Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1999/11101@2000-06-07/da

Indhold

1. Indledning

udenlandske returflasker

afgiftsgodtgørelse efter bevilling fra told- og skatteregion

genanvendelse til glas i EU-land

Reference:

Detailsalgspakningslovens § 6, stk. 4.

A A/S's klage til Landsskatteretten skyldtes, at told- og skatteregionen havde truffet afgørelse om, at tidligere udbetalt afgiftsgodtgørelse skulle tilbagebetales, ligesom anmodning om yderligere godtgørelse ikke kunne imødekommes.

I henhold til detailsalgspakningslovens § 6, stk. 4, var det anset for en betingelse for udbetaling af afgiftsgodtgørelse vedrørende returflasker, at flaskerne blev udført hele, og at fornyet anvendelse skete ved genpåfyldning.

Det fremgik af sagen, at selskabet havde drevet virksomhed ved import og salg i Danmark af to udenlandske ølmærker siden 1989.

Det drejede sig om et amerikansk og et mexicansk mærke. Det amerikanske mærke blev solgt på engangsglasflasker, der således ikke kunne genpåfyldes, medens genpåfyldning kan ske vedrørende de mexicanske flasker, hvilket dog alene blev foretaget i Mexico.

I overensstemmelse med de danske miljøregler havde selskabet etableret et returflaskesystem, hvorved alle flasker ved pantindløsning blev returneret til selskabets adresse.

Flaskerne blev rent faktisk ikke benyttet til genpåfyldning, men blev samlet på selskabets adresse, hvor de blev sorteret i containere efter farve, henholdsvis hvidt glas og mørkt glas. Ved henkastning af flaskerne i containere blev en del af flaskerne i sagens natur knust.

Herefter blev glasset solgt til tyske glasfabrikanter, hvor det blev knust og omsmeltet. De mexicanske flasker blev solgt til B medens de amerikanske blev solgt til C, begge firmaer i Tyskland.

I en årrække havde selskabet betalt emballageafgift vedrørende de importerede varer uden at få afgiftsrefusion. Primo 1995 blev selskabet dog opmærksom på muligheden for at få refunderet afgiften ved udførsel til anvendelse i udlandet. Selskabets direktør tog herefter kontakt til told- og skatteregionen, hvorfra det af en af regionens medarbejdere blev oplyst, at der ved re-eksport af flaskerne var mulighed for afgiftsrefusion, dog under betingelse af, at selskabet foretog en præcis bogføring af alle aspekter vedrørende transporten og salget af flaskerne.

Selskabet fremsatte ved brev af 25. januar 1995 følgende anmodning:

"Re: GODTGØRELSE AF EMBALLAGE AFGIFT

Som det vil være toldvæsenet bekendt, er vi et firma som hovedsagelig er beskæftiget med import og distribution af udenlandske øl til Danmark. I denne forbindelse har vi en stor forpligtelse til at overholde lovgivningen som pårører håndtering af tom emballage. Vi har fundet det nødvendigt i denne henseende, at organisere et retur system for vores tomme flasker således at vi samler alle flaskerne i X. På nuværende tidspunkt, kan vi kun komme af med dem til kun en enkelt aftager i Danmark, og vi har derfor også taget kontakt til udenlandske aftagere og indhentet tilbud vedrørende købspriser på glas. Det har vist sig at markedsprisen p.t. er lidt mere favorabel syd for grænsen.

I forbindelse dermed, er det aktuelt at spørge, om der ikke kan udstedes en bevilling til godtgørelse af emballage afgift på de brugte flasker som vi så kommer til at genudføre. I så fald, vil De være venlig at oplyse os om proceduren for en sådan ansøgning, samt en nærmere beskrivelse af de fysiske betingelser vi skal overholde vedrørende regnskab og optælling etc ?."

Selskabet havde oplyst, at der i forbindelse med anmodning om bevilling til afgiftsgodtgørelse blev fremsendt kopier af fakturaer vedrørende salg og transport af glasflasker til Tyskland samt en kopi af den herved opmålte vægt af glasset.

