Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1999/11137@2000-06-08/da

Indhold

1. Indledning

afståelse

gældsfrigivelse

genvundne afskrivninger

Reference:

LL § 7 P

LV 1998 E.F.2.3

A klagede for indkomståret 1996 over, at skatteankenævnet havde beskattet hende af genvundne afskrivninger samt frigivelse af gæld i forbindelse med afståelse af anparter i K/S B.

Det fremgik af sagens oplysninger, at klageren den 3. juli 1991 havde erhvervet 2 anparter a 50.000 kr., i alt 100.000 kr., i K/S B. Klagerens ægtefælle havde pr. samme dato anskaffet 4 anparter a 50.000 kr., i alt 200.000 kr., i K/S B og ægtefællen havde den 27. december 1991 ligeledes erhvervet 3 anparter a 50.000 kr., i alt 150.000 kr., i K/S C.

Ægteparret havde i perioden efter anskaffelsen af anparterne oparbejdet en gæld til kommanditselskaberne, der dog var søgt afdraget ved betaling af i alt 1.500 kr. månedligt.

Ved sålydende brev af 12. juli 1996 havde administrationen i kommanditselskaberne, D A/S, accepteret en endelig afvikling af ovennævnte anpartsinvesteringer mod betaling af i alt 80.000 kr. kontant:

"..........

Under henvisning til Deres fax af 9. ds. har sagen været forelagt direktøren som på kommanditselskabernes vegne har accepteret at der vil blive afgivet saldokvittering ved indbetaling af det nævnte beløb kr. 80.000,00.

Ved beløbets modtagelse vil anparterne blive overtaget af kommanditselskaberne hvorefter ægtefællerne vil være udtrådt af samtlige rettigheder og forpligtelser i henhold til tegningsaftalerne.

Beløbet imødeses således indbetalt inden 14 dage fra dato.

.........."

Selskabet havde den 23. juli 1996 kvitteret for modtagelsen af beløbet til fuld og endelig afgørelse af restancerne ved de omhandlede anparter. Det fremgik af kommanditselskabets skrivelse, at selskaberne ifølge aftale havde overtaget anparterne pr. nævnte dato, hvorefter klageren og klagerens ægtefælle var udtrådt af samtlige rettigheder og forpligtelser i henhold til tegningsaftalerne.

D A/S havde over for skattemyndighederne oplyst, at selskaberne i forbindelse med afviklingen af ægteparrets investeringer havde tilbagekøbt anparterne til markedsværdien, 1.900 kr. pr. anpart, svarende til i alt 17.100 kr. Til dokumentation herfor havde selskabet over for Landsskatteretten fremlagt kopi af en omsætningsliste pr. 16. juli 1996, hvoraf det fremgik, at anparter i K/S B senest havde været omsat den 21. maj 1996 for en handelspris af 4.000 kr., hvilket efter fradrag af kommissionshonorar og administrationsgebyr havde udmøntet sig i en afregningspris på 1.900 kr., og at anparter i K/S C senest havde været omsat den 24. maj 1996 for samme handels- og afregningspris.

Der var for Landsskatteretten herudover fremlagt en af D A/S indhentet erklæring vedrørende handelsværdien for anparter i K/S B og K/S C pr. 23. juli 1996, i henhold til hvilken et salg havde indbragt sælgeren 2.200 kr. respektive 3.200 kr. pr. anpart i de nævnte kommanditselskaber. Det fremgik af erklæringen, at beløbene var nettopriser efter omkostninger til samt overdragelsesgebyr til D A/S, og at honoraret, hvis sælgeren ved salget ønskede en udregning af de skattemæssige konsekvenser ved salget, ville have udgjort 1.875 kr., uanset om sælger havde valgt at sælge anparter i det ene eller begge projekter.

Det fremgik af sagens oplysninger, at klagerens gæld til K/S B ved aftalens indgåelse kunne opgøres til 51.645 kr. Ægtefællens gæld til K/S B kunne i henhold til sagens oplysninger opgøres til 103.790 kr., mens hans gæld til K/S C kunne opgøres til 66.242 kr., i alt 170.032 kr.

Der var mellem aftaleparterne og de lokale skattemyndigheder enighed om, at indbetalingen til kommanditselskaberne skulle fordeles således mellem ægtefællerne på de respektive gældsposter:

Klagerens andel af indbetalingen: 18.638 kr.

Ægtefællens andel af indbetalingen: 61.362 kr.

