Nytegning af aktier
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1999/11123@2000-06-08/da
Indhold
kurs
optagelse af ny aktionær
bindende forhåndsbesked
Reference:
ABL
A's klage til Landsskatteretten drejede sig om Ligningsrådets afgørelse af 23. februar 1999 i henhold til skattestyrelsesloven kapitel 2 A om bindende forhåndsbesked.
Spørgsmålene til Ligningsrådet var følgende:
1. Kan kurs 160 anses som udtryk for handelsværdien på aktierne i B A/S i en handel mellem ikke interesseforbundne parter således, at en medarbejder ved nytegning af nom. kr. 250.000 aktier ikke medfører skattemæssige konsekvenser for A?
2. Såfremt spørgsmål 1 besvares benægtende, kan kurs 160 da anerkendes som salgskurs, hvis A sammen med sin medejer i lige forhold, via deres fortegningsret i vedtægterne, nytegner for nom. kr. 250.000 aktier, og efterfølgende som personer sælger disse aktier til en medarbejder?
Ligningsrådet havde besvaret de stillede spørgsmål således:
Spørgsmål 1: Nej.
Spørgsmål 2: Nej.
Det var oplyst, at A ejede 50% (nom. kr. 250.000) af aktiekapitalen i B A/S.
Frem til den 22. januar 1997 var aktiekapitalen fordelt på 3 aktionærer, der hver ejede 1/3. I forbindelse med den tredje aktionærs udtræden af selskabet den 22. januar 1997 erhvervede de to tilbageværende aktionærer hver 50% af den udtrædende aktionærs aktier til kurs pari. Aktierne var anskaffet for 257.000 kr. fordelt således:
20. november 1991 nom. 26.667 kr. 26.667 kr.
31. marts 1992 nom. 140.000 kr. 147.000 kr.
22. januar 1997 nom. 83.333 kr. 83.333 kr.
I alt nom. 250.000 kr. 257.000 kr.
Selskabet fik meddelt tilladelse fra Ligningsrådet til pr. 1. juli 1998 at foretage en skattefri spaltning, således at selskabets faste ejendomme overførtes til et nystiftet selskab. De overførte ejendomme havde en nettoværdi på 2.178.000 kr. Denne spaltning var gennemført ultimo 1998.
Vedrørende spørgsmål 1:
Det var oplyst, at det var hensigten at udvide aktiekapitalen ved nytegning af nom. kr. 250.000 aktier. Aktierne skulle erhverves af en yngre medarbejder, som ønskedes tilknyttet selskabet som medejer. Det var derefter hensigten at gennemføre en fusion pr. 1. juli 1998 mellem B A/S og C ApS.
Efter længerevarende forhandlinger blev de nuværende aktionærer enige med medarbejderen om, at han kunne erhverve 1/3 af det nuværende selskab for 400.000 kr. i forbindelse med nytegning af nom. kr. 250.000 aktier til kurs 160.
Kurs 160 var ifølge klagerens revisor et resultat af forhandlinger mellem uafhængige parter.
Den pågældende medarbejder var på væsentlige arbejdsområder en kapacitet, og han havde ingen konkurrenceklausul eller bindinger af nogen art. Ved flere lejligheder havde han modtaget tilbud fra konkurrende ingeniørfirmaer. Medarbejderen havde dermed en gunstig forhandlingsposition, hvorfor der i lang tid var en vis afstand mellem parterne.
Endvidere havde selskabet B A/S løbende drøftelser med et andet relativt nystartet ingeniørfirma. Ene-ejeren i dette firma matchede aldersmæssigt den pågældende medarbejder særdeles godt, hvorfor alle havde en interesse i, at medarbejderen indtrådte som medejer i B A/S før fusionsforhandlingerne blev færdiggjort.
Der var enighed mellem de involverede parter om, at selskabets egenkapital kunne opgøres således:
Egenkapital før spaltning 3.723.000 kr.
Udspaltning af ejendomme 2.178.000 kr.
