Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1999/11181@2000-08-16/da

Indhold

1. Indledning

Beskatning af lav boligafgift

- boliganpartsselskab omdannet til andelsboligforening

- gældsbrev

- bindende forhåndsbesked

Reference:

SL § 4

A's klage til Landsskatteretten drejede sig om Ligningsrådets bindende forhåndsbesked af 8. september 1998.

Spørgsmålet fra klagerens advokat til Ligningsrådet var følgende:

"Vil A som medlem af Andelsboligforeningen B blive beskattet af lav boligafgift i henhold til SD-cirkulære 1982-2, såfremt hun i forbindelse med en omdannelse af Boliganpartsselskabet B til en andelsboligforening indskyder et i forbindelse med transaktionen modtaget gældsbrev i andelsboligforeningen, hvorved gældsbrevet ophører ved modregning."

Ligningsrådet havde besvaret spørgsmålet således:

"Ja."

Det var oplyst, at Boliganpartsselskabet B i likvidation agtede at overdrage ejendommen til en nystiftet andelsboligforening, Andelsboligforeningen B. Samtlige nuværende anpartshavere i boliganpartsselskabet, herunder klageren, blev medlemmer i den nye andelsboligforening, og det var hensigten at overdrage ejendommen til ejendomsværdien pr. 1. januar 1997 på 2 mio. kr. Ejendommen var belånt, og prioritetsgælden pr. 31. december 1996 udgjorde 1.007.110 kr.

Det fremgik endvidere, at det var hensigten, at ejendommen skulle berigtiges således:

Overtagelse af kreditforeningslån 1.007.110 kr.

Optagelse af nyt ejerskiftelån, anslået 100.000 kr.

Udstedelse af gældsbrev, ca. 900.000 kr.

Købesum, i alt 2.000.000 kr.

I forbindelse med likvidationen af Boliganpartsselskabet blev gældsbrevet udlagt til anpartshaverne, der herefter havde et tilgodehavende i den nye andelsboligforening, som anvendtes som indskud. Gældsbrevet skulle oprettes på normale markedsvilkår og således forrentes med en rente svarende til markedsrenten. I forbindelse med etablering af andelsboligforeningen udgjorde hver andel gennemsnitlig 1/12 af 2 mio. kr. eller 166.666 kr. De enkelte andele varierede dog i størrelse under hensyntagen til de nuværende forhold, herunder lejlighedens størrelse, gæld m.v. Ved medlemmernes indtræden i den nye andelsboligforening betalte medlemmerne således i gennemsnit 1/12 hver, idet hvert medlem overtog gæld på ca. 91.666 kr. og derudover erlagde et kontant beløb på 75.000 kr. Kontantbeløbet modregnedess imidlertid i andelshavernes tilgodehavende i form af gældsbrevet i foreningen, hvorved gældsbrevet ophørte.

De stedlige skattemyndigheder havde foretaget beregningen af boligfordelen som skulle beskattes som kapitalindkomst således:

"Ejendommens anskaffelsessum 2.000.000 kr.

20% af anskaffelsessummen 400.000 kr.

SD-cirkulære 1982 nr. 2 af 8. februar 1982

Andelshaverindskud må max. udgøre 20% af ejendommens anskaffelsessum (dog altid 30.000 kr.), idet der ellers skal ske beskatning af boligfordel, hvilket vil sige differencen mellem normal bankudlånsrente og faktisk renteindtægt af den finansiering der er ydet ud over 20%/30.000 kr.

Andelshaverindskud 75.000 kr.

Max. indskud (20% af 2.000.000 : 12) 33.333 kr.

41.667 kr.

Normal bankudlånsrente(?), skønnet 8% 3.333 kr.

Faktisk modtaget renteindtægt 0

Boligfordel til beskatning som kapitalindkomst 3.333 kr.

Medlemmerne skal således beskattes af den opnåede boligfordel, beløbet skal medregnes til andelshavernes kapitalindkomst og vil således blive beskattet med ca. 42-45%."

Ligningsrådet havde anført, at SD-cirkulære 1982-2, pkt. 2.2.1. tillige omfattede den i denne sag omhandlede situation, hvor medlemmerne foretog ekstraordinært store indskud via det omtalte gældsbrev. Selvom situationen ikke var analog med situationen i Højesterets dom af 9. februar 1981, havde rådet fundet, at dommens præmisser kunne udstrækkes til denne sag. Rådet havde videre anført, at andelsboligforeningen ved indskuddet blev friholdt for en renteudgift i forhold til en normal belåning af ejendommen, i denne sag for en renteudgift på gældsbrevet. Såfremt gældsbrevet blev opretholdt indtil det var afdraget, ville foreningen skulle have forrentet gældsbrevet i løbetiden. Dette ville medføre en højere boligafgift hos medlemmerne. Samtidig ville medlemmerne modtage en løbende skattepligtig renteindtægt fra foreningen. Med den ønskede disposition bortfaldt renteudgiften for foreningen og de skattepligtige renteindtægter for medlemmerne. Ved at indskyde gældsbrevet i foreningen foretog medlemmerne en investering, der ganske vist fortsat gav et afkast, men ikke længere et skattepligtigt afkast. Afkastet blev ni givet i form af en lavere boligafgift, idet foreningen ikke længere skulle forrente gældsbrevet. Ved dispositionen konverteredes en skattepligtig indtægt således til en skattefri nedsættelse af boligafgiften.