Heraf vedrørende K/S B: 37.456 kr.

Og vedrørende K/S C: 23.906 kr.

Det fremgik af sagens oplysninger, at en bank havde bistået klageren og klagerens ægtefælle med afviklingen af anpartsinvesteringerne, idet der var udarbejdet en vurdering af ægteparrets formueforhold samt en beregning over deres samlede økonomi, hvoraf det fremgik, at der ville være balance mellem indtægter og udgifter, hvis ægteparret årligt indbetalte i alt 18.000 kr. til kommanditselskaberne. Der var dog ikke fra bankens side foretaget en egentlig kreditvurdering af klageren og ægtefællen.

D A/S havde over for Landsskatteretten oplyst, at kommanditselskabet i forbindelse med sin vurdering ved afviklingen af anpartsinvesteringerne havde taget udgangspunkt i ægteparrets årsopgørelser for indkomståret 1994, samt i formueopgørelserne og budgettet, udarbejdet af banken, sammenholdt med oplysningerne om gældens størrelse og forrentning.

Det fremgik af sagens oplysninger, at klagerens skattepligtige formue ved udgangen af indkomståret 1995 kunne opgøres til -70.955 kr. og ved udgangen af 1996 kunne opgøres til -47.284 kr. Klagerens ægtefælles skattepligtige formue udgjorde ved udgangen af nævnte indkomstår -337.267 kr. henholdsvis -225.980.

Klagerens bruttoindkomst udgjorde i henhold til sagens oplysninger 162.799 kr. i indkomståret 1995 og 133.553 kr. i indkomståret 1996, mens ægtefællens indkomst for nævnte år udgjorde 269.848 kr. respektive 300.604 kr.

Det fremgik af sagens oplysninger, at D A/S ved brev af 2. december 1996 havde beregnet de skattemæssige konsekvenser for klagerens og ægtefællens afhændelse af de nævnte anparter uden ved beregningen at medtage den eftergivne del af ægteparrets gæld. D A/S havde i den forbindelse oplyst over for ægteparret, at det var administrationens opfattelse, at det eftergivne beløb ikke skulle påvirke beregningen af de skattemæssige konsekvenser, men at denne opfattelse ikke nødvendigvis var den samme som skattevæsenets.

Skatteankenævnet havde ved den påklagede afgørelse forhøjet klagerens kapitalindkomst med 28.544 kr., svarende til 85% af de af skatteankenævnet opgjorte genvundne skattemæssige afskrivninger, jf. ligningslovens § 7P.

Det fremgik af afgørelsen, at nævnet til grund for denne havde lagt,

klageren ikke løbende havde indbetalt de opkrævede likviditetstilskud i anpartsprojektet til tiden,

restgælden i projektet på udtrædelsestidspunktet udgjorde 51.645 kr.,

det ikke forelå oplyst, om der var tale om en tvangsindløsning eller et almindeligt salg,

klageren ikke på gældseftergivelsestidspunktet umiddelbart var insolvent, og

kommanditselskabet sandsynligvis ud fra en forretningsmæssig begrundelse havde accepteret en forholdsmæssig andel af de 80.000 kr. til fuld og endelig afgørelse af mellemværendet.

Ankenævnet havde herefter fundet, at der var sket en form for tvangsindløsning af anparterne, idet de krævede likviditetstilskud ikke var blevet betalt til rette tid. Nævnet havde i den forbindelse bemærket, at dette bekræftedes af, at det var kommanditselskabet, der havde taget initiativ til møde og indgåelse af aftalen.

Under henvisning til, at kommanditselskabet havde accepteret tilbudet på betaling af en forholdsmæssig andel af klagerens gæld til selskabet og havde givet kvittering herpå, således at al gæld inklusive ikke betalte likviditetstilskud og andel af kommanditselskabets gæld var afviklet, havde ankenævnet opgjort den del af klagerens gæld, der ikke var blevet betalt ved kontant betaling til:

Gæld udgjorde: kr. 51.645

Indbetalt (andel af 80.000 kr.): kr. 18.638

kr. 33.007

Da nævnet havde fundet, at der ved opgørelsen af den eftergivne del af gælden skulle gives fradrag for anparternes værdi på salgstidspunktet, og da nævnet ikke havde fundet grundlag for at anfægte den aftalte værdi af anparterne til 1.900 kr. pr. anpart, svarende til i alt 3.800 kr, havde nævnet herefter opgjort gældseftergivelsen til 29.207 kr.