Af samtlige fakturaer vedrørende salget fremgik, at prisen for glasset var betalt pr. ton og ikke pr. flaske, og at køberne var glasfabrikanter. Af bilagene fremgik bl.a. salg af glas til et tysk firma.

Efterfølgende havde selskabet en telefonisk samtale med medarbejderen fra told- og skatteregionen.

Den 16. februar 1995 opnåede selskabet i henhold til detailsalgspakningsloven bevilling til godtgørelse af punktafgiften på brugte flasker, der blev genudført til fornyet anvendelse. Bevillingen havde følgende indhold:

"Afgiftsgodtgørelse

Omfang:

Godtgørelse af punktafgift af varer, som virksomheden har købt og siden afsendt til andre EF-lande og/eller 3. lande i uforandret stand som gode og forsvarlige handelsvarer.

Lov:

Lov om afgift af visse detailsalgspakninger.

Gyldighedsperiode:

Indtil udgangen af februar måned 2000.

Købsmåde:

Andre EF-lande, 3. lande og købt her i landet i beskattet stand.

Leveret til:

Andre EF-lande, 3. lande, Færøerne, Grønland eller Københavns Frihavn.

Særlige betingelser:

Bevillingen omfatter brugte flasker, der genudføres til fornyet anvendelse.

Det er en betingelse for godtgørelsen, at flaskerne eller tilsvarende flasker er indført og afgiftsberigtiget af virksomheden mindre end 1 år for genudførelsen."

Selskabet havde i henhold til bevillingen i perioden 1/3 1995 -30/9 1996 modtaget 907.891 kr. i godtgørelse for 1.875.799 flasker.

Herudover havde selskabet anmodet told- og skatteregionen om godtgørelse af punktafgift på brugte flasker, der genudførtes til fornyet anvendelse, på hhv. 75.364 kr. og 134.847 kr., disse anmodningerne vedrørte perioden 1/10-30/12 1996.

På baggrund af den opnåede refusion af emballageafgift havde selskabet beregnet den samlede besparelse som afgiftsrefusionen indebar, og tilsvarende var prisen for varer solgt i Danmark reduceret. Selskabet havde fremlagt kopier af breve, som direktøren havde fremsendt til forretningsforbindelser, med oplysning om nedsættelse af såvel basisprisen som detailprisen på de to ølmærker.

Told- og skatteregionen havde ved kontrolbesøg af 11. marts 1997 på virksomhedens adresse fået oplyst af selskabets bogholder, at de flasker, hvortil der var modtaget afgiftsgodtgørelse, var genudført til Tyskland, hvor de blev knust og anvendt i glasfabrikation.

Ved afgørelse af 3. marts 1998 havde told- og skatteregionen fundet, at selskabet uberettiget havde modtaget godtgørelse af afgift på 907.981 kr. af brugte flasker, der var genudført til fornyet anvendelse, og at anmodningerne om godtgørelse af afgift på i alt 210.211 kr. af brugte flasker, der genudførtes til fornyet anvendelse ikke kunne imødekommes.

Regionen havde fundet, at bevillingen var udstedt i medfør af detailsalgspakningslovens § 6, stk. 4, der omfattede beholdere, der som brugte blev leveret tilbage til fornyet anvendelse i udlandet. Fornyet anvendelse skulle i henhold til bestemmelsen fortolkes som genanvendelse af den enkelte flaske, dvs. situationer med genpåfyldning af flasken. Bevillingens krav om fornyet anvendelse af flaskerne var dermed ikke opfyldt, da de udførte flasker blev knust og anvendt ved genindvinding i glasfabrikation. Regionen havde henvist til Told- og Skattestyrelsens utrykte afgørelser af 16. august 1996, journalnr. 99/96-355-00097 og 99/96-355-00093, hvorefter det var et krav for afgiftsgodtgørelse, at flaskerne blev genanvendt i hel tilstand.

