Voldgiftssag afgjort af Voldgiftsnævnet for Bygge- og Anlægsvirksomhed.
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1999/19202@2000-01-28/da
Indhold
Under denne voldgiftssag, der er anlagt den 5. marts 1998, har klageren efter sin endelige påstand påstået indklagede tilpligtet at betale 89.216,27 kr. med tillæg af renter 5 % over den til enhver tid værende diskonto af 87.483,87 kr. fra den 11. september 1996, til betaling sker.
Indklagede har efter sin endelige påstand påstået frifindelse mod betaling af 3.151,27 kr.
Sagen angår spørgsmålet, om indklagede er forpligtet til at betale klageren godtgørelse for ekstraudgifter i anledning af en forcering af arbejdet med færdiggørelse af en VVS-entreprise, som klageren i forsommeren 1996 skulle udføre som led i en renovering af vandbehandlingsanlægget i en svømmehal.
I påstandsbeløbet på 89.216,27 kr. indgår følgende poster :
1. Forceringsudgifter vedrørende stålfiltre 24.000,00 kr.
2. Ekstra tidsforbrug og overarbejde p.g.a.
komprimeringen i tidsplanen 44.852,00 kr.
I alt 68.852,00 kr.
Moms heraf 25 % 17.213,00 kr.
I alt 86.065,00 kr.
3. Moms af det af indklagede anerkendte
ekstra krav vedrørende avance på 14.801,75 kr. 3.700,43 kr.
I alt 89.765,43 kr.
4. Heraf trækkes indklagedes modkrav på
1.825,25 kr. ekskl. moms, svarende til incl. moms 2.281,56 kr.
I alt herefter 87.483,87 kr.
5. Renter af det af indklagede anerkendte
ekstrakrav vedrørende avance på 14.801,75 kr.
for perioden 11.09.1996 29.10.1997
(hvor kravet blev betalt) 1.732,40 kr.
I alt herefter 89.216,27 kr.
Der er forud for den mundtlige forhandling opnået enighed mellem parterne om betaling af posterne 3 og 4.
Under den mundtlige forhandling har indklagede taget bekræftende til genmæle over for post 5.
Posterne 3 5 udgør netto 3.151,27 i klagerens favør.
Der er i henhold til "Regler for behandling af sager ved de af Voldgiftsnævnet for bygge- og anlægsvirksomhed nedsatte voldgiftsretter" nedsat en voldgiftsret bestående af civilingeniør Niels Steen Steensen, afdelingsleder Jørgen Bassing, og landsdommer Peter Lilholt med sidstnævnte som formand.
Der er under den mundtlige forhandling afgivet forklaringer af klagerens direktør, af kulturchef hos indklagede, af chefkonsulenten og af direktør hos klagerens leverandør.
Sagen har været procederet.
Efter votering har voldgiftsretten mundtligt givet parterne en begrundet tilkendegivelse om sagens udfald.
Klageren har ønsket sagen afgjort ved kendelse.
Kendelsen er med parternes indforståelse affattet uden egentlig sagsfremstilling og uden gengivelse af de afgivne forklaringer og af parternes procedurer.
Voldgiftsrettens begrundelse og resultat :
1. Forceringsudgifter vedrørende stålfiltre.
Det lægges til grund, at klageren i sit licitationsbud af 30. april 1996 havde indregnet stålfiltre med 81.500 kr. stykket. Klagerens leverandør af stålfiltre har for voldgiftsretten oplyst, at klageren var orienteret om, at prisen på de filtre, der rent faktisk blev anvendt, var 85.000 kr. pr. stk. med normal leveringstid.
Det lægges endvidere til grund, at klageren var klar over, at den normale leveringstid for stålfiltre var mindst 6 uger. Klagerens leverandør har for voldgiftsretten oplyst, at den normale leveringstid er 8-10 uger, og at merprisen på 8.500 kr. pr. filter er begrundet i, at produktionen skulle fremskyndes..
