Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1999/11150@2000-07-11/da

Indhold

1. Indledning

Fikseret leje ved fri bolig

- yderligere løn til hovedaktionær

Reference:

SL § 4b

A A/S klagede for skatteåret 1996/97 bl.a. over, at Told- og Skattestyrelsen havde forhøjet selskabets indkomst vedr. manglende lejebetaling for hovedaktionærs fri bolig.

Selskabet stillede både i skatteåret 1996/97 og indkomståret 1996 en fri bolig til rådighed for B.

Indtil 31. juli 1995 boede B i Y. Han havde i denne periode selvangivet skattepligtig værdi af fri bolig med 8.750 kr. pr. måned. Skatteforvaltningen havde ikke ændret på dette.

Den 1. september 1995 flyttede B til X. Han havde selvangivet skattepligtig værdi af fri bolig til 15.000 kr. pr. måned, i alt 60.000 kr. i 1995 og 180.000 kr. i 1996.

Ifølge den offentlige ejendomsvurdering var ejendommens værdi 1.940.000 kr. pr. 1. januar 1995 og 2.550.000 kr. pr. 1. januar 1996.

Ejendommens udlejningsværdi var på foranledning af B vurderet af en ejendomsmægler den 1. marts 1996 til 14.000 kr. pr. måned.

Det fremgik af selskabets regnskaber, at dets hovedaktivitet var management og administration.

Det var oplyst, at selskabets formue i skatteåret 1996/97 var anbragt i obligationer (4.188.251 kr.) og i banker (2.998.846 kr.). I indkomståret 1996 var formuen anbragt i obligationer (5.078.784 kr.), i aktier (1.849.975 kr.) i aktier og i banker (637.551 kr.).

Selskabets indtægter havde i de omhandlede år primært bestået af finansielle indtægter. Det fremgik af regnskaberne for disse år, at selskabet alene havde haft ubetydelige indkomster fra andre kilder.

Selskabet havde fra 1995 ikke haft andre ansatte end hovedaktionæren, B. Han bestred tillige et fuldtidsjob som direktør i et andet selskab.

Skatteforvaltningen havde forhøjet selskabets indkomst med 96.000 kr. for skatteåret 1996/97 og med 288.000 kr. for indkomståret 1996, idet forvaltningen havde fundet, at selskabet ikke havde aktiviteter, der kunne begrunde en lønudbetaling, og den månedlige leje ikke kunne antages at udgøre mindre end 24.000 kr. om måneden. Beløbene var skattepligtige efter statsskatteloven ' 4 b. Endvidere henvistes til Ligningsvejledningen punkt S.F.1.2.1.6. og S.F.1.2.2.1. samt Selskabsbeskatningen, 16. udg. p. 388.

Ved værdiansættelsen af lejen var lagt til grund, at ejendommen kunne lejes ud til en pris, der svarede til 8% af selskabets anskaffelsessum på 3.613.940 kr. Ved værdiansættelsen var specielt henset til, at ejendommen både var anskaffet efter hovedaktionærens ønsker og behov og indrettet efter samme.

Klagerens repræsentant havde nedlagt påstand om, at lejeværdifastsættelsen af B's fribolig ikke var vurderet for lavt, og at der derfor ikke var grundlag for at forhøje selskabets indkomst.

Til støtte for påstanden var det bl.a. anført, at der ikke var hjemmel til lejefiksering. Der var alene hjemmel til beskatning af lejeværdi for personer og ikke selskaber, jf. ligningslovens § 15 og statsskattelovens § 4. Det måtte videre anses for uforståeligt, at der skulle foreligge omgåelse, da alt havde været lagt klart og tydeligt frem.

Vedrørende størrelsen af den fikserede leje var det bl.a. anført, at en skønsmæssig ansættelse af den skattepligtige værdi af en hovedaktionærs fribolig som hovedregel fastsattes på grundlag af 8% af den offentlige ejendomsværdi. 8%'s reglen blev normalt fraveget, hvis der var holdepunkter for en anden lejeværdifastsættelse, f.eks. via en mæglervurdering.

I den foreliggende sag var der udarbejdet en vurdering af lejeværdien af et ejendomsmæglerfirma den 1. marts 1996, der fastsatte udlejningsværdien til 14.000 kr. pr. måned. Endvidere havde selskabet af to andre ejendomsmæglere i området fået oplyst, at de vurderede lejen til at være på samme niveau.

