Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1999/11172@2000-08-16/da

Indhold

1. Indledning

avance ved salg

kursværdi

Reference:

ABL § 2 c.

A klagede for indkomståret 1994 over, at told- og skatteregionen havde forhøjet avance ved salg af investeringsbeviser i B med 425.000 kr.

Det var oplyst, at klageren pr. 1.11.1991 anskaffede nom. 5.000.000 kr. investeringsbeviser i B for en samlet købesum af 5.050.000 kr. (inkl. købsomkostninger). Han optog samtidig et lån på 5.050.000 kr. i C Bank A/S, hvilket lån blev indfriet den 30.12.1994.

Klageren afstod de omhandlede investeringsbeviser den 3.11.1994 for i alt 6.274.125 kr., svarende til kurs 125,5.

Det var oplyst, at indre værdi af B den 16.6.1992 blev opgjort til kurs 106,75, og at indløsningskursen pr. denne dato var kurs 103,55 og emissionskursen 112,09. Banken foretog efter det oplyste ikke nogen handler med investeringsbeviser omkring denne dato.

Det var videre oplyst, at indre værdi af B den 17.5.1993 blev opgjort til kurs 115,5022, og at banken på denne dato solgte investeringsbeviser til kurs 113,25. Den 18.5.1993 var indre værdi opgjort til kurs 117,9326, den 19.5.1993 til kurs 118,2391, den 20.5.1993 til kurs 118,1236. Den 24.5.1993 blev indre værdi opgjort til 117,7506, og banken købte denne dato investeringsbeviser til kurs 112,25. Den 25.5.1993 blev indre værdi opgjort til kurs 117,4612, og investeringsforeningen indløste investeringsbeviser til kurs 113,5.

Told- og skatteregionen havde fundet, at avancen ved salget af investeringsbeviserne skulle opgøres til 1.099.125 kr., idet der var taget udgangspunkt i en anskaffelsessum på 5.175.000 kr., svarende til kurs 103,50, hvilket efter regionens opfattelse var kursen pr. 16.6.1992 for de omhandlede investeringsbeviser.

Regionen havde herved bl.a. anført, at der var tale om en investering i aktier, som var omfattet af ABL § 2 c om aktier erhvervet for lånte midler, hvor afkastet af investeringen og lånet med stor sikkerhed kunne opgøres på forhånd. Der var bl.a. henvist til, at investeringsforeningens formue var investeret i en portefølje af 3-årige obligationer med en lav kuponrente, og at der i den udstrækning, der var investeret i udenlandske obligationer, foretoges valutakurssikring af disse.

Regionen havde videre fundet, at overgangsbestemmelsen i § 19, stk. 3, i lov nr. 421 af 25.6.1993 ikke kunne finde anvendelse, idet investeringsbeviserne var omfattet af ABL § 2 c. Der skulle således ikke foretages en opgørelse ved en fiktiv afståelse den 18.5.1993 og dermed en prøvelse af, hvorvidt arrangementet var omfattet af ABL § 2 c, stk. 1. Overgangsreglen var alene indført for at sikre, at der for mindretalsaktier som hidtil havde kunnet afstås uden beskatning af gevinster og uden fradrag for tab, alene skete beskatning af gevinster vedrørende perioden efter den 19.5.1993. En direkte ordlydsfortolkning af bestemmelsen udelukkede således, at overgangsreglen fandt anvendelse for aktier, der var omfattet af bl.a. ABL § 2 c. En anden fortolkning af overgangsbestemmelserne gav ikke nogen rimelig mening, idet der med skattereformen fra maj 1993 blev gennemført en skærpet beskatning på aktieområdet for mindretalsaktionærer og overgangsbestemmelserne havde alene til hensigt at sikre, at dette ikke skete med tilbagevirkende kraft. Såfremt den af klagerens advokat anlagte fortolkning skulle lægges til grund, ville dette i praksis betyde, at lovgiver i forbindelse med gennemførelsen af en skærpet beskatning på aktieområdet for mindretalsaktionærer samtidig havde lempet beskatning af de lånefinansierede investeringer, der udelukkende var etableret med henblik på udnyttelse af de daværende beskatningsregler, hvor lovgiver medio 1992 gennemførte ABL § 2 c netop for at standse denne form for skattearbitrage. Dette havde næppe været lovgivers hensigt eller intentioner med de foretagne lovindgreb og ændringer, hvilket efter regionens opfattelse heller ikke kunne udledes af de omtvistede overgangsbestemmelser for mindretalsaktionærer.

