Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1999/11085@2000-06-07/da

Indhold

1. Indledning

forældelsesfrist

ugyldighedsindsigelse

Reference:

SL § 43, stk. 8 (dagældende)

Dødsboet efter A klagede for indkomstårene 1991 og 1992 over, at de stedlige skattemyndigheder ikke havde godkendt fradrag for underskud vedr. deltagelse i B KG.

Det fremgik af sagens oplysninger, at A var afgået ved døden den 9. februar 1993.

§ 14-opgørelser for særbo henholdsvis fællesbo var bilagt regnskab for den relevante periode blevet fremsendt til skatteforvaltningen den 9. august 1993.

Selvangivelse for indkomståret 1991 var blevet fremsendt til skatteforvaltningen i september 1992.

Forvaltningen havde den 7. oktober 1993 til boets advokat fremsendt to fortrykte godkendelsesblanketter vedrørende godkendelse af opgørelse af aktiver og passiver, jf. kildeskattelovens § 14, for henholdsvis særboet og fællesboet, hvorved skatteforvaltningen ved afkrydsning på blanketterne havde meddelt, at man skønnede, at der ville kunne rejses krav om efterbetaling for tidligere år i henhold til statsskattelovens § 43. Der var ingen yderligere specifikation af forbeholdet.

Forvaltningen havde den 21. december 1993 fremsendt agterskrivelse til boet vedrørende skatteansættelsen for indkomstårene 1988 til 1990, og der var den 24. juni 1994 truffet afgørelse om forhøjelse af skatteansættelserne for nævnte indkomstår.

Det fremgik af sagens oplysninger, at Told- og Skatteregionen ved telefax af 8. december 1994 havde henledt skatteforvaltningens opmærksomhed på, at afdøde havde deltaget i B KG.

Forvaltningen havde herefter den 9. december 1994 fremsendt agterskrivelse vedrørende indkomståret 1991 til dødsboet v/advokat C, ved hvilken man havde varslet en forhøjelse af indkomsten vedrørende ikke godkendt fradrag for underskud ved deltagelse i det nævnte interessentskab.

Den 29. december 1994 havde revisor D til forvaltningen fremsendt indsigelser mod agterskrivelsen, men forvaltningen havde samme dato foretaget ændring af skatteansættelsen i overensstemmelse med det i agterskrivelsen varslede.

Der var den 20. marts 1996 tillige fremsendt agterskrivelse til boet vedrørende ansættelsen af afdødes indkomst og formue for indkomståret 1992. Der var herved varslet forhøjelse af indkomstopgørelsen vedrørende ikke godkendt fradrag for underskud ved deltagelse i B KG. og forhøjelse af formueansættelsen vedrørende tilbageførsel af den selvangivne negative formue i interessentskabet.

Der var den 16. april 1996 fremsendt indsigelser mod de varslede ændringer, men forvaltningen havde den 18. april 1996 foretaget forhøjelse af indkomst- og formueansættelsen i overensstemmelse med det i agterskrivelsen varslede.

Dødsboets repræsentant havde over for Landsskatteretten nedlagt påstand om, at skatteforvaltningens afgørelser vedrørende indkomstårene 1991 og 1992 var ugyldige som følge af forældelse, jf. den dagældende statsskattelovs § 43, stk. 8.

Repræsentanten havde til støtte herfor anført, at boet skulle underrettes om kravet inden 6 måneder efter, at skattemyndigheden havde modtaget boets opgørelse af aktiver og passiver, jf. dagældende kildeskattelovs § 14, stk. 3, og at fristen således var udløbet den 9. februar 1994.

Repræsentanten havde anført, at det ikke var tilstrækkeligt til at afbryde forældelsesfristen i § 43, stk. 8, at skattemyndighederne havde taget et generelt forbehold i skrivelserne af 7. oktober 1993 til dødsboets bestyrer, advokat C. Meddelelsen om, at der kunne blive rejst efterbetalingskrav, var i skrivelserne blot sket ved en skemaafkrydsning uden angivelse af på hvilke punkter, kravet ville kunne rejses, og formålet med bestemmelsen ville efter repræsentantens opfattelse blive totalt forskertset, hvis myndighederne med fremsendelse et sådant generelt afkrydsningsskema kunne afbryde fristen. Han havde herved anført, at formålet med bestemmelsen var at opnå en så hurtig afklaring som muligt af, om den afdøde skyldte skat til det offentlige.

Repræsentanten havde til støtte for påstanden videre anført, at det efter det i sagen foreliggende materiale måtte anses for godtgjort, at skatteforvaltningen først ved en skrivelse af 8. december 1994 fra Told- og Skatteregionen var blevet opmærksom på, at der måske kunne kræves efterbetaling som følge af afdødes deltagelse i det omhandlede leasingarrangement. Han havde under henvisning hertil anført, at det under sagens behandling ved Landsskatteretten måtte lægges til grund, at skatteforvaltningen ikke i forbindelse med underretningen om kravet var opmærksom på flyprojektet. Der var herved tillige henvist til, at ankenævnets sagsbehandler ved mødet med nævnet havde bekræftet, at forvaltningen først ved regionens skrivelse var blevet opmærksom på det omhandlede forhold.

