Landsskatteretskendelse
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1999/11153@2000-08-16/da
Indhold
Arbejdsmarkedsbidrag
- pensionsudbetaling
- lempelse dobbeltbeskatningsoverenskomst Danmark-Frankrig
Reference:
AMB § 7, stk. 1, litra B
A's klage til Landsskatteretten skyldtes, at klageren var anset for bidragspligtig i henhold til arbejdsmarkedsfondslovens § 7, stk. 1, litra b, af pension fra et uafdækket pensionstilsagn, og at arbejdsmarkedsbidraget ikke var anset for en skat omfattet af artikel 1 i dobbeltbeskatningsoverenskomsten af 8. februar 1957 mellem Danmark og Frankrig.
Det fremgik af sagens oplysninger, at klageren havde været ansat som direktør i en bank, og at han fra den 15. november 1985 havde modtaget pension direkte fra banken i henhold til et tidligere givet skriftligt tilsagn. Efter påkrav fra Finanstilsynet havde banken i regnskabet for 1985 udgiftsført den samlede forpligtelse beregnet til 2.780.000 kr. og i status hensat beløbet på en separat konto som forpligtelse overfor klageren som fratrådt direktør.
Det var endvidere oplyst, at klageren fra og med den 1. januar 1995 var anset for fuld skattepligtig til og hjemmehørende i Frankrig.
Banken havde fra den 1. januar 1994 indeholdt og indbetalt arbejdsmarkedsbidrag af de løbende pensionsydelser. Told- og Skatteregionen havde anset klageren for bidragspligtig efter arbejdsmarkedsfondslovens § 7, stk. 1, litra b, af pensionsydelserne og havde opgjort bidragsgrundlaget efter lovens § 8, stk. 1, litra d. Der var herved bl.a. henset til, at klageren var begrænset skattepligtig af pensionsydelserne efter kildeskattelovens § 2, stk. 1, litra b, og at det var uden betydning for bidragspligten, at Frankrig i henhold til artikel 18 i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Frankrig havde beskatningsretten til pensionsydelserne, idet arbejdsmarkedsbidraget ikke var en skat hverken i intern dansk lovgivning eller i relation til dobbeltbeskatningsoverenskomsten. Der var herved henvist til udtalelse fra Skatteministeriet, Departementet, i TfS 1994.193. Pligten til at betale bidrag havde endvidere ikke sammenhæng med, om man var eller senere kunne blive berettiget til en eller flere ydelser, som arbejdsmarkedsfondene finansierede.
Told- og Skattestyrelsen havde tiltrådt regionens afgørelse og anset klageren for pligtig til at betale arbejdsmarkedsbidrag af pensionsudbetalingerne. Der var herved henset til, at arbejdsmarkedsbidraget blev opsamlet i tre arbejdsmarkedsfonde, der finansierede særligt opregnede ydelser. Arbejdsmarkedsbidraget var øremærket til disse formål og blev i modsætning til den skat, der var omfattet af artikel 1 i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Frankrig, beregnet af pensionistens bruttolån uanset hans øvrige indkomstforhold samt eventuelt fradragsberettigede udgifter. Det var antaget i Forfatningskommissionens betænkning, at selv om forbindelsen mellem ydelse (bidrag) og modydelse i generelle ordninger opsamlet i fonde var løsere end i de tilfælde, hvor bidraget bestemtes individuelt, måtte bidraget alligevel holdes uden for skattebegrebet. Der var således ikke tale om en skat omfattet af dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 1, stk. 1, litra a, eller en skat af samme eller væsentlig samme art, jf. herved Departementets udtalelse i TfS 994.193. Det fremgik endvidere af punkt 3 i kommentaren til artikel 2 i OECD-modelkonventionen, at "Bidrag til sociale sikringsordninger, eller hvilke som helst andre bidrag, skal, hvor der er en direkte forbindelse mellem opkrævningen og de enkelte modtagne ydelser, ikke betragtes som "skatter af de samlede lønsummer"." Det fremgik endvidere af de dagældende bestemmelser i lov om arbejdsmarkedsfonde § 7, stk. 4-6, at der i visse tilfælde kunne fritages for arbejdsmarkedsbidragspligten efter EF-forordning 1408/71 eller anden bilateral mellemfolkelig aftale. De pågældende aftaler omhandlede regler om social sikring og gav således mulighed for fritagelse for danske sociale bidrag, i den udstrækning personen var omfattet af et andet lands sociale lovgivning. Arbejdsmarkedsbidraget var i den sammenhæng antaget at være et socialt bidrag.
