Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1999/11158@2000-08-16/da

Indhold

1. Indledning

Lønmodtager

- udbetalt beløb i forbindelse med salg af selskab, hvor ansættelse fortsætter

- beskatningsform (løn/fratrædelsesgodtgørelse)

Reference:

SL § 4 a

A klagede for indkomståret 1996 over, at told- og skatteregionen havde forhøjet hans indkomst med 83.670 kr.

Det fremgik af sagens oplysninger, at klageren var ansat i selskabet B A/S. I forbindelse med afhændelse af samtlige aktier i selskabet besluttede den tidligere personlige ejer af tømmerhandlen, at klageren skulle modtage et beløb på 500.000 kr. for "lang og tro tjeneste" i virksomheden. Beløbet var af arbejdsgiveren på bilag til lønseddel for klageren benævnt jubilæumsgratiale, mens beløbet på lønsedlen var rubriceret som fratrædelsesgodtgørelse med tilføjelsen "Afskedsgave fra B". Hovedparten af beløbet var af arbejdsgiveren indbetalt på en ratepensionsordning, 416.330 kr.

Foruden klageren, der på daværende tidspunkt var prokurist i selskabet, fik også selskabets regnskabsfører udbetalt et større beløb, mens de øvrige ansatte fik udbetalt beløb på 4.000-5.000 kr.

Af notat udarbejdet af Told- og Skatteregionen i forbindelse med en foretaget arbejdsgiverkontrol hos selskabet fremgik, at beløbene til klageren og forretningsføreren var givet som jubilæumsgratialer og indberettet til beskatning i henhold til ligningslovens § 7 0, mens beløbene til de øvrige medarbejdere var indberettet som A-indkomst.

Ingen af de ansatte blev opsagt i forbindelse med den tidligere ejers afhændelse af aktierne i selskabet, idet alle medarbejdere fortsatte deres ansættelse i selskabet på uændrede løn- og ansættelsesvilkår. Klageren fortsatte således også ansættelsen på uændrede vilkår, og efterfølgende blev han af de nye ejere forfremmet til direktør i selskabet.

Det udbetalte beløb var af den stedlige skatteforvaltning blevet beskattet i henhold til ligningslovens § 7 O.

Told- og Skatteregionen havde efterfølgende omkvalificeret en del af beløbet til løn, idet regionen havde fundet, at beløbet skulle behandles som en fratrædelsesgodtgørelse, og at der skulle ske omkvalificering af en del af beløbet til løn, der ville være opnået i en opsigelsesperiode. Regionen havde herefter anset klageren for skattepligtig af 83.670 kr., opgjort som (500.000 - 416.330) kr., som almindelig lønindkomst.

Regionen havde blandt andet henvist til Ligningsvejledningen pkt. A.B.1.4.1., Landsskatterettens kendelse af 27. januar 1972, offentliggjort i Meddelelser fra Landsskatteretten 1972.121, og Told- og Skattestyrelsens udtalelse af 1. juli 1996, offentligjort i Tidsskrift for Skatter og Afgifter 1996.620.

Klagerens repræsentant havde over for Landsskatteretten principalt nedlagt påstand om, at hele beløbet var omfattet af ligningslovens § 7 O. Subsidiært havde repræsentanten nedlagt påstand om, at regionens afgørelse var ugyldig på grund af formelle fejl under sagsbehandlingen.

Til støtte for den principale påstand havde repræsentanten anført, at bestemmelsen i ligningslovens § 7 O, stk. 1, nr. 2, efter sin ordlyd, hvilken ordlyd tillige var anvendt i cirkulære nr. 181 af 1. december 1995, pkt. 2.3.3., kun omfattede situationer, hvor der skete faktisk fratræden. Repræsentanten havde desuden anført, at det i Ligningsvejledningen vedrørende spørgsmålet anførte og afgørelsen i Landsskatterettens kendelse af 27. januar 1972, offentliggjort i Meddelelser fra Landsskatteretten 1972.121, netop vedrørte tilfælde, hvor der rent faktisk skete fratræden af stillingen.

Til støtte for at der i tilfælde, hvor der ikke skete fratræden, ikke skulle ske omkvalificering til løn i en opsigelsesperiode, havde repræsentanten henvist til Landsskatterettens kendelse af 15. januar 1973, offentliggjort i Meddelelser fra Landsskatteretten 1973.121 og Landsskatterettens kendelse af 18. januar 1990, offentliggjort i Tidsskrift for Skatteret 1990.232.

Repræsentanten havde videre anført, at reglen om indfortolket løn i en opsigelsesperiode måtte anses for indført for at forhindre, at man i forbindelse med en stillingsopsigelse i stedet for løn i opsigelsesperioden udbetalte fratrædelsesgodtgørelse for at opnå en lempeligere beskatning. Dette var der imidlertid i nærværende sag ikke tale om, idet klageren oppebar almindelig løn i den periode, som regionen indfortolkede som opsigelsesperiode. Repræsentanten havde herved anført, at regionens fortolkning medførte, at klageren blev beskattet af 18 måneders løn fra samme arbejdsgiver, hvilket efter repræsentantens opfattelse måtte forekomme åbenlyst forkert.