Skatteankenævnet havde ved den påklagede afgørelse fundet, at en aftale om gældseftergivelse skulle ses som en del af afståelsesvederlaget, og dermed at den eftergivne forpligtelse skulle tillægges afståelsessummen. Nævnet havde herved henvist til en afgørelse fra Landsskatteretten vedrørende tvangsindløsning, optrykt i TfS 1996, nr. 144, samt til en tilsvarende dom fra Østre Landsret, offentliggjort i TfS 1998, nr. 384.

Skatteankenævnet havde som begrundelse for afgørelsen henvist til, at eftergivelsen efter nævnets opfattelse faldt uden for reglerne i kursgevinstlovens § 6A, idet der ikke var tale om en samlet kreditorordning og idet det ikke kunne anses for godtgjort, at klageren havde været at anse som insolvent på gældseftergivelsestidspunktet. Nævnet havde ligeledes henvist til, at beskatningen af genvundne afskrivninger inklusive gældseftergivelsen skulle foretages i henhold til afskrivningslovens §§ 6 og 13, og at det beskattede beløb efter fradrag af anparternes værdi på salgstidspunktet udgjorde 28.544 kr., der i henhold til ligningslovens § 7P skulle beskattes med 85%.

Den talmæssige opgørelse var i henhold til afgørelsen foretaget således:

Opgørelse af K/S B 2 stk.:

Budgetteret resultat 01.01. - 24.07.1996 = kr. 5.132

Realiseret kursgevinst ved salg = kr. 16.100

I alt skattepligtig indkomst K/S B = kr. 21.232

Opgørelse over frigivelsen af gælden:

K/S B:

Regnskabsmæssigt værdi 31.12.95: kr. 35.394

Egenkapital 31.12.95 kr. 10.268

Endnu ikke indbetalte rater kr. 0

Reguleret egenkapital kr. 10.268

Budgetterede regnskabstal 01.01. - 24.07.96:

Resultat før renter og kursreguleringer: = kr. 2.338

Renteindtægter = kr. 862

Renteudgifter = kr -2.208

Kursgevinst på finanslån = kr. 1.574

I alt = kr. 2.566

Justeret egenkapital 24.07.96 = kr. 12.834

Kontant salgssum = kr. -1.900

Mindreværdi = kr. 10.934

Skattemæssig afgang pr. anpart:

Regnskabsmæssig værdi: kr. 35.394

Mindre værdi: kr. 10.934

kr. 24.460

Da klagerens og klagerens ægtefælles indbetaling på i alt 80.000 kr. var anset for forholdsmæssigt fordelt i forhold til klagerens gæld til K/S B henholdsvis ægtefællens gæld til K/S B og C i forhold til gældens størrelse, havde ankenævnet opgjort den samlede frigjorte gæld således:

K/S B:

Restgæld = kr. 51.645

Indbetalt = kr. -18.638

Værdi af anparter på indfrielsestidspunktet = kr. 3.800

Frigivelse af gæld kr. 29.207

Nævnet havde herefter opgjort de skattemæssige genvundne afskrivninger således:

Skattemæssig saldoværdi pr. 31.12.95: kr. 49.583

Skattemæssig afgang, 2 anparter x 24.460 kr.: kr. -48.920

Frigivelse af gæld: kr. -29.207

Genvundne afskrivninger: kr. -28.544

Klagerens repræsentant havde over for Landsskatteretten nedlagt påstand om nedsættelse af klagerens kapitalindkomst med 29.207 kr. Han havde herved bemærket, at der beregningsteknisk var tale om, at det fulde beløb skulle selvangives som genvundne afskrivninger ved ophør af skibsvirksomhed, hvorefter der skattemæssigt blev givet et nedslag på 15%.

Repræsentanten havde til støtte for påstanden anført, at der ikke var hjemmel til at beskatte gældseftergivelsen. Han havde til støtte for denne opfattelse henvist til ligningsvejledningens afsnit A.B.7.1.4 vedrørende enkeltstående gældseftergivelser. Det fremgik heraf, at

"Gældseftergivelser, der fremtræder som led i en samlet akkord eller anden samlet kreditorordning, udløser i almindelighed ingen beskatning, jf. KGL § 6A, se eventuelt E.L.2. Vedrørende begrænsninger i retten til fremførsel af underskud, se E.L.2.5.