Det var over for Landsskatteretten fremhævet, at der i umiddelbar forlængelse af forvaltningens skrivelse af oktober 1993 var givet meddelelse til boet om ændrede skatteansættelser for indkomstårene 1988, 1989 og 1990, men ikke vedrørende indkomstårene 1991 og 1992, og det var anført, at dette var et stærkt vidnesbyrd om, at det var indkomstårene 1989, 1989 og 1990 - og ikke indkomstårene 1991 og 1992 - forbeholdet havde sigtet til. Det var yderligere anført, at boet efter modtagelsen af de ændrede skatteansættelser for indkomstårene 1988, 1989 og 1990 med rette havde kunnet gå ud fra, at der herefter ikke ville blive rejst yderligere efterbetalingskrav vedrørende afdødes indkomstforhold, og det var anført, at en afgørelse om, at forvaltningens afkrydsning på skemaerne også omfattede efterbetalingsmuligheden for 1991 og 1992, ville være ensbetydende med, at fristreglerne i § 43, stk. 8, ville være helt og aldeles værdiløse.

Repræsentanten havde vedrørende Skatteministeriets "Vejledning i reglerne om dødsbobeskatning" bemærket, at vejledningen ikke var bindende for skatteydere, Landsskatteretten eller domstolene. Han havde videre anført, at vejledningen støttede den over for Landsskatteretten nedlagte påstand, idet der i selve ordet "kravet" lå noget substantielt, d.v.s. at forbeholdet måtte relateres til et eller andet forhold i selvangivelsen, der eventuelt kunne give anledning til en efterbetaling. Der var vedrørende denne forståelse af ordet "kravet" henvist til forarbejderne til de nye regler om efterbetaling i dødsboskattelovens § 87, stk. 2. Af forarbejderne fremgik, at:

"Der stilles ikke krav om, at der er foretaget en endelig opgørelse af efterbetalingskravet inden fristens udløb, f.eks. i form af en "agterskrivelse" som nævnt i § 3, stk. 4, i skattestyrelsesloven, men kravsanmeldelsen skal - for at kunne tillægges retsvirkning - angive det faktiske og retlige grundlag for kravets fremsættelse".

Repræsentanten havde anført, at denne fortolkning ikke fremgik direkte af lovbestemmelsens ordlyd, der reelt havde samme indhold som § 43, stk. 8, men at han vanskeligt kunne forestille sig, at man ville fortolke to lovbestemmelser, der reelt havde samme ordlyd, på to forskellige måder. Skatteforvaltningen måtte under henvisning hertil i denne sag som det mindste have anført på skrivelsen, at man forbeholdt sig eventuelt at stille spørgsmål ved berettigelsen af de foretagne fradrag/afskrivninger vedrørende B KG. Dette havde naturligvis en stor informationsværdi for boets repræsentant og arvinger og dermed for en række væsentlige bobeslutninger om boets behandling og afvikling.

Repræsentanten havde over for Landsskatteretten anført, at forvaltningen - selv om selvangivelse først var blevet indgivet i september 1992 - havde haft ca. 13 måneder til at tage stilling til, om der kunne fremsættes efterbetalingskrav over for arvingerne i dødsboet, forinden man tog det generelle forbehold. Da den dagældende § 43, stk. 8, i statsskatteloven var en klar instruks til de lignende myndigheder om, at de skulle prioritere ligning i dødsbosager højt, således at man blev i stand til at rejse krav mod dødsboer inden udløbet af fristerne i bestemmelsen, og da risikoen for, at forvaltningen havde foretaget forkert prioritering i ligningsarbejdet, således at man ikke havde været i stand til at rejse et egentligt efterbetalingskrav imod dødsboet, efter hans opfattelse måtte bæres af skattemyndighederne, og ikke af dødsboet, fandt han, at den påklagede afgørelse måtte tilsidesættes i overensstemmelse med den nedlagte påstand. Han havde herved yderligere bemærket, at statsmagten ikke var tilbageholdende med at påstå, at frister skulle overholdes, når det var en skatteyder, der forsømte at iagttage en frist, der ikke blot var en ordens-forskrift, hvorved han havde henvist til den i TfS 1999, nr. 211, offentliggjorte kendelse fra Højesteret.

