Gelex

Landsskatteretskendelse

GældendeVersion 2000-08-16
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1999/11173@2000-08-16/da

Indhold
  1. Indledning

Investeringsbeviser

- salg af

- aktieindkomst

Reference:

ABL § 4, stk. 1

A klagede for indkomståret 1994 over, at told- og skatteregionen havde anset fortjeneste ved salg af investeringsbeviser for aktieindkomst.

Det var oplyst, at klageren den 8.11.1991 anskaffede nom. 2.000.000 kr. investeringsbeviser i B til kurs 101 eller i alt 2.025.000 kr. inkl. anskaffelsesomkostninger. Samtidig hermed optog han et lån i en bank på i alt 2.025.000 kr.

Den 25.11.1992 indfriede klageren lånet, idet der i løbet af lånets løbetid var indbetalt renter med i alt 206.030 kr.

Klageren afstod investeringsbeviserne den 9.11.1994 for en samlet afståelsessum af 2.509.650 kr.

Told- og skatteregionen havde fundet, at avancen ved salget af investeringsbeviserne skulle opgøres til 490.000 kr., idet der skulle tages udgangspunkt i en anskaffelsessum på 2.020.000 kr., svarende til den oprindelige anskaffelseskurs 101, jf. herved ABL § 2 c, stk. 3, 1. pkt. Da der var sket førtidig indfrielse af lånet, og de fradragsberettigede renteudgifter dermed ikke oversteg de skattepligtige fortjenester m.v. af investeringen, kunne undtagelsesbestemmelsen i § 2 c, stk. 3, 1. pkt. anvendes. Undtagelsesbestemmelsen medførte alene, at indkomsten/fortjenesten ændrede karakter fra at være kapitalindkomst til at være aktieindkomst. Investeringsbeviserne var stadig lånefinansierede og dermed omfattet af § 2 c. Det, at lånet blev indfriet, ændrede ikke investeringens status som lånefinansieret, og regionen havde herved henvist til Ligningsrådets afgørelse i TfS 1993.265.

Regionen havde videre bl.a. anført, at der var tale om en investering i aktier, som var omfattet af ABL § 2 c om aktier erhvervet for lånte midler, hvor afkastet af investeringen og lånet med stor sikkerhed kunne opgøres på forhånd. Der var bl.a. henvist til, at investeringsforeningens formue var investeret i en portefølje af 3-årige obligationer med en lav kuponrente, og at der i den udstrækning, der var investeret i udenlandske obligationer, foretoges valutakurssikring af disse.

Regionen havde endvidere fundet, at overgangsbestemmelsen i § 19, stk. 3, i lov nr. 421 af 25.6.1993 ikke kunne finde anvendelse, idet investeringsbeviserne var omfattet af ABL § 2 c. Der skulle således ikke foretages en opgørelse ved en fiktiv afståelse den 18.5.1993 og dermed en prøvelse af, hvorvidt arrangementet var omfattet af ABL § 2 c, stk. 1. Overgangsreglen var alene indført for at sikre, at der for mindretalsaktier som hidtil havde kunnet afstås uden beskatning af gevinster og uden fradrag for tab, alene skete beskatning af gevinster vedrørende perioden efter den 19.5.1993. En direkte ordlydsfortolkning af bestemmelsen udelukkede således, at overgangsreglen fandt anvendelse for aktier, der var omfattet af bl.a. ABL § 2 c. En anden fortolkning af overgangsbestemmelserne gav ikke nogen rimelig mening, idet der med skattereformen fra maj 1993 blev gennemført en skærpet beskatning på aktieområdet for mindretalsaktionærer og overgangsbestemmelserne havde alene til hensigt at sikre, at dette ikke skete med tilbagevirkende kraft. Såfremt den af klagerens advokat anlagte fortolkning skulle lægges til grund, ville dette i praksis betyde, at lovgiver i forbindelse med gennemførelsen af en skærpet beskatning på aktieområdet for mindretalsaktionærer samtidig havde lempet beskatning af de lånefinansierede investeringer, der udelukkende var etableret med henblik på udnyttelse af de daværende beskatningsregler, hvor lovgiver medio 1992 gennemførte ABL § 2 c netop for at standse denne form for skattearbitrage. Dette havde næppe været lovgivers hensigt eller intentioner med de foretagne lovindgreb og ændringer, hvilket efter regionens opfattelse heller ikke kunne udledes af de omtvistede overgangsbestemmelser for mindretalsaktionærer.

