Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1999/11092@2000-06-07/da

Indhold

1. Indledning

Mailydelser

tilbagebetaling af afgift

bilag til el- og vandafgiftsloven

Reference:

Elafgiftsloven § 11, stk.2

Vandafgiftsloven § 9, stk. 2

Kuldioxidafgiftsloven § 9, stk. 4

A A/S, B A/S og C A/S klagede over, at Told- og Skattestyrelsen ved afgørelse af 28. august 1998. hvorved selskaberne var anset for omfattet af bilagene til elafgiftsloven og vandafgiftsloven, med den konsekvens at selskaberne var nægtet adgang til tilbagebetaling af afgift efter elafgiftslovens § 11, stk. 1, jf. stk. 2, kuldioxidafgiftslovens § 9, stk. 1, jf. stk. 4, samt vandafgiftslovens § 9, stk. 1, jf. stk. 2.

Det fremgik af sagen, at selskabet A blev dannet den 1. oktober 1996 som et resultat af en fusion mellem selskaberne B A/S og A ApS, og det var derudover oplyst, at selskaberne A A/S og C A/S fusionerede den 1. oktober 1998 under navnet D A/S.

D A/S drev, som tidligere A A/S og C A/S, virksomhed som mailcenter, og leverede herved totalløsninger i form af kuvertering, pakning og adressering af kunders materiale. Derudover blev tilbudt forskellige accessoriske ydelser som f.eks. fremstilling af specielle konvolutter, trykning af standardbilag og postal rådgivning. De forskellige mailydelser var nærmere beskrevet i en fremlagt brochure fra A A/S.

Omsætningen i A A/S og C A/S, der udgjorde i alt henholdsvis 34.245.039,04 kr. og 20.288.109,52 kr. for regnskabsåret 1996/97 og henholdsvis 30.301.706,32 kr. og 222.513.516,08 kr. for regnskabsåret 1997/98, var i fremlagt udskrift af "BALANCE m. Budget for 01-10-96..30-09-97" og "BALANCE m. Budget for 01-10-97..30-09-98" for både A A/S og C A/S, udspecificeret på virksomhedernes forskellige ydelser. Virksomhedernes repræsentanter havde, med baggrund i disse regnskaber, foretaget talmæssige beregninger over forholdet mellem lønproduktion og varesalg og forholdet mellem den del af lønproduktionsomsætningen der hidrørte fra opgaver løst ved henholdsvis maskinel og manuel behandling.

Repræsentanterne havde oplyst, at den manuelle behandling af opgaver typisk kun fandt sted i de tilfælde, hvor opgaverne rent praktisk ikke kunne løses maskinelt, og at maskinel behandling var udgangspunktet og selve grundlaget for virksomhedsudøvelsen, idet de arbejdsopgaver som virksomhederne fik tilbudt typisk ville være begrundede i, at virksomhederne netop i kraft af deres maskinelle kapacitet kunne udføre dem hurtigere og mere effektivt end kunden selv.

Af fremlagt regnskaber for regnskabsåret 1996/97 for henholdsvis A A/S og Intermail A/S fremgik bl.a., at aktivposten "Tekniske anlæg og maskiner" pr. 30. september 1997 for de to virksomheder udgjorde henholdsvis 6.394.014 kr. og 4.250.986 kr. Det var oplyst, at disse aktivposter dækkede bl.a. over meget teknisk raffinerede og pladskrævende maskiner, herunder bl.a. 7 plastfoliemaskiner af en længde på 15 til 25 meter og 25 kuverteringsmaskiner, som kunne kuvertere op til 18.000 til 20.000 breve i timen, og som havde mange forskellige komplicerede funktioner, som f.eks. intelligent kuvertering. Det samlede lokaleareal udgjorde 9.000 M2.

De omhandlede selskaber, der oprindeligt var registreret med branchekode 74.83.10 (adresseringsbureauer), blev i 1997 omregistreret i Danmarks Statistik til branchekode 74.82.00 (pakkerier).

Den stedlige Told- og Skatteregion traf den 27. juni 1997 afgørelse om, at selskaberne C A/S, B A/S og A ApS ikke var berettiget til tilbagebetaling af elafgift, CO2-afgift og vandafgift, hvorfor der i alt blev efteropkrævet virksomhederne 734.780 kr, 128.558 kr. og 3.712 kr. som henholdsvis elafgift, CO2-afgift og vandafgift.

Told- og Skattestyrelsens havde ved den påklagede afgørelse anset A ApS og B A/S for omfattet af bilagene til elafgiftsloven og vandafgiftsloven, med den konsekvens at selskaberne var nægtet adgang til tilbagebetaling af afgift efter elafgiftslovens § 11, stk. 1, jf. stk. 2, kuldioxidafgiftslovens § 9, stk. 1, jf. stk. 4, samt vandafgiftslovens § 9, stk. 1, jf. stk. 2.