Regionen havde endvidere henvist til detailsalgspakningslovens § 6, stk. 5, der regulerede afgiftsgodtgørelse for beholdere, der blev genindvundet til glasfabrikation, jf. således glasbeholdere, der oprindeligt havde indeholdt naturligt, kulsyreholdigt mineralvand uden tilsat kulsyre og med et kulsyreindhold på mindst 0,4 vægtprocent. Modsætningsvis fulgte det, at der ikke kunne ydes afgiftsgodtgørelse for flasker, der oprindeligt havde indeholdt øl, og som var udført til genvinding i glasfabrikation. Genvinding til glasfabrikation var således omfattet af lovens § 6, stk. 5, og det var regionens opfattelse, at fornyet anvendelse efter lovens § 6, stk. 4, ikke kunne sidestilles med genvinding til glasfabrikation. Regionen havde i tilknytning hertil anført, at fortolkningen af begrebet "fornyet anvendelse" ikke skabte en teknisk handelshindring i EU, idet der med fortolkningen ikke forelå et forbud mod at udføre de pågældende flasker, ligesom en tilsvarende anvendelse af flaskerne til glasfabrikation i Danmark ikke ville udløse afgiftsgodtgørelse.

I relation til selskabets anbringende om retsbeskyttet forventning havde regionen anført, at der ikke i forbindelse med udbetaling af afgiftsgodtgørelser skete kontrol med alle udbetalinger, hvorfor en passivitet fra told- og skattemyndighedernes side over for de modtagne oplysninger ikke kunne danne grundlag for en retsbeskyttet forventning. Regionen havde herved henvist til Tidsskrift for Skatteret 1994, nr. 131 VLD. Endvidere havde regionen i øvrigt bestridt at have aflagt virksomheden et besøg i foråret 1995 i forbindelse med tildeling af bevilling, hvilket regionen havde begrundet i, at der ikke i told- og skatteregionen befandt sig notater herom, ligesom de af regionens medarbejdere, der var beskæftiget på dette område intet erindrer om det af selskabet beskrevne besøg.

Selskabets advokat havde over for Landsskatteretten principalt nedlagt påstand om, at den påklagede afgørelse savnede hjemmel i detailsalgspakningslovens § 6, stk. 4, hvorfor afgørelsen i sin helhed måtte ophæves.

Til støtte herfor var det bl.a. gjort gældende, at told- og skattemyndigheden uberettiget havde krævet genbetaling af hidtil opnået refusion af emballageafgift, ligesom det også fremtidigt skulle anerkendes, at selskabet opfyldte betingelserne for at opnå afgiftsgodtgørelse. Af lov om afgift af detailsalgspakninger § 6, stk. 4, fremgik, at de statslige told- og skattemyndigheder kunne meddele virksomheder bevilling til godtgørelse af den erlagte afgift af beholdere, der brugte blev leveret tilbage til fornyet anvendelse i udlandet. Lovordene "fornyet anvendelse" gav ikke dækning for den indskrænkende fortolkning, som told- og skatteregionen havde lagt til grund i nærværende sag, idet "fornyet anvendelse" sprogligt omfattede både genpåfyldning og omsmeltning. Den til loven samt en række andre love hørende vejledning om punktafgifter angav intet specifikt om afgiftsrefusion vedrørende emballage, men udtalte generelt for alle omfattede afgiftslove:

"registrerede varemodtagere, der genudfører afgiftspligtige varer i uforandret stand som gode og forsvarlige handelsvarer, vil efter ansøgning kunne få godtgørelse af den betalte afgift. Virksomheden skal, inden varerne sendes, søge told- og skatteregionen om afgiftsgodtgørelse. Betingelserne for afgiftsgodtgørelse m.m. vil fremgå af regionens tilladelse (bevilling)."