Klagerens advokat havde nedlagt principal påstand om, at den i 1994 gennemførte afståelse af de omhandlede investeringsbeviser alene havde medført en avance på 362.125 kr., og subsidiær påstand om, at afståelsen alene havde medført en avance på 674.125 kr.

Til støtte for den principale påstand havde han bl.a. gjort gældende, at uanset afståelsen af investeringsbeviserne var omfattet af ABL § 2 c på tidspunktet for den faktiske afståelse, fulgte det af § 19, stk. 3, i lov nr. 421 af 25.6.1993, at værdien pr. 19.5.1993 kunne anvendes i stedet for den faktiske anskaffelsessum ved avanceopgørelsen, idet investeringsbeviserne ved en afståelse den 18.5.1993 ikke ville have været omfattet af ABL § 2 c, jf. § 2 c, stk. 3, 2. pkt., da det samlede resultat vedrørende lånet og aktiebesiddelsen, herunder fortjeneste ved afståelse af aktierne, under et ville have været negativt efter skat selv uden beskatning efter ABL § 2 c, hvis investeringsbeviserne var blevet afstået den 18.5.1993, samt at værdien pr. 19.5.1993 kunne fastsættes til kurs 118,24, hvorfor der var et retskrav på, at denne kurs anvendtes ved avanceopgørelsen. Han havde videre bl.a. anført, at en naturlig sproglig forståelse af den omhandlede overgangsregel medførte, at det var muligt for investorer, der ved en afståelse i 1994 eller 1995 omfattedes af § 2 c, men som ved en eventuel afståelse den 18.5.1993 ville have været omfattet af § 4, (idet der bortsås fra ejertidens længde), at anvende værdien pr. 19.5.1993 som anskaffelsessum ved opgørelsen af avancen i 1994 eller 1995. Som bekendt var en lovbestemmelses ordlyd afgørende ved fortolkningen af bestemmelsen, uanset om der kunne argumenteres for en anden fortolkning, idet advokaten til støtte herfor havde henvist til TfS 1996.654 og TfS 1998.137. Overgangsreglen gav ikke anledning til berettiget tvivl om, at bestemmelsen også omfattede investorer, der ved en afståelse var omfattet af ABL § 2 c, men som ikke var dette ved en eventuel afståelse den 18.5.1993. Advokaten havde herefter foretaget følgende beregning vedrørende et teoretisk salg af investeringsbeviserne den 18.5.1993, idet han havde taget udgangspunkt i en afståelsessum beregnet efter kurs 118,24, svarende til den indre værdi:

Afståelsessum v. kurs 118,24 5.912.000 kr.

Aktieafgift (1 %) - 59.120 kr.

Kurtage (0,5%) - 29.560 kr.

Skattepligtig afståelsessum 5.823.320 kr.

Faktisk anskaffelsessum 5.050.000 kr.

Samlet skattepligtig fortjeneste 773.320 kr.

Beregning i relation til ABL § 2 c, stk. 3, 1. pkt.:

Skattepligtig fortjeneste 773.320 kr.

De fradragsberettigede udgifter udgør

renteudgifter i 1991 - 1993 på hhv.

0 kr., 571.281 kr., og 259.772 kr. samt

omkostninger ved førtidig indfrielse af

lånet på 245.935 kr., dvs. i alt - 1.076.988 kr.

De fradragsberettigede udgifter overstiger

den skattepligtige fortjeneste med 303.668 kr.

Beregning i relation til ABL § 2 c, stk. 3, 2. pkt.:

Den skattepligtige fortjeneste 773.320 kr.

Skatten af aktieavancen - 429.193 kr.

Aktieavance efter beskatning 344.127 kr.

Renteudgifter og omkostninger ved førtidig

indfrielse af lånet i alt - 1.076.988 kr.

Skatteværdien heraf 577.733 kr.

Renteudgifter efter skattefradrag - 499.255 kr.

Det samlede resultat af investeringen opgjort som aktieavancen efter beskatning med fradrag af renteudgifterne samt omkostningerne ved førtidig indfrielse af lånet efter skattefradrag var således negativt med 155.128 kr.

