Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2000/11037@2000-01-20/da

Indhold

1. Indledning

En mand [K] har klaget til Pressenævnet over radioudsendelsen " Koplevs Krydsfelt", der blev udsendt på DR 1 den 31. juli 1999, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat. Der er endvidere klaget over, at DR har afvist at bringe et genmæle.

" Koplevs Krydsfelt", der var et samtaleprogram af ca. 2 timers varighed, havde historikeren Lene Kock som gæst i studiet i anledning af at hun havde udgivet en bog med titlen "Racehygiejne i Danmark fra 1929 til 1956". Det fremgik bl.a. af udsendelsen, at:

" Koplev: Hvad er det en [K's far] og de danske læger bliver fascineret af hos tyskerne? Altså, hvad er det de kan?

Lene Kock: De er dygtige, de er solide, de er veldokumenterede, og de er grundige. Og så er de danske genetikere, de danske psykiatere, de er jo lige så bekymrede for befolkningskvaliteten, som tyskerne er. Altså hele det der antisemitiske er slet ikke slået igennem i den tyske sterilisationslov, eller det er faktisk ikke noget, der rigtig står noget om, men man kender jo hinanden, man har respekt for hinandens arbejder, og man er fascineret af den styrke og beslutsomhed, hvormed tyskerne tager fat om det her brændende samfundsproblem, som befolkningskvaliteten er.

K: Hvis vi nu tager det der med antisemitisme og jøderne ud, som er så utrolig følelsesladet, fordi vi ved et eller andet om, hvordan det ender, og tager sigøjnerne, fordi sigøjnerne havde så vidt jeg kan se af din bog danske arvelighedsforskere, racehygiejnikere, næsten samme syn på, som tyskerne havde på jøderne, ikke?

LK: Ja, det er utroligt svært at diskutere det der med sigøjnerne, fordi

K: Det er danskere og sigøjnere, vi taler om nu?

LK: Ja, det institut, der blev oprettet i 1938, et institut for human arvebiologi og eugenik, som det hed, der lavede man en stor undersøgelse, som kørte fra 39 til 43, af danske sigøjnere. Det var en arvebiolog og en psykiater, som sammen lavede den undersøgelse, og deres udgangspunkt er, at sigøjnerne er et samfundsproblem. Sigøjnerne er jo i høj grad vagabonder og rejser rundt fra sted til sted, har ikke fast bopæl, og de belastede i perioder det offentlige forsørgelsessystem. Og det var det, der gjorde, det var nemlig ikke Københavns Universitet, der tog initiativ til undersøgelsen, det var faktisk Københavns Kommune, der tog initiativet og bad Arvebiologisk Institut om at lave en undersøgelse af sigøjnerne i København, fordi man ville godt finde ud af ud fra datidens forestillinger om, at sådan nogle asociale typer de var arveligt belastede, om det kunne være sådan, at sigøjnerne var arveligt belastede, og ikke at det var en forklaring på, at de nu stod der, og så ikke kunne klare sig selv og blev forsorgs-trængende og belastede det offentlige servicesystem.

Og så har jeg undret mig kolossalt over, at den bog den udkommer i 1943, hvor Danmark er besat, og [K's far] skriver en kronik i Politiken i oktober 43, som jo er en ganske særlig måned i verdenshistorien.

K: Fordi det var den måned, hvor jødeaktionerne blev sat i aktion i Danmark.

LK: Ja, og skriver, at sigøjnerne de er et samfundsproblem, og dermed oplyser man jo for besættelsesmagten, at man har et register over sigøjnere på Arvebiologisk Institut i København, så jeg vil sige, at det er lidt af et mirakel, at det ikke gik galt, fordi tyskerne, værnemagten, kunne jo godt have sagt "det var dog interessant, lad os se engang, om vi ikke kunne få fat i det register, og så på den måde få udryddet sigøjnerne, sådan som man har gjort i Tyskland. Det er en meget, meget besynderlig historie, som både har meget positive træk og meget uhyggelige træk. Og i den forbindelse er det så meget vigtigt for mig at understrege, at der var intet i hverken professor [K's far] eller det danske Arvebiologiske Institut, som var antisemitisk eller protysk. [K's far], han gjorde en kæmpe indsats for i adskillige tilfælde at redde danske jøder fra tysk forfølgelse ved at udskrive stamattester, afstamningsattester lavede han, hvor han skriver om folk, der er på vej til Sverige, de skal ha' en attest i hånden for at klare sig, at de er af glimrende nordisk race. Og det gør han selvfølgelig, fordi han er dansk, og han er ikke tilhænger af noget, der ligner diskriminationer over for jøder. Så det er nogle meget, meget komplicerede sfærer og sammenhænge, vi snakker om.

