Tvangsfiksering i 22 timer og 50 minutter samt tvangsbehandling
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1999/11322@2000-09-06/da
Indhold
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt, at betingelserne for ved fysisk magt at bæltefiksere manden fra den 3. august 1999 kl. 10.40 til den 4. august 1999 kl. 9.30 var opfyldt, idet der var nærliggende fare for, at personalet ville lide skade på legeme eller helbred, idet manden ifølge journalen havde været truende overfor personalet og havde sparket ud efter samt slået den faste vagt. Endvidere fandt nævnet, at indgrebet opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Nævnet lagde i den forbindelse vægt på, at man havde forsøgt at tale manden til ro, og at han havde fået beroligende medicin, uden at dette umiddelbart havde beroliget ham. Videre fandt nævnet, at udstrækningen af tvangsfikseringen var i overensstemmelse med kravet om mindst indgribende foranstaltning. Nævnet lagde vægt på, at manden efter fikseringen igen modtog beroligende medicin, da han var meget urolig, og at han herefter faldt til ro og faldt i søvn. Nævnet fandt ikke grundlag for at kritisere, at man afventede at løsne bæltet til manden igen var vågen, så man kunne konstatere, om han faktisk var faldet til ro. Nævnet oplyste, at selvom en patient er rolig under søvnen, er det muligt, at en svær urotilstand fortsat kan være til stede, når patienten vågner igen.
For så vidt angår tvangsmedicineringen fandt Sundhedsvæsenets Patientklagenævn efter en samlet vurdering, at manden var i en sindssygelig tilstand svarende til diagnosen paranoid skizofreni, og at det ville være uforsvarligt ikke at tvangsbehandle ham, da udsigten til hans helbredelse eller en betydelig bedring i tilstanden ellers ville blive væsentlig forringet. Nævnet fandt endvidere, at tvangsbehandlingen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Nævnet lagde vægt på, at manden i en periode fra den 23. juli 1999 frivilligt blev behandlet med tablet Risperdal, men at man den 3. august 1999 havde mistanke om, at han snød med medicinen, idet han gik på toilettet umiddelbart efter hver medicinindtagelse, hvorfor ordinationen blev ændret fra tabletter til mikstur. Videre lagde nævnet vægt på, at der ikke var beskrevet bivirkninger i forbindelse med behandlingen med tablet Risperdal.
Videre fandt Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ikke anledning til at kritisere, at man den 12. august 1999 besluttede, at klagen over tvangsbehandlingen ikke længere skulle tillægges opsættende virkning. Nævnet lagde herved lagt vægt på, at manden efter at have klaget den 10. august 1999 fortsat var truende i sin adfærd overfor personalet og fremkom med dødstrusler overfor en ambassade. Endvidere lagde nævnet lagt vægt på, at manden på tidspunktet for klagens fremsættelse havde været i behandling med Risperdal uden bivirkninger gennem knap 3 uger, hvilket havde medført en bedring i hans tilstand, selvom der fortsat var talrige psykotiske symptomer med paranoide forestillinger. Nævnet fandt, at der var grundlag for at befrygte, at der kunne være risiko for, at manden ville udsætte andre for nærliggende fare for at lide skade på legeme og helbred, hvis den igangværende behandling ikke blev fortsat.