Til støtte for afgørelsen havde styrelsen anført, at bilaget til el- og vandafgiftsloven gav adgang til en forholdsvis bred fortolkning, hvilket ifølge styrelsen var i overensstemmelse med skatteministerens svar af 8. juni 1993 til Folketingets Skatteudvalg (L 303). Den i besvarelse forekommende liste af branchekoder var derfor kun en liste over de brancher, der typisk ikke kunne opnå godtgørelse, således forstået at der kunne være andre virksomheder, der udførte aktiviteter, der kunne sidestilles med ydelser nævnt i bilaget. Herefter var anført, at de ydelser, der blev leveret af de omhandlede virksomheder, måtte anses som servicefunktioner, der var omfattet af bilaget i lighed med adresseringsbureau/kuverteringsbureauer. Det var herved anset at være uden betydning om opgaverne udførtes maskinelt eller manuelt, og at virksomhederne havde fået ændret deres branchekode. Vedrørende sidstnævnte var henvist til, at det fremgik af det nævnte ministersvar, at afgørelsen af om en virksomhed var omfattet af bilagene beroede på en vurdering af de konkrete aktiviteter i virksomheden og ikke alene på virksomhedens benævnelse eller branchekode.

Styrelsen havde også henvist til Momsnævnets afgørelse af 26. marts 1998, refereret i TfS 1998.432, med bemærkning om, at nævnet i denne afgørelse fandt, at det ikke havde været hensigten at udtrykket "bureau" i bilagene skulle fortolkes snævert, og endvidere at den interne trykkerifunktion i en given virksomhed indgik som en integreret del af virksomhedens basale virksomhed, hvorfor aktiviteterne i forbindelse med trykkeri også skulle betragtes som bureauvirksomhed.

Virksomhedernes advokat havde over for Landsskatteretten nedlagt påstand om at selskaberne ansås for berettiget til at få tilbagebetalt afholdt el-, CO2-, og vandafgift, jf. henholdsvis elafgiftslovens § 11, stk. 1, CO2-afgiftslovens § 9, stk. 1, jf. stk. 4 og vandafgiftslovens § 9, stk. 1.

Advokaten havde til støtte for påstanden gjort gældende, at virksomhederne ikke var omfattet af eller kunne sidestilles med de i bilagene til el- og vandafgiftsloven opregnede virksomheder.

Til støtte herfor var anført at bilagslisten som en undtagelse til en klar hovedregel måtte fortolkes indskrænkende, således at bilagets opregning af virksomheder måtte anses for udtømmende.

Der var herved også henvist til forarbejderne til elafgiftslovens § 11, stk. 2, herunder betænkning afgivet af skatte- og afgiftsudvalget den 25. juni 1979 over bl.a. forslag til ændring af elafgiftsloven, Folketingstidende 1978/79, tillæg B, spalte 2247, hvor det hed, at bilaget undtog "visse liberale erhverv".

Advokaten havde endvidere henvist til, at det fremgik af forarbejderne til vandafgiftsloven, at afgiftsfritagelsen for momsregistrerede virksomheder var begrundet i konkurrencehensyn, og at afgiftsfritagelsen var begrænset på samme måde som det gjaldt for elafgiften således, at liberale erhverv og forlystelser ikke kunne få godtgjort afgiften. Det fremgik også at der udelukkende af EU-retlige og administrative hensyn var afstået fra at differentiere afgiften mellem vandintensive og ikke-vandintensive virksomheder.

Da bilagene til el- og vandafgiftsloven var enslydende, var anført, at undtagelse i begge love herefter måtte forstås som omfattende virksomheder som kunne sidestilles med sædvanlige liberale erhverv, og hvis konkurrenceevne, på grund af et i sammenligning med produktionsvirksomheder ringe forbrug af vand og energi, ikke var påvirket nævneværdigt af afgiften. Ved den konkrete vurdering af om en virksomhed var et bureau måtte der derfor lægges vægt på, om den pågældende virksomheds konkurrenceevne ville kunne påvirkes af afgiftspålæggelsen, og om den pågældende virksomhed havde lighedstræk med traditionelle liberale erhverv, der bl.a var kendetegnet ved, at deres energi- og strømforbrug hovedsageligt skyldtes kontorhold, og dermed var relativt lavt. Markedsanalysevirksomhed, og hvad der i øvrigt sædvanligvis måtte forstås som bureauvirksomhed, var derudover kendetegnet ved, at der her skete en værditilvækst af en given ydelse, f.eks. derved at der blev tilføjet en given ydelse nogle kvalitative egenskaber.