K: Og fordi han heldigvis eller tilfældigvis ikke så jøderne som et samfundsmæssigt problem.

LK: Ja, det kan man så sige - heldigvis eller tilfældigvis.

K: For det kan man jo så sige, at det var de jo på mange måder i Polen, ku' man vel så ha' sagt, hvor de var et proletariat, der levede isoleret ikke talte landets sprog, der kunne man jo godt ha' brugt samme kriterier. [K's far] kunne have lavet sine undersøgelser i de polske landsbyer, ikke? Og nået til et sigøjnerresultat?

LK: Nu siger du noget, jeg egentlig slet ikke har vovet at tænke

K: Vi skal lige runde den der nazistiske historiske vinkel af. [K's far] offentliggør så i oktober 43 sin undersøgelse og kronikken osv. osv. Men han er også med, den skal lige med i hvert fald for min skyld og for at få det rundet af, han er faktisk også med til efter krigen i 45 at rehabilitere sine tyske kollegaer, som har siddet på racehygiejnisk Institut i Tyskland, som så vidt jeg kan skønne ud fra din bog, og hvis jeg husker rigtigt, nu kan du jo rette mig, har modtaget materiale fra dr. Mengele, som lavede forsøg i koncentrationslejren, arvelighedsforsøg på levende mennesker i koncentrationslejrene, så de kan ikke have været uvidende om, at der skete et eller andet. Jeg ved godt, at de siger bagefter, at de havde ikke fingrene nede i det der med kz-lejrene, de vidste ikke noget om det. Men de kan ikke have været uvidende om, at det materiale, de fik fra dr. Mengele fra Auschwitz i hvert fald ikke var fremskaffet på den traditionelle lægelige måde. Alligevel går [K's far] ud i 1945 og siger god for dem, sammen med så vidt jeg husker britiske kollegaer, eller i hvert fald er der nogle andre kollegaer, der går ud og siger god for dem, og de bliver så rehabiliteret, de bliver frikendt oven i købet ved processerne efter krigen, og de indtager så, så vidt jeg kan se i hvert fald 2-3 stykker af dem professorat og dør først op i 50erne og 60erne eller sådan noget. Hvorfor det tror du?

LK: Ja, det er jo virkelig noget af...

K: Og du siger, at han var en hædersmand.

LK: Ja, det ved jeg nu ikke.

K: Nej, men.

LK: Jamen, i en forstand er han, fordi jeg synes, - og jeg vil jo meget nødigt, og jeg synes, det er meget vigtigt, når man er historiker ikke at stå med historiens bagklogskab og sige: Hold da kæft, hvor var det forkert, det de gjorde dengang.

K: I 1945.

LK: Og hvor ved vi meget bedre. Men du har ret. Det er en meget, meget interessant historie den der, og en historie, der er meget svær at retfærdiggøre, - altså de handlinger, de ting han gjorde dengang. Altså han fik et brev fra de to kollegaer, som

K: Tyske kollegaer?

LK: To tyske genetikere, Fritz Lenz og Otmar von Verschuer, og især den sidste, Otmar von Verschuer, han havde altså, som leder af det store genetiske institut i Berlin, haft en meget stor, stor position i det nazistiske Tyskland, var en førende racehygiejniker, agiterede for racehygiejne og var stærkt antisemitisk og skriver altså måned efter måned antisemitiske indlæg i sit blad, Arvelægen, som udkommer, som Danmark i øvrigt abonnerer, altså det danske Arvebiologiske Institut, abonnerer på.

K: Det vil sige, at Tage Kemp har læst det?

