Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1999/11128@2000-06-08/da

Indhold

1. Indledning

sælger

Ligningsrådets anvisninger ikke fulgt.

Reference:

LL § 9

LV 1998.A.B.1.7.2.

A klagede for indkomståret 1994 over, at skatteankenævnet havde anset udbetalt befordrings- pg rejsegodtgørelse, 83.875 kr., for skattepligtig personlig indkomst, og samtidig anset ham for berettiget til fradrag for befordring efter efter ligningslovens § 9 C med 20.620 kr. samt fradrag for handelsrejsende, 5.700 kr.

Det fremgik af sagen, at klageren i det pågældende indkomstår var ansat som sælger i B A/S i et tilknyttet selskab C Aps, hvor han havde en lønindtægt på 107.915 kr. og modtog befordrings- og rejsegodtgørelse med ialt 83.875 kr.

Told- og Skatteregionen havde foretaget arbejdsgiverkontrol i firmaet og i den forbindelse konstateret, at virksomheden ikke havde fulgt Ligningsrådets afregningsregler i forbindelse med udbetaling af skattefri kørselsgodtgørelse og skattefri rejsegodtgørelse, jf. Told- og Skattestyrelsens cirkulære 1993 - 23. Det var oplyst, at udbetalingerne var foretaget som a contoudbetalinger med lige store månedlige beløb uden månedlig afregning. Der var i stedet sket regulering af udbetalt skattefri godtgørelse 1 - 2 gange årligt.

Told- og skatteregionens afgørelse havde været indbragt for Told- og Skattestyrelsen, der 30. januar 1996 havde stadfæstet regionens afgørelse for så vidt angik pålæggelse af pligt for arbejdsgiveren til at indeholde A-skat og arbejdsmarkedsbidrag af den udbetalte befordrings- og rejsegodtgørelse, jf. ligningslovens § 9, stk. 5.

Skatteankenævnet havde i overensstemmelse hermed anset den udbetalte befordrings- og rejsegodtgørelse, ialt 83.875 kr., for skattepligtig som personlig indkomst. Nævnet havde samtidig anset klageren for berettiget til fradrag for befordring efter ligningslovens § 9 C med 20.620 kr. samt til fradrag for handelsrejsende for 114 dage a 50 kr.

Skatteankenævnet havde i den forbindelse anført, at de fremsendte køresedler ikke kunne danne grundlag for at anse de modtagne godtgørelser for at være skattefri, jf. ligningslovens § 9.

Nævnet havde endvidere anført, at køresedlerne på grund af de påpegede uoverensstemmelser ikke uden korrektioner kunne anvendes til beregning af befordringsfradrag efter ligningslovens § 9 C. Nævnet havde antaget, at den gennemsnitlige daglige kørsel havde udgjort 100 km, og fradraget var herefter beregnet med udgangspunkt heri reduceret med 24 km, jf. ligningslovens § 9 C.

Skatteankenævnet havde ikke antaget, at der var kørt mere end 100 km på alle arbejdsdage, og fradrag for handelsrejsende var derfor alene beregnet for halvdelen af arbejdsdagene eller 114 dage.

Klagerens revisor havde henvist til en ikke offentliggjort landsskatteretteretskendelse af 24. februar 1998 vedrørende en sælger, der havde fået udbetalt kørselsgodtgørelse a conto uden månedlig afregning. Retten anførte, at man i den konkrete sag var betænkelig ved at fastslå, at der var sket en sådan tilsidesættelse af reglerne i ligningslovens § 9, stk. 5, 2. pkt., at der var grundlag for at anse de udbetalte godtgørelser for skattepligtige. Revisoren havde i den forbindelse gjort gældende, at klagerens sag var analog med den nævnte sag.

Revisoren havde endvidere henvist til en anden ikke offentliggjort landsskatteretskendelse af 21- juni 1999 vedrørende en sælger ansat i det samme firma som klageren, der ligeledes havde fået udbetalt kørselsgodtgørelse som a contoudbetalinger med lige store månedlige beløb uden månedlig afregning. Der var i stedet sket regulering af udbetalt skattefri godtgørelse 1 - 2 gange årligt.

