Manglende opfølgning på udtrukket mælketand
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1999/11250@2000-09-01/da
Indhold
Patientklagenævnet fandt ikke grundlag for kritik af, at mælketanden 05- blev fjernet i august 1988, idet en røntgenoptagelse af mælketanden fra maj 1988 havde vist, at mælketandens stilling var forandret i højden (infraposition), og at roden var vokset sammen med kæbeknoglen (ankylose). Nævnet fandt således, at der var indikation for at fjerne mælketanden, idet prognosen for mælketanden var dårlig.
Nævnet fandt imidlertid, at tandlæge A udviste manglende omhu og samvittighedsfuldhed, da han ikke gjorde sig overvejelser om tandstillingens stabilitet efter extraktionen, herunder behovet for protetisk erstatning, i tiden efter fjernelsen af mælketanden i 1988 og indtil november 1990. Nævnet lagde herved til grund, at tandlæge A ikke havde gjort sig sådanne overvejelser, idet der ikke var noteret noget herom i journalen.
Nævnet fandt yderligere, at tandlæge B udviste manglende omhu og samvittighedsfuldhed, da hun ikke gjorde sig overvejelser om tandstillingens stabilitet efter extraktionen, herunder behovet for protetisk erstatning, i perioden fra juni 1991 til april 1992. Efter nævnets opfattelse burde tandlæge B have tilbudt pigen og forældremyndighedens indehaver behandling. Nævnet lagde herved til grund, at tandlæge B ikke havde gjort sig sådanne overvejelser, idet der ikke var noteret noget herom i journalen. Nævnet henviste til, at det fremgik af journalen, at mælketanden 05- var blevet fjernet i 1988. Endvidere viste en røntgenoptagelse fra marts 1992 af mælketandens nabotænder, at der var sket vandring og kipning af de to nabotænder sammenlignet med en røntgenoptagelse fra 1988.