Skatteankenævnet havde anført, at skattemyndighederne -ved ca. to måneder efter modtagelsen af § 14-opgørelsen at have underrettet boet om, at der ville kunne fremsættes et skattekrav - havde bevaret adgangen til at foretage de omhandlede ændringer for indkomstårene 1991 og 1992. Nævnet havde videre anført, at adgangen hertil ikke var fortabt ved, at forvaltningen kort tid efter at have givet ovennævnte underretning havde ændret skatteansættelserne for indkomstårene 1988, 1989 og 1990.

Nævnet havde henvist til Skatteministeriets "Vejledning i reglerne om dødsbobeskatning" fra august 1989. Af denne fremgik, at:

"Efter statsskattelovens § 43, stk. 8, skal skattemyndighederne give boet underretning, hvis de skønner, at der skal rejses krav på efterbetaling eller tillægsskat. Kravet behøver ikke at være opgjort, og det er heller ikke nødvendigt at beskrive det nærmere for at overholde fristerne".

Nævnet havde endvidere bemærket, at de af skatteforvaltningen fremsendte skrivelser var to standardiserede breve, som var udarbejdet til formålet, og som anvendtes hertil i samtlige kommuner i Danmark.

Nævnet havde herudover anført, at det måtte lægges til grund, at skatteforvaltningen ved afsendelse af skrivelsen den 6. oktober 1993 havde været opmærksom på leasingarrangementet, da forvaltningen i forbindelse med godkendelsen af §14-opgørelsen havde foretaget en gennemlæsning af selvangivelserne, og da en projektgruppe nedsat af Told- og Skattestyrelsen den 1. juni 1993 havde udsendt "Rapport om mindre anpartsvirksomheder".

Nævnet havde endelig anført, at det hverken af den dagældende lovbestemmelse, forarbejderne til loven eller Skattedepartementets besvarelse af skifterettens spørgsmål fremgik, at 6-måneders fristen i § 43, stk. 8, gjaldt for fremsendelse af agterskrivelse, for en beskrivelse af kravet eller for opgørelse heraf.

Told- og Skattestyrelsen havde ikke fundet grundlag for at indstille tilsidesættelse af de påklagede ansættelser, jf. den dagældende statsskattelovs § 43, stk. 8.

Styrelsen havde som begrundelse herfor bl.a. anført, at der efter den dagældende statsskattelovs § 43, stk. 8, alene var en pligt for skattemyndighederne til inden for 6 måneder at underrette boet om, at man skønnede, at der ville kunne blive fremsat krav om efterbetaling, men at det ikke kunne anses at have været et krav, at underretningen indeholdt en angivelse af det faktiske og retlige grundlag for ændringen. Der var herved henvist til Skatteministeriets Vejledning fra 1985.

Styrelsen havde som begrundelse for indstillingen videre anført, at der efter styrelsens opfattelse kunne lægges en vis vægt på, at afdødes revisor først indsendte selvangivelsen for 1991 i september 1992 efter at indkomståret i første omgang var takseret, idet revisor under hensyntagen hertil måtte have været vidende om, at selvangivelsen ikke var lignet, da forvaltningen den 7. oktober 1993 meddelte forbeholdet, og idet revisor på dette tidspunkt ligeledes havde været bekendt med, at indkomståret 1992 ikke var færdiglignet.

Landsskatteretten udtalte, at det fremgik af den dagældende statsskattelovs § 43, stk. 8, at såfremt skattemyndigheden skønnede, at krav om efterbetaling eller tillægsskat kunne fremsættes, skulle der gives boet underretning herom. Hvis afdøde i det indkomstår, hvori dødsfaldet havde fundet sted, eller i det foregående indkomstår havde været underlagt bogføringspligt efter bogføringsloven eller regnskabspligt efter skattekontrolloven, skulle boet underrettes inden 6 måneder efter, at skattemyndighederne havde modtaget boets opgørelse over aktiver og passiver ved dødsfaldet, jf. kildeskattelovens § 14, stk. 3.

Landsskatteretten fandt, at formuleringen af den dagældende statsskattelovs § 43, stk. 8, forudsatte, at et bestemt faktum havde henledt myndighedernes opmærksomhed på forhold, der var anset at kunne resultere i et krav, som myndighederne ikke inden for den givne frist havde haft tid til at konkretisere med fuldt hjemmelsgrundlag.

Da de omstændigheder, der havde givet anledning til de påklagede ansættelser i henhold til sagens oplysninger, var ukendte for myndighederne, da man den 7. oktober 1993 gav boet meddelelse om forbehold, fandt retten herefter ikke, at disse forbehold havde kunnet udstrækkes til også at omfatte de ved de påklagede ansættelser rejste krav. Kravene måtte således anses for fremsat efter udløbet af den i den dagældende statsskattelovs § 43, stk. 8, givne frist herfor.

De påklagede ansættelser blev herefter tilsidesat allerede af denne grund som ugyldige i medfør af den dagældende statsskattelovs § 43, stk. 8.

Versioner

1. 2000-06-07