LK: Ja, han har læst de ting, hvis han altså har læst bladet. Men bladet ligger altså på instituttet, og jeg kan se, at han har fået det med dedikation ved adskillige lejligheder fra Verschuer selv. Verschuer havde en meget høj status og prestige og stilling under nazismen og forskede i tvillinger, som jo er et helt centralt område for arvebiologien. Og han var en meget, meget dygtig forsker, og det var han anerkendt som også før nazismen, og [K's far] havde mødt ham i 1934, da han var på sin store rejse verden rundt, og havde altså et meget, meget positivt indtryk af Verschuer, som en meget dygtig forsker, og tilsvarende med ham, der hedder Fritz Lenz. Og det er på en eller anden måde, den eneste måde jeg kan forklare denne her besynderlige begivenhedsrække på, det er ved at sige: [K's far] og de andre forskere dengang har haft et meget, meget skarpt skel i deres hoveder mellem videnskab og politik. For dem og for en stor del af hele nachspielet efter krigen handlede det jo om at sige: Det der var galt med nazismen, det var, at man under et totalitært styre misbrugte videnskaben. Videnskaben var neutral og objektiv, og den var derfor ikke ansvarlig for, hvordan politikere misbrugte deres resultater. Og det var sådan set også anbefalingen efter krigen.

Men det er da klart, man kan sige: Hele racehygiejnen er jo et misk mask, et sammensurium af videnskab og politik i sig selv, ikke. Altså det er en praktisk administrativ foranstaltning for at gribe ind over for nogle mennesker, som man betragter som underlødige med videnskaben som legitimation. Og [K's far] og de danske arvebiologer og racehygiejnikere har jo selv været fuldstændig bevidste om, at de havde en socialpolitisk funktion. At det var det, der var deres mål. At de var stolte af det. Det blev fremhævet gang på gang, at målet med den genetiske forskning, det var at skabe et samfund uden asociale individer, det skriver [K's far] selv.

K: Men der ligger vel også det i det Lene Kock, at hvis ikke han havde gjort det [K's far] altså anbefalet de der til at fortsætte, fordi det jo kun var en afsporing af det i tiden 1939 45, så havde man vel heller ikke kunnet fortsætte med raceforskningen i Danmark, vel?

LK: Nu kan jeg nu ikke lide, at du bruger ordet raceforskning, for det var sådan set ikke det, det var.

K. Nej, det var en smutter. Arvelighedsforskning.

LK: Ja, det var en smutter, ikke. Nu kan man sige, at internationalt var dette her den almindelige opfattelse, at man skulle fortsætte videnskabelig forskning også på det arvebiologiske genetiske område.

K: Og det gjorde man.

LK: Og der er [K's far] ikke nogen særlig stor skurk, fordi der havde han jo støtte fra store berømte arvelighedsforskere i den øvrige verden også til at integrere tyske genetikere i det videnskabelige samarbejde igen.

K: Der var nogen diskussion om?

LK: Der var nogle diskussioner, om de skulle inviteres med til en stor kongres i 48 i Stockholm, hvor genetikerne holdt deres store kongres, og der kan man sige, at der var [K's far] en af dem, der sagde, at nu skulle forsoningen gå forholdsvis hurtigt, der var nogle andre, der sagde, at den skulle gå lidt langsommere, men summa summarum var alle jo indstillet på integration, om der gik et, to eller tre eller fire år, så var det sådan set det, der var den store forskel. Det var ikke en principiel forskel. Det var en forskel, der handlede om, hvor hurtigt skulle samarbejdet genoptages, og på den måde vil jeg alligevel godt forsvare [K's far] lidt, selv om jeg er meget, meget bevidst om, at det var utrolig problematisk, det han gjorde, så syntes jeg måske ikke, at der er nogen grund til at udpege ham som specielt skurkagtig, fordi der mener jeg simpelthen ikke, han handlede anderledes end næsten alle andre gjorde eller ville have gjort.

"

Klageren har formuleret følgende genmælekrav:

"Danmarks Radio genudsendte 31. juli i år " Koplevs Krydsfelt", en samtale med Lene Kock, og heri omtales lederen af Arvebiologisk Institut fra 1938 1962 professor [faderens navn]. Det siges, at danske arvebiologer i 1943 havde næsten samme syn på de danske sigøjnere, som tyskerne havde på jøderne. [Faderens navn] siges at have bragt sigøjnerne i fare, ved at skrive en kronik i Politiken om dem i oktober 1943. Det siges, at han skrev anbefalingsskrivelser for tyske arvebiologer i 1945.

