Gelex

God revisorskik

OphævetVersion 1999-09-13fra 1999-09-13 til 2003-08-25
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1999/10430@1999-09-13/da

Indhold
  1. Indledning

Ved skrivelse af 24. april 1998 har Frank Paulsen på vegne Boomerang ApS indgivet klage mod registreret revisor Erling Kalsgaard.

Erhvervs- og Selskabsstyrelsen har oplyst, at Erling Kalsgaard har været optaget i Revisorregistret siden den 7. september 1979.

Sagens omstændigheder:

Sagen vedrører spørgsmålene, om indklagede har handlet i strid med god revisorskik ved ikke løbende at orientere selskabets ledelse om eksistensen af et anpartshaverlån og lånets udvikling samt ved ikke løbende at have ført revisionsprotollen for selskabet.

Boomerang ApS, herefter selskabet, blev stiftet i 1992, og indklagede har i perioden fra stiftelsen og til den 12. marts 1998 været selskabets revisor. Selskabet, der driver virksomhed med filmproduktion og udlejning af filmudstyr, ejes af Frank Paulsen (90%) og Birthe Paulsen (10%).

Indklagede udarbejdede og påtegnede den 30. november 1997 selskabets årsregnskab for 1996/97 (1. juli - 30. juni). I påtegningen anføres afslutningsvis:

" Forbehold

Der er i regnskabsåret opstået et anpartshaverlån på kr.244.089 . Lånet er ikke i overensstemmelse med anpartsselskabsloven og skal derfor indfries."

Regnskabets hovedtal var:

Resultat .................... -903.195 kr.

Aktiver ..................... 6.370.547 kr.

Passiver .................... 5.632.856 kr.

Selskabskapital ............ 737.691 kr.

Selskabet stod i foråret 1998 i en salgssituation, i hvilken forbindelse indklagede, Frank Paulsen og selskabets medarbejder Lisa Renée den 13. februar 1998 var til møde i selskabets bank. Det blev efter klagers oplysninger på mødet aftalt, at indklagede skulle aflevere likviditetsbudget for marts i banken den 17. februar 1998.

Selskabet anmodede den 18. februar 1998 banken om at kontakte indklagede vedrørende likviditetsbudgettet, der ikke var afleveret.

Selskabet anmodede i brev af 22. februar 1998 indklagede om en nærmere skriftlig redegørelse for det i regnskabspåtegningen anførte anpartshaverlån. Det anførtes, at sagen hastede, da selskabet stod i en salgssituation. Det fremgår af brevet, at selskabet ikke havde kendskab til eksistensen af et ulovligt anpartshaverlån. Selskabet rykkede indklagede for svar den 28. februar 1998.

Banken rykkede den 2. marts 1998 indklagede for likviditetsbudgettet med ny frist til den 6. marts.

Samme dag meddelte indklagede selskabet, at specifikationen vedrørende anpartshaverlånet ville være færdig i uge 10. (2-8. marts).

Selskabet rykkede på ny indklagede for den lovede specifikation den 9. marts 1998.

I indklagedes brev til selskabet af 10. marts 1998 specificeres det beløb, der var anført i regnskabet som anpartshaverlån. Det fremgår, at lånet er ydet til Birthe Paulsen. Specifikationen, der består af ialt 21 poster, var ikke vedlagt bilagsmateriale eller lignende. Det fremgår, at der i hvert fald siden 1. juli 1996 havde været en mellemregning i Birthe Paulsens favør.

Selskabet anmodede nu statsautoriseret revisor Gorm Poulsen om at være ny revisor for selskabet. Under den efterfølgende korrespondance mellem Gorm Poulsen og indklagede udleverede indklagede ikke - på trods af anmodning herom - selskabets regnskabsmateriale. Materialet er fremlagt under nævnets behandling af sagen, der som nævnt startede den 24. april 1998.

Under nævnets behandling af sagen har klageren frafaldet en række klagepunkter, der herefter ikke er omtalt ovenfor.

Endvidere har indklagede og Frank Paulsen afgivet forklaring.

Indklagede har forklaret, at det ulovlige anpartshaverlån løbende blev drøftet med Frank Paulsen, herunder de enkelte udgiftsposter. Indklagede har endvidere nævnt det i et brev til selskabet. Indklagede sagde, at der skulle findes en finansieringsordning, idet lånet var benyttet til udgifter, der ikke var relateret til selskabet, men derimod var af privat karakter. Der er ingen tilførsler til revisionsprotokollen siden åbningsprotokollatet i 1992.