For så vidt angår emballageafgift ydede vejledningen ingen vejledning, idet emballage i sagens natur ikke kunne genudføres uforandret. Emballage ville altid have været åbnet af forbrugeren, og den i emballagen værende vare ville være forbrugt før emballagen blev leveret tilbage til den afgiftspligtige. Relevant for spørgsmålet om emballageafgiftsgodtgørelse var derfor bestemmelsen om, at betingelserne for afgiftsgodtgørelse ville fremgå af regionens tilladelse. Regionens tilladelse, der var gyldig indtil udgangen af februar måned i år 2000 - stillede som eneste betingelse, at de brugte flasker blev genudført til fornyet anvendelse. Omsmeltning var efter en almindelig sproglig fortolkning fornyet anvendelse. En formålsfortolkning førte til samme resultat, idet omsmeltning var udtryk for et genbrug, der i miljømæssig og økonomisk henseende var væsentligt mere ønskelig end - hvilket ville være eneste alternativ - at de brugte flasker indgik i den sædvanlige affaldsbehandling. Detailsalgspakningslovens § 6 opererede udover refusion efter stk. 4, tillige i stk. 5, med refusion vedrørende mineralvandsflasker, der blev genindvundet til glasfabrikation. Det fulgte ikke af en naturlig sammenhæng mellem detailsalgspakningslovens § 6, stk. 4, samt § 6, stk. 5, at det kun var glas, der havde været benyttet som emballage til mineralvand, som opfyldte betingelserne for afgiftsgodtgørelse i tilfælde, hvor flaskerne blev genanvendt til glasfabrikation. Det var således ikke evident, at § 6, stk. 4, skulle tolkes indskrænkende til alene at omfatte refusion vedrørende flasker til genvinding i form af genpåfyldning. Oplysninger om praksis vedrørende refusion for andre importører viste da også, at told- og skatteforvaltningerne ikke tidligere havde administreret og tolket loven til alene at omfatte flasker, der var udført til genpåfyldning. I tilknytning hertil havde advokaten gjort gældende, at told- og skatteregionens afgørelse i realiteten indebar en teknisk handelshindring, der var i strid med EU-retten.

Subsidiært havde advokaten nedlagt påstand om, at told- og skatteforvaltningen var pligtig til at yde afgiftsrefusion i overensstemmelse med indholdet af den afgivne bevilling.

Til støtte herfor var det bl.a. gjort gældende, at bevillingen gjaldt indtil udgangen af februar måned år 2000. Selskabet burde kunne støtte ret på en naturlig og almindelig sproglig forståelse af ordvalget i bevillingen, jf. ordet "genudføres". Flaskerne skulle kunne anvendes til genbrug, hvilket begreb også rummede omsmeltninger. Selve bevillingen måtte anses at danne baggrund for virksomhedernes retskrav, jf. også Skatteministeriets egen vejledning om punktafgifter, der intet specifikt angav om afgiftsrefusion ved emballage, men dog generelt angav, at betingelserne for afgiftsgodtgørelser mv. ville fremgå af den konkrete tilladelse/bevilling. Bevillingen af 16. februar 1995 var yderst kortfattet, hvorfor den i relation til de enkelte anførte standardvilkår ikke gav selvstændige oplysninger til brug for selskabets vejledning. Bevillingen henviste alene til lov om afgift af visse detailsalgspakninger og indeholdt derved ingen paragrafhenvisning, ligesom der i de særlige betingelser var angivet, at:

"Bevillingen omfatter brugte flasker, der genudføres til fornyet anvendelse".

Med dette indhold var det som eneste betingelse stillet, at de brugte flasker blev genudført til fornyet anvendelse.

Selskabet havde indrettet sig i tillid til bevillingen, og told- og skatteregionen havde på tidspunktet for bevillingens udstedelse haft kendskab til samtlige faktiske omstændigheder omkring selskabets udførsel af flasker til glasfabrikation. Told- og skatteregionens udstedelse af bevillingen sammenholdt med de senere givne afgiftsrefusioner, kunne derfor ikke bero på en faktisk vildfarelse omkring selskabets forhold. I den forbindelse var det fra selskabets side endvidere gjort gældende, at told- og skatteregionen enten den 23. marts 1995 eller i perioden 1. til 15. februar 1995 aflagde virksomheden et besøg efter indgivelse af den første anmodning om afgiftsrefusion. Ved dette kontrolbesøg blev bl.a. selskabets containere besigtiget, jf. efterfølgende udarbejdede erindringsreferat herom af selskabets bogholder.

