Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1999/11146@2000-06-08/da

Indhold

1. Indledning

transport af musikinstrumenter til reparation

fradrag

Reference:

SL § 6, stk. 1, litra a

LL § 9 B

LV 1998 A.B.1.7.2

A klagede for indkomstårene 1996 og 1997 over, at skatteankenævnet havde reduceret det af ham foretagne fradrag for udgifter til transport af musikinstrumenter.

Det fremgik af sagen, at klageren spillede kontrabas, og at han i de pågældende indkomstår var fastansat i X Symfoniorkester, samt at han periodisk vikarierede i Y Symfoniorkester. Herudover havde han oppebåret honorarindtægter fra freelancearbejde som musiker i mindre omfang.

Klageren havde både i 1996 og 1997 haft sin kontrabas til reparation i såvel Z som Å. Han havde i den forbindelse transporteret kontrabassen til og fra reparation i egen bil.

Klageren havde ved indkomstopgørelserne for indkomstårene 1996 og 1997 foretaget fradrag for udgifterne til transport af musikinstrumentet til reparation med henholdsvis 4.089 kr. og 5.726 kr. efter ligningslovens § 9 B med de af Ligningsrådet fastsatte satser.

Skatteankenævnet havde ikke godkendt de selvangivne fradrag for indkomstårene 1996 og 1997 efter ligningslovens § 9 B, men havde alene godkendt fradrag med henholdsvis 1.449 kr. og 1.943 kr. opgjort efter ligningslovens § 9 C.

Skatteankenævnet havde i den forbindelse anført, at nævnet ikke kunne godkende fradrag for befordringsudgifter i henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, jf. ligningslovens § 9, stk. 1, vedrørende kørsel til reparationsværksteder, da ligningslovens § 9, stk. 1, 3. pkt., udelukkede fradrag for befordringsudgifter omfattet af ligningslovens § 9 B eller statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, for lønmodtagere.

Fradrag for reparation af kontrabassen var herefter alene godkendt for dokumenterede udgifter.

Skatteankenævnet fandt til gengæld, at reparationsstederne kunne betragtes som arbejdspladser i relation til klagerens ansættelse i X Symfoniorkester, som f. eks. efteruddannelsessteder, hvilket ville begrunde befordringsfradrag beregnet efter ligningslovens § 9 C.

Klagerens repræsentant havde gjort gældende, at der som udgangspunkt måtte være fradrag for en dokumenteret faktisk udgift, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Da klageren havde foretaget instrumenttransporten i egen bil og derfor ikke kunne fremvise en dokumenteret udgift, fandt repræsentanten, at størrelsen af fradraget burde opgøres med udgangspunkt i standardsatsen for erhvervsmæssig befordring med Ligningsrådets satser.

Repræsentanten havde anført, at klageren ved ansættelsesforholdet i X Symfoniorkester havde haft et tjenesteinstrument til rådighed. Instrumentet havde bl. a. af sikkerhedsmæssige grunde skullet forblive på tjenestestedet, og klageren havde derfor måttet anvende sin egen kontrabas til forberedelse og øvning hjemme. En ikke uvæsentlig del af den lønnede arbejdstid var forbeholdt øvning og forberedelse.

Klageren havde endvidere brugt sin egen kontrabas til freelance engagementer (kammermusik) samt ved assistance i Y Symfoniorkester.

Klageren havde i de pågældende indkomstår fået repareret bassen flere gange, og repræsentanten havde nedlagt påstand om, at fradragene blev opgøret således:

1996

Transport hjem - Z

2 ture 1.725 kr.

Transport hjem - Æ

4 ture 2.899 kr.

1997

Transport hjem - Z

tur/retur 874 kr.

Transport hjem - Æ,

7 ture 5.121 kr.

Årsagen til at klageren selv havde transporteret kontrabassen til værkstederne var, at instrumentet var over 100.000 kr. værd, og at det i nogle tilfælde havde været nødvendigt, at han selv havde skullet være til stede i værkstedet, når der skulle foretages justeringer af instrumentet. Andre gange havde reparationerne strakt sig over flere dage, og det havde derfor været nødvendigt at køre frem og tilbage 2 gange.