Egenkapital herefter 1.545.000 kr.
Inventar mv. (bogført til 0 kr.) 1.000.000 kr.
Skattebyrde på indtægtsførte, ikke-beskattede á conto-avancer,
ikke afsat i regnskabet -1.900.000 kr.
Korrigeret egenkapital 645.000 kr.
Egenkapital efter forhandling mellem parterne, ansat til 800.000 kr.
Ligningsrådet havde ikke tilsluttet sig udtalelserne fra den stedlige skatteforvaltning samt fra Told- og Skatteregionen, idet Ligningsrådet havde den opfattelse, at der mellem de hidtidige aktionærer i B A/S og den yngre medarbejder bestod et sådant interessesammenfald, at det ikke kunne anses for udelukket, at dette havde haft indflydelse på den mellem parterne indgåede aftale om kursfastsættelsen.
Med købers særlige relation til selskabet og selskabets ønske om at fastholde medarbejderen, havde begge parter haft en interesse i en kursfastsættelse under markedskursen.
Ved vurderingen af aktiernes handelsværdi skulle der tages højde for en eventuel værdi af goodwill. Tegningskursen på 160 beregnet på grundlag af egenkapitalen, der herefter var reguleret op efter forhandling mellem parterne, sås ikke fuldt ud at tage hensyn hertil.
Da der ikke forelå oplysninger om handelsværdien af goodwill i selskabet, ville denne være at bestemme i overensstemmelse med Ligningsvejledningen 1997, afsnit E.I.4.1.2, side 458 ff. Kursen på aktierne kunne herefter ansættes til 1689.
Vedrørende spørgsmål 2 havde Ligningsrådet anført, at der ligeledes i denne situation var tale om et salg mellem interesseforbundne parter. Aktiernes handelsværdi ville herefter være at beregne som under spørgsmål 1.
Selskabets repræsentant havde over for Landsskatteretten nedlagt påstand om, at den principaftale som A og hans medejer af B A/S indgik i august 1998 med en af selskabets medarbejdere, var en aftale mellem ikke interesseforbundne parter, således at skattemyndighederne måtte acceptere, at medarbejderens nytegning af aktier ville ske til markedskurs og derfor ikke kunne udløse skattemæssige konsekvenser for A efter aktieavancebeskatningslovens bestemmelser om tegningsretter jf. cirkulære nr. 194 af 26. november 1998 pkt. 5.4.
Repræsentanten havde bl.a. henvist til, at den stedlige skatteforvaltning samt told- og skatteregionen havde erklæret sig enige i repræsentantens synspunkt.
Til støtte for den nedlagte påstand havde repræsentanten anført, at ingeniørbranchen som mange andre brancher havde store rekrutteringsproblemer. Da det var vanskeligt at få medarbejdere var det endnu sværere at få medarbejdere, der udover at være fagfolk samtidigt havde de fornødne egenskaber til at blive virksomhedsejer- og leder. Dette var det generationsskiftemæssige nøgleproblem i virksomheden B A/S.
Ved overdragelse af 1/3 (en majoritetspost) af en virksomhed ønskede sælgeren naturligvis at få mest muligt ud af det, og køberen ønskede naturligvis ligeledes at give mindst muligt.
Såfremt handelen var gået i orden, ville køberen komme til at eje 1/3 af selskabet og opnå samme vilkår, herunder løn m.v. som de to nuværende ejere. Endvidere var en aktiepost af denne størrelse så væsentlig, at den i henhold til aktieselskabslovens bestemmelser ville give væsentlige rettigheder, og en sådan post "forærer" man ikke væk udenfor familieforhold.
Ifølge repræsentanten havde Ligningsrådet ved sin afgørelse ikke fulgt tidligere praksis, hvor man fokuserede på det konkrete forhold mellem de to parter. Ligningsrådet havde i sin begrundelse gjort selskabets ønske til den afgørende interesse, fremfor at fokusere på de modstående interesser, der forelå mellem de eksisterende aktionærer og den potentielle medejer. Repræsentanten havde videre anført, at aktionærerne havde en interesse i at aktietegningen gennemførtes til en kurs, der mindst svarede til markedskursen og medarbejderen havde omvendt en interesse i, at tegningen skete til lavest mulige kurs. Selskabets interesse havde i den forbindelse ingen relevans.
