Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1999/11183@2000-08-16/da

Indhold

1. Indledning

Sømandsfradrag

- transport af færge fra Australien til Danmark

- udenrigsfart

Reference:

Lov om særlige fradrag til sømænd m.v. § 3.

A klagede for indkomståret 1995 over, at skatteankenævnet ikke havde godkendt sømandsfradrag.

Det fremgik af sagens oplysninger, at klageren i 1995 var ansat som maskinchef i B A/S i perioden fra den 15. februar til den 31. december. Under ansættelsen deltog han i hjemsejlads fra Australien til Danmark af to katamaranfærger, som selskabet havde købt til besejling af en rute i Danmark. Hjemsejladserne varede tilsammen 85 dage, og klageren havde på grundlag heraf selvangivet et fradrag på 13.251 kr. (85/365 af 56.900 kr.) i henhold til § 3, jf. § 1 i lov om særlige fradrag til sømænd m.v. (sømandsfradragsloven).

Skatteankenævnet havde ikke anset klageren for berettiget til det særlige fradrag for sømænd, idet betingelserne i henhold til sømandsfradragsloven § 2, nr. 1 og 4, ikke var anset for opfyldt. Ifølge disse bestemmelser var det bl.a. et krav, at lønindtægten skulle være erhvervet på et skib, som udelukkende anvendtes til erhvervsmæssig befordring af personer eller gods eller som bjærgningsfartøj.

Skatteankenævnet havde anført, at selv om skibene til Danmark var delvis lastet med udstyr til opbygning af færgevirksomhed i Danmark, var transporten og færgernes status ikke omfattet af begrebet udelukkende erhvervsmæssig transport af gods. Hjemtransporten vedrørte ikke permanent anvendelse til transport af erhvervsmæssigt gods. Når færgen var i fart i Danmark, berettigede denne sejlads heller ikke til fradrag, idet den foregik i begrænset fart og ikke i nærfart eller udenrigsfart.

Klagerens revisor havde nedlagt påstand om, at klageren ansås for berettiget til det selvangivne fradrag for sømænd.

Klageren blev ansat som maskinchef hos B A/S og rejste på sin første arbejdsdag til Australien for at påmønstre den første af de hidtil australsk ejede og Singapore-registrerede katamaranfærger, der skulle sejles til Danmark via England. Ved begge sejladser var færgerne delvist lastet med udstyr til opbygning af den fremtidige færgerivirksomhed. Færgerne var overtaget af det danske rederi, inden sejladsen til Danmark blev påbegyndt.

Revisoren havde gjort gældende, at betingelserne i sømandsfradragsloven § 2 var opfyldt, idet klageren havde sejlet i udenrigsfart fra Australien til Danmark. Med hensyn til kravet om anvendelse til udelukkende erhvervsmæssig befordring af personer eller gods havde revisoren anført, at de pågældende skibe var indrettet til erhvervsmæssig personbefordring og ikke kunne anvendes til andet. En enkelt tur uden passagerer kunne ikke medføre, at skibet ikke var omfattet af bestemmelsen. Skibet havde endvidere foretaget fragt af (havne)udstyr til Danmark, ligesom skibet i sig selv kunne betragtes som gods.

Revisoren havde med hensyn til skatteankenævnets begrundelse anført, at det ikke fremgik af sømandsfradragsloven, at der skulle være tale om permanent udenrigsfart eller permanent nærfart. Begrebet udenrigsfart var præciseret nærmere i bekendtgørelse om beskatning af sømænd m.v. (bekendtgørelse nr. 689 af 14. november 1988), hvis § 1 var formuleret således:

"Et af lov om særlige fradrag til sømænd m.v. omfattet skib anses for at være i udenrigsfart

1) i den tid, det er uden for det i lovens § 2, nr. 2 a, nævnte område,

2) indtil udgangen af det døgn, hvor det efter at være kommet inden for området har tilendebragt udlosningen af gods eller afsætningen af passagerer til steder uden for området,

3) fra begyndelsen af det døgn, hvor det inden for området har påbegyndt indladningen af gods eller optagelsen af passagerer til steder uden for området."

