Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1999/11372@2000-10-03/da

Indhold

1. Indledning

Ejendomsbeskatning

- ejendom vurderet som enfamilieshus

- overgået til selvejende institution

Reference:

EBL § 8 og § 9

A klagede for indkomståret 1995 over, at skatteankenævnet ikke havde anset avance ved salg af enfamilieshus for skattefrit.

Det fremgik af sagens oplysninger, at klageren den 15. marts 1990 erhvervede halvdelen af en ejendom og den 1. oktober 1991 erhvervede resten af ejendommen. Klageren havde beboet ejendommen fra den 5. marts 1990 til den 1. september 1993. Ejendommen var et nedlagt landbrug med et grundareal på 7692 m² og bestod af et stuehus med et boligareal på 275 m², en staldbygning på 165 m², en staldbygning på 532 m², et maskinhus på 77 m², et maskinhus på 100 m² samt en garage på 21 m². Ejendommen kunne ikke udstykkes. I hele klagerens ejertid havde ejendommen været vurderet som et enfamilieshus. I 1991 begyndte klageren at have børn i hjemmepleje. Den 1. januar 1992 etablerede klageren et socialpædagogisk opholdssted omfattet af bistandslovens § 66, som han drev som personlig virksomhed. Siden 1993 havde der været givet fritagelse for betaling af ejendomsskat. Indtægterne for 1992 og 1993 var henholdsvis 124.000 kr. og 180.000 kr. 70% og 100% af bygningerne blev fra 1992 henholdsvis 1993 anset for erhvervsmæssigt anvendt, hvorfor klageren i de pågældende år havde afskrevet på denne del af bygningerne, jf. afskrivningslovens § 18, stk. 2 og Ligningsvejledningen A.C.4.1.5.

Den 1. januar 1994 oprettedes en selvejende institution, i hvilket regi virksomheden fortsatte. Klageren blev daglig leder af institutionen. Fra 1998 havde klageren siddet i bestyrelsen for institutionen. Klagerens revisor var ligeledes revisor for institutionen.

I forbindelse med salget af ejendommen i 1995 var der selvangivet genvundne afskrivninger på 92.114 kr.

Skatteankenævnet havde ved den pågældende afgørelse ikke anset ejendommen for omfattet af fritagelsesbestemmelsen i ejendomsavancebeskatningslovens § 8 eller § 9. Som begrundelse for afgørelsen havde nævnet bl.a. anført, at ejendommen, uanset den var vurderet som enfamilieshus, på afståelsestidspunktet udelukkende anvendtes til institution, hvorfor den ikke i overvejende grad tjente til beboelse, jf. cirk. nr. 166 af 12. september 1994, pkt. 2.5.1., og hvorfor der ikke i relation til § 9 sås at være nogen beboelsesdel.

Klagerens repræsentant havde over for Landsskatteretten nedlagt påstand om, at avancen ved salget af ejendommen ansås for omfattet af fritagelsesreglen i ejendomsavancebeskatningslovens § 8.

Til støtte for påstanden havde repræsentanten bl.a. anført, at det af § 8, stk. 1, nr. 1 fremgik, fortjenesten ved afståelse af en- eller tofamilieshuse ikke skulle beskattes, såfremt ejendommen havde tjent til bolig for ejeren eller dennes husstand i en del af eller hele den periode, hvori ejeren havde ejet ejendommen, samt at ejendommen ikke var omfattet af begrænsningerne i § 8, stk. 1, 2. pkt., nr. 1-3. Ejendommen havde tjent til bolig for klageren i en del af eller hele ejerperioden, idet ejendommen tjente til bolig for klageren fra den 15. marts 1990 til den 1. juli 1992. Endvidere var der henvist til, at ejendommen i hele ejertiden havde været vurderet som en enfamiliesbolig, samt til, at skatteankenævnets opfattelse, hvorefter alene forholdene på salgstidspunktet var afgørende for, om ejendommen kunne falde ind under undtagelsesbestemmelsen i § 8, ikke havde støtte i lovens ordlyd, jf. § 8, stk. 1, 1. pkt. og Ligningsvejledningen 1997 E.J.8.5.

Repræsentanten bestred endvidere, at der i cirk. nr. 166 af 12. september 1994 var hjemmel til at udvide undtagelserne til § 8, stk. 1, 1. pkt., herunder at ejendommen i overvejende grad skulle tjene til bolig, idet der ikke i § 8 eller andre steder i loven var hjemmel til at udvide undtagelserne fra § 8, stk. 1, 1. pkt., jf. i øvrigt den almindelige statsforfatningsretlige teori, hvorefter det var en forudsætning for at tillægge et cirkulære lovkraft i forhold til borgerne, at cirkulæret havde hjemmel i lov.

Herefter måtte cirk. nr. 166 af 12. september pkt. 2.5.1.'s ordlyd, hvorefter det var krævet, at "ejendommen i overvejende grad må siges at tjene til beboelsesformål", anses for ikke at have hjemmel i loven. Det forekom endvidere ikke at være i overensstemmelse med § 8 at vægte forholdene på salgstidspunktet tungere end forholdene på erhvervelsestidspunktet.

