Voldgiftssag afgjort af Voldgiftsnævnet for Bygge- og Anlægsvirksomhed.
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1999/19198@2000-01-21/da
Indhold
Under denne sag, hvori klageskrift er indgivet den 16. marts 1998, påstår klageren indklagede tilpligtet at betale 122.718,78 kr. med procesrente fra klagerens indgivelse.
Det krævede beløb er klagerens vederlag for udarbejdelse af ansøgningsmateriale til indklagedes anden kontrakspartner med henblik på at opnå økonomisk støtte til opbygning af et fjernvarmesystem og en varmecentral.
Indklagede påstår frifindelse for tiden og gør til støtte herfor gældende:
1) At det mellem parterne er aftalt, at tvisten skal afgøres efter tjekkisk ret, og da denne ikke foreligger oplyst for tiden, kan klageren ikke for tiden få tilkendt noget beløb.
2) At det kan udledes af parternes aftale, at klageren først kan kræve betaling, når indklagede har modtaget betaling fra sin anden kontrakspartner, og denne betaling har endnu ikke fundet sted.
3) Grunden til den manglende betaling fra indklagedes anden kontrakspartner er muligvis, at ansøgningsmaterialet ikke som aftalt blev afleveret senest den 10. april 1996, og denne forsinkelse skyldes klagerens forhold.
Det er oplyst, at projektet ikke blev til noget, og at der i den anledning verserer en sag mellem indklagede og dennes anden kontrakspartner.
Voldgiftsrettens bemærkninger :
Ad 1.
I den mellem parterne indgåede kontrakt fra marts og april 1996 er det i § 8 bestemt, at tvister skal afgøres ved en dansk voldgift. Der er intet anført om, hvilket lands ret der skal anvendes. I kontraktens § 1, 3. afsnit er det bestemt, at hvis andet ikke er beskrevet i kontrakten, skal vilkårene i den kontrakt, der var blevet indgået mellem indklagede og dennes anden kontrakspartner, være gældende. Ifølge denne kontrakt skulle eventuelle konflikter løses i retten i Prag efter tjekkiske handelsregler. Det er denne sammenkædning af de 2 kontrakters bestemmelser sammenholdt med, at det ikke udtrykkeligt er anført, at dansk ret skal finde anvendelse ved den danske voldgift, der begrunder indklagedes standpunkt om anvendelse af tjekkisk ret.
Voldgiftsretten kan ikke give indklagede medhold i dette standpunkt. Kontrakten er indgået mellem danske parter, og tvisten skal afgøres ved dansk voldgift. Ifølge de under sagen afgivne forklaringer har parterne ved kontraksindgåelsen begge regnet med, at dansk ret i givet fald skulle finde anvendelse. Hertil kommer, at et vilkår om anvendelse af tjekkisk ret ville være meget vidtgående og upraktisk og derfor måtte kræve et klart grundlag i den skriftlige aftale, hvilket efter voldgiftsrettens opfattelse ikke er tilfældet.
Ad 2 og 3.
I § 5, stk. 3 i parternes kontrakt er det bestemt, at klageren fakturerer månedligt bagud sine ydelser efter medgået tid og efter nærmere angivne timesatser m.v. Betalingstidspunkterne er imidlertid ikke anført, og indklagede har med henvisning hertil og til den foran anførte sammenkædning af de 2 kontrakter og til § 6 i parternes kontrakt gjort gældende, at klageren ikke kan kræve betaling, før indklagede har modtaget betaling fra sin anden kontrakspartner. Indklagede har endvidere henvist til, at projektdokumentationen ifølge kontrakten mellem indklagede og dennes anden kontrakspartner skulle være denne i hænde senest den 10. april 1996, og at denne frist ikke blev overholdt.
Om den manglende overholdelse af fristen er det oplyst under den mundtlige forhandling, at den stedfundne forsinkelse blev accepteret, og voldgiftsretten må derfor gå ud fra, at forsinkelsen ikke har lagt sig i vejen for den forventede statsstøtte. Det kan ikke tillægges betydning, at det er uafklaret, om også indklagedes anden kontrakspartner accepterede forsinkelsen, fordi formålet med fristfastsættelsen i kontrakten mellem indklagede og dennes anden kontrakspartner ifølge punkt 3 i kontrakten var, at indklagedes anden kontrakspartner efter modtagelsen af materialet uden ophold kunne videregive det til den fond der skulle forhandles med om økonomisk støtte. Det må således være denne fonds vurdering af fristoverskridelsens betydning, der er afgørende.
Forsinkelsen får herefter ingen betydning for afgørelsen om indklagedes betalingsforpligtelse.
Aftalen med indklagedes anden kontrakspartner blev til i samarbejde mellem klageren og indklagede, og efter det oplyste skyldes det karakteren af den virksomhed, klageren driver, at det blev indklagede, der skulle optræde som kontrakspartner i forhold til indklagedes anden kontrakspartner. Der kunne derfor være en vis rimelighed i, at klageren ikke kan få vederlag for sin del af arbejdet, før indklagede har modtaget sin betaling fra den anden kontrakspartner, der bl.a. skal give dækning for klagerens krav.
Disse rimelighedsbetragtninger kan imidlertid ikke slå igennem over for bestemmelserne i parternes kontrakt. Som anført fastslår kontrakten, at klageren kan fakturere sine ydelser månedligt bagud, og det er fra begge parters side under den mundtlige forhandling blevet forklaret, at man forventede, at betaling skulle ske inden for normal betalingstid. Det må under alle omstændigheder komme indklagede til skade, at der ikke i kontrakten blev indføjet en udtrykkelig bestemmelse om, at indklagedes betalingsforpligtelse først indtrådte, når indklagede selv havde fået betaling fra sin anden kontrakspartner.
Voldgiftsretten tager herefter klagerens påstand til følge og tilkender klageren 12.000 kr. i sagsomkostninger.
THI BESTEMMES :
Indklagede skal til klageren betale 122.718,75 kr. med procesrenter fra den 18. marts 1998, til betaling sker.
Indklagede skal endvidere betale sagens omkostninger til klageren med 12.000 kr.
De tilkendte beløb skal betales inden 14 dage efter modtagelsen af denne kendelse.
Indklagede skal efter nærmere opgørelse og påkrav fra voldgiftsnævnet betale de udgifter, der har været forbundet med voldgiftsrettens behandling af sagen.