at ændre statsamtets afgørelse.
Vi har truffet afgørelsen efter § 39, jf. § 25, stk. 2, i værgemålsloven. Heraf følger, at forbrug af en mindreårigs formue kræver statsamtets godkendelse.
Civilretsdirektoratet kan i den forbindelse oplyse, at der i tilfælde, hvor den mindreårige lider af en livstruende eller stærkt invaliderende sygdom, i praksis lægges betydelig vægt på at sikre, at formuen straks kommer den mindreårige til gavn. Ved behandling af ansøgninger om forbrug af formue udvises der således normalt en høj grad af imødekommenhed.
Det er oplyst, at N lider af Spielmeyer-Vogt sygdommen.
Det fremgår endvidere, at N´s nuværende kapital udgør ca. 216.000 kr. De har oplyst, at N derudover snart vil modtage 56.000 kr. i erstatning.
Ved telefonsamtale af 1. april 1998 har De præciseret, at beløbet ønskes anvendt til at købe en brugt bil, som N og familien i øvrigt kan benytte, indtil ...... kommune har behandlet en ansøgning om offentlig støtte til køb af en handicapbil.
Endvidere har De oplyst, at De for tiden må leje en bil, hvis N skal rejse længere strækninger.
........ kommune har overfor Civilretsdirektoratet oplyst, at kommunen for tiden behandler en ansøgning om støtte til en bil til N. Det er endvidere oplyst, at sagsbehandlingen vil kunne ske betydeligt hurtigere end de 12 - 16 måneder, som De har angivet i Deres skrivelse af 6. marts 1998.
Civilretsdirektoratet har lagt vægt på de ovenstående oplysninger, og finder herefter ikke, at der på det foreliggende er tilstrækkeligt grundlag for at imødekomme Deres ansøgning.
Civilretsdirektoratet er således enig med statsamtet i, at muligheden for optagelse af lån til en handicapbil bør søges afklaret, og direktoratet har herved lagt vægt på, at behandling af Deres ansøgning efter det oplyste vil kunne ske betydeligt hurtigere end af Dem angivet.
Vi skal i øvrigt gøre opmærksom på, at såfremt De mener, at N har behov, der bør dækkes ved forbrug af hendes kapital, f.eks. til betaling for leje af en bil, kan De indgive ansøgning herom til statsamtet."