Nyt om arbejdsskader - høretraumer som følge af pludselige støjpåvirkninger
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2000/11170@2000-04-12/da
Indhold
For at en hændelse kan anerkendes som et ulykkestilfælde i lovens forstand, skal der være tale om en tilfældig, af den sikredes vilje uafhængig, pludselig udefra kommende indvirkning på legemet med en påviselig skade til følge.
Ulykker er således kendetegnet ved, at den skadevoldende påvirkning kun er af et øjebliks varighed, og at der efterfølgende kan bevises en skadelig påvirkning, der må anses for at være varig.
Arbejdsskadestyrelsen har modtaget flere anmeldelser om høretraumer, der er opstået efter kortvarig udsættelse for støj på arbejdspladsen. I mange af tilfældene har der været tale om støjpåvirkninger i form af hyl, brag eller knald f.eks. i forbindelse med arbejdet som telefonist.
Flere af de anmeldte høretraumer er anerkendt som arbejdsskader. Ved anerkendelsen er der lagt vægt på, at skadelidte i forbindelse med udsættelsen for pludselige hyl, brag eller knald har været udsat for et lydtryk af en vis størrelse, der må antages at kunne medføre en varig skade.
Ved begrebet varig skade er der ikke ved vurderingen af anerkendelsesspørgsmålet forskel på, om skadelidte har fået konstateret hørenedsættelse, der er påvist ved lægelig undersøgelse eller tinnitus, som ikke kan påvises ved lægelig undersøgelse.
I en sag fik skadelidte en høj klar hyletone i begge ører under telefonekspedition som telefonist. Skadelidte udviklede straks susen for begge ører i form af højfrekvent hylende konstant tone og fik desuden hovedpine og blev svimmel. Arbejdsgiver oplyste, at der var foretaget støjdæmpning i hovedtelefonerne, så den maksimale støjpåvirkning ikke kunne overstige 112 dB. Arbejdsskadestyrelsen anerkendte hændelsen som et ulykkestilfælde, hvilket blev tiltrådt af Den Sociale Ankestyrelse.
I en anden sag var skadelidte i 1989 som receptionist udsat for en høj hyletone i ca. 5 minutter. Efter et lille ophold, kom hyletonen igen. Skadelidte ophørte med at arbejde i 1995 og anmeldte først i december 1997 høretraumet. Skadelidte oplyste, at hun inden for de seneste to år havde fået øresusen på højre øre. Undersøgelser viste dog ikke høretab.
Der var i sagen ikke tvivl om, at skadelidte gennem mange år havde vært udsat for lydpåvirkninger.
Arbejdsskadestyrelsen anerkendte hændelsen som et ulykkestilfælde og lagde vægt på, at skadelidte under sit arbejde var udsat for en pludselig og uventet skadelig påvirkning, da hun fik en kraftig hyletone i øret gennem sin øretelefon.
Sagen blev afvist som en ulykke af Den Sociale Ankestyrelse, da der ikke i sagen var oplysninger om gener i forbindelse med hændelsen i 1989. Det kunne således ikke anses for sandsynliggjort, at hændelsen i det konkrete tilfælde havde medført skade eller i øvrigt havde givet gener af nogen art.
I en tredje sag var skadelidte som telefonist ved ekspedition af et 118-opkald udsat for et lydtryk i form af et knald i høresneglen. Dette blev efterfulgt af skratten og hyl, som medførte, at skadelidte umiddelbart efter fik ondt i øret og udviklede en hyletone i øret. Der blev efterfølgende konstateret en noget øget hørenedsættelse i forhold til skadelidtes tidligere undersøgelser af hørelsen. Arbejdsskadestyrelsen afviste hændelsen som et ulykkestilfælde og lagde ved afgørelsen vægt på, at lydtrykket, i form af et knald, ikke havde været af en sådan styrke, at det kunne give nogen forbigående eller varig hørenedsættelse. Der var hermed heller ikke grundlag for at anerkende skadelidtes tinnitus som en arbejdsskade.
Den Sociale Ankestyrelse ændrede afgørelsen og anerkendte hændelsen som et ulykkestilfælde og vurderede i den konkrete sag, at skadelidte havde været udsat for en udefra kommende voldsom lydpåvirkning, som umiddelbart havde medført, at skadelidte fik ondt i øret samt udviklede en vedvarende hyletone i øret.
Høretraumer som følge af en pludselig støjpåvirkning vil kunne anerkendes, hvis det efter en konkret vurdering anses for overvejende sandsynligt, at skadelidte har været udsat for en pludselig støjpåvirkning i form af hyl, brag eller knald, og skadelidte i umiddelbar tilknytning til støjpåvirkningen har pådraget sig en skade i form af høretab og/eller tinnitus.
Yderligere oplysninger kan fås hos kontorchef Kirsten Ørnø.