Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1999/11180@2000-08-16/da

Indhold

1. Indledning

Negativ aktieindkomst for interessent i leasingselskab

- afhændelse af andel

Reference:

SEL § 1, stk. 1, nr. 2

A klagede for skatteåret 1997 over, at skatteankenævnet ikke havde godkendt fradrag for negativ aktieindkomst ved afhændelse af andel i B I/S, 89.050 kr.

Det fremgik af sagens oplysninger, at klageren havde købt en andel i B I/S på 10/250.

Af interessentskabskontrakten fremgik, at interessentskabets formål var at erhverve containere til brug i international søfart og udleje disse erhvervsmæssigt, at erhvervelsen finansieredes gennem optagelse af banklån, samt at interessentskabet ikke måtte påtage sig andre forpligtelser end over for C Bank og banker godkendt af denne bank, bortset fra forpligtelser over for offentlige danske myndigheder.

Om kapital- og ejerforhold var det i interessentskabskontrakten anført, at egenkapitalen var 25.000.000 kr., hvoraf 3.375.000 kr. var tilvejebragt ved kontant indbetaling fra interessenterne og resten ved optagelse af lån, at nettoprovenu/tab ved interessentskabets opløsning deltes mellem interessenterne i forhold til deres ejerandel, samt at eventuelle driftsomkostninger, der ikke kunne bæres af interessentskabets driftsresultat, kunne kræves erlagt af interessenterne i forhold til ejerandel.

Det fremgik videre af interessentskabskontrakten, at interessenterne hæftede direkte, solidarisk og personligt over for tredjemand for interessentskabets forpligtelser. I det indbyrdes forhold hæftede interessenterne i henhold til interessentskabskontrakten i forhold til deres ejerandel.

Af kontraktens pkt. 6 fremgik, at den daglige ledelse af interessentskabet var forestået af en blandt interessenterne udpeget leder. Om dispositionsretten var det angivet, at interessentskabet ikke uden den finansierende banks godkendelse kunne hæve eller disponere over interessentskabets midler fra indkommende leasingydelser m.v. Disse midler indsattes på en sikringskonto i banken.

I henhold til faktura af 2/10 1990 havde B I/S købt containere fra D ApS. Købesummen androg 7.335.029,13 NLG.

Den 27/9 1990 optog I/S B til finansiering af købet af containere et lån i C Bank. Lånet var optaget på non-recourse vilkår.

Ligeledes den 27/9 1990 indgik I/S B en leasingaftale med E ApS. Af aftalen fremgik det, at ejendomsretten til de leasede genstande var og blev hos ejer, at ejer intet ansvar påtog sig over for bruger for eventuelle fejl og mangler ved de leasede genstande, og at bruger ikke kunne hæve aftalen eller kræve nogen form for erstatning eller afslag i leasingydelsen som følge af fejl og mangler.

Det fremgik videre, at alle rettigheder over for leverandører, herunder eventuelle rettigheder vedrørende stillede garantier, var overdraget til leasingtager, at leasingtager var pligtig at holde leasinggiver skadesløs for ethvert krav, som måtte opstå som følge af eventuelle farlige egenskaber ved de leasede genstande, samt at leasingtageren var pligtig at forestå vedligeholdelse af det leasede, ligesom leasingtager var pligtig at foranledige det leasede forsikret.

Om videreudlejning var det anført, at leasingtager var berettiget til at videreudleje de leasede genstande, men at leasingtager i tilfælde af videreudlejning fortsat hæftede over for ejeren i overensstemmelse med leasingaftalen. Leasingtager forpligtede sig til ikke at leje udstyr fra andre end interessentskabet.

Leasingperioden påbegyndtes i henhold til aftalen den 15/10 1990 og vedvarede indtil den 15/4 1997. Aftalen var gjort uopsigelig, dog således, at bruger var berettiget til at udskifte de leasede genstande under forudsætning af, at leasingaftalen i alle henseender fortsatte på uændrede vilkår, at leasingtager ikke var i misligholdelse, og at værdien af de nye genstande nøje skulle svare til residualværdien af de udskiftede genstande.