Klagerens advokat havde over for Landsskatteretten nedlagt påstand om, klageren fra og med indkomståret 1995 ikke ansås for pligtig at betale arbejdsmarkedsbidrag.
Til støtte for påstanden havde advokaten bl.a. gjort gældende, at hverken de faktiske omstændigheder, lovgrundlaget i Danmark eller dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Frankrig hjemlede Told- og Skattestyrelsens afgørelse. Bidragspligten bestod således ikke, og der var ikke et bidragsgrundlag. Arbejdsmarkedsbidraget var endvidere omfattet af dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Frankrig.
Vedrørende bidragspligten og bidragsgrundlaget havde advokaten bl.a. anført, at klageren fratrådte sit ansættelsesforhold som direktør i banken den 15. november 1985, i hvilken anledning en allerede aftalt fordring efter påkrav fra Finanstilsynet blev endeligt opgjort som en forfalden ydelse, der blev kapitaliseret og afdækket i bankens regnskab for 1985. Den forfaldne, kapitaliserede pensionsydelse kunne derfor ikke anses for omfattet af arbejdsmarkedsfondsloven, dels på grund af dennes ordlyd, dels fordi loven trådte i kraft længe efter aftalens retlige aktualisering i 1985, og pensionsydelsen var således ikke en del af det danske bidragsgrundlag.
Vedrørende spørgsmålet om arbejdsmarkedsbidraget var en skat omfattet af dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Frankrig havde advokaten bl.a. anført, at Frankrig i henhold til dobbeltbeskatningsoverenskomsten havde beskatningsretten til den omhandlede pensionsydelse. Der var ikke grundlag for at anerkende, at arbejdsmarkedsfondsloven, der administreredes af skattemyndighederne, ikke skulle være et led i skatte- og afgiftslovgivningen i Danmark, uanset hvordan lovgiver beskrev lovens forvaltning, effekt og formål. Arbejdsmarkedsfondsloven var typisk et udtryk for en skatte- og afgiftsomlægning i Danmark, idet loven blev vedtaget samtidig med, at politikerne som kompensation for loven ændrede regler i kildeskatteloven. Det savnede herefter grundlag at hævde, dels at arbejdsmarkedsbidraget ikke var en skat, dels at denne danske skat ikke skulle være omfattet af dobbeltbeskatningsoverenskomsten, som antoges at omfatte enhver skatte- og afgiftspligtig ydelse i Danmark, uanset hvorledes disse var tænkt fiskalt anvendt. Der var ikke grundlag for en indskrænkende fortolkning af begrebet "skat", idet enhver skat, der blev opkrævet ud fra et bruttoprincip, var omfattet af dobbeltbeskatningsoverenskomsten. Bidraget kunne ikke holdes uden for det skattebegreb, der anvendtes af danske borgere, og som udgjorde det retlige grundlag ved indgåelsen af dobbeltbeskatningsoverenskomsten med Frankrig. Politikerne omtalte almindeligvis arbejdsmarkedsbidraget som bruttoskatten, og ifølge politikere var arbejdsmarkedsbidraget modsvaret af en lavere bundskat. Nationalt og internationalt blev arbejdsmarkedsbidraget lagt til grund ved vurdering af skattetrykket. Arbejdsmarkedsbidraget var derfor en skat såvel i dansk lovgivning som i relation til dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Frankrig, uanset Folketingets eventuelle "øremærkning" af midlernes anvendelse fra år til år og uanset Skatteministeriets udtalelse i TfS 1994.193. Det afvistes, at der bestod nogen direkte forbindelse mellem bidragets opkrævning og modstående konkrete sociale ydelser, hvilket ikke blev betragtet som "skatter af samlede lønsummer", da visse