Repræsentanten havde gjort gældende, at goodwillværdien i selskabet ville være stærkt aftagende, såfremt man ikke fik nye yngre kræfter, og goodwillen lå for så vidt mere på den yngre generation end den egentligt gjorde i selskabet. Ligningsrådet havde beregnet goodwill ud fra indtjeningen, og repræsentanten havde hertil bemærket, at Ligningsrådet ikke havde taget hensyn til, at indtjeningen ville falde drastisk, hvis de 5 dygtigste medarbejdere (herunder den aktuelle), startede selv. Medarbejderne havde ingen konkurrenceklausul.
Repræsentanten havde endvidere anført, at det stod parterne frit for, om der skulle beregnes goodwill eller ej samt størrelsen heraf. Parterne måtte betegnes som værende modstående parter, og de to sælgere havde aktuel dårligere kort på hånden end køberen, som derved kunne forhandle sig til en fornuftig pris.
Afslutningsvis havde repræsentanten henvist til UfR 1980.1010 H, hvor Højesteret gav medhold i, at 3 mangeårige medarbejdere kunne overtage halvparten af selskabet, hvori de var ansat, uden at betale vederlag for goodwill.
Told- og Skattestyrelsen havde under sagens behandling for Landsskatteretten bl.a. udtalt, at udgangspunktet for skattemyndighedernes anerkendelse af vederlag ved overdragelse af aktier var, at overdragelsen skete til handelsværdien. En overdragelse der fandt sted mellem uafhængige parter, ansås således at udgøre en garanti for en korrekt værdiansættelse. Jf. Skatteministeriets redegørelse (TfS 1992.254) var det afgørende, om der i den foreliggende situation var reel modstrid mellem parternes interesser i relation til fordeling af overdragelsesvederlaget. I nærværende sag havde Ligningsrådet fundet, at parternes aftale ikke kunne anerkendes henset til den særlige tilknytning mellem aftaleparterne.
Værdien af goodwill var i nærværende sag ansat til 155.000 kr. Afgørende for værdien af goodwill ved handel mellem uafhængige parter ville sædvanligvis være, at erhververen kunne forrente og afskrive beløbet. Virksomhedens overskud havde i de sidste 3 år udvist store udsving, hvorfor det ikke på baggrund heraf kunne udledes, hvorledes udviklingen ville være i de kommende år. Blev der taget udgangspunkt i virksomhedens overskud i det seneste regnskabsår samt en forrentning på 7 1/4% (diskontoen + 4%), ville en erhverver under de givne forudsætninger kunne forrente og afskrive en goodwill ansat væsentligt højere end den mellem aktionærerne og medarbejderen aftalte værdi. Styrelsen havde endeligt bemærket, at som sagen var forelagt for Ligningsrådet ansattes goodwill efter goodwillcirkulæret, da der ikke i øvrigt forelå oplysninger om handelsværdien eller andre forhold af betydning for værdiansættelsen. Ligningsrådets afgørelse afveg således ikke fra det almindelige udgangspunktet om, at cirkulæret alene var vejledende.
Landsskatteretten udtalte:
Henset til de foreliggende oplysninger om selskabets forhold samt medarbejderens og aktionærernes interesser, fandt Landsskatteretten, at aftalen var indgået mellem ikke-interesseforbundne parter, hvorfor der ikke var tilstrækkeligt grundlag for en tilsidesættelse af den af parterne aftalte kurs 160.
Den bindende forhåndsbesked af 23. februar 1999 blev ændret i overensstemmelse med den af repræsentanten nedlagte påstand. Spørgsmål 1 blev således besvaret med et "Ja", hvorefter spørgsmål 2 bortfaldt.