Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1999/11152@2000-08-16/da

Indhold

1. Indledning

Genvundne afskrivninger

- salg af fast ejendom i Frankrig

- dobbeltbeskatningsoverenskomst med Frankrig

- creditlempelse

Reference:

AL § 29, stk. 1 (dagældende)

LL § 33

A A/S klagede for indkomståret 1994 over, at Told- og Skattestyrelsen havde forhøjet selskabets skattepligtige indkomst med genvundne afskrivninger, 28.623.389 kr.

Det fremgik af sagen, at selskabet i 1991 erhvervede en ejendom i Frankrig for i alt 37.292.665 kr., hvoraf udgiften til bygninger på i alt 32.029.551 kr. blev afskrevet fuldt ud ved anvendelse af investeringsfond. Selskabet solgte ejendommen i 1994 til et fransk datterselskab for FF 29.000.000. Selskabets revisor havde oplyst, at der ved salget kunne konstateres et tab. De genvundne afskrivninger var opgjort til 28.623.389 kr. Der forelå ikke oplysninger om, at der var betalt fransk skat i forbindelse med salget.

Told(c) og Skattestyrelsen havde ved ansættelsen forhøjet selskabets skattepligtige indkomst med genvundne afskrivninger på 28.623.389 kr. Styrelsen havde som begrundelse herfor anført, at ved salg af fast ejendom, hvorpå der var foretaget skattemæssige afskrivninger, skulle eventuelt genvundne afskrivninger medregnes til den skattepligtige indkomst i henhold til reglerne i afskrivningslovens § 29, stk. 1, jf. § 2, nr. 2, i den nu ophævede lov om særlig indkomst. Da avance ved salg af fast ejendom ikke var omfattet af den dansk-franske dobbeltbeskatningsoverenskomst skulle en eventuel dobbeltbeskatning løses ved konkret forhandling mellem de kompetente myndigheder, hvorefter der i tilfælde af dobbeltbeskatning ville kunne ske lempelse efter ligningslovens § 33 for den franske skat. Styrelsen havde endvidere henvist til en bindende forhåndsbesked fra Ligningsrådet, TfS 1989.77, hvor Ligningsrådet fandt, at fortjeneste i dansk-tyske dobbeltbeskatningsaftale, art. 3, om salg af fast ejendom i overensstemmelse med almindelig terminologi i dansk skattelovgivning skulle opfattes som omfattende både egentlig ejendomsavance og genvundne afskrivninger,

Klagerens repræsentant nedlagde over for Landsskatteretten påstand om, at de genvundne afskrivninger ikke skulle medregnes ved den danske indkomstopgørelse. Repræsentanten havde til støtte herfor i første række gjort gældende, at genvundne afskrivninger ved afståelse af et aktiv skulle behandles på samme måde som den løbende indkomst af aktivet. Repræsentanten henviste til, at genvundne afskrivninger ikke var udtryk for en avance og derfor ikke kunne sidestilles med kapitalgevinster. Der var derimod tale om en regulering af tidligere foretagne afskrivninger, der oversteg den reelle værdiforringelse af ejendommen, hvilket illustreredes af, at løbende afskrivninger nedsatte den indkomst, der berettigede til exemptionslempelse efter overenskomst. Den "kapitalgevinstbeskatning", der skyldtes skattemæssige afskrivninger ud over den faktiske værdiforringelse, måtte derfor skulle beskattes efter samme bestemmelser i overenskomsten som den løbende indkomst. Da Frankrig i henhold til overenskomstens artikel 3 kunne beskatte indkomst fra fast ejendom, skulle der gives eksemptionslempelse på genvundne afskrivninger.

Repræsentanten havde i anden række gjort gældende, at såfremt genvundne afskrivninger i den heromhandlede situation skulle behandles som kapitalgevinster, ville de alligevel være omfattet af dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 3. Repræsentanten havde til støtte herfor bl.a. gjort gældende, at de danske skatter, der blev pålagt ved afståelse af fast ejendom, måtte være omfattet af de i overenskomstens artikel 1 omhandlede skatter. Hertil kom, at udtrykket "indtægt" sprogligt set omfattede både løbende indtægter og indtægter ved afståelse. Repræsentanten havde endvidere henvist til, at fortolkningsaftaler indgået af de to staters kompetente myndigheder ikke var bindende for skatteyderne, Landsskatteretten og domstolene, og desuden skulle sådanne aftaler havde støtte i traktatteksten. Repræsentanten havde yderligere anført, at såfremt den dansk-)franske dobbeltbeskatningsaftale ikke ansås at omfatte genvundne afskrivninger, ville det medføre dobbeltbeskatning, hvis den anden stat ikke var enig i, at den som kildestat var afskåret fra at beskatte kapitalgevinster og herunder genvundne afskrivninger på fast ejendom beliggende i denne stat.

Landsskatteretten bemærkede, at i henhold til § 13, jf. § 2, nr. 2, i den nu ophævede lov om særlig indkomstskat skulle fortjeneste opgjort efter den dagældende § 29 i afskrivningsloven medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige almindelige indkomst.

Landsskatteretten lagde til grund for afgørelsen, at genvundne afskrivninger på bygninger skulle behandles på samme måde som beskatning af kapitalgevinster ved salg af fast ejendom i relation til den dansk-franske dobbeltbeskatningsoverenskomst af 8. februar 1957. Der var efter det oplyste ikke sket beskatning af kapitalgevinster i Frankrig i forbindelse med overdragelsen.

Med henvisning til TfS 1985.167 LSR fandt retten ikke, at den dansk(c)franske dobbeltbeskatningsoverenskomst omfattede avance og dermed genvundne afskrivninger ved salg af fast ejendom, og retten var derfor enig med Told(c) og Skattestyrelsen i, at de i sagen omhandlede genvundne afskrivninger skulle beskattes i Danmark. Retten fandt herefter ikke, at selskabet var berettiget til overenskomstlempelse efter exemptionsmetoden med progressionsforbehold, men at der i stedet kunne ydes creditlempelse i henhold til ligningslovens § 33. Afgørelsen blev stadfæstet.

Versioner

1. 2000-08-16