Klageren havde i november 1998 indhentet tilbud fra et transportfirma i X på instrumenttransport til Æ til sammenligning. Det fremgik af tilbudet, der var dateret 10. november 1998, at prisen for en enkelt transport var 1.760 kr. ekskl. moms. Inklusive moms var prisen 2.200 kr. Ved afhentning efter endt reparation ville prisen være den samme som ved leveringen. Hvis klageren skulle benytte et transportfirma, ville han være tvunget til at anskaffe en transportkasse til bassen til en pris af ca. 15.000 kr.

Klagerens repræsentant gjorde i den forbindelse gældende, at hvis klageren i stedet havde valgt at anvende et transportfirma, ville der være hjemmel til fradrag for den derved dokumenterede fulde udgift efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

Skatteankenævnet havde anført, at reparation af kontrabassen var en integreret del af klagerens arbejde som musiker i X Symfoniorkester. Klagerens repræsentant havde i den forbindelse anført, at bassen var blevet anvendt til freelancejobs, arbejde som assisterende musiker i Y Symfoniorkester samt til øvning i forbindelse med den faste ansættelse i X Symfoniorkester.

Kontrabassen var derfor ikke brugt på arbejdsstedet i X, hvor klageren havde benyttet et tjenesteinstrument. Man kunne derfor efter repræsentantens opfattelse ikke entydigt anføre, at bassen var en integreret del af hans arbejde i X Symfoniorkester, idet der var tale om blandet anvendelse.

Skatteankenævnet havde henvist til Skatteministeriets cirkulære til ligningsloven nr. 72 af 17. april 1996, pkt. 17.2.1.2., hvor der var anført følgende: "Arbejdsplads": "Alene kørsel til indtægtsgivende arbejdssted var omfattet af reglerne. Til gengæld var alle former for arbejdspladser, der ikke tillige var den skattepligtiges bopæl, omfattet, herunder ud over almindelige faste arbejdspladser, f.eks. kundebesøg, konferencer eller steder for afhentning af post eller materialer......"

Repræsentanten havde under henvisning hertil bemærket, at der i det nævnte eksempel i cirkulæret var tale om kørsel i arbejdsgiverens tjeneste, overvejende som en integreret del af ansættelsesforholdet og som led i arbejdet. Når klageren fragtede sin kontrabas til værkstederne skete det uden løn eller andet vederlag fra arbejdsgiveren. Det var endvidere ham selv, der som ansvarlig for vedligeholdelse af instrumentet besluttede, hvor og hvornår det var nødvendigt at få foretaget reparationer og/eller justeringer af bassen. Arbejdsgiveren havde ingen økonomisk fordel af reparationerne og ejede ikke instrumentet.

Skatteankenævnet havde også henvist til, at ligningslovens § 9, stk. 1, 3. pkt., udelukkede fradrag for befordringsudgifter omfattet af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, eller ligningslovens § 9 B for lønmodtagere.

Repræsentanten havde i den forbindelse bemærket, at der ikke i det foreliggende tilfælde var tale om personbefordring mellem hjem og arbejde, og at anvendelsen af Ligningsrådets satser for erhvervsmæssig befordring i dette tilfælde skyldtes, at satserne ansås for at være udtryk for, hvad der måtte anses for en gennemsnitlig udgift til kørselsudgifter, når alle udgifter (køb, forsikring, vægtafgift, benzin, reparationer m.v.) blev medregnet og derfor måtte være alternativet til fradrag for en faktisk dokumenteret udgift til transport til værkstederne.

Landsskatteretten fandt efter det oplyste, at klagerens rejseomkostninger var transportomkostninger afholdt i forbindelse med reparation af instrumentet, således at de var fradragsberettigede, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Det var ikke bestridt, at transporten var foregået som oplyst af klageren, og retten fandt ikke grundlag for at kritisere det selvangivne skøn over udgifternes størrelse, som var foretaget med udgangspunkt i satserne for erhvervsmæssig kørsel, jf. ligningslovens § 9 B.

Herefter blev det selvangivne fradrag for transportudgifter godkendt.

Versioner

1. 2000-06-08