Til støtte for den subsidiære påstand havde advokaten gjort gældende, at såfremt afståelsen af investeringsbeviserne var omfattet af ABL § 2 c, fulgte det af § 11, stk. 16, i lov nr. 491 af 24.6.1992, at værdien pr. 16.6.1992 kunne anvendes i stedet for den faktiske anskaffelsessum ved avanceopgørelsen, samt at værdien pr. 16.6.1992 af investeringsbeviserne i B kunne fastsættes til kurs 112, hvorfor der var retskrav på, at denne kurs blev anvendt ved avanceopgørelsen. Han havde yderligere bl.a. anført, at Ligningsrådet havde fundet, at kursen pr. 16.6.1992 måtte fastsættes til indfrielsesværdien i henhold til lov om investeringsforeninger § 28, stk. 2, hvilket ville sige kurs 103,5. Der var af investeringsforeningens revisorer foretaget en vurdering af investeringsbevisernes handelsværdi pr. 16.6.1992, hvorved kursen var ansat til 112. Der var tale om en bagatelafvigelse i forhold til Ligningsrådets skøn, og ifølge praksis krævedes der et misforhold af en vis størrelse, før skattemyndighederne var berettigede til at korrigere en overdragelsessum.

Advokaten havde vedrørende kursfastsættelsen videre bl.a. anført, at loven anvendte udtrykket "handelsværdien", der var et velkendt begreb indenfor skatteretten, og som kunne defineres som den værdi, som kunne opnås ved en handel mellem ligeværdige, fornuftige og uafhængige aftaleparter. Man måtte således forestille sig, at der var tale om "bonus pater" parter. Der var for så vidt tale om, at der skulle foretages en teoretisk værdiansættelse. I modsætning til en sådan stod en værdiansættelse baseret på empiriske principper, dvs. på faktisk konstaterede handler. Den værdiansættelse, der skulle foretages skatteretligt, var den teoretiske værdiansættelse, om end det var klart, at i praksis ville der blive lagt vægt på faktisk konstaterbare værdier i form af gennemførte handler. Den vægt, som gennemførte handler kunne tillægges, måtte dog afhænge af, om de pågældende salg var repræsentative for en ideel "bonus pater" handel. De gennemførte handler var efter advokatens opfattelse ikke repræsentative for investeringsbevisernes reelle værdi, idet de personer, som anskaffede lånefinansierede investeringsbeviser, men som afstod disse og indfriede lånet før tiden, kunne ikke sidestilles med personer, som indgik en handel som en ligeværdig, fornuftig og uafhængig aftalepart. De pågældende personer havde af forskellige grunde været nødsaget til at skille sig af med investeringsbeviserne, før end det oprindeligt var tilsigtet, og havde derfor for flertallets vedkommende befundet sig i en tvangslignende situation. Man kunne derfor ikke lægge de stedfundne handler til grund som andet en indikation af, hvilken kurs, der kunne opnås, hvis man befandt sig i en tvangsmæssig situation den 19.5.1993. Indløsningskursen i henhold til lov om investeringsforeninger § 28 afspejlede den mindsteværdi, som altid ville kunne realiseres af ejeren af et investeringsbevis. Den var derimod ikke udtryk for investeringsbevisers handelsværdi, men kunne reelt sidestilles med et likvidationsprovenu i et aktieselskab. Ingen ville hævde, at kursen for en post aktier skulle beregnes som selskabets indre værdi med fradrag af likvidationsomkostninger, og i hvert fald ville ingen hævde, at likvidationsomkostningerne skulle beregnes i forhold til, at aktionærkredsen successivt afviklede deres aktiebeholdning. Der var en række omkostninger forbundet med enkeltstående indløsninger, som førte til, at indløsningskursen blev relativ lav. For en person, som ikke befandt sig i en tvangssalgsituation, ville der ikke være nogen grund til at affinde sig med en lavere overdragelsessum end indre værdi. En garanti for, at et aktiv ville kunne realiseres til en bestemt mindsteværdi, kunne efter advokatens opfattelse ikke medføre en lavere værdiansættelse, end man ellers ville foretage, hvis man så bort fra garantien.