Enkeltstående tilfælde af gældseftergivelse behandles efter SL §§ 4,5,6, jf. KGL § 5, stk. 2 . I forbindelse med singulære ordninger kan der ske hel eller delvis beskatning hos debitor af det eftergivne beløb, hvis debitors insolvens ikke kan bevises. Beskatning eller gaveafgiftsberigtigelse vil typisk indtræde i tilfælde, hvor kreditor har gavehensigt, eller parterne befinder sig i et gavemiljø, jf. SKAT 1986.8.522 (TfS 1986,459)(Strandhavedommen). Har gældseftergivelsen karakter af en gave, skal værdien af gaven ansættes til fordringens værdi. Ved HD af 20. december 1979 blev den af skattemyndighederne hidtil fulgte praksis, hvorefter arvingsgæld altid blev fastsat til kurs 100 tilsidesat, idet Højesteret fastslog, at det var værdien i handel og vandel af den arvede fordring, der skulle afgiftsberigtiges. Som følge af denne afgørelse blev en ved Højesteret verserende sag om værdien af gave i form af eftergivelse af gæld i henhold til nogle pantebreve forligt således, at gaveafgiften skulle beregnes på grundlag af pantebrevenes handelsværdi, skd. 53.173 og tilsvarende lsr. 1981.58.

Hvis den eftergivne fordring var værdiløs, foreligger der ikke nogen gave.

Hvis en kreditor afgiver saldokvittering mod at modtage et mindre beløb end det skyldige, og det må formodes, at debitor ikke ville have været i stand til at betale det fulde beløb, foreligger der ikke nogen gave, se bl.a. lsr. 1974.28 og SKAT 1989.6.472. I lsr 1954.104 antog Landsskatteretten, at der forelå en delvis gave, idet debitor var i besiddelse af realisable midler til betaling af hele gælden." (understregningerne er foretaget af repræsentanten).

Da det heraf fremgik, at gældseftergivelsen ikke var skattepligtig, hvis debitor ikke var solvent på det tidspunkt, hvor gældseftergivelsen blev ydet, da det samtidig fremgik, at der lå en formodning om insolvens, hvis gældseftergivelsen blev givet af en kreditor, der ikke var nærtstående - i gavemiljø - i forhold til debitor, og da det af sagens oplysninger fremgik, at klageren pr. 31. december 1995 havde en negativ formue på 70.995 kr. og pr. 31. december 1996 - efter gældseftergivelsen - havde en negativ formue på 47.284 kr., ligesom ægtefællens formue var negativ både før og efter eftergivelsen, var det herefter repræsentantens opfattelse, at eftergivelsen i nærværende sag tillige måtte være skattefri.

Repræsentanten havde over for Landsskatteretten anført, at kommanditselskabet i sin kreditbedømmelse havde taget udgangspunkt i årsopgørelsen for indkomståret 1994, i henhold til hvilken klageren havde en negativ formue på 42.533 kr., samt i det af banken udarbejdede budget for klageren og hendes ægtefælle for 1996, i henhold til hvilket der var balance mellem indtægter og udgifter, forudsat at der indbetaltes 18.000 kr. årligt til kommanditselskabet. Han havde herved bemærket, at dette beløb imidlertid ikke ville dække renterne af gælden til K/S B og K/S C, hvor klagerens ægtefælle tillige havde anparter - idet gælden samlet udgjorde 221.677 kr., og renten var 15% p.a. Repræsentanten havde under henvisning hertil anført, at det kunne anskues, at akkordbeløbet, der udgjorde 80.000 kr., svarede til ca. 6 års indbetalinger a 18.000 kr., når der tillige var taget hensyn til renteudgifterne.

Vedrørende de afgørelser, hvortil ankenævnet havde henvist, havde repræsentanten over for Landsskatteretten bemærket, at der i disse sager var tale om tvangsindløsning, hvorimod ægteparrets anparter i nærværende sag var blevet overtaget af de respektive kommanditselskaber, der havde opgjort deres skattemæssige anskaffelsessum i forhold til markedsprisen på anparterne, således at der i nærværende sag var sammenhæng mellem de to former for opgørelser.