Af klagerens acceptskrivelse af 7. juni 1996 fremgår det, at entreprenøren ved modtagelse af acceptskrivelsen " ..bekræfte ..at være indforstået med ..at der i forhold til udbudsmaterialet ikke er taget forbehold, der ikke direkte er omtalt i accepten".
Da klageren den 7. juni 1996 modtog acceptskrivelsen og samme dag bestilte stålfiltrene, tog klageren over for indklagede ikke noget forbehold om, at hvis den oprindelige tidsplan, hvorefter arbejdet skulle være afsluttet den 12. juli 1996, skulle overholdes hvilket klageren accepterede, at den skulle ville der som følge af den derved nødvendiggjorte forkortelse af produktionstiden hos leverandøren af stålfiltrene, skulle afholdes ekstraudgifter, som indklagede og ikke klageren skulle betale.
Heller ikke på det første byggemøde den 11. juni 1996, hvor tidspunktet for filtrenes levering blev fastsat til "uge 27", tog klageren forbehold om godtgørelse for merudgifter, og det er ikke bevist, at klageren tidligere end den 11. september 1996 ved overgivelsen til indklagede af klagerens "Aftaleseddel nr. 20" af 10. september 1996 gjorde indklagede bekendt med et krav om betaling af "Forceringsudgifter i forbindelse med fremstilling af filterbeholdere ..".
Det er herefter ikke godtgjort, at arbejdet ud over den forcering, som klageren accepterede har været forceret på en sådan måde eller i en sådan grad, at det kan begrunde, at indklagede helt eller delvis skal godtgøre klageren den merpris, som klageren i forhold til den pris, der blev anvendt ved udregningen af licitationsbudet, har måttet betale for stålfiltrene.
Voldgiftsretten tager herefter indklagedes påstand om frifindelse for betaling af godtgørelse for forceringsudgifter vedrørende stålfiltrene til følge.
2. Ekstra tidsforbrug og overarbejde på grund af komprimering i tidsplanen.
Ifølge tidsplanen i beskrivelsen af Vandbehandlingsentreprisen dateret den 15. april 1996 skulle arbejdet påbegyndes den 20. maj 1996 og være afsluttet 8 uger senere, den 12.juli 1996.
Klageren tog ved modtagelsen af acceptskrivelsen af 7. juni 1996 ikke forbehold over for denne tidsplan.
På det første byggemøde den 11. juni 1996 blev tidsplanen ændret, således at arbejdet med vandbehandlingsanlægget skulle påbegyndes samme dag og være afsluttet 6 uger senere i uge 29.
Klageren tog ikke forbehold over for denne nye tidsplan.
Klageren har gjort gældende, at klageren ud over eventuelle merudgifter som følge af den komprimering af tidsplanen, som klageren accepterede den 11. juni 1996 er blevet påført merudgifter på (mindst) 44.852 kr., fordi den forudsætning, der var afgørende for, at klageren uden ekstra omkostninger kunne færdiggøre sin entreprise til tiden, bristede, da betonentreprenøren ikke overholdt den tidsplan, der var lagt for betonentreprisen.
Klageren har under påberåbelse heraf gjort gældende, at indklagede i medfør af AB 92 § 27, stk. 2, nr. 2, jf. § 24, stk. 1, nr. 2, skulle godtgøre klageren disse merudgifter.
Da klageren første gang den 11. september 1996 fremsatte krav om betaling af det beløb, der udgør påstandens post 2, skete det ved overgivelse til indklagede af "Aftaleseddel nr. 21" af 10. september 1996, hvori anledningen til afholdelse af de meromkostninger, der krævedes betalt, er beskrevet således :
"Ekstra tidsforbrug og overarbejde p.g.a. forskydning af tidsplan. Forgæves kørsler mv. opstart med nye folk p.g.a. ferie".
Klageren har ikke tidligere end den 5. februar 1997 skriftligt gjort gældende, at de merudgifter, som klageren kræver betaling for, er påført klageren som følge af betonentreprenørens forsinkelse.
