Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1999/11090@2000-06-07/da

Indhold

1. Indledning

evt. afgiftsgodtgørelse

Reference:

Elektricitetsafgiftslovens § 11, stk. 2

Vandafgiftslovens § 9, stk. 2

Fonden A's klage til Landsskatteretten skyldtes, at Told- og Skattestyrelsen ved afgørelse af 17. juni 1998 ikke havde anset fonden berettiget til hel eller delvis afgiftsgodtgørelse vedrørende el- og vandforbrug i fondens feriecenters badeland, jf. elektricitetsafgiftslovens § 11, stk. 2, og vandafgiftslovens § 9, stk. 2.

Det fremgik af sagens oplysninger, at fondens hovedaktivitet bestod i momspligtig udlejning af 275 feriehuse. Lejerne fik i forbindelse med leje af feriehusene stillet en række faciliteter til rådighed, herunder mulighed for at benytte feriecentrets badeland, som var placeret i feriebyens centerbygning. Centerbygningen rummede herudover bl.a. information, administration, butik, kiosk, opholdslokaler og restaurant. Badelandet var indrettet med egentlig svømmebassin, børnebassin og vandrutschebanebassin. Badelandet kunne frit anvendes af lejerne af feriehusene, mens gæster udefra betalte en særskilt momspligtig entre. Badelandet anvendtes dog primært af lejerne af feriehusene.

Fonden havde hidtil behandlet badelandet i sin helhed som en forlystelsesaktivitet og derfor ikke fratrukket energiafgifterne vedrørende elforbrug samt vandafgift af vandforbruget. Ved skrivelse af 18. december 1997 bad fonden imidlertid den stedlige told -og skatteregion bekræfte, at fonden i relation til el- og vandafgiftsloven alene skulle anses som forlystelsesvirksomhed i det omfang, der blev krævet særskilt betaling for adgang til badelandet (eksterne brugere). Told- og skatteregionen traf den 5. januar 1998 afgørelse om, at badelandet i sin helhed skulle anses som en af bilaget til lovene omfattet forlystelsesvirksomhed.

Told- og Skattestyrelsen havde ved afgørelse truffet den 17. juni 1998 tiltrådt regionens afgørelse.

Det var herved anført, at badelandet i sin helhed skulle betragtes som en forlystelse omfattet af bilagene til el- og vandafgiftsloven. Der blev dermed ikke ydet godtgørelse af elafgiften, jf. elafgiftslovens § 11, stk. 2, og der blev ikke ydet godtgørelse af vandafgiften, jf. vandafgiftslovens § 9, stk. 2, uanset om der blev krævet særskilt entre eller ej.

Yderligere var det anført, at det var uden betydning, at anvendelse af badelandet blev betragtet om en integreret del af en hotellignende ydelse, der ikke var nævnt i det pågældende bilag. Det var ydelsens art, der var afgørende. Et vandland, der udelukkende blev benyttet af gæsterne på et hotel/feriecenter, ville også være omfattet af bilaget til de to love, og der ville ikke kunne ydes godtgørelse af el- og vandafgift hertil.

Fondens repræsentant havde over for Landsskatteretten nedlagt principal påstand om, at fonden var berettiget til godtgørelse vedrørende el- og vandforbrug i feriecentrets badeland. Subsidiært var det gjort gældende, at fonden var berettiget til delvis godtgørelse herfor.

Det var til støtte herfor anført, at der efter el- og vandafgiftsloven kun var hjemmel til at nægte afgiftsgodtgørelse, når der særskilt afsattes ydelser nævnt i bilagene til de respektive afgiftslove. Det fremgik således af elafgiftslovens § 11, stk. 2, og vandafgiftslovens § 9, stk. 2, at der ikke kunne ske afgiftsgodtgørelse for så vidt angik afsætning af de ydelser, der var nævnt i bilaget til de to afgiftslove. Badelandet anvendtes primært som en integreret del af fondens afsætning af hotelydelse, hvor lejerne af centrets feriehuse uden merbetaling kunne anvende centrets faciliteter, herunder badelandet. Da afsætning af hotelydelser ikke var omfattet af "bilagsydelserne" kunne der således ikke med henvisning til denne bestemmelse nægtes fonden afgiftsgodtgørelse vedrørende el- og vandforbruget til hotelaktiviteten. Af lovforslag L 230/1979 fremgik således også, at hotelvirksomheder ikke var omfattet af bilaget til elafgiftsloven. Kun i det omfang der måtte ske en særskilt afsætning (betaling af entre) af adgang til badelandet, kunne der med henvisning til "bilagsydelserne" ske begrænsning af afgiftsgodtgørelsen vedrørende badelandet.