Repræsentanten havde til støtte for denne forskel i faktum i de af ankenævnet nævnte sager og nærværende sag henvist til en ikke offentliggjort kendelse fra Landsskatteretten af 15. maj 1996 i rettens j.nr. 651-1879-0050 vedrørende anparter. Han havde anført, at det herved blev fastslået, at salg af en anpart til selskabets långiver skete til en pris, der var væsentligt bedre end markedsværdien for anparten, og at forskellen til markedsprisen var en gældseftergivelse, der skulle behandles selvstændigt som sådan og beskattes efter reglerne herfor. Han havde herved henvist til, at det i kendelsen hed, at en sådan gældseftergivelse, der ikke tog udgangspunkt i vurdering af de enkelte kommanditisters betalingsevne, for kommanditisterne ville være en økonomisk fordel, jf. kursgevinstlovens § 5, stk. 2, jf. statsskattelovens § 4. Han havde tillige henvist til den i TfS 1999, nr. 261, offentliggjorte Højesteretsdom, ligeledes vedrørende Sanexco-anparter.

Da der for klageren selvstændigt var taget udgangspunkt i hendes betalingsevne, havde repræsentanten over for Landsskatteretten gjort gældende, at man modsætningsvis måtte kunne slutte, at der ikke var skattepligt af den til klageren givne eftergivelse.

Repræsentanten havde til støtte for den over for Landsskatteretten nedlagte påstand henvist til reglerne i den dagældende kursgevinstlovs § 5, stk. 2, der henviste til statsskattelovens §§ 4 - 6, samt til den dagældende kursgevinstlovs § 6 A. Han havde om sidstnævnte bestemmelse anført, at denne kun vedrørte en samlet ordning mellem en skyldner og hans kreditorer, men dog var en væsentlig kilde til forståelse af reglerne generelt, og at formuleringen "nedsættelse af skyldnerens gæld medregnes ikke ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Dette gælder dog ikke i det omfang, gælden nedskrives til et lavere beløb end fordringens værdi for kreditor på tidspunktet for eftergivelsen." afkræftede det af skattemyndighederne anførte om, at det var skatteyderen, der skulle bevise, at han var insolvent.

Under henvisning til at det af ovenstående kunne udledes, at en gældseftergivelse, der ikke forringede kreditors økonomi ikke var skattepligtig for debitor, at en kreditor, der ikke havde "nærtståendes" interesser til debitor, ikke kunne forventes at give en gældseftergivelse, der oversteg fordringens værdi, og til at det var dokumenteret, at klagerens formue både før og efter gældseftergivelsen var negativ, ligesom hendes budget viste, at hun ikke evnede at betale gælden inklusive påløbne renter, havde repræsentanten fastholdt, at klageren ikke kunne være skattepligtig af eftergivelsen.

Repræsentanten havde vedrørende forskellene i relation til sagerne vedrørende tvangsindløsning endvidere påpeget, at der var væsentlig forskel mellem de forhold, der gjorde sig gældende i nærværende sag respektive de forhold, der gjorde sig gældende i Mercandia-sagerne, jf. den i TfS 1998, nr. 316, offentliggjorte Vestre Landsrets dom, stadfæstet ved den i TfS 1999, nr. 262, offentliggjorte Højesteretsdom, og den i TfS 1998, nr. 384, offentliggjorte Østre Landsrets dom, idet anparterne i nærværende sag var blevet tilbagekøbt til handelsværdien, og ikke var blevet annulleret til en annulleringspris, der også dækkede klagerens gæld til selskaberne, i hvilket tilfælde de tilbageværende anpartshaveres afskrivningsgrundlag tillige ville være blevet forøget med hele det beløb, som kommanditisten ved tvangsindløsningen ville være blevet frigjort for. Han havde herved tillige gjort gældende, at myndighederne ikke kunne ændre på en aftale, indgået på markedsvilkår mellem uafhængige parter.

Repræsentanten havde herudover fremhævet, at Landsskatteretten i en i TfS 1998, nr. 158, offentliggjort afgørelse havde statueret, at en gældseftergivelse, der blev givet af en bank i forbindelse med afviklingen af et kommanditselskabs engagement, ikke var skattepligtig for klageren, idet hans individuelle økonomi ansås for at være utilstrækkelig i forhold til den del af gælden, der blev eftergivet. Han havde herved anført, at denne afgørelse efter hans opfattelse talte for den i nærværende sag nedlagte påstand, uanset at der i nævnte kendelse ikke var tale om salg af anparter.