Endelig havde repræsentanten henvist til en Landsskatteretskendelse af 1. februar 1990, der omhandlede en helt identisk situation. Det fremgik heraf, at Landsskatteretten ikke fandt grundlag for at tilsidesætte den aftalte leje, da denne var aftalt på et objektivt grundlag.

Vedrørende indretningen af boligen havde repræsentanten anført, at denne ikke var foretaget specielt efter B's ønsker og behov. De bygningsforandringer, der blev foretaget på ejendommen var alene en helt almindelig indretning af en sædvanlig ejendom. Ejendommen var lettere forfalden ved anskaffelsen, bl.a. var det det oprindelige køkken, der fortsat var installeret i ejendommen, og den del af huset, hvori køkkenet var placeret, slet ikke isoleret. Der blev derfor foretaget isolering af køkkenet bl.a. med opbygning af en gasbetonmur indvendigt. Herudover var der tale om nødvendige el-installationer og almindelig istandsættelse i form af indvendig maling og tapetsering.

Endelig havde repræsentanten gjort opmærksom på, at en del af ejendommen var anvendt som kontor for selskabet.

Repræsentanten bestred skatteforvaltningens anbringende om, at selskabet ikke havde aktiviteter, der kunne begrunde en lønudbetaling i form af fri bolig til B.

Selskabet havde indtil juni 1994 drevet virksomhed inden for musik- og pladebranchen, idet selskabet besad 50% af aktierne i C A/S. Selskabets virksomhed bestod hovedsagelig af bogholderivirksomhed i forbindelse med administrationen af dette. De to ansatte i selskabet var således bogholdere. Den 1. juni 1994 solgte selskabet aktieposten i C A/S til D, der ansatte B som direktør. B havde herefter ikke måttet beskæftige sig med pladevirksomhed. Først fra 1995 havde der ikke været nogen ansatte ud over B i selskabet.

B havde jævnligt haft samtaler med investeringsrådgivere med hensyn til pleje af selskabets formue og havde endvidere udfoldet et stort antal undersøgelser og tiltag med henblik på at skabe nye forretningsmuligheder. B skønnede, at han anvendte ca. 8,5 timer om ugen på dette arbejde.

Selskabet havde endvidere administreret D ApS. B havde i den forbindelse anvendt ca. 120 timer på at tilrettelægge studiets drift, herunder at deltage i møder. Særligt i 1997 havde der været mange møder med bank og andre rådgivere som følge af en alvorlig økonomisk krise i pladestudiet.

I 1996 blev B kontaktet af personer inden for musikbranchen med det formål at etablere en ny café/diskotek/spillested. projekt E A/S. Der blev i den forbindelse afholdt ugentlige møder med bl.a. arkitekt, ingeniør, offentlige myndigheder og leverandører. Projektet måtte opgives, da der ikke kunne opnås tilladelse fra myndighederne, men B nåede ikke desto mindre at anvende ca. 72 timer på projektet.

I 1997 indgik selskabet aftale med firmaet F vedrørende lancering af et i fællesskab udarbejdet koncept vedrørende salg af kort. B skønnede, at han havde brugt ca. 50 timer på at deltage i planlægningen m.v. af konceptet, der blev solgt over hele Europa.

På baggrund af ovenstående måtte det fastholdes, at der havde været udfoldet - omend indtil nu med begrænset resultat - betydelige erhvervsmæssige bestræbelser med henblik på at skabe nye forretningsmuligheder. B, der ikke i øvrigt modtog løn fra selskabet, måtte derfor siges at have været berettiget til at modtage løn i form af fri bolig til en værdi af 15.000 kr. om måneden.

Endelig havde repræsentanten bemærket, at selskabet og B havde forholdt sig på nøjagtig samme måde med den tidligere ejendom, Y, uden at dette havde givet anledning til skattemæssige korrektioner. Det var således ydermere bl.a. anført, at selskabet og hovedaktionæren havde en berettiget forventning om, at der ikke ville ske beskatning af selskabet. Der var i den forbindelse henvist til fremlagt skrivelse af 13. september 1996 fra revisor til de stedlige skattemyndigheder.

Told- og Skattestyrelsen nedlagde principalt påstand om stadfæstelse, subsidiært nedsættelse af den fikserede leje til et mindre beløb efter rettens skøn.