Klagerens advokat havde nedlagt principal påstand om, at den i 1994 gennemførte afståelse af de omhandlede investeringsbeviser alene havde medført en avance på 145.200 kr., der var skattepligtig som kapitalindkomst. Han havde nedlagt subsidiær påstand om, at afståelsen af investeringsbeviserne alene havde medført en avance på 270.000 kr., der var skattepligtig som kapitalindkomst. Advokaten havde til støtte for sin principale påstand principalt gjort gældende, at afståelsen af investeringsbeviserne var omfattet af ABL § 2 d, idet den ikke var omfattet af ABL § 2 c, da lånefinansieringen som følge af indførelsen af ABL § 2 c tilendebragtes i 1992, og da de fradragsberettigede udgifter vedrørende de pågældende lån kun i forholdsvis uvæsentligt omfang oversteg de skattepligtige udlodninger fra og skattepligtige fortjenester ved afståelse af aktier i det pågældende selskab, jf. § 2 c, stk. 3, 1. pkt. Han havde videre gjort gældende, at eftersom investeringsbeviserne var ejet i mere end 3 år, kunne værdien pr. 19.5.1993 anvendes i stedet for den faktiske anskaffelsessum ved avanceopgørelsen, jf. § 19, stk. 883, i lov nr. 421 af 25.6.1993, samt at værdien pr. 19.5.1993 af de omhandlede investeringsbeviser kunne fastsættes til kurs 118,24, hvorfor der var et retskrav på, at denne kurs anvendtes ved avanceopgørelsen.

Det var videre bl.a. anført, at der måtte foretages en beregning, der viste, om investeringsbeviserne var omfattet af ABL § 2 c, og advokaten havde foretaget to beregninger, dels en hvor det var lagt til grund, at værdien pr. 16.6.1992 var kurs 103,5 som hævdet af told- og skatteregionen, dels en hvor det var lagt til grund, at værdien pr. 16.6.1992 var kurs 112 som hævdet af advokaten. De respektive kurser pr. 16.6.1992 var benyttet som anskaffelsessum, og som afståelsessum var anvendt den faktiske afståelsessum. Det fremgik af disse beregninger, at de skattepligtige udlodninger og fortjenester oversteg de fradragsberettigede udgifter med 233.620 kr., når kurs 103,5 anvendtes som anskaffelsessum i overensstemmelse med regionens synspunkt. Anvendtes kurs 112 var der tale om en difference på 63.620 kr., hvormed de skattepligtige udlodninger og fortjenester oversteg de fradragsberettigede udgifter. Der var således ikke hjemmel til at beskatte klageren efter ABL § 2 c, jf. dennes stk. 3, 1. pkt. Idet investeringsbeviserne således ikke var omfattet af ABL § 2 c, var de i stedet omfattet af ABL § 2 d, og det fulgte af lov nr. 421 af 25.6.1993, § 19. stk. 3, at det var muligt at anvende investeringsbevisernes værdi pr. 19.5.1993 som anskaffelsessum. Denne værdi var kurs 118,24, og denne kurs var anvendt ved opgørelsen af avancen i henhold til den principale påstand, hvorfor der måtte gives klageren medhold heri.

Landsskatteretten udtalte:

Ifølge ABL § 2 c, stk. 2, skulle der lægges vægt på finansieringen af anskaffelsen af de omhandlede investeringsbeviser ved vurderingen af, om en investering var omfattet af ABL § 2 c, og klagerens indfrielse af lånet i 1992 sås således ikke at bringe investeringen uden for den omhandlede bestemmelse.