Højesterets dom af 9. februar 1981 drejede sig om konvertering af en ikke fradragsberettiget boligafgift til en fradragsberettiget renteudgift. Den omhandlede dermed ikke den samme situation som nærværende sag, men dommen byggede på et princip om, at konvertering af finansieringsforhold med det sigte at opnå en skattebegunstigelse inden for andelsboligområdet ikke var accepteret. Der var tale om, at der her anvendtes en anden model til opnåelse af en skattebegunstigelse, men grundtanken var efter Ligningsrådets opfattelse den samme.

Rådet havde endelig anført, at man ikke ved sagens behandling havde fundet grundlag for at foranledige grænsen på 30.000 kr. for beskatning af boligafgift forhøjet. Dette ville evt. blive taget op til selvstændig vurdering senere.

Klagerens advokat havde over for Landsskatteretten nedlagt påstand om, at spørgsmålet besvaredes med et nej. Til støtte herfor havde advokaten gjort gældende, at der ikke var hjemmel til, at klageren blev beskattet af lav boligafgift. For det første var SD-cirkulære 1982-2 i strid med gældende ret, jf. Højesterets dom af 9. februar 1981, UfR 1981.234, og Højesterets dom af 4. november 1993, TfS 1993.541. Cirkulærets udgangspunkt var, at civilretligt gyldige aftaler om lån ikke var reelle. Afgørelsen i TfS 1993.541 fastslog netop, at der skulle foretages en konkret bedømmelse af gældsforholdet og omstændighederne i forbindelse hermed, jf. Mette Neville, R&R 1991, s. 53 ff.

Advokaten havde videre anført, at Højesterets dom af 9. februar 1981 ikke direkte omfattede den i sagen omhandlede situation. Det blev bestridt, at andelsboligforeningen ved indskuddet var friholdt for en renteudgift i forhold til en normal belåning. Der var ikke i dansk ret regler for, hvorledes en normal belåning skulle foretages. Derfor var dette synspunkt helt grundløst. Det blev endvidere bestridt, at der i nærværende sag var tale om, at man foretog konvertering af finansieringsforhold med det sigte at opnå en skattebegunstigelse. Man ønskede alene at foretage omdannelsen med henblik på at opnå en mere tidssvarende etableringsform end ved boliganpartsselskab, som man havde i dag. Man ønskede således at være medlem af andelsboligforeningens fællesorganisation, og det kunne supplerende oplyses, at der angiveligt kun fandtes et par enkelte boliganpartsselskaber i dag. Man ønskede derimod ikke, at omdannelsen skulle medføre yderligere udgifter i form af forhøjede betalinger af boligafgift m.v. for deltagerne.

Det var en forudsætning for at beskatte lav boligafgift, at der var hjemmel hertil, og det blev gjort gældende, at der fuldstændig manglede en sådan hjemmel. Advokaten havde herved henvist til de principper, som Højesteret statuerede i dom af 11. februar 1998, TfS 1998.199, hvori man netop anførte, at der ikke kunne ske beskatning uden hjemmel, bortset fra særlige omgåelsestilfælde. I nærværende sag var der ikke noget holdepunkt for at antage, at der forelå omgåelse af skattelovgivningen, idet der ikke forelå nogen fiskale grunde, men alene praktiske grunde til at foretage den ønskede omdannelse til andelsboligforening. Dommen antoges at have et anvendelsesområde der rakte videre end fikserede renter, jf. Ole Bjørn i SR skat 1998 side 141.

Advokaten havde endelig bestridt, at klagerens situation var omfattet af ligningslovens § 2, stk. 1, idet man ifølge advokaten slet ikke var inde i anvendelsesområdet for ligningslovens § 2, stk. 1.

Landsskatteretten udtalte:

Efter det oplyste fandt 3 retsmedlemmer, at der ikke i det forliggende tilfælde var hjemmel i statsskattelovens § 4 b eller lovgivningen i øvrigt til beskatning af lav boligafgift.

Retsformanden bemærkede, at ved boliganpartsselskabets salg af ejendommen til andelsboligforeningen og boliganpartsselskabets likvidation fik anpartserhververne udlagt gældsbrevet, og dette blev herefter indskudt i andelsboligforeningen. Under disse omstændigheder, hvor anpartshaverne ved salg af ejendommen til andelsboligforeningen kontraherede med sig selv, og hvor salgssummen ved at gældsbrevet blev indskudt i andelsboligforeningen i realiteten blev reduceret samtidig med, at andelsbolighaverne gav afkald på en renteindtægt mod en lavere boligafgift, var det retsformandens opfattelse, at andelsbolighaverne efter statsskattelovens § 4, litra b, var skattepligtig af den opnåede boligfordel, jf. principperne i SD-cirkulære 1982-2.

Der blev truffet afgørelse efter stemmeflertallet, således at den bindende forhåndsbesked blev ændret fra "ja" til "nej".

Versioner

1. 2000-08-16