Gelex

Flyttegodtgørelse ved udstationering

GældendeVersion 2000-06-07
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1999/11089@2000-06-07/da

Indhold
  1. Indledning

begrænset skattepligtig

beskatningsland

arbejdsmarkedsbidrag

Reference:

KSL § 1 og § 2, stk. 1, litra b

AMFL § 7, stk. 1, litra a

A klagede for indkomståret 1998 over, at skatteankenævnet havde anset ham for skattepligtig af flyttegodtgørelse, 57.195 kr.

Det var oplyst, at han fra den 29. april 1996 var blevet udstationeret i en afdeling i Sverige med en forventet udstationeringsperiode på 3 år. Klageren havde den 1. april 1996 indgået en aftale om udbetaling af flyttegodtgørelse med arbejdsgiveren. Det fremgik af aftalen, at udgifter til flytning af bohave og rejseudgifter i forbindelse med flytning ville blive honoreret af arbejdsgiveren efter regning. Ligeledes ville renteudgifter i det fraflyttede hus afholdt ved dobbelt husleje, mægleromkostninger samt advokatsalær m.v. blive honoreret af arbejdsgiveren efter regning. Det var endvidere oplyst, at skattemyndighederne havde anset klagerens fulde skattepligt for ophørt ved fraflytning, og klageren var herefter alene begrænset skattepligtig til Danmark, idet han fortsat ejede en udlejningsejendom her. Klagerens ejendom blev solgt i slutningen af juli måned 1996, og arbejdsgiveren refunderede i henhold til ovennævnte aftale om flyttegodtgørelse 57.195 kr. som dækkede udgifter ved salg af bolig med 52.066 kr. og renter til realkreditlån 5.129 kr.

Skatteankenævnet havde ved ansættelsen anset klageren for skattepligtig af beløbet som begrænset skattepligtig i henhold til kildeskattelovens § 2, stk. 1, litra a, hvorefter pligt til at svare indkomstskat påhvilede personer, der ikke var omfattet af bestemmelserne i § 1, for så vidt de oppebar indkomst af den i § 43 nævnte art for virksomhed udført her i landet. Skatteankenævnet havde begrundet ansættelsen med, at klageren havde erhvervet ret til godtgørelsen på salgstidspunktet, hvor han var begrænset skattepligtig i Danmark. Skatteankenævnet havde endvidere anført, at beløbet måtte anses som en lønlignende ydelse.

Klagerens repræsentant nedlagde overfor Landsskatteretten påstand om, at klageren ikke var begrænset skattepligtig af godtgørelsen og således heller ikke skulle betale arbejdsmarkedsbidrag heraf. Han gjorde til støtte herfor gældende, at klageren havde erhvervet ret til godtgørelsen på det tidspunkt, han tiltrådte stillingen i udlandet og havde solgt sin danske bolig. Repræsentanten havde for så vidt angik retserhvervelsestidspunktet henvist til Landsskatterettens kendelse af 24. juni 1997 (TfS 1997.774), Landsskatterettens kendelse af 15. november 1995 (TfS 1996.35) og Landsskatterettens kendelse af 31. januar 1978 (LSRM 1978.203). Repræsentanten havde endvidere anført, at kildeskattelovens § 2, stk. 1, litra a, alene medførte begrænset skattepligt af lønindkomst for arbejde udført i Danmark, men klageren havde på retserhvervelsestidspunktet ikke udført arbejde i Danmark. Endvidere knyttede godtgørelsen sig ikke til virksomhed udført her i landet, jf. § 2, litra a, 2. pkt. Repræsentanten havde videre anført, at godtgørelsen måtte anses som vederlag for arbejde udført i Sverige og ydelsen var således beskattet i Sverige. Repræsentanten gjorde endvidere gældende, at der ikke skulle betales arbejdsmarkedsbidrag af beløbet, idet klageren hverken var fuldt eller begrænset skattepligtig til Danmark af beløbet, jf. lov om arbejdsmarkedsfonde § 7, stk. 1, litra a.

Landsskatteretten bemærkede, at klageren på udrejsetidspunktet den 29. april 1996 havde opgivet sin bopæl i Danmark, og hans fulde skattepligt til Danmark ophørte fra dette tidspunkt, jf. kildeskattelovens § 1. Landsskatteretten lagde til grund, at klageren havde erhvervet et endeligt og ubetinget krav på godtgørelsen for flytteudgifter på tidspunktet for salget af ejendommen i juli måned og altså efter udrejsetidspunktet, jf. herved det af repræsentanten anførte. Retten fandt endvidere ikke, at flyttegodtgørelsen var omfattet af kildeskattelovens § 2, stk. 1, litra b, jf. samme lovs § 43, stk. 2, litra a)-g), da bestemmelsen ikke omfattede et sådant vederlag. Retten fandt derfor ikke, at flyttegodtgørelsen var underlagt beskatning i Danmark. Den påklagede ansættelse blev nedsat.

Versioner

  1. 2000-06-07