Det var således repræsentantens opfattelse, at styrelsens afgørelse var en skærpende fortolkning af lovens tekst, som hverken fandt støtte i lovens ordlyd eller bemærkningerne til lovforslaget.

Det var endelig anført, at en fastholdelse af styrelsens fortolkning bl.a. ville bevirke den groteske situation, at hoteller m.fl. ikke var berettiget til at få el- og vandafgiftsgodtgørelse vedrørende faciliteter, der blev stillet til rådighed for gæsterne, f.eks. lege- og aktivitetsrum.

Told- og Skattestyrelsen havde i en under sagens behandling ved Landsskatteretten afgiven udtalelse bemærket, at det var styrelsens opfattelse, at det betragtedes som afsætning af ydelser i relation til bilaget til el- og vandafgiftsloven også i de tilfælde, hvor der ikke skete direkte betaling for benyttelsen af badelandet. Der blev ej heller ydet godtgørelse af el- og vandafgift, hvis der var tale om et vandland i forbindelse med et hotel/feriecenter, der udelukkende blev benyttet af gæsterne uden merbetaling.

Repræsentanten havde hertil anført, at styrelsen alene henviste til sin egen praksis vedrørende afgrænsningen i relation til bilaget til lovene. Denne administrative praksis kunne ikke finde støtte hverken i momsnævnsafgørelser, domstolsafgørelser eller lovene, herunder bemærkningerne til de respektive love. Det var videre anført, at styrelsen aldrig havde bestridt fradragsretten vedrørende andre forlystelsesfaciliter som af hoteller m.fl. blev stillet til rådighed for gæsterne, eksempelvis lege- og aktivitetsrum. Det var endelig anført, at begrænsning af fondens fradragsret forudsætter en klar hjemmel i de respektive afgiftslove. Efter repræsentantens opfattelse var denne hjemmel alene til stede for så vidt angik særskilt betaling for adgang til fondens badeland. I det omfang der var tvivl om hjemmelsgrundlaget, var dette ubetinget myndighedernes problem.

Landsskatteretten udtalte:

I medfør af de enslydende bestemmelser i henholdsvis elektricitetsafgiftslovens § 11, stk. 1, og vandafgiftslovens § 9, stk. 1, kunne momsregistrerede virksomheder, bortset fra de i stk. 2 nævnte tilfælde, få tilbagebetalt afgiften efter de respektive love. Momsregistrerede virksomheder havde således om hovedregel adgang til afgiftsgodtgørelse.

Som undtagelse hertil fremgik enslydende af stk. 2 i de respektive lovbestemmelser følgende:

"Tilbagebetaling kan dog ikke finde sted for så vidt angår afsætning af de i bilaget til nærværende lov nævnte ydelser."

Af de til lovene medtagne enslydende bilag (benævnt: liste over momsregistrerede virksomheder, hvis afsætning af ydelser ikke giver adgang til tilbagebetaling af el-/vandafgift) var bl.a. "Forlystelser, herunder teaterforestillinger, biografforestillinger m.v." omfattet.

Efter ordlyden var undtagelsesbestemmelsernes anvendelsesområde afgrænset til de i bilaget angivne ydelser. Landsskatteretten fandt, at der hverken efter ordlyden eller sammenhængen med bilaget, var noget til hinder for, at der ved afgørelsen af godtgørelsens omfang blev foretaget en konkret vurdering af de i en virksomhed udøvede aktiviteter i de tilfælde, hvor der i tilknytning til en godtgørelsesberettiget ydelse tillige udøvedes en af bilaget omfattet ydelse. Hertil bemærkedes, at der i forarbejderne til de respektive bestemmelser ikke var holdepunkter for en antagelse om, at der i sådanne tilfælde skulle foretages en helhedsvurdering af virksomheden.

Det bemærkedes, at det kunne lægges til grund som ubestridt, at det i sagen omhandlede badeland efter sin karakter kunne anses som en forlystelse omfattet af bilaget til lovene.

Landsskatteretten fandt, at det af fonden drevne badeland ikke var en integreret del af dens basale aktivitet med udlejning af feriehuse. Det var herved tillagt vægt, at de to aktiviteter kunne udøves særskilt og uafhængigt af hinanden. På denne baggrund fandtes videre ikke grundlag for i godtgørelsesmæssig henseende at foretage en sondring mellem den benyttelse, der foretoges af henholdsvis ferielejlighedernes gæster og særskilt betalende gæster. Landsskatteretten kunne derfor tiltræde, at badelandsaktiviteten i sin helhed var omfattet af bestemmelserne i henholdsvis elektricitetsafgiftslovens § 11, stk. 2, og vandafgiftslovens § 9, stk. 2. Den påklagede afgørelse blev stadfæstet.

Versioner

1. 2000-06-07