Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 9/2000
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2000/11133@2000-03-24/da
Indhold
Interroute Danmark A/S har klaget til Pressenævnet over, at Danmarks Radio har nægtet at bringe et genmæle i anledning af udsendelsen "Rene Ord for Pengene" bragt den 13. december 1999.
Af udsendelsen "Rene Ord for Pengene", der blev bragt den 13. december 1999, fremgår bl.a.:
" Speak: Forsynet med for 350 kr. taletid ruster vi så til kampen i røret.
Ali Sayyar: Man sparer mange penge mange penge. Hvis du - når jeg ringer til Iran. Mange penge. Mere end 50%.
Speak: Men jagten på billig taletid fører os til endnu en grønthandel. Ali synes nemlig også, vi skal afprøve taletidskortet fra Interroute. Dem har han dårlige erfaringer med.
A.S.: Når du bruger en Interroute kort, du finder ud af, at det ikke er sandt, hvad der står på prislisten. Du skal ikke bruge dem.
Speak: Som sagt så gjort. Udstyret med hver 5 kort, går vi nu hver til sit for at tjekke, om taletiden på kortene holder stik. Og for at finde den billigste minutpris.
Studie speak: Taletidskort til helt almindelige fastnettelefoner og så på hylden hos grønthandleren og købmanden er det ikke helt fantastisk? Hvorfor ikke? På den anden side er der grund nok til at komme til kort!
Speak: Når du ringer via et taletidskort starter du med at kalde det gratis nummer, der er trykt på bagsiden. Dernæst finder du den pin-kode, der gemmer sig bag skrabefeltet. Nu kan du så ringe direkte til den i verden, du ønsker.
Ali Sayyar har til opgave at ringe til familien i Iran.
Rene Ord for Pengene's udsendte til en veninde i USA.
Ja, lad os lige tjekke gode gamle TeleDanmarks priser, inden vi sætter taleorganerne på prøve.
(Oplysning fra telefonstemme:)
Prisen for en samtale til Iran er pr. minut 14 kr. og 50 øre for samtaler til USA og Hawaii er prisen pr. minut 3 kr. og 50 øre.
Mon nu taletidskortene kan slå den!
Med taletidskortet Gnam fik vi serveret en minutpris til Iran på 4 kr. og 14 øre og USA 83 øre.
Global One tilbyder Iran til 9,42 i minuttet, mens USA koster 1 kr.
Primus's taletidskort koster 4,17 kr. pr. minut til Iran til USA 73 øre.
Det nyeste kort Euro kan bryste sig med en minutpris til Iran for 3,65 og til USA 82 øre.
Indtil nu har taletidskortene på nær få sekunder holdt den taletid, de lover.
De to telefonister har hver brugt 265 kr. og slidt ørerne i små 8 timer til USA og knap 2 timer til Iran, inden turen kommer til Interroute. De lovede 20 minutter til Iran efter 7 minutter og 41 dør samtalen.
(Oplysning fra telefonstemme:)
Deres kort er udløbet.
Interroute tager altså 11 kr. og 47 i minuttet til Iran og 2 kr. til USA.
Billigst er altså til Iran Euro-kortet med en minutpris på 3,65 til USA er det Primus, der er billigst med 73 øre i minuttet.
Studie speak: 3,65 til Iran i minuttet. Der er et godt stykke vej op til TeleDanmarks 14,50 hva'be'har'.
Der hvor du finder taletidskortene, der bør de også have sådan nogle oversigter her, hvor du kan se minutpriser for de enkelte lande. Det er bare med at komme i gang med at sammenligne de forskellige tilbud.
Får du fat i kortet fra Interroute, der ikke holder hvad det lover, så er der ikke andet at gøre end at klage til Telestyrelsen.
TeleDanmark ser sikkert helst, at du bliver hos dem som kunde, men om du ringer til en udenlandsk mobil eller fastnettelefon, det er de fuldstændig kolde over for. Prisen er den samme."
Klageren har formuleret følgende genmælekrav:
"Vores svar på jeres udsendelse:
1. Af udsendelsen fremgik det, at vi skulle snyde kunderne. Denne påstand er fuldstændig ukorrekt og bygger på én kundes udtalelse og erfaring.
2. Der blev i udsendelsen ringet til Iran, hvilket på vores kort er en relativ dyr destination. Dette skal underbygges med, at vi pr. 1. november ændrede alle vores priser, som ifølge vores egen prisliste koster 9,75 til Iran via Gratisnummer 80 832000.
3. Prislisten, der er blevet brugt, er fundet hos en ikke registreret forhandler, der har fået udleveret prislister af andre end Interoute selv.
4. Prislisten I (Rene ord for pengene) i udsendelsen har refereret til, er en prisliste der ikke er trykt og udgivet af Interoute, ligesom forhandleren ikke er en registreret forhandler hos Interoute."
