Gelex

Tilbageførsel af aktieoverdragelse omgørelse

GældendeVersion 2000-04-05
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2000/11158@2000-04-05/da

Indhold
  1. Indledning

Ligningsrådet blev anmodet om omgørelse således, at A ApS overdragelse af aktierne i datterselskabet C AB til datterselskabet B A/S i henhold til aftale af 31. marts 1998 for DKK 7.500.000 kunne tilbageføres.

Subsidiært anmodedes om omgørelse således, at selskabet kunne anses for overdraget til indre værdi i alt SEK 93.000. Det overskydende beløb vil i så fald enten blive tilbagebetalt eller være at anse for en skattefri udlodning fra B A/S til moderselskabet A ApS med den virkning, at der ikke er nogen aktieavance at beskatte.

Sagens omstændigheder var følgende:

A ApS blev etableret i 1996 i forbindelse med overtagelse af aktiemajoriteten i B A/S. Ligeledes i 1996 blev et søsterselskab til B A/S stiftet i Sverige.

Kort tid efter stiftelsen blev der forhandlet med eksterne købere om salg af det svenske selskab, C AB. Under disse forhandlinger gav en køber udtryk for at ville betale DKK 7,5 mio. for selskabet. En forudsætning for salget var, at B A/S var ejer af C AB ved overdragelsen.

Af hensyn til det planlagte fremtidige salg blev der den 31. marts 1998 indgået aftale om overdragelse til B A/S af hele A ApS aktiepost i C AB svarende til 93% af aktiekapitalen. ifølge aftalen var købsprisen for aktierne DKK 7.500.000.

Det viste sig imidlertid efterfølgende, at det videre salg ikke kunne gennemføres.

I anmodningen om omgørelse var det anført, at den aftalte overdragelsespris alene blev fastsat under hensyntagen til de påregnede videresalg af selskabet, og således ikke var udtryk for selskabets reelle markedsværdi. Prisfastsættelsen ved den koncerninterne overdragelse skal således ses i lyset af den pris, som de to selskaber forventedes at indbringe ved overdragelsen til den eksterne køber. Dette kan ikke dokumenteres i form af tilbud eller andre skriftlige dokumenter, men sandsynliggøres af, at prisfastsættelsen ved den koncerninterne overdragelse ville være meningsløs, såfremt der ikke forventedes mindst samme pris ved det forventede efterfølgende salg.

Såfremt handlen fastholdes på de aftalte vilkår, udløses et stort skattekrav, idet anskaffelsessummen for de svenske aktier alene udgør SEK 93.000, og holdingselskabet endvidere på salgstidspunktet har ejet aktierne i mindre end 3 år.

Det er herefter åbenbart, at overdragelsen alene var betinget af, at der skulle ske et videre salg til en tredie part, hvormed en beskatning af avancen under alle omstændigheder ville være udløst.

Ved brev af 23. april 1999 meddelte kommunen afslag på anmodning om omgørelse under henvisning til, at der er sket en civilretlig koncernintern overdragelse ved aftale af 31. marts 1998, hvilken skattemyndighederne ikke har anfægtet. Endvidere bemærkede kommunen, at parterne kendte de skattemæssige konsekvenser af overdragelsen.

Med hensyn til den subsidiære anmodning var kommunen af den opfattelse, at aktiernes værdi på salgstidspunktet var kr. 7.500.000 i overensstemmelse med den indgåede aftale, idet det er oplyst, at en ekstern køber ville give den pris, ligesom der foreligger en beregning af beløbet den 28. marts 1998. At det efterfølgende har vist sig, at aktierne ikke kunne overdrages til den eksterne køber, kunne ikke føre til andet resultat.

Told- og Skatteregionen indstillede, at den principale anmodning skulle imødekommes, således at handlen kunne tilbageføres.

Regionen bemærkede, at der var sket en civilretlig koncernintern overdragelse den 31. marts 1998, som har udløst beskatning efter aktieavancebeskatningslovens § 2, stk. 1. A ApS har for indkomståret 1/4 1997 - 31/3 1998 selvangivet salget af C AB. Skattekravet er således realiseret og forfaldent, men selskabet har ikke fået midler ind til betaling af den pålignede skat.

De af selskabet gennemførte dispositioner har således udløst et betydeligt skattekrav, som ellers ved en normal skattemæssig planlægning og forretningsmæssige overvejelser ville være undgået.

Regionen henså endvidere til, at selskabet ikke har forsøgt at skjule overdragelsen, men derimod har lagt de dispositioner frem i lyset, som nu ønskes omgjort. Omend regionen er forundret over, at overdragelsen af aktierne blev gennemført, når der ikke så ud til at være en ekstern køber, findes der ikke at foreligge noget element af ond tro. Holdingselskabets salg af aktierne er formentlig et udslag at en fejlagtig disposition - en disposition foretaget uden den forudgående skattemæssige undersøgelse.

Ud fra en samlet vurdering mente regionen, at betingelserne for omgørelse var opfyldt, idet de foretagne dispositioner ansås for resultatet af mangelfuld undersøgelse af de skattemæssige konsekvenser. Selskabet havde simpelthen handlet for hurtigt.

Ligningsrådet kunne ikke imødekomme det ansøgte henset til, at dispositionen der ønskedes omgjort, ikke havde haft uforudsete skattemæssige konsekvenser.

Versioner

  1. 2000-04-05