Endelig var det i leasingaftalen fastlagt, at leasingtageren ved leasingperiodens ophør anviste en kontantkøber, som ikke måtte være leasingtager selv. Købesummen skulle udgøre minimum 75 % af den oprindelige købesum. Såfremt leasingtager ikke kunne anvise en sådan køber, var leasingtager pligtig at acceptere en forlængelse af leasingperioden i yderligere 3 år. I så fald fastsattes den årlige leasingydelse således, at restværdien af de leasede genstande over forlængelsesperioden skulle nedbringes til 0 med en forrentning svarende til 6 måneder NLG-Libor + 1 % p.a. Ved udløbet af en eventuel forlængelsesperiode var leasingtager forpligtet til at tilbagelevere de leasede genstande på en containerplads i Tyskland eller Holland.

Det var videre oplyst, at B I/S trådte i likvidation den 15/4 1997 og leasingaktiverne blev afhændet til leasingtageren til restgælden. Klageren havde i indkomståret 1997 selvangivet en negativ aktieindkomst på 89.050 kr., der var opgjort således:

Værdi pr. 19/5 1993 (kapitalkonto pr. 31/12 1992) 91.655 kr.

Provenu efter salg af anparter (kapitalkonto pr. 15/4 1997) 2.605 kr.

Tab 89.050 kr.

Det fremgik af regnskaberne for B I/S, at klagerens kapitalkonto oprindeligt udgjorde 135.000 kr, samt at kapitalkontoen i perioden 1990 til april 1997 var formindsket som følge af de for B I/S opgjorte negative resultater, og som kunne henføres til omhandlede containere og det til finansieringen heraf optagne lån.

Klageren havde begrundet fradraget med, at Landsskatteretten i en række sager have tilsidesat tilsvarende projekter blandt andet med den begrundelse, at et sådant selskab måtte betragtes som skattepligtig efter selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 2, jf. blandt andet TfS 1996.430.

Endelig var det oplyst, at den kommunale skatteforvaltning for indkomstårene 1990 - 1993 ikke havde tillagt klagerens deltagelse i B I/S skattemæssig betydning, og at afgørelserne var påklaget til skatteankenævnet, der havde berostillet sagen. For indkomstårene 1994 - 1996 var der ikke selvangivet vedrørende klagerens deltagelse i I/S B.

Skatteankenævnet havde ikke godkendt fradrag for negativ aktieindkomst, idet nævnet fandt, at projektet ikke var omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 2. Der var herved henset til, at Højesteret endnu ikke havde taget stilling til 10-mandsprojekterne, og at den videre skattemæssige behandling af deltagelsen i 10-mandsprojekterne var betinget af den skattemæssige kvalifikation, som den endelige dom måtte indeholde.

Klagerens repræsentanter havde over for Landsskatteretten nedlagt påstand om, at det selvangivne aktietab blev godkendt.

Repræsentanterne havde til støtte herfor anført, at Landsskatteretten ved en række afgørelser havde afvist at anerkende selvangivne underskud vedrørende deltagelse i sådanne interessentskaber, blandt andet under henvisning til, at interessentskabet måtte anses for en selvstændig skattemæssig enhed omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 2. Skatteankenævnet havde ikke godkendt det af klageren realiserede tab ved likvidationen af B /S, idet der henvistes til, at der ikke forelå nogen endelig afgørelse i 10-mandsprojektsagerne.

Repræsentanterne havde videre anført, at når en domstol eller i dette tilfælde Landsskatteretten havde afsagt en dom eller en kendelse, så forelå der en afgørelse, uanset om denne var anket eller ej. Afgørelsen måtte anses at være udtryk for gældende ret indtil en højere instans underkendte den. Kammeradvokaten havde både i Landsskatteretten, jf. f.eks. TfS 1996.430, og for Landsretten procederet på, at de omhandlede interessentskaber var omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 2, og dette havde været Kammeradvokatens hovedargument i sagerne. Landsskatteretten tiltrådte Kammeradvokatens synspunkt, og statuerede selvstændig skattepligt for interessentskaberne.

Repræsentanterne havde videre anført, at der ved Østre Landsrets dom af 18/2 1998, TfS 1998.201, ikke var taget stilling til problematikken vedrørende selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 2, hvorfor denne dom ikke kunne finde anvendelse i nærværende sag. Landsskatteretten var den instans, der senest havde taget stilling til, om de pågældende interessentskaber var omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 2. Både i Landsskatteretten og for Landsretten havde ministeriet procederet, at interessentskabet var omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 2. Landsretten havde ikke afvist synspunktet, men havde ikke taget stilling til dette.