Klageren har anført, at det er ukorrekt, når det i udsendelsen oplyses, at klagerens taletidskort ikke holder hvad de lover, og at klageren snyder kunderne. Udtalelsen bygger endvidere kun på en kundes udtalelse og erfaring.
Klageren har endvidere anført, at det er forkert, når det i udsendelsen oplyses, at udbyderen af taletidskort har pligt til at informere om prisændringer og vilkår i forbindelse med udbud af taletidskort samt en pligt til at udlevere à jourført prisliste ved salg af telekort, hvilket følger af bekendtgørelse om udbud af telenet og teletjenester § 1, stk. 6 og § 5, stk. 1-4. Selv om der ikke er nogen lovfæstet pligt til at informere om priser m.v., er klageren dog ikke interesseret i at snyde sine kunder eller at misinformere dem.
Klageren har endvidere anført, at man fra maj 1999 begyndte at udbyde taletidskort udelukkende fra autoriserede forhandlere, hvor der forefindes opdaterede og à jourførte prislister udfærdiget af klageren.
Klageren har endvidere anført, at der i forbindelse med indklagedes køb af kortet er blevet udleveret en prisliste, som ikke er udfærdiget af klageren til trods for, at klageren pr. 1. november 1999 tilbagekaldte tidligere prislister og udsendte nye.
Klageren har endelig anført, at de udtalelser, der fremsættes i programmet om klagerens virksomhed, er skadelige, og at udtalelserne kan medvirke til at ødelægge klagerens forretningsgrundlag og kundekreds. Klageren kræver på denne baggrund, at indklagede bringer klagerens genmæle.
Indklagede har anført, at programmet "Rene Ord for Pengene" er et handlingsanvisende forbrugerprogram, og at formålet med udsendelsen er at give forbrugere et bedre grundlag for deltagelse i den almindelige handel.
Indklagede har endvidere anført, at man i udsendelsen oplyste, at klagerens taletidskort ikke holder hvad det lover, og at man står ved denne udtalelse. Derimod har man ikke sagt, at klageren snyder kunderne. At klagerens taletidskort ikke holder hvad det lover følger af, at indklagede købte et kort fra klageren, og at det i en medfølgende brochure fremgik, at der skulle være 20 minutters taletid til Iran. Ved den test man foretog i programmet, viste det sig, at taletiden til Iran alene var på 7 minutter og 41 sekunder. Til USA lovede brochuren, at der skulle være en taletid på 101 minutter, men det viste sig, at testen kun gav 42 minutter.
Indklagede har endvidere anført, at testen ikke kun bygger på en kundes udtalelse og erfaring, idet man netop har foretaget en test af klagers taletidskort.
Indklagede har endvidere anført, at det for indklagede er væsentligt, at priserne rent faktisk kan sammenlignes, og at produkterne bliver sammenlignet på samme grundlag. Da taletidskort har forskellige priser, og da samtaleminutterne varierer fra taletidskort til taletidskort, har man i programmet valgt at sammenligne priserne på to destinationer, nemlig Iran og USA. At klageren pr. 1. november 1999 ændrede prisen for samtaler til Iran, skulle klageren selv have haft informeret om, jf. § 1, stk. 6, jf. § 5, stk. 4, i bekendtgørelsen om udbud af telenet og teletjenester.
Indklagede har endvidere anført, at man har fået prislisten udleveret fra den kiosk, hvor man købte taletidskortet, og at det ikke er afgørende for den enkelte forbruger, der køber et taletidskort, om taletidskortet er købt hos en forhandler, der er registreret hos klageren.
Indklagede fastholder således, at klagerens kort er det dyreste, og at kortet ikke holder hvad det lover, og indklagede afviser på denne baggrund at bringe klagerens genmæle.
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Per Sørensen, Jørgen Grunnet, Kaare R. Skou og Inge Vinther.
Pressenævnet udtaler:
Det fremgår af programmet, at "klagerens taletidskort ikke holder hvad det lover". Indklagede har som dokumentation for denne påstand henvist til den prissammenligning, som man har foretaget i programmet af 5 taletidskort, som viste, at klagerens taletidskort ikke havde den taletid, som en medfølgende brochure informerede om. På denne baggrund finder Pressenævnet ikke, at programmet har bragt faktisk forkerte oplysninger om klagerens produkt, som berettiger klageren til at få bragt et genmæle. Det forhold, at den prisliste, som klageren fik udleveret sammen med taletidskortet, ikke var udfærdiget af klageren, og at taletidskortet ikke var købt hos en af klagerens autoriserede forhandlere, kan ikke føre til andet resultat.
Afsagt den 22. marts 2000.