Mere subsidiært var nedlagt påstand om, at told- og skatteforvaltningen ikke kunne anses berettiget til at kræve tilbagebetaling af allerede modtagen refusion, idet bevillingen alene burde tilbagekaldes med fremadrettet virkning.

Til støtte herfor var det gjort gældende, at told- og skatteregionen efter almindelige forvaltningsretlige principper samt det særlige skatte- og afgiftsretlige forventningsprincip var uberettiget til at kræve genbetaling af den hidtil opnåede refusion af emballageafgiften. Selskabet havde været i god tro med hensyn til, at den benyttede fremgangsmåde var i fuld overensstemmelse med de krav, som told- og skatteregionen stillede ved bevilling af afgiftsgodtgørelse, og bevillingen kunne således ikke tilbagekaldes med tilbagevirkende kraft. Der var herved tillige henvist til det af selskabets bogholder efterfølgende udarbejdede erindringsreferat om regionens kontrolbesøg på selskabets adresse, samt det forhold, at told- og skatteregionen allerede på tidspunktet for bevillingens udstedelse var fuldt oplyst om selskabets virke og salg af flasker til tyske glasfabrikker til brug for glasproduktion.

Told- og Skattestyrelsen havde over for Landsskatteretten indstillet afgørelsen stadfæstet. Styrelsen havde hertil anført, at der ikke kunne gives afgiftsgodtgørelse for brugte glasflasker, der blev genudført til genindvinding som glas, hvilket gjaldt, uanset om flaskerne blev udført som glasskår eller efter udførelsen - uden påny at have været påfyldt indhold - blev anvendt til glasfabrikation e.lign. Styrelsen havde under henvisning til detailsalgspakningslovens § 21 b, stk. 1, nr. 3 anført, at Landsskatteretten ikke havde kompetence til at eftergive afgiftskrav. Det var hertil bemærket, at Landsskatterettens kompetence naturligt omfattede spørgsmål om rækkevidden af de omhandlede muligheder i lovens § 6 og § 8 for at opnå afgiftsfritagelse og afgiftsgodtgørelse.

Styrelsen anførte videre, at der ikke var belæg for at antage, at spørgsmål om eftergivelse af afgiftsbeløb som følge af en told- og skatteregions evt. mere eller mindre heldige administration, skulle henhøre under Landsskatterettens kompetence. Styrelsen havde dog anført, at selskabet havde haft en berettiget forventning om godtgørelse for perioden 1. marts 1995 til 30. december 1996, dog var fremhævet, at det på tidspunktet for udstedelse af bevilling ikke påhvilede told- og skatteforvaltningen som risiko at vurdere, hvorvidt virksomheden ville opfylde de betingelser og krav, der fremgik af bevillingen. Af bevillingen fremgik endvidere klart, at bevillingen alene drejede sig om flasker til fornyet anvendelse, jf. detailsalgspakningslovens § 6, stk. 4.

Landsskatteretten udtalte:

Det bemærkedes, at bevillingen til godtgørelse af erlagt afgift var givet af told- og skatteregionen i henhold til lov om afgift af visse detailsalgspakninger, jf. § 6, stk. 4. Af bestemmelsen fremgik:

"De statslige told- og skattemyndigheder kan endvidere meddele virksomheder bevilling til godtgørelse af den erlagte afgift af beholdere, der brugte leveres tilbage til fornyet anvendelse i udlandet. Det er en betingelse for godtgørelsen, at beholderne eller tilsvarende beholdere er modtaget fra udlandet og afgiftsberigtiget af virksomheden mindre end 1 år, før de leveres tilbage."

Af forarbejderne - Folketingstidende 1977/78, tillæg A, spalte 1677 ff. - fremgik af bemærkningerne til bestemmelsen, at der kunne ske afgiftsgodtgørelse ved eksport af afgiftsberigtigede varer, og af de almindelige bemærkninger til lovforslaget fremgik, at for varer, der genudførtes til fornyet anvendelse i udlandet, kunne afgiften tilbagebetales.