Vedrørende den subsidiære påstand havde repræsentanten anført, at skiftende sagsbehandlere hos regionen efter et arbejdsgiverkontrolbesøg påbegyndte en lang række skriftlige og telefoniske henvendelser vedrørende den skattemæssige behandling af det omhandlede beløb. I forbindelse hermed rettede regionen telefonisk henvendelse til repræsentanten og oplyste, at man efter en fornyet vurdering ville henlægge sagen, hvis der blev indsendt en erklæring fra de nye ejere, hvoraf fremgik, at løn og ansættelsesvilkår var uændrede. Som følge heraf blev der udarbejdet og indsendt en erklæring til regionen. Samme dag modtog repræsentanten imidlertid en telefax fra regionen, hvoraf fremgik, at man ikke havde til hensigt at overholde den indgåede aftale.

Repræsentanten havde videre anført, at uagtet at regionen flere gange havde startet sagsbehandlingen forfra, havde regionen nu afsagt en kendelse med tilhørende sagsfremstilling. Imidlertid indeholdt sagsfremstillingen ikke to af de væsentligste punkter, punkt 6 (Deres bemærkninger og vurdering) og punkt 7 (Regionens endelige afgørelse).

Repræsentanten havde på grundlag heraf anført, at der var så væsentlige mangler ved sagsfremstillingen, at kendelsen måtte betragtes som ugyldig. Endvidere havde repræsentanten anført, at kendelsen ikke var vedlagt en klagevejledning.

Regionen havde over for Landsskatteretten i anledning af klagen udtalt, at regionen fortsat fandt, at beløbet skulle behandles som en fratrædelsesgodtgørelse efter ligningslovens § 7 O, og at der skulle ske omkvalificering til løn i en opsigelsesperiode.

For så vidt angik ugyldighedspåstanden havde regionen oplyst, at det var korrekt, at der ikke var skrevet i sagsfremstillingen under punkterne 6 og 7. Efter regionens opfattelse medførte dette imidlertid ikke ugyldighed, idet der ikke var formkrav til en sagsfremstillings indhold; denne skulle blot indeholde de i forvaltningslovens §§ 22 og 24 beskrevne faktiske forhold samt relevante lovhenvisninger. Regionen havde oplyst, at der efter fremsendelsen af den sidste agterskrivelse ikke fremkom yderligere indsigelser fra repræsentanten, hvilket forklarede, hvorfor punkterne 6 og 7 var udeladt.

Regionen fandt med henvisning til afgørelserne, offentliggjort i Tidsskrift for Skatteret, 1995,605; 1997,105 og 1997,593, at der ikke havde været sådanne mangler ved sagsbehandlingen, at regionens afgørelse var ugyldig. Regionen havde endvidere anført, at det forhold, at der ikke var vedlagt klagevejledning ved kendelsen ikke medførte ugyldighed, men blot at klagefristen blev suspenderet, og da afgørelsen var påklaget til Landsskatteretten, burde den manglende klagevejledning ikke medføre konsekvenser for sagens videre forløb.

Regionen havde videre fremført, at det forhold, at klageren blev stillet som om han havde fået løn for 18 måneder på eet år, ikke var forskellig fra andre tilfælde, hvor en skattepligtig modtog fratrædelsesgodtgørelse fra een arbejdsgiver og påbegyndte ansættelse hos en anden arbejdsgiver.

Regionen havde subsidiært indstillet, at hele beløbet, 500.000 kr., skulle beskattes som personlig indkomst, idet regionen havde anført, at repræsentantens opfattelse måtte forstås derhen, at der ikke skete fratræden af stillingen, hvorfor der ikke var grundlag for at betragte beløbet som en fratrædelsesgodtgørelse.

Repræsentanten havde over for Landsskatteretten oplyst, at B A/S havde eksisteret siden 1930/31, og at klageren i indeværende år havde været ansat i virksomheden/selskabet i 27 år.

Told- og Skattestyrelsen havde i udtalelse over for Landsskatteretten tilsluttet sig regionens afgørelse.

Landsskatteretten fandt, at det omhandlede beløb, i et tilfælde som det foreliggende, hvor der alene skete overdragelse af aktierne i selskabet, og hvor klageren fortsatte ansættelsesforholdet uændret og uopsagt hos B A/S, ikke var omfattet af anvendelsesområdet for reglerne om fratrædelsesgodtgørelser, jf. ligningslovens § 7 O, stk. 1, nr. 2. Retten fandt derfor, idet klageren ikke havde godtgjort, at beløbet var ydet af en af de i øvrigt i ligningslovens § 7 O nævnte anledninger, at det omhandlede beløb, 500.000 kr., ikke kunne henføres til beskatning efter reglerne i ligningslovens § 7 O, og retten fandt herefter, at klageren var skattepligtig af det omhandlede beløb som almindelig skattepligtig indkomst, jf. statsskattelovens § 4 a. Efter fradrag for indbetaling på ratepensionsordning, jf. pensionsbeskatningslovens § 18, skulle (500.000 - 416.330) kr., 83.670 kr., derfor henføres til beskatning som personlig indkomst.

For så vidt angik den af repræsentanten nedlagte ugyldighedspåstand, fandt Landsskatteretten, idet retten kunne tiltræde det af regionen anførte, at der ikke forelå sådanne mangler ved den udarbejdede sagsfremstilling eller regionens afgørelse, at der var grundlag for at anse afgørelsen for ugyldig.

Den påklagede ansættelse blev stadfæstet.

Versioner

1. 2000-08-16