Repræsentanten havde bl.a. forklaret, at klageren fraflyttede ejendommen den 1. juni 1992 fra hvilket tidspunkt ejendommen til den blev solgt blev udlejet til den selvejende institution. Ejendommen benyttedes således ikke erhvervsmæssigt af sælger på salgstidspunktet, hvorfor brugen ikke kunne være omfattet af ejendomsavancebeskatningslovens § 9, da der efter denne bestemmelse skulle være tale om, at sælger på afståelsestidspunktet benyttede ejendommen erhvervsmæssigt.

Repræsentanten havde herved endvidere anført, at § 9, stk. 1, ikke indeholdt beskatningshjemmel, men udelukkende var en fradragsbestemmelse, der medførte, at stuehuse eller ejerboligværdier sidestilledes med skattefritagelsen i § 8, stk. 1.

Endvidere var det bl.a. anført, ejendommen i hele ejerperioden fra den 15. marts 1990 til den 30. juni 1995 - og i øvrigt fortsat - var vurderet som en enfamiliesejendom med en lejlighed. Da ejendomsavancebeskatningslovens § 9, stk. 1, udtrykkeligt henviste til vurderingslovens § 33, stk. 5, hvorefter vurderingsrådet skulle foretage en fordeling af ejendomsværdien på den del, der tjente til bolig for ejeren og på den øvrige ejendom, kunne ejendommen ikke omfattes af § 9, idet der ikke var foretaget en vurderingsfordeling. Da skattemyndighederne endvidere ikke havde anmodet vurderingsmyndighederne om at foretage en vurdering, jf. bkg. nr. 667 af 13. juni 1994, § 7, stk. 1, måtte dette tages som udtryk for, at vurderingsmyndighederne ikke havde vurderet, at ejendommen havde været anvendt erhvervsmæssigt. Det forhold, at der var foretaget afskrivninger på ejendommen i medfør af afskrivningslovens § 18, stk. 2, kunne næppe danne grundlag for en formodning for, at der skulle være tale om erhvervsmæssig virksomhed i ejendommen, idet denne bestemmelse tog udgangspunkt i ejendommen, og ikke i, hvorvidt der kunne antages at være tale om en erhvervsmæssig aktivitet i ejendommen eller ej. Endvidere var det anført, at ejendommen var vurderet som en enfamiliesbolig, hvorfor dette måtte lægges til grund, jf. herved Told- og Skattestyrelsens udtalelse i TfS 1997, 821, hvorefter ejendommen var omfattet af § 8 i ejendomsavancebeskatningsloven.

Konkluderende havde repræsentanten anført, at da ejendommen på salgstidspunktet ikke blev benyttet erhvervsmæssigt af klageren, var avancen ikke omfattet af ejendomsavancebeskatningslovens § 9, stk. 1, men derimod af § 8, stk. 1, hvorfor avancen var skattefri, idet ejeren i en del af ejerperioden havde benyttet ejendommen til beboelse, jf. bestemmelsens ordlyd. Det var herefter ikke muligt at beskatte efter § 9, stk. 1.

Slutteligt havde repræsentanten anført, at der ikke var grundlag for at fastslå, at ejendommen var erhvervet som led i spekulation eller næring.

Told- og skatteregionen havde på Told- og Skattestyrelsens vegne indstillet sagen stadfæstet, idet der måtte lægges vægt på ejendommens faktiske anvendelse, idet det bemærkedes, at der blev afskrevet 100% på ejendommen, hvorfor klageren ikke kunne have en berettiget forventning om, at ejendommen ville være omfattet af ejendomsavancebeskatningslovens § 8.

Landsskatterettens bemærkninger:

Det blev lagt til grund, at klagerens ejendom på afhændelsestidspunktet blev benyttet 100% erhvervsmæssigt, idet klageren afskrev på 100% af ejendommen på salgstidspunktet og havde selvangivet genvundne afskrivninger. Ejendommen havde således ikke på dette tidspunkt karakter af en beboelsesejendom, hvorfor retten ikke fandt, at ejendommen var omfattet af ejendomsavancebeskatningslovens § 8, ligesom klageren ikke på baggrund af sagens faktiske omstændigheder havde haft en berettiget forventning om, ejendommen i skatteretlig henseende ville blive behandlet efter ejendomsavancebeskatningslovens § 8. Uanset klageren tidligere havde beboet ejendommen, var det karakteren af ejendommen på afhændelsestidspunktet der var afgørende for den skattemæssige behandling af avancen, jf. ejendomsavancebeskatningslovens § 8. Da ejendommen på dette tidspunkt blev benyttet 100% erhvervsmæssigt, kunne der endvidere ikke indrømmes delvis skattefrihed efter § 9, stk. 3, hvorfor skatteankenævnets afgørelse blev stadfæstet.

Versioner

1. 2000-10-03