Herimod bør det anføres, at hverken navn] eller de andre implicerede danske arvebiologer omtalte sigøjnerne med nogen despekt eller fjendtlighed. Desuden blev den nævnte kronik bragt af Politiken 8. maj 1943, og de nævnte anbefalingsskrivelser blev sendt 9. juni 1947."

Klageren har anført, at det er en horribel anklage at sige, at danske arvelighedsforskere havde samme syn på sigøjnere, som tyskerne havde på jøderne, når man ved, hvordan tyskerne så på og behandlede jøderne under anden verdenskrig. [K's far] var meget positivt stemt over for sigøjnerne, og han mente ikke, som oplyst af Lene Kock, at sigøjnerne var et samfundsproblem. Klageren kræver på denne baggrund genmæle og anfører, at han har den fornødne retlige interesse, idet [K's far], der er klagerens afdøde far, var direktør for Institut for Human Arvebiologi, og idet [K's far] tegnede sit fag i Danmark, hvorfor beskyldninger mod danske arvelighedsforskere angår ham direkte, jf. medieansvarslovens § 36, stk. 2.

Klageren har endvidere anført, at [K's far]s kronik blev bragt i Politiken den 8. maj 1943, og ikke som oplyst i programmet i oktober 1943. Når det videre anføres, at [K's far] via kronikken gjorde besættelsesmagten opmærksom på, at man på Arvebiologisk institut havde et register over danske sigøjnere, så er der tale om, at man beskylder [K's far] for en meget alvorlig forbrydelse, idet man påstår, at han udsatte de danske sigøjnere for livsfare. Lene Kock har ikke nogen beviser for disse krænkende oplysninger, der ikke er tilstrækkeligt efterprøvet, og indklagede har herved overtrådt reglerne for god presseskik.

Klageren har endelig anført, at det var i 1947, at far] afgav en udtalelse om to tyske arvebiologer og ikke i 1945, som oplyst i udsendelsen. At [K's far] afgav sådanne udtalelser kan nu med bagklogskabens klare øjne kritiseres, fordi man senere har fundet ud af, at i hvert fald en af forskerne ( Verschuer) havde modtaget forskningsmateriale fra Mengeles koncentrationslejrforsøg. Der var derimod intet at bebrejde [K's far], da udtalelserne blev afgivet, og han udtalte sig kun om deres forskningsmæssige indsats indtil krigen.

Danmarks Radio har anført, at udtalelsen, om at danske arvelighedsforskere havde næsten samme syn på sigøjnerne, som tyskerne havde på jøderne, skal ses i den sammenhæng, som udtalelsen fremsættes i, nemlig i forbindelse med omtalen af en undersøgelse af danske sigøjnere i København, som fremhævede nogle karakteristika ved sigøjnerne. Hertil kommer at udtalelsen vedrører samtlige danske arvelighedsforskeres syn på sigøjnerne og ikke kun [K's fars], hvorfor kravet om retlig interesse i medieansvarslovens § 36, stk. 2, ikke er opfyldt.

Danmarks Radio erkender, at dateringen af [K's far]s kronik i Politiken er forkert, idet den ikke blev bragt i oktober 1943, men i maj 1943, men Danmarks Radio mener ikke, at fejldateringen er afgørende for indholdet af diskussionen i programmet.

Danmarks Radio anfører endvidere, at Lene Kock i umiddelbar forlængelse af oplysningerne om [klager far]s kronik fra oktober 1943 fremhæver, at "der var intet i hverken Professor [klager far]s eller det Danske Arvebiologiske Institut, som var antisemitisk eller Protysk", og at [K's far] hjalp danske jøder ved at udskrive stamattester. Set i en større sammenhæng kommer Lene Kock således ikke med urigtige beskyldninger mod [K's far], og Danmarks Radio har ikke handlet i strid med god presseskik.

Danmarks Radio anfører, at det er korrekt, at anbefalingsskrivelserne blev sendt i 1947 og ikke som oplyst i programmet i 1945, men at fejlen i dateringen ikke flytter programmets indhold på afgørende vis. Danmarks Radio bestrider således, at programmet indeholder krænkende oplysninger, som skulle have været efterprøvet ved forelæggelse for klager inden udsendelsen, og Danmarks Radio mener ikke at have handlet i strid med god presseskik.

