Tænderskæren og bidskinne
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1999/11229@2000-08-31/da
Indhold
Nævnet fandt ikke grundlag for at kritisere, at man i den kommunale tandpleje undlod at tilbyde tandreguleringsbehandling.
Patientklagenævnet fandt, at drengens fortandssammenbid ikke var så afvigende fra normalt sammenbid, at man med rette kunne anvende diagnosen dækbid, ligesom undersøgelserne af hans sammenbid fra 1986 og 1990 viste dybt bid.
De slidskader, som fandtes i 1997, var fremkommet ved tænderskæren (bruxisme). Nævnet oplyste, at tænderskæren forekommer hos praktisk taget alle mennesker, og i sjældne tilfælde kan der komme slidskader på tænderne, som i dette tilfælde. Det er sjældent muligt at påvise en årsagssammenhæng mellem en persons sammenbid og personens tendens til at skære tænder. Nævnet fandt det ikke sandsynliggjort, at drengens tandstilling havde noget med hans tænderskæren at gøre. Nævnet fandt endvidere, at tandlægerne i den kommunale tandpleje ikke udviste manglende omhu ved behandlingen af drengen, idet han i 1996 fik udleveret en bidskinne.
Nævnet oplyste, at når en person skærer tænder, og dette medfører belastningslidelser i form af slid på tænderne eller muskelsmerter, kræver tilstanden behandling. For at beskytte tænderne mod at blive slidt for meget, forsyner man patienten med en bidskinne af hårdt plastmateriale.
Nævnet fandt, at det var usædvanligt og uheldigt, at drengens tandslid på kun 9 måneder (fra juni 1995 til marts 1996) udviklede sig til slid af 2. grad, men at tandlægerne i den kommunale tandpleje ikke havde mulighed for at forudse, at tandsliddet ville udvikle sig så hurtigt.