Klageren har imidlertid gjort gældende, at klagerens direktør under et byggemøde over for chefkonsulenten, har gjort opmærksom på, at klageren ville kræve godtgørelse for merudgifter, som klageren blev påført som følge af den ekstra forcering af arbejdet, betonentreprenørens forsinkelse nødvendiggjorde.
Klageren har yderligere gjort gældende, at selv om det ikke kan lægges til grund, at indklagede eller indklagedes repræsentant mundtligt er blevet gjort bekendt med et forbehold eller krav fra klageren om godtgørelse, har det for indklagede været åbenbart, at betonentreprenørens ubestridte forsinkelse var af en sådan karakter, at klageren for at overholde tidsplanen var tvunget til at forcere sit arbejde langt ud over det forudsatte med deraf følgende nødvendige merudgifter, som indklagede og ikke klageren i sidste instans må hæfte for.
Hertil bemærker voldgiftsretten, at chefkonsulenten har benægtet at klagers direktør over for ham har taget noget forbehold om ekstra betaling for forceringsudgifter, og at kulturchef hos indklagede har forklaret, at han ikke har overværet en ordveksling mellem chefkonsulenten og klagers direktør herom eller i øvrigt er blevet gjort opmærksom på eller været bekendt med, at betonentreprenørens forhold nødvendiggjorde en ekstraordinær omkostningsforøgende forcering af klagers arbejde.
Efter den bevisførelse, der har været for voldgiftsretten og i denne sammenhæng navnlig efter chefkonsulentens og kulturchefens forklaringer har klageren ikke bevist, at klageren mundtligt har taget forbehold eller tidligere end den 5. februar 1997 fremsat krav om godtgørelse i anledning af betonentreprenørens forhold.
Klageren har heller ikke kunnet bevise, at det var været så åbenbart for indklagede, at betonentreprenørens forsinkelse påførte klageren ekstraordinære meromkostninger, at klageren over for indklagede har kunnet undlade at tage et egentligt forbehold eller undlade at fremsætte et direkte krav om godtgørelse.
Det er derfor ikke bevist, at klageren tidligere end den 5. februar 1997 direkte eller indirekte har givet indklagede den "underretning", der efter AB 92 § 24, stk. 3, er en forudsætning for, at en entreprenør kan få ret til at forlænge en tidsfrist som følge af en anden entreprenørs forsinkelse og det er for sent. Klageren er allerede som følge heraf afskåret fra at påberåbe sig en sådan forsinkelse som grundlag for et krav om godtgørelse i medfør af AB 92 § 27, stk. 2, nr. 2.
Det bemærkes i øvrigt, at efter den bevisførelse, der har været for voldgiftsretten, kan det ikke nærmere fastlægges, hvori betonentreprenørens forsinkelse bestod, og hvad den skyldtes, ligesom det efter den trinvise forlængelse af tidsplanen, der også for klagens entreprise blev aftalt på byggemøderne, ikke er muligt at afgøre, hvor stor en del om nogen del- af de meromkostninger, klageren kræver godtgjort, der kan henføres til en forsinkelse, der er omfattet af AB 92 § 24, stk. 1, nr. 2. Voldgiftsretten har i den forbindelse bl.a. hæftet sig ved den ovenfor citerede begrundelse i klagerens "Aftaleseddel nr. 21" forafholdelsen af de krævede meromkostninger.
Efter det anførte tager voldgiftsretten herefter indklagedes påstand om frifindelse for kravet i post 2 i klagerens påstand til følge.
Da der mellem parterne er enighed om sagens udfald for så vidt angår posterne 3, 4 og 5 i klagerens påstand, afsiger voldgiftsretten som nedenfor anført kendelse i overensstemmelse hermed.
THI BESTEMMES :
Inden 14 dage skal indklagede til klager betale 3.151,27 kr. med tillæg af renter 5 % over den til enhver tid værende diskonto af 1.418,87 kr. fra den 11.september 1996, til betaling sker. Inden samme frist skal klager betale sagens omkostninger til indklagede med 12.500 kr.
Omkostningerne ved voldgiftsrettens behandling af sagen skal klageren betale inden 14 dage efter modtagelse af opgørelse herover fra voldgiftsrettens formand.