Danmarks Radio mener endvidere ikke, at der bringes alvorlige anklager mod [K's far] i programmet, eller at der fremsættes fejlagtige oplysninger af faktisk karakter, som skulle berettige klageren til at få bragt et genmæle, jf. medieansvarslovens § 36.

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Per Sørensen, Aage Lundgaard, Kaare R. Skou og Kirsten Dyregaard.

Pressenævnet udtaler:

Ifølge medieansvarslovens § 36, stk. 2, kan anmodning om genmæle fremsættes af den, oplysningerne vedrører, eller efter dennes død af de nærmeste pårørende. Da klager er søn af afdøde [navn], har han den fornødne retlige interesse i at kræve et genmæle over for programmets udtalelser, for så vidt de angår [K's far] og den forskning, han udførte som leder af Dansk Arvebiologisk Institut.

I programmet anføres to faktisk forkerte oplysninger, nemlig oplysningen om, at [K's far]s kronik blev bragt i oktober 1943, "som jo er en ganske særlig måned i verdenshistorien, fordi det er den måned, hvor jødeaktionerne blev sat i aktion i Danmark", mens den korrekte datering var i maj 1943, samt oplysningen om, at far] afgav to anbefalingsskrivelser om tyske genetikere i 1945, mens det korrekte tidspunkt var i 1947. Danmarks Radio har erkendt disse fejl. Til trods for, at det i programmet fremhæves, at [K's far] ikke var antisemitisk eller protysk, og at han hjalp danske jøder ved at udskrive stamattester til dem, finder Pressenævnet, at specielt dateringen oktober 1943 er en faktisk forkert oplysning, der er egnet til at påføre [K's far]s eftermæle skade af betydning, og at klageren derfor har krav på at få bragt et genmæle, jf. medieansvarslovens § 36.

Da det ikke af kronikken kan udledes, at [K's far] betragtede sigøjnerne som et problem for samfundet på linie med tyskernes opfattelse af jøderne, er klageren ligeledes berettiget til et genmæle efter medieansvarslovens § 36 for denne udtalelse. Det bemærkes herved, at ordene "danske arvelighedsforskere" fremstår således, at også [K's far] er omfattet heraf.

Det forhold, at Lene Kock i programmet udtaler, at [K's far] bragte de danske sigøjnere i livsfare med sin kronik i Politiken, er efter Pressenævnets opfattelse en vurdering, som ikke kan berettige til et genmæle, og som i en radioprogram som det foreliggende, hvor der tilkommer de deltagende en betydelig frihed til at fremkomme med egne synspunkter ikke er en tilsidesættelse af god presseskik.

I medfør af medieansvarslovens § 39 og § 49 pålægges det herefter den ansvarshavende redaktør af Danmarks Radio at offentliggøre følgende:

I programmet " Koplevs Krydsfelt" den 31. juli 1999, der var en samtale med historikeren Lene Kock om hendes bog "Racehygiejne i Danmark fra 1929 til 1956", blev det nævnt, at den danske genetiker, professor [K's far] i oktober 1943 skrev en kronik i Politiken om forskning i danske sigøjneres forhold. Kronikken skulle efter det oplyste vise, at far] betragtede sigøjnerne som et samfundsproblem på samme måde, som tyskerne betragtede jøderne. Det blev også nævnt, at [K's far] i 1945 skrev anbefalingsskrivelser til to tyske genetikere, således at disse kunne genoptages i det internationale forskningsmiljø.

[Den omtaltes] søn har klaget til Pressenævnet, der pålægger Danmarks Radio at bringe følgende:

Den kronik, der blev omtalt i udsendelsen, blev skrevet af far] og bragt i Politiken den 8. maj 1943 og ikke som nævnt i udsendelsen i oktober 1943, da jødeaktionerne blev sat i værk. Det kan ikke af kronikken udledes, at [K's far] betragtede sigøjnerne som et problem for samfundet på linie med tyskernes opfattelse af jøderne.

Det siges endvidere i udsendelsen, at [K's far] skrev anbefalingsskrivelser til tyske arvebiologer i 1945. Disse skrivelser blev imidlertid først udfærdiget i 1947."

København den 12. januar 2000.

Per Sørensen, Aage Lundgaard, Kaare R. Skou og Kirsten Dyregaard".

Afsagt den 12. januar 2000.

Versioner

1. 2000-01-20