Indberetning af en tandlæges behandling og journalføring gennem en årrække
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1999/11226@2000-08-31/da
Indhold
Patientklagenævnet fandt, at tandlægen havde udvist manglende omhu ved sin behandling af kvinden i perioden indtil april 1997. Den parodontitis, der blev fundet i oktober 1998, måtte også have været til stede, da tandlægen foretog sin undersøgelse 18 måneder forinden. Nævnet fandt videre, at det ikke kunne afvises, at cariesangrebet på 4+ kunne have udviklet sig i den mellemliggende periode.
Nævnet oplyste, at parodontitis er en tandsygdom, der udvikler sig langsomt. Nævnet oplyste videre, at formålet med at gå til regelmæssig undersøgelse og kontrol hos en tandlæge er at forebygge og behandle tandsygdomme så tidligt som muligt. Tandlægens patienter kan med rette forvente, at tandlægen undersøger omhyggeligt og informerer om de fund, der bliver gjort, og at mulige behandlinger bliver foreslået.
Nævnet fandt endvidere, at fyldningen af -7 var mangelfuld, idet fyldningen havde en forkert form, og at der var et stort fyldningsoverskud i tandmellemrummet. Nævnet fandt videre, at tandlægen ikke foretog tilstrækkelige undersøgelser, inden hun i september 1998 foreslog og påbegyndte behandling med henblik på at fremstille en delvis protese til overkæben.
Nævnet bemærkede, at røntgenbilleder i en lang række situationer er et nødvendigt supplement til yderligere belysning af kliniske fund, som det i høj grad var tilfældet med denne patient.
Endelig fandt nævnet, at tandlægens journalføring var utilstrækkelig og mangelfuld, idet der ikke fremgik noget om tidligere og nuværende sygdomme, der var ikke angivet mængde og art af bedøvelsesmidler, ligesom det ikke fremgik, hvem der har udført undersøgelser og behandlinger. Endvidere var der på -7 udført en usædvanlig rodbehandling, uden at årsagen til dette var journalført.