Det blev herved bl.a. anført, at statsskattelovens § 4 b indeholdt en særlig hjemmel til fiksering af leje, hvilken bestemmelse også måtte gælde for selskaber, jf. herved bl.a. forarbejderne, hvoraf det fremgik, at afkastbetragtningen var baggrunden for indførelsen af den særlige hjemmel. Hertil kom, at Højesteret i U 1983.16 H, som vedrørte en lignende situation, i præmisserne lagde til grund, at der var hjemmel i statsskattelovens § 4 b, 2. eller 1. pkt. Ydermere var der ud fra et omgåelsessynspunkt hjemmel til beskatning, jf. ligningslovens § 16 A, idet der blev overført ubeskattede midler fra selskabet til hovedaktionæren, hvilket normalt ikke kunne ske. Højesterets domme om rentefiksering vedrørte den omvendte situation og ikke en situation, hvor ligningslovens § 16 A var omgået, hvorfor der ikke var uoverensstemmelse mellem denne situation og rentefikseringsdommene. I den forbindelse blev henvist til præmisserne i TfS 97.613 VLD.

Vedrørende størrelsen af den fikserede leje anførtes det bl.a., at der var fast praksis for at ansætte lejeværdien til 8 % af den offentlige vurdering pr. år, at selskabets anskaffelsessum i nærværende tilfælde imidlertid afveg væsentligt fra den offentlige vurdering, og at denne derfor naturligt burde lægges til grund, hvilket var helt i overensstemmelse med praksis, jf. herved "Selskabsbeskatning", p. 400. Det anførtes bl.a. yderligere, at vurderingen var en ensidigt indhentet vurdering, som ikke kunne lægges til grund, og at der sammenfattende således ikke var grundlag for at tilsidesætte det af myndighederne udøvede skøn over lejeværdien. Vedrørende spørgsmålet om lønfradrag anførtes det bl.a., at der ikke havde været en sådan aktivitet i selskabet, som kunne begrunde en lønudbetaling til hovedaktionæren, og at hovedaktionærens stilling som direktør i et andet selskab ikke levnede megen plads til yderligere arbejde i øvrigt. Vedrørende spørgsmålet om berettiget forventning anførtes det bl.a., at selskabet ikke havde disponeret i tillid til en forhåndstilkendegivelse fra myndighederne, og at de stedlige skattemyndigheders ansættelser under alle omstændigheder ikke kunne danne grundlag for en berettiget forventning.

Landsskatteretten udtalte:

Retten fandt ikke, at der som følge af de stedlige skattemyndigheders ansættelser for selskabet og hovedaktionæren for tidligere indkomst- og skatteår var bibragt selskabet en for skattemyndighederne bindende berettiget forventning om, at der ikke for de i sagen omhandlede år kunne foretages en forhøjelse af selskabets skatteansættelser vedrørende lejefiksering og ikke godkendt lønfradrag.

Retten fandt, at statsskattelovens § 4 b i et tilfælde som det foreliggende indeholdt hjemmel til beskatning af en skønsmæssigt fastsat fikseret leje, jf. herved U 83.16 H.

Vedrørende skatteåret 1995/96 måtte retten imidlertid nære betænkelighed ved at fastsætte lejeværdien til mere end den af hovedaktionæren selvangivne værdi af fri bolig, 60.000 kr. Vedrørende indkomståret 1996 fandt retten, at lejeværdien passende kunne ansættes til 8 % af den offentlige vurdering pr. 1. januar 1996, svarende til 204.000 kr. for hele året.

Henset til det oplyste om selskabets aktiviteter fandt retten videre, at selskabet var berettiget til et vist lønfradrag for skatteåret 1995/96 og indkomståret 1996, jf. statsskattelovens § 6 a. Retten fandt videre, at dette skønsmæssigt kunne ansættes til 60.000 kr. for skatteåret 1995/96 og 180.000 kr. for indkomståret 1996.

Den påklagede ansættelse for skatteåret 1995/96, 96.000 kr., blev nedsat til 0, idet selskabet ansås for skattepligtig af en fikseret lejeindtægt på 60.000 kr., jf. statsskattelovens § 4 b, og idet selskabet ansås berettiget til et skønsmæssigt fastsat fradrag for yderligere løn til hovedaktionæren, 60.000 kr.

Den påklagede ansættelse for indkomståret 1996, 288.000 kr., blev nedsat til 24.000 kr., idet selskabet ansås for skattepligtig af en fikseret lejeindtægt på 204.000 kr., jf. statsskattelovens § 4b, og idet selskabet ansås berettiget til et skønsmæssigt fastsat fradrag for yderligere løn til hovedaktionæren, 180.000 kr.

Versioner

1. 2000-07-11