Om de omhandlede virksomheders aktiviteter havde advokaten anført, at størstedelen af virksomhedernes omsætning hidrørte fra opgaver der var løst maskinelt, at kun en mindre del af omsætning hidrørte fra levering af hvad der kunne betegnes som serviceydelser, og at den store investering i maskinel viste, at maskinparken havde en afgørende betydning for indtjeningen. Det maskinelle var således i centrum for de omhandlede virksomheder, der derfor også havde et betydeligt energiforbrug. Virksomhederne adskilte sig netop derved væsentligt fra f.eks. markedsanalysevirksomheder, som omhandlet i den momsnævnsafgørelse, der var henvist til i den påklagede afgørelse. Virksomhederne ville derudover i kraft heraf blive stillet konkurrencemæssigt dårligt, hvis de, i modsætning til andre virksomheder der blot som et led i virksomheden udførte tilsvarende opgaver, blev nægtet fradragsret for de omhandlede afgifter.

På denne baggrund var endelig anført, at de omhandlede virksomheder måtte anses som produktionsvirksomheder, og at de som sådanne ikke kunne være omfattet af bilaget til hverken el- eller vandafgiftsloven.

Landsskatteretten udtalte:

Momsregistrerede virksomheder, hvis afsætning af ydelser var omfattet af bilaget til el- og vandafgiftsloven, havde ikke adgang til afgiftsgodtgørelse efter elafgiftslovens § 11, stk. 1, jf. stk. 2, vandafgiftslovens § 9, stk. 1, jf. stk. 2 og kuldioxidafgiftslovens § 9, stk. 1, jf. stk. 4.

Bilaget til el- og vandafgiftsloven omfattede følgende virksomheder: Advokater, Arkitekter, Bureauer (bl.a. vagtbureauer, ægteskabsbureauer), Forlystelser, herunder teaterforestillinger, biografforestillinger m.v, Landinspektører, Mæglere, Reklame, Revisorer, Rådgivende ingeniører.

I bemærkningerne til den omhandlede bestemmelse i elafgiftsloven (Folketingstidende 1978-79, Tillæg B, spalte 2247) hed det:

"Den foreslåede ændring ... betyder, at der kan ydes tilbagebetaling af elafgift til momsregistrerede virksomheder i samme omfang, som de har fradragsret for indgående moms, bortset fra visse liberale erhverv (bilaget)."

I bemærkningerne til den omhandlede bestemmelse i vandafgiftsloven (Folketingstidende 1992-93, Tillæg A, spalte 9809) hed det:

"Det foreslås ud fra konkurrencehensyn, at momsregistrerede virksomheder skal kunne få tilbagebetalt vandafgiften på samme måde, som de kan få tilbagebetalt energiafgifter. Afløftningen af afgiften foreslås dog begrænset på samme måde, som det gælder for elafgiften, således at liberale erhverv og forlystelser m.v. ikke kan få godtgjort vandafgiften."

Retten bemærkede derudover, at det var den pågældende virksomheds aktiviteter og ikke betegnelse, som afgjorde hvorvidt virksomheden var omfattet af nævnte bilag, jf. ordlyden af elafgiftslovens § 11, stk. 2, og vandafgiftslovens § 9, stk. 2, samt skatteministerens svar af 8. juni 1993 til Folketingets skatteudvalg.

Efter de foreliggende oplysninger om aktiviteterne i A A/S og C A/S, nu D A/S, fandt retten ikke, at virksomheden kunne anses for omfattet af bilaget til el- og vandafgiftsloven. Der var herved henset til at virksomheden, efter en helhedsvurdering af den udbudte flerhed af ydelser, disses karakter, og hvad der måtte anses for det overordnede virksomhedskoncept, samt under hensyntagen til, at den omfattende maskinpark måtte anses at udgøre et væsentligt element og en væsentlig forudsætning i forhold til virksomhedskonceptet, ikke kunne anses for eller sidestilles med bureauvirksomhed, således som dette begreb efter dets kontekst og efter forarbejderne til el- og vandafgiftslovene måtte skulle forstås.

Som følge af det anførte fandtes A A/S og C A/S, nu D A/S, ikke at kunne nægtes tilbagebetaling af afgift i henhold til elafgiftslovens § 11, stk. 2, vandafgiftslovens § 9, stk. 2 og kuldioxidafgiftslovens § 9, stk. 4. Vedrørende dette spørgsmål blev den nedlagte påstand taget til følge.

Versioner

1. 2000-06-07