Ligesom der fandtes en lovpligtig indløsningskurs, fandtes der en lovpligtig emissionskurs, idet investeringsforeningerne var pligtige til at udstede nye investeringsbeviser, hvis en interesseret person henvendte sig. For at en sådan udstedelse af nye investeringsbeviser ikke skulle påføre de øvrige investorer omkostninger, tillagdes omkostningerne ved udvidelsen indre værdi, når emissionskursen blev beregnet, jf. lov om investeringsforeninger § 26. Den lovpligtige emissionskurs sikrede således investorerne mod, at deres investeringsbeviser faldt i værdi, fordi der blev udstedt yderligere investeringsbeviser. Det var advokatens opfattelse, at den beregnede emissionskurs kunne tillægges nogen, men dog ikke afgørende betydning ved fastlæggelsen af værdien af investeringsbeviserne pr. 19.5.1993. Handelsværdien kunne således ikke uden videre fastsættes til emissionskursen. Reglen om en lovbestemt emissionskurs talte imidlertid for, at værdien af investeringsbeviser fastsattes til indre værdi, idet denne værdi var sikret mod fald som følge af emissioner. Indre værdi afspejlede de værdier, som fandtes i investeringsforeningen. Eftersom investeringsforeningens værdier kunne opgøres meget præcist pr. 19.5.1993, kunne indre værdi opgøres nøjagtigt. Når hensås til, at et investeringsbevis var ret til en andel af værdierne i investeringsforeningen, talte meget for, at værdien af et investeringsbevis fastsattes til netop indre værdi. Tog man udgangspunkt i, at handelsværdien kunne defineres som den værdi, som kunne opnås ved en handel mellem ligeværdige, fornuftige og uafhængige aftaleparter, måtte det antages, at disse ville lægge afgørende vægt på den reelle værdi af investeringsbeviserne, dvs. tage udgangspunkt i indre værdi, som et udtryk for de underliggende værdier i investeringsforeningen. En skattemæssig værdiansættelse af bl.a. investeringsbeviser i behold skete mindst én gang om året. Således foretog alle landets pengeinstitutter på investorernes vegne den 31.12. hvert år en indberetning af disse investeringsbeviser til Told og Skat. Børsnoterede investeringsbeviser indberettedes med den pr. 31.12. senest noterede "alle handler" kurs, og unoterede investeringsbeviser indberettedes med en kurs svarende til den pr. 31.12. opgjorte indre værdi. For begge af disse kurser gjaldt, at de ville befinde sig i et interval imellem købs- og salgskursen.

Told- og Skattestyrelsen havde indstillet ansættelsen stadfæstet, idet det til støtte herfor bl.a. var anført, at man ved fortolkningen af overgangsbestemmelserne fra 1993 bl.a. måtte se på baggrunden for indførslen af ABL § 2 c, som var en af en række lovændringer fra 1992, der blev gennemført for at sætte en stopper for en massiv skattearbitrage. Arrangementerne i B lå inden for kerneområdet af de arrangementer, der blev tænkt på, idet han bl.a. henviste til, at investeringen var lånefinansieret, og at det vedrørende karakteren af investeringsforeningen fremgik af prospektmaterialet, at der alene blev investeret i 3-årige obligationer med en lav kuponrente, idet der samtidig blev foretaget kurssikringer, således at investorerne var sikret mod enhver kurssvingning. Der var videre henvist til den bindende forhåndsbesked TfS 1993.265, hvoraf bl.a. fremgik, at en sådan investering måtte anses for omfattet af ABL § 2 c, uanset en eventuel indfrielse af lånet, idet man ved afståelsen måtte foretage en opgørelse for derved at konstatere om den enkelte investor var omfattet af undtagelsesbestemmelsen i ABL § 2, stk. 3. Ved skattereformen i 1993 blev der bl.a. indført en skærpet beskatning af aktionærer, og overgangsbestemmelsen vedrørte alene de aktionærer, der ikke var omfattet af ABL § 2 a - 3 ved skattereformens indførelse. En anden fortolkning af overgangsbestemmelsen gav ikke rimelig mening, idet ABL § 2 c blev indført for at standse skattearbitrage, og det kunne ikke forventes, at det 11 måneder efter indførelsen af denne bestemmelse blev vedtaget at foretage en lempelse af beskatningen efter ABL § 2 c. Klageren var derfor alene berettiget til at anvende værdien pr. 16.6.1992 som anskaffelsessum ved avanceopgørelsen i 1994.