Der var efter revisorens opfattelse ikke stillet krav om permanent udenrigsfart, idet det fremgik af § 1, at et skib ansås for at være i udenrigsfart i den tid, hvor det opholdt sig uden for det i sømandsfradragsloven § 2, nr. 2 a, nævnte område. Desuden fremgik det, hvorledes man skulle forholde sig i de situationer, hvor skibet kom inden for det nævnte område. Det fremgik således direkte af bekendtgørelsen, hvorledes der skulle forholdes i forbindelse med, at skibet ændrede karakter i sejladsen.

Med hensyn til fortolkningen af udenrigsfart i sømandsfradragslovens § 2, nr. 2, litra a og b, havde revisoren anført, at klageren i det pågældende år havde sejlet i udenrigsfart i 85 dage, hvilket måtte betegnes som en overvejende del af året. Skibene sejlede også forud for hjemtransporten i udenrigsfart i relation til de danske regler, og spørgsmålet var, hvilken periode "overvejende" skulle sættes i forhold til. Besætningen burde ikke straffes, fordi rederen ændrede benyttelsen af skibet.

Endelig havde revisoren gjort gældende, at man måtte se på formålet med fradraget, som havde været, at de pågældende sømænd skulle kompenseres for udgifterne ved ikke at kunne overnatte hjemme. Klageren var således helt klart omfattet af lovens formål, selv om der muligvis ikke i loven var taget højde for udenrigsfart, der fandt sted med henblik på at transportere selve skibet. Den omhandlede transport havde uden tvivl været erhvervsmæssig, og den faldt ikke ind under den type sejlads, man fra lovgivers side havde villet undtage, fx fiskeskibe, lystfartøjer, stenfiskefartøjer, militærfartøjer, jf. bemærkningerne til lovforslaget af 31. oktober 1957.

Endvidere havde revisoren anført, at søfolk hos C, der påmønstrede nybygninger under klargøring og prøvesejlads, var berettiget til nævnte fradrag, hvilket ikke var bestridt af skattemyndighederne.

Told- og Skattestyrelsen havde under sagens behandling indstillet afgørelsen stadfæstet, idet de pågældende færger ikke kunne anses for omfattet af reglerne om særlige fradrag for sømænd, da de ikke overvejende havde været i udenrigsfart. Sejladserne fra Australien havde ikke været led i den almindelige drift, som alene havde bestået i passagerbefordring i Danmark.

Landsskatterettens bemærkninger:

Efter sømandsfradragslovens § 1, stk. 1, nr. 1, havde personer, der var skattepligtige i henhold til kildeskattelovens § 1, og som erhvervede lønindtægt ved tjeneste om bord på et dansk skib i udenrigsfart eller nærfart, fradrag efter denne lov.

Et dansk skib skulle for at være omfattet af loven opfylde et tonnagemindstemål, ligesom det udelukkende skulle anvendes til erhvervsmæssig befordring af personer eller gods, jf. § 2, nr. 1.

De pågældende katamaranfærger var omfattet af loven, da de opfyldte kravene til mindstemål, og da de udelukkende anvendtes til erhvervsmæssig befordring af personer og gods.

Tre retsmedlemmer, herunder retsformanden, udtalte herefter:

For at en person har fradrag efter loven, skulle den fart med det danske skib, hvorunder han erhvervede lønindtægten ved tjeneste ombord, endvidere være en udenrigsfart. Ved udenrigsfart skulle efter § 2, nr. 2 a og b, bl.a. forstås fart, der overvejende fandt sted mellem havne uden for et nærmere afgrænset område af Nordsøen og Østersøen, og fart, der overvejende fandt sted mellem havne, der var beliggende inden for det nævnte område, og havne, der var beliggende uden for det nævnte område. Da de farter, hvorunder klageren havde erhvervet lønindtægten ved tjeneste ombord på de pågældende skibe, var farter fra Australien til Danmark, var disse farter efter § 2, nr. 2, udenrigsfarter. Klageren havde således krav på det omhandlede fradrag.

Et retsmedlem fandt, at de pågældende færger ikke havde været i udenrigsfart i den betydning, som var lagt til grund ved affattelsen af sømandsskatteloven af 31. marts 1958 og videreført i sømandsfradragsloven af 1. juli 1988. Dette retsmedlem fandt derfor, at klageren ikke var omfattet af de særlige fradragsregler og stemte for stadfæstelse.

Der blev truffet afgørelse efter stemmeflertallet, hvorefter klageren var omfattet af § 3 i lov om særlige fradrag til sømænd m.v.

Versioner

1. 2000-08-16