Landsskatteretten bemærkede hertil, at afgiften var en stykafgift, som var pålagt emballageenheder, jf. lovens § 2, smh. med § 1, samt at et af de overordnede formål med loven - udover det rent fiskale mål - var at højne den miljømæssige interesse i forøget genbrug af emballage.

En grundlæggende betingelse for godtgørelse af den erlagte afgift i henhold til detailssalgspakningslovens § 6, stk. 4, var, at der fortsat var tale om en emballageenhed, jf. således lovordene:

"...beholdere, der brugte leveres tilbage til fornyet anvendelse i udlandet".

Landsskatteretten fandt, at selskabets retur-ølflasker ikke blev genudført som beholdere, idet selskabet udførte flaskerne som glas, der i knust tilstand skulle indgå som halvfabrikata til fornyet glasproduktion. Retten fandt derfor, at der med de enkelte enheder, som tidligere var blevet afgiftsbelagt ved indførelsen, ikke forelå mulighed for genanvendelse som beholdere. Det var derfor med rette, at selskabet ikke var anset for at opfylde betingelsen i detailsalgspakningslovens § 6, stk. 4, for afgiftsgodtgørelse.

I henhold til detailsalgspakningslovens § 21 b, stk. 1, nr. 3, havde Landsskatteretten tillige kompetence til at tage stilling til, om klageren var pligtig at tilbagebetale den udbetalte afgiftsgodtgørelse og berettiget til udbetaling af afgiftsgodtgørelse for perioden 1. oktober 1996 til 30. december 1996.

Efter en konkret vurdering af de foreliggende omstændigheder fandtes det at påhvile told- og skatteregionen som risiko, at regionen havde udstedt tilladelsen af 16. februar 1995 uden hensyntagen til flaskernes faktiske genanvendelse, når det samtidig var lagt til grund, at selskabet havde fremlagt det af regionen ønskede materiale til brug for behandlingen af ansøgningen om tilladelse til afgiftsgodtgørelse, og da der således ikke fra selskabets side sås at være fortiet eller afgivet urigtige oplysninger. Selve udstedelse af bevillingen beroede på en hos regionen foreliggende faktisk vildfarelse, og på denne baggrund kunne tilladelsen ikke tilbagekaldes med tilbagevirkende kraft.

Det måtte samtidig tillægges vægt, at selskabet havde indrettet sig i tillid til tilladelsen ved nedsættelse af sine salgspriser, og selskabet havde ikke senere haft mulighed for at opnå kompensation for denne prisnedsættelse. Det måtte derfor antages, at selskabet ville lide retstab, hvis den udbetalte afgiftsgodtgørelse skulle tilbagebetales og afgiftsgodtgørelsen for perioden 1. oktober 1996 til 30. december 1996 blev nægtet udbetalt.

Endelig fandtes selskabet ikke at have haft mulighed for på anden måde at sikre sig, at tilladelsen stod ved magt i den her omhandlede afgiftsperiode, hvorved bemærkedes, at reglerne om bindende forhåndsbesked i skattestyrelsesloven ikke fandt anvendelse vedrørende afgifter.

Selskabet var bibragt en retsbeskyttet forventning om afgiftsgodtgørelse, og denne forventning kunne tidligst anses at være bragt til ophør ved told- og skatteregionens brev til klageren af 21. marts 1997, hvori der varsledes krav om tilbagebetaling af afgiftsgodtgørelsen, og at anmodningen om yderligere afgiftsgodtgørelse ikke ville blive imødekommet.

Henset hertil kunne selskabet ikke tilpligtes at tilbagebetale den tidligere modtagne godtgørelse, og samtidig var selskabet berettiget til afgiftsgodtgørelse for perioden 1. oktober 1996 til 30. december 1996.

Der blev givet medhold i henhold til påstanden.

Versioner

1. 2000-06-07