Revisoren havde endvidere anført, at klageren i mange år havde kørt som sælger i B A/S og i den forbindelse stillet sin egen bil til rådighed.

I forbindelse med at reglerne blev ændret i 1994, indgik klageren en aftale med arbejdsgiveren om godtgørelse for erhvervsmæssig kørsel i egen bil efter satserne for skattefri kørselsgodtgørelse. Da man kendte det årlige kørselsbehov, blev det aftalt, at man udbetalte et månedligt beløb på 7.000 kr. til a contodækning af kørslen samt udedage. Kørebøgerne blev indgivet til arbejdsgiveren hver måned til kontrol og regulering af a contobeløb, hvis det ikke svarede til det skønnede antal kilometer ved årets start. Klageren havde i 1994 modtaget 11.030 kr. mere som skattefrie godtgørelser end der fremgik af kørebøgerne, hvilket skyldtes en regnefejl i selskabets bogholderi. Klageren havde ikke tilbagebetalt det for meget udbetalte.

Revisoren gjorde derfor gældende, at den skattepligtige indkomst skulle forhøjes med det for meget udbetalte godtgørelsesbeløb, 11.030 kr.

Revisoren havde under henvisning til, at skatteankenævnet havde anført, at klagerens køresedler ikke kunne danne grundlag for at anse de modtagne godtgørelser for skattefri, gjort gældende, at dette skyldtes, at en sælger, der besøgte flere kunder om dagen i en by og dens omegn, ikke kun kørte fra et punkt til et andet, men at der også var en del intern kørsel i den by eller omegn, som havde været målet for besøget.

Landsskatteretten udtalte:

Efter ligningslovens § 9, stk. 5, var godtgørelser, der udbetaltes af arbejdsgiveren udgifter, som en lønmodtager påførtes som følge af arbejdet, medregnes ved indkomstopgørelsen.

Dette gjaldt dog ikke godtgørelse for rejse- og befordringsudgifter, såfremt godtgørelsen ikke oversteg satser, der var fastsat af Ligningsrådet. Godtgørelsen var i så fald skattefri.

Det fremgik af punkt 2.2. i Told- og Skattestyrelsens cirkulære, 1993 - 23, der var udstedt i medfør af ovennævnte bestemmelse, at det var en forudsætning for udbetaling af skattefri befordringsgodtgørelse, at arbejdsgiveren førte kontrol med antallet af kørte kilometer. Faste månedlige eller årlige befordringsgodtgørelser blev medregnet ved indkomstopgørelsen.

Landsskatteretten bemærkede, at bestemmelsen i ligningslovens § 9 havde været administreret således, at det for så vidt angik befordringsgodtgørelse havde været en forudsætning for skattefrihed, at der i overensstemmelse med ligningsvejledningens angivelser ikke skete udbetaling af faste månedlige eller årlige beløb, der var fastsat uafhængig af kørte kilometer. Det var pålagt arbejdsgiveren at kontrollere, at der blev afregnet på grundlag af Ligningsrådets satser i forhold til kilometetertallet. Af forarbejderne til bestemmelsen fremgik, at reglerne forudsattes administreret i overensstemmelse med Ligningsrådets anvisninger. Ved bedømmelsen af det foreliggende tilfælde måtte det lægges til grund, at der ikke var sket justeringer af klagerens kørselsbehov i årets løb, ligesom det måtte lægges til grund, at der ej heller var sket reguleringer af for meget udbetalt kørselsgodtgørelse i årets løb, idet det for meget udbetalte beløb, 11.030 kr., ikke var tilbagebetalt.

Landsskatteretten fandt herefter ikke grundlag for at ændre de påklagede ansættelser af personlig indkomst og fradrag for befordring, der herefter blev stadfæstet.

Hvad angik fradrag for handelsrejsende fandt Landsskatteretten ej heller i sagens oplysninger grundlag for at ændre ansættelsen, der derfor blev stadfæstes.

Versioner

1. 2000-06-08