Det var videre anført, at Landsskatteretten havde truffet afgørelse om, at der var tale om et selskab omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 2, hvilket måtte indebære, at andele i interessentskabet blev behandlet som aktier, og at et eventuelt tab behandledes som et aktietab efter reglerne i aktieavancebeskatningsloven. Der var henvist til cirkulære nr. 1 af 2/1 1984 til aktieavancebeskatningsloven, hvoraf det fremgik, at andelsbeviser var omfattet af loven. Begrebet andelsbeviser var mere uddybet i cirkulære nr. 154 af 21/6 1961 om beskatning af fortjeneste eller tab ved afståelse af aktier m.v.

Det var repræsentanternes opfattelse, at klageren havde pådraget sig et reelt økonomisk tab på sine andele i B I/S, og dermed et aktietab. Uanset arrangementet ikke kunne tillægges skattemæssig betydning, var pengene gået ud af I/S B.

Landsskatteretten udtalte:

Landsskatteretten havde i de offentliggjorte afgørelser i pilotsager i 10-mandsprojekterne, f.eks. TfS 1996.430 og 458, taget stilling til deltagelse i tilsvarende arrangementer. Landsskatteretten havde blandet andet ikke godkendt fradrag for underskud for investorerne under henvisning til, at de pågældende interessentskaber måtte anses for selvstændige skattesubjekter omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 2. Retten havde i afgørelserne endvidere angivet subsidiære begrundelser for ikke at godkende fradrag for underskud, blandt andet vedrørende ejendomsretten til aktiverne, lånevilkårene og spørgsmålet om erhvervsmæssig virksomhed. Landsskatteretten statuerede, at der alene var etableret en formel ejendomsret til aktiverne. Landsskatteretten fandt endvidere, at det til finansiering af aktiverne optagne lån ikke påhvilede investorerne som en reel retlig forpligtelse, hvorfor rentefradrag ikke kunne godkendes, jf. statsskattelovens § 6e. Endelig fastslog Landsskatteretten, at den økonomiske risiko var elimineret i kraft af de indgåede kontrakter og at virksomheden ikke blev drevet med henblik på indtægtserhvervelse, men derimod med henblik på at skabe store, forudberegnelige skattemæssige underskud, og virksomheden opfyldte derfor ikke betingelserne for at kunne betegnes som erhvervsmæssig, og underskudsfradrag kunne derfor ikke godkendes. Landsskatteretten fandt med disse begrundelser, at leasingaktiviteten var uden skattemæssig realitet, og derfor i øvrigt ikke skulle tillægges skattemæssig betydning og således heller ikke ved indkomstopgørelsen.

Østre Landsret havde i dom af 18. februar 1998 (TfS 1998.201) taget stilling til et 10-mandsprojekt, hvor Landsskatterettens afgørelse var offentliggjort i TfS 1996.458. Østre Landsret havde ved dommen ikke taget stilling til spørgsmålet om skattepligt efter selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 2. Østre Landsret tilsidesatte arrangementet på grund af manglende reel økonomisk indsats og risiko for investorerne i forbindelse med leasingvirksomheden, ligesom Landsretten fandt, at der ikke påhvilede investorerne nogen reel forpligtelse til at tilbagebetale og forrente det til finansiering af aktivet optagne lån. Østre Landsret fandt på denne baggrund, at betingelserne for at anerkende skattemæssige afskrivninger og fradrag for driftsomkostninger samt fradrag for renteudgifter ikke var opfyldt.

Landsskatteretten fandt, at der i nærværende sag ikke forelå omstændigheder, som kunne føre til et andet resultat for så vidt klagerens deltagelse i B I/S.

Landsskatteretten fandt i overensstemmelse hermed, at leasingaktiviteten ikke skulle tillægges skattemæssig betydning og således heller ikke ved indkomst- og formueopgørelsen, herunder ved opgørelsen af kapitalkontoen. Kapitalkontoen skulle således opgøres uden hensyntagen til leasingaktiviteten og det optagne lån. Da det af klageren opgjorte fald i værdien af kapitalkontoen over årene alene kunne henføres til underskud på leasingvirksomheden, forelå der i skattemæssig henseende ikke noget tab.

Den påklagede ansættelse, hvorved fradrag for negativ aktieindkomst ved afhændelse af andel i I/S B ikke var godkendt, blev stadfæstet.

Versioner

1. 2000-08-16