arbejdstagere fra det europæiske fællesskab kunne fritages for arbejdsmarkedsbidragspligten, uden at disse blev begrænset i sociale rettigheder og sammenhænge. Pligten til at bidrage over for staten med skatter og afgifter havde ikke sammenhæng med de ydelser, man modtog fra det danske samfund, herunder om man var eller senere kunne blive berettiget til en eller flere af de ydelser, som skatte- og afgiftslovgivningen finansierede. Klageren var i øvrigt varigt ude af arbejdsmarkedet, og ville således aldrig kunne oppebære modsvarende sociale ydelser. Forfatningskommissionens betænkning gav ikke grundlag for at statuere, at arbejdsmarkedsbidraget ikke var en del af klagerens samlede skattepligt. Klageren var derfor fra og med indkomståret 1995 ikke pligtig at betale arbejdsmarkedsbidrag, idet han var fuld skattepligtig i Frankrig fra den 1. januar 1995 i henhold til den dansk-franske dobbeltbeskatningsoverenskomst, der ikke kunne fortolkes indskrænkende vedrørende skatter og afgifter.
Landsskatterettens bemærkninger:
Det fremgik af § 7, stk. 1, litra b, i arbejdsmarkedsfondsloven, at bidragspligten påhvilede personer, der modtog fratrædelsesgodtgørelser, efterbetalinger, efterløns-) og pensionslignende ydelser, når disse havde sammenhæng med et tidligere tjenesteforhold, lønnet tillidshverv eller erhvervsforhold her i landet.
Klageren havde løbende modtaget pension fra banken i henhold til et uafdækket pensionstilsagn, og pensionstilsagnet forfaldt først efterhånden som det efter den indgåede aftale løbende skulle betales til klageren.
Retten fandt herefter, at klageren var bidragspligtig til Danmark af de løbende pensionsydelser fra det uafdækkede pensionstilsagn i henhold til arbejdsmarkedsfondslovens § 7, stk. 1, litra b.
Bidragsgrundlaget udgjorde den pågældende pensionsydelse, jf. lovens § 8, stk. 1, litra d.
Uanset at Frankrig i henhold til enten artikel 13 eller artikel 18 i dobbeltbeskatningsoverenskomsten af 8. februar 1957 mellem Danmark og Frankrig måtte anses at have retten til at indkomstbeskatte de pensionsudbetalinger, som klageren, der var hjemmehørende i Frankrig, havde modtaget fra banken efter den 1. januar 1995, fandt retten, at det omhandlede arbejdsmarkedsbidrag ikke kunne anses for en skat omfattet af dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 1.
Der var herved henset til, at der måtte anses at være en direkte forbindelse mellem opkrævningen af arbejdsmarkedsbidrag og de ydelser, de opkrævede arbejdsmarkedsbidrag skulle dække, og at bidrag til sociale sikringsordninger, herunder arbejdsmarkedsbidrag, derfor ikke kunne anses for en skat omfattet af dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 1, stk. 1, jf. herved OECD's kommentarer til Modeloverenskomstens artikel 2. Arbejdsmarkedsbidraget kunne endvidere ikke anses for omfattet af generalklausulen i dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 1, stk. 2. Arbejdsmarkedsbidraget var derfor ikke en skat i dobbeltbeskatningsoverenskomstens forstand.
Da klageren modtog pension og ifølge advokatens oplysninger varigt var ude af arbejdsmarkedet, var han ikke omfattet af EF-forordning nr. 1408/71 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flyttede inden for Fællesskabet, hvorfor han ikke kunne fritages for betaling af arbejdsmarkedsbidrag i henhold til arbejdsmarkedsfondslovens § 7, stk. 4 (nu stk. 3).
Den påklagede afgørelse blev stadfæstet.