Nyt om arbejdsskader - vurdering af erhvervsevnetabet efter erstatningsansvarsloven for personer med piskesmældsskader
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2000/11064@2000-02-01/da
Indhold
Arbejdsskadestyrelsen bliver ofte anmodet om en vejledende udtalelse om størrelsen af erhvervsevnetabet efter erstatningsansvarslovens § 5 i anledning af færdselsulykker, hvor skadelidte har pådraget sig en piskesmældsskade.
En 43-årig mand pådrog sig en piskesmældsskade ved en færdselsulykke i december 1992.
Ved udtalelse i november 1996 vurderede Arbejdsskadestyrelsen erhvervsevnetabet til 35%.
Forsikringsselskabets advokat meddelte september 1999, at skadelidte havde udtaget stævning mod selskabet med påstand om betaling af erhvervsevnetabserstatning svarende til 75%, subsidiært et efter rettens skøn fastsat mindre beløb.
Arbejdsskadestyrelsen erklærede sig villig til at fremkomme med en ny udtalelse om erhvervsevnetabet inden retsmødet og bad om at få fremsendt retssagens akter, da styrelsen ikke var bekendt med, om der siden udtalelsen fra november 1996 var indtrådt væsentlige ændringer i skadelidtes erhvervsmæssige situation.
Det var bl.a. oplyst, at skadelidte havde fået afslag på førtidspension i august 1996. Efter anke blev han i november 1997 tilkendt forhøjet almindelig førtidspension.
Styrelsen gennemgik herefter spørgsmålet om erhvervsevnetabet på ny og vurderede ved udtalelse i november 1999 nu erhvervsevnetabet til skønsmæssigt 60%.
Det var Arbejdsskadestyrelsens aktuelle vurdering - næsten 7 år efter ulykkestilfældet og 3 år efter første udtalelse i sagen - at skadelidtes erhvervsmæssige situation kunne betragtes som betydelig mere afklaret og permanent end tidligere.
Det var nu fastslået, at han var berettiget til forhøjet almindelig førtidspension svarende til, at erhvervsevnen var nedsat med mindst halvdelen og med mindre end 2/3.
Efter Arbejdsskadestyrelsens nye udtalelse oplyste forsikringsselskabets advokat, at der i sagen var indgået forlig mellem parterne i overensstemmelse med styrelsens nye udtalelse fra november 1999.
Der er tale om to forskellige regelsæt i lov om social pension og i erstatningsansvarsloven. De myndigheder, som træffer afgørelser/afgiver vejledende udtalelser er ikke bundet af bedømmelsen i den anden sag.
Efter lov om social pension, § 14, stk. 3, nr. 1, kan der tilkendes forhøjet almindelig førtidspension, når erhvervsevnen er nedsat med mindst halvdelen. Efter lovens § 14, stk. 2, kan der tilkendes mellemste førtidspension, hvis erhvervsevnen er nedsat med omkring 2/3.
Efter erstatningsansvarsloven fastsættes erstatning for tab af erhvervsevne på grundlag af forholdene i den enkelte sag. I den omtalte retssag blev niveauet for tab af erhvervsevnen forhøjet på baggrund af nye oplysninger i sagen.
Yderligere oplysninger kan fås hos kontorchef Christen Christensen eller fuldmægtig Jan Ib Kolbjørn.
Vi udsender hvert kvartal oplysninger om udviklingen i antallet af anmeldte arbejdsskader og om sagsbehandlingstiden for forskellige typer af sager, der behandles i Arbejdsskadestyrelsen - se vedlagte bilag.
Yderligere oplysninger kan fås hos budget- og statistikchef Carl Georg Röser.