Overgangsreglen i § 19, stk. 3 i lov nr. 421 af 25.6.1993 havde følgende ordlyd:

"Skattepligtige, som ved en eventuel afståelse af deres aktier den 18. maj 1993 ikke skulle have opgjort fortjeneste eller tab efter aktieavancebeskatningslovens § 6, eller som alene skulle gøre det i kraft af aktieavancebeskatningslovens § 6, stk. 6, og som ikke ville have været omfattet af aktieavancebeskatningslovens §§ 2 a - 3 eller kursgevinstloven, kan ved opgørelsen af fortjeneste eller tab ved en senere afståelse af de pågældende aktier, anvende aktiernes handelsværdi den 19. maj 1993 i stedet for anskaffelsessummen."

Da klagerens investeringsbeviser i B således var lånefinansierede og da B ubestridt i det væsentlige måtte antages at indtjene overskud eller anden værditilvækst ved finansiering eller investering under sådanne omstændigheder, at selskabets overskud eller værditilvækst over en periode med stor sikkerhed kunne opgøres på forhånd, jf. § 2 c, stk. 1, måtte klageren også ved en eventuel afståelse pr. 18. maj 1993 anses at have været omfattet af aktieavancebeskatningslovens § 2 c, uanset om klageren ved en opgørelse af avancen på dette tidspunkt ville være blevet fritaget for beskatning efter reglerne i § 2 c, stk. 3. Landsskatteretten fandt efter formuleringen af § 19, stk. 3, i lov nr. 421 af 25.6.1993 herefter, at klageren ikke var omfattet af denne bestemmelse, og han kunne derfor ikke anvende investeringsbevisernes handelsværdi den 19. maj 1993 i stedet for anskaffelsessummen ved avanceopgørelsen i 1994.

ABL § 2 c blev indsat ved § 6 i Lov nr. 491 af 24.6.1992, og § 11, stk. 16, 1. og 2. pkt. i denne lov var sålydende:

"§§ 6, 8, 9 og 10 har virkning for aktier, som er erhvervet senest den 31. december 1993. Skattepligtige, der efter § 6 skal medregne fortjeneste på aktier, som efter de hidtidige regler ikke har skullet medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, kan ved opgørelsen af fortjenesten i stedet for anskaffelsessummen benytte værdien den 16. juni 1992."

Retten fandt videre, at klageren ikke kunne anvende værdien pr. 16. juni 1992 som anskaffelsessum ved avanceopgørelsen, jf. § 11, stk. 16 i lov nr. 491 af 24.6.1992, hvorefter det var en betingelse for anvendelse af denne værdi, at fortjenesten skulle beskattes efter ABL § 2 c. Klageren var efter de foreliggende beregninger omfattet af undtagelsesbestemmelsen i § 2 c, stk. 3, hvorfor avancen ikke skulle beregnes efter § 2 c, men efter de almindelige regler.

Beskatning efter ABL § 2 d forudsatte, at der var tale om udloddende investeringsforeninger. Trods vedtægternes bestemmelse om, at foreningen var udloddende, var der intet, der tydede herpå, idet der bl.a. ikke forelå oplysninger om årlige udlodninger, ligesom kursen gennem den omhandlede periode havde været støt stigende, hvilket indikerede, at der var tale om en akkumulerende investeringsforening.

Retten kunne således tiltræde told- og skatteregionens opfattelse, hvorefter klagerens salg af investeringsbeviserne var omfattet af ABL § 4, stk. 1, således at avancen skulle beskattes som aktieindkomst, og at der ved avanceopgørelsen skulle tages udgangspunkt i investeringsbevisernes faktiske anskaffelsessum. Den påklagede ansættelse blev stadfæstet.

Versioner

  1. 2000-08-16