Vedrørende værdiansættelsen var det bl.a. anført, at der måtte tages udgangspunkt i de handler, der var konstateret i perioden omkring den 16.6.1992, således at kursen pr. denne dato måtte ansættes til 103,5. Dette svarede til, hvad den enkelte investor kunne forvente at modtage ved salg af sine investeringsbeviser, idet der videre var henvist til, at B havde tilbudt investorerne at aftage investeringsbeviserne til en kurs svarende til indløsningskursen. Der var således ikke grundlag for at ansætte værdien til den indre værdi, idet der var konstateret salg samt indløsning af investeringsbeviserne til kurser under den indre værdi.

Landsskatteretten udtalte:

Overgangsreglen i § 19, stk. 3 i lov nr. 421 af 25.6.1993 havde følgende ordlyd:

"Skattepligtige, som ved en eventuel afståelse af deres aktier den 18. maj 1993 ikke skulle have opgjort fortjeneste eller tab efter aktieavancebeskatningslovens § 6, eller som alene skulle gøre det i kraft af aktieavancebeskatningslovens § 6, stk. 6, og som ikke ville have været omfattet af aktieavancebeskatningslovens §§ 2 a - 3 eller kursgevinstloven, kan ved opgørelsen af fortjeneste eller tab ved en senere afståelse af de pågældende aktier, anvende aktiernes handelsværdi den 19. maj 1993 i stedet for anskaffelsessummen."

Da klagerens investeringsbeviser i B ubestridt var lånefinansierede og da B ubestridt i det væsentlige måtte antages at indtjene overskud eller anden værditilvækst ved finansiering eller investering under sådanne omstændigheder, at selskabets overskud eller værditilvækst over en periode med stor sikkerhed kunne opgøres på forhånd, jf. aktieavancebeskatningslovens § 2 c, stk. 1, måtte klageren også ved en eventuel afståelse pr. 18. maj 1993 anses at have været omfattet af aktieavancebeskatningslovens § 2 c, uanset om klageren ved en opgørelse af avancen ville være blevet fritaget for beskatning efter reglerne i § 2 c, stk. 3. Landsskatteretten fandt efter formuleringen af § 19, stk. 3, i lov nr. 421 af 25.6.1993 herefter, at klageren ikke kunne anses for omfattet af denne bestemmelse, og han kunne derfor ikke anvende investeringsbevisernes handelsværdi den 19. maj 1993 i stedet for anskaffelsessummen ved avanceopgørelsen i 1994.

Klageren kunne derimod anvende handelsværdien pr. 16. juni 1992 i stedet for anskaffelsessummen ved avanceopgørelsen. Ved fastsættelsen af denne handelsværdi fandt retten, at der måtte tages udgangspunkt i investeringsforeningens indre værdi, idet der bl.a. var henset til, at denne på grund af de dagældende regler for investeringsforeninger om investering og om opgørelse af foreningens formue i den dagældende lov om investeringsforeninger blev opgjort løbende og kunne opgøres med stor sikkerhed.

Det bemærkedes videre, at der i den dagældende lov om investeringsforeninger § 28 var pålagt foreningen en pligt til at indløse investeringsbeviser til enhver tid til en kurs svarende til investeringsforeningens indre værdi med fradrag af omkostningerne ved indfrielsen. Investeringsforeningen havde videre pligt til at udstede nye investeringsbeviser til en kurs svarende til investeringsforeningens indre værdi med tillæg af omkostningerne ved udstedelsen, jf. § 26 i den dagældende lov om investeringsforeninger.

Retten fandt, at handelsværdien for investeringsbeviserne i skattemæssig henseende måtte fastsættes til en værdi mellem den lovpligtige salgskurs og den lovpligtige købskurs, idet det herved bemærkedes, at de foreliggende oplysninger vedrørende faktiske handler alle vedrørte investorers salg til banken og ikke eventuelle salg til tredjemand. Retten fandt således, at investeringsbevisernes handelsværdi passende kunne ansættes til en kurs svarende til investeringsforeningens indre værdi eller kurs 106,75. Den talmæssige opgørelse ville blive foretaget af den kommunale skattemyndighed.

Versioner

1. 2000-08-16