Frank Paulsen har forklaret, at indklagede ikke på noget tidspunkt har nævnt, at der var opstået et ulovligt anpartshaverlån. Frank Paulsen spurgte et par gange, om det var i orden at betale private udgifter af selskabets midler. Indklagedes svar var noget med en "bufferkonto". Frank Paulsen fik således ikke oplyst, at der var tale om et ulovligt anpartshaverlån. Ulovligheden samt lånets omfang kom derfor helt bag på ham, da han så indklagedes revisionspåtegning på regnskabet for 1996/97. Det var samtidig med, at han stod foran at skulle sælge selskabet. Han er ikke kyndig på området og har haft 100% tillid til, at indklagede vidste, hvad han gjorde.

Klageren har gjort gældende, at indklagede ikke har opfyldt sin pligt til at orientere om, at der var opstået et anpartshaverlån, og at det var ulovligt.

Endvidere har indklagede ikke på noget tidspunkt ført revisionsprotokollen, hvilket han har pligt til. Udarbejdelse af revisionsprotokol er imidlertid anført på indklagedes fakturaer.

Indklagede har anført, at det ved de for Disciplinærnævnet fremlagte bilag er dokumenteret, at der har eksisteret et ulovligt anpartshaverlån. Forholdet har løbende været drøftet med Frank Paulsen.

Indklagede har siden åbningsprotokollatet i selskabets revisionsprotokol dateret 28. januar 1992 ikke haft behov for yderligere meddelelser til selskabets direktion, udover de i de aflagte og godkendte årsregnskaber og disses revisionspåtegninger indeholdte oplysninger, ved tilførsel til revisionsprotokollen.

Disciplinærnævnet skal udtale:

Hvad først angår anpartshaverlånet på knap en kvart million kroner, er dette efter de foreliggende oplysninger opstået og gradvis forøget igennem regnskabsåret ved successive hævninger i det klagende selskab. Indklagede har efter det oplyste forestået klagerens bogføring og blev da også efter sin forklaring opmærksom på, at indehaveren trak for store beløb ud af selskabet, således at der opstod et anpartshaverlån.

I en sådan situation følger det af god revisorskik, at revisor skal give selskabet meddelelse om lånets opståen og det ulovlige heri samt om eventuelle senere, væsentlige forøgelser af lånet. Endvidere følger det af god revisorskik, at revisor ikke kan udskyde denne underretning af selskabets ledelse, indtil han efter regnskabsårets afslutning skal give oplysning om lånet, i sin revisionspåtegning på årsregnskabet, jf. anpartsselskabslovens § 49. Revisors underretning af selskabets ledelse bør derimod ske skriftligt ved, at revisor indfører det fornødne i selskabets revisionsprotokol.

I nærværende sag kan det lægges til grund, at indklagede ikke har tilført revisionsprotokollen nogen meddelelse om det opståede anpartshaverlån. Det må derfor påhvile indklagede at dokumentere, at han desuagtet på anden vis har givet klageren den fornødne orientering. Klageren har ikke kunnet bekræfte, at en sådan orientering er givet mundtligt ved møder med indklagede eller på anden måde, således som indklagede har forklaret. Herefter må nævnet lægge til grund, at indklagede på dette punkt ikke har levet op til sine pligter ifølge god revisorsskik.

Hvad dernæst angår revisionsprotokollen, følger det af § 61j i årsregnskabsloven, at indklagede som revisor har haft pligt til at føre en revisionsprotokol. Indklagede har yderligere efter § 61g, stk. 3, haft pligt til at påse, at protokollen blev fremlagt og behørigt underskrevet på hvert bestyrelsesmøde. Revisionsprotokollen skulle efter § 19 i erklæringsbekendtgørelsen og de tilsvarende regler i den tidligere virksomhedsbekendtgørelse i det mindste have været ført en gang om året i løbet af selskabets 6 regnskabsår i forbindelse med den udførte revision forud for aflæggelsen af årsregnskabet. Endvidere burde indklagede som anført ovenfor i løbet af regnskabsåret have tilført revisionsprotokollen oplysning om det opståede anpartshaverlån.

I det foreliggende tilfælde må det imidlertid efter indklagedes oplysninger lægges til grund, at han ikke har ført revisionsprotokollen siden åbningsprotokollatet den 28. januar 1992. Nævnet finder derfor, at indklagede på dette punkt har tilsidesat grundlæggende pligter, der påhvilede ham som revisor for et selskab.

Under hensyn hertil fastsættes den i medfør af § 11a, stk. 1, i lov om registrerede revisorer forskyldte bøde til 10.000 kr.

Indklagede registreret revisor Erling Kalsgaard pålægges en bøde på 10.000 kr.

Afgørelsen offentliggøres, jf. § 11a, stk. 6, i lov om registrerede revisorer.

Versioner

  1. 1999-09-13 · til 2003-08-25