Told- og Skattestyrelsen havde over for Landsskatteretten indstillet den påklagede ansættelse stadfæstet. Til støtte herfor havde styrelsen bl.a. anført, at det fremgik af ligningsvejledningen, at der i tilfælde af afståelse af kommanditselskabsanparter var praksis for, at den del af gælden, som selskabsdeltageren blev frigjort for, henregnedes til afståelsessummen for anparterne, og at man således beregnede avanceopgørelsen ud fra, hvad sælgeren havde fået for anparten med tillæg af den gæld, han var blevet frigjort for. Styrelsen havde herved henvist til de af klagerens repræsentant nævnte afgørelser i Mercandia-sagerne, samt til at der i de foreliggende sager ganske vist ikke var tale om tvangsindløsning, men derimod om en frivillig aftale, men at dette i realiteten ikke gjorde nogen forskel, idet det i de to situationer var det samme, der reelt skete, nemlig at anparterne blev afstået og kommanditisten frigjort for retshæftelsen.

Landsskatteretten udtalte:

Ved en kommanditists afståelse af en kommanditanpart skulle salgssummen opgøres under hensyntagen til den ideelle anpart af kommanditselskabets gæld, som kommanditisten samtidig overdrog, og til kommanditistens gæld til kommanditselskabet, som han blev frigjort for.

Landsskatteretten fandt, uanset den af parterne anvendte formulering i forbindelse med overdragelsen af anparterne, og uanset at kommanditselskabet ikke havde foretaget en opgørelse, som den der var foretaget i Mercandia-sagerne, at klageren og klagerens ægtefælle ved overdragelsen af anparterne var blevet frigjort for deres forpligtelse til at indbetale restgælden til kommanditselskaberne med undtagelse af de 80.000 kr., som ægteparret tilsammen havde indbetalt. Retten fandt derfor, at de stedlige skattemyndigheder med rette havde medregnet det pågældende beløb, der indeholdt skyldige likviditetstilskud, ved opgørelsen af den skattepligtige fortjeneste ved klagerens og ægtefællens afståelse af anparterne. Dette var tiltrådt af Told- og Skattestyrelsen.

Da Landsskatteretten efter de foreliggende oplysninger endvidere kunne tiltræde skattemyndighedernes fordeling af det indbetalte beløb og af den restgæld, som klageren og ægtefællen i henhold til aftalen med D A/S var blevet frigjort for, mellem ægtefællerne og på de respektive gældsposter, fandt retten herefter, at der manglede grundlag for at tilsidesætte ankenævnets opgørelse af den skattemæssige fortjeneste ved afståelsen af anparterne. Dette var ligeledes tiltrådt af Told- og Skattestyrelsen.

Det blev tilføjet, at retten ikke på baggrund af Sanexco-sagerne, jf. bl.a. Landsskatterettens kendelse af 15. maj 1996 og Højesterets dom af 22. februar 1999, offentliggjort i TfS 1999, nr. 261, havde fundet grundlag for at komme til et andet resultat. I Sanexco-sagerne var forholdet det, at der var indgået en samlet rekonstruktionsaftale mellem långiver, Finansieringsselskabet Gefion A/S, og en række Sanexco-kommanditselskaber, hvorved et selskab i Gefion-koncernen, Freja A/S, tilbød kommanditisterne at købe disses andele i kommanditselskaberne. Overdragelsen skete således til tredjemand - et selskab, der ligesom hovedkreditor, tilhørte Gefion-koncernen. Landsskatteretten var enig med Ligningsrådet i, at afkøbstilbuddet fra Freja A/S oversteg værdien af kommanditisternes medejendomsret til selskabets aktiver, og at differencebeløbet indeholdt en skattepligtig gældseftergivelse for kommanditisterne, der skulle betale mindre for at komme af med anparterne. Dette var tiltrådt af Højesteret - i en sag hvor kommanditisten var solvent, jf. TfS 1999, nr. 261.

Landsskatteretten bemærkede herefter, at omstændighederne i den her foreliggende sag og Sanexco-sagerne ikke var ens, og at sagerne ikke vedrørte samme problem, hvorfor retten ikke fandt belæg for at antage, at Højesteret ved den i TfS 1999, nr. 261, offentliggjorte dom havde afgjort spørgsmålet om, hvorvidt en kommanditist, som i forbindelse med salg af sin anpart til kommanditselskabet, blev frigjort for sine skyldige likviditetstilskud, skulle medregne beløbet ved avanceopgørelsen.

Den påklagede afgørelse